Читать книгу Ideer om et universitet - Группа авторов - Страница 7

Den danske universitetsreform og de medfølgende nye former for styring og ledelse af universiteterne afspejler en række relativt entydige internationale tendenser og tiltag, hvis vigtigste talerør de sidste årtier har været OECD og EU. Disse tendenser og tiltag peger alle i retning af en uomgængelig transformation af det traditionelle selvforvaltnings-universitet til en art halvoffentlige servicevirksomheder for viden og uddannelse, hvis overordnede formål er at bidrage til den nationale og europæiske konkurrencekraft i et globalt perspektiv. De internationale diagnoser af disse tendenser er relativt samstemmende. Sheila Slaughter og Larry L. Leslie taler i et globalt sammenlignende perspektiv om overgangen til en ny form for ‘akademisk kapitalisme’, og de peger i lighed med andre internationale analyser på en gradvis transformation af de klassiske universiteter til ‘entrepreneurial universities’ efterfortrinsvis amerikanske forbilleder (Slaughter & Leslie 1999; Clark 1998; Stucke 2001). I en situation med udsigt til faldende direkte offentlige bevillinger til forskning og uddannelse er universiteter verden over blevet tvunget til at finde andre eksterne finansieringskilder (studenterbetaling, privatsponsoreret forskning og forskningskontrakter med industrien, salg af patentrettigheder etc.). Som følge heraf må de blive mere markeds- og konkurrenceorienterede (jf. Bok 2003). ‘Kapitalisme’ betyder i denne forbindelse ikke, at universiteterne nødvendigvis ejer produktionsmidlerne, men at de påføres markedskræfter og en profitorienteret markedsadfærd og som følge heraf må adoptere virksomhedsmodeller og ledelsesstrategier fra den private sektor (New Public Management, corporate managerialism etc.). Universitetsansatte akademikere bliver som følge heraf i stigende grad at betragte som en art statssubventionerede entreprenører eller iværksættere, der kommer til at tilbringe stadig mere tid med at skaffe eksterne midler og engagere sig i eksterne praksisorienterede kommercielle netværk.

I takt med at det manageriale eller ‘iværksættende’ universitet således er blevet den nye ledetråd for universitetsudviklingen (jf. Käufer & Scharmers bidrag her i antologien), er den industrielle udnyttelse og økonomiske omsættelighed af forskning og viden blevet afgørende. Det handler om at finde den hurtigste vej ‘fra forskning til faktura’, hvorved sondringen mellem grundforskning og anvendt forskning er kommet under pres, især inden for de såkaldte tekno-videnskaber (bioteknologi, nanoteknologi, IKT etc.). Etzkowitz og Leydesdorff har karakteriseret den stadig tættere sammenknytning og indbyrdes afstemning af forskning/videnskab, politik og økonomi som et ‘triple helix-kompleks’ i lighed med dna-strengens snoede stige, den dobbelte helix (Etzkowitz & Leydesdorff 1997). Som følge heraf opløses grænserne mellem grundforskning og anvendt forskning og mellem forskning og økonomisk omsætning og udnyttelse. Fra at være et offentligt gode tilgængeligt for alle bliver den universitære viden, både i form af forskning og undervisning, tendentielt til en vare, og den universitære vidensproduktion må i stigende grad ‘kommodificeres’ (patenteres, privatiseres, kommercialiseres).

Michael Gibbons et al. forsøgte så tidligt som i 1994 at sammenfatte forskellige tendenser i den aktuelle universitære videnskabsudvikling i tesen om, at vi er på vej mod en helt ny forståelse af, hvad vidensproduktion og videnskab overhovedet er. I dette øjemed sondrer de mellem to forskellige former for vidensproduktion. Den traditionelle modus 1-form tog sin begyndelse med de moderne naturvidenskaber og i fandt løbet af det 19. århundrede sit dynamiske og institutionelle hjemsted på de moderne forskningsorienterede universiteter. Tesen er, at denne form for videnskab og vidensproduktion de seneste årtier er blevet overhalet af en ny form, kaldet modus 2. Denne foregår i vid udstrækning uden for universiteterne i heterogene organisatoriske kontekster (fra industrilaboratorier over statslige tænketanke til private rådgivnings- og konsulentfirmaer, hjemmesider på internettet etc.). Konsekvensen for universiteterne skulle bl.a. være, at den universitære grundforsknings relevans svinder ind til fordel for en mere umiddelbart praksis- og anvendelsesorienteret forskning, der transdisciplinært er orienteret mod konkrete problemløsninger. I takt hermed må interne videnskabelige normer og kvalitetsstandarder i stigende grad vige til fordel for nye eksterne kvalitetetskriterier af politisk, økonomisk eller social art (Gibbons et al. 1994; se også Gibbons’ bidrag her i antologien).

Denne diagnose er ganske vist omstridt, men uanset hvor meget empirisk hold der er i deres tendensanalyser, så er der ingen tvivl om, at de har registreret og artikuleret en grundlæggende ændring i de samfundsmæssige legitimationsbetingelser for universitær og videnskabelig forskning de seneste årtier, men hermed også et afgørende skift i samfundets videnspolitik, der handler om acceptreglerne for, hvilke typer af viden der gør og kan gøre sig gældende hinsides videnskabelige gyldighedsfordringer. Deres teser og vokabular samt deres tendentielle idealisering af modus 2 (transdisciplinaritet) er på denne baggrund kommet til at spille en central rolle i de senere års universitetspolitiske debat, i mange universiteters selvbeskrivelse såvel som i EU’s forskningspolitik (fra og med det 5. rammeprogram fra 1999-2002). Hvilken slags universitet, der på længere sigt vil komme ud af overgangen til modus 2, har Gibbons selv givet et mere detaljeret bud på i denne antologi.

Til disse tendenser lægger sig en række andre tendenser det seneste årti, som man kunne sammenfatte som universiteternes internationalisering. Den har først og fremmest betydet, at de nationale modeller for universitetsudviklingen bliver mere og mere ensartede og standardiserede på europæisk niveau. Det er den såkaldte Bologna-proces den bedste illustration af.⁴ Disse internationale tendenser afspejler sig også, om end nationalt modificeret, i den danske universitetsreform og den efterfølgende implementering af den.

Meget tyder således på, at den klassiske universitetsform og de klassiske universitetsidealer er kommet under et massivt pres nationalt såvel som internationalt. Det står i det mindste klart, at disse tendenser og tiltag ikke vil lade de overleverede universitetsideer intakte. Den tendentielle afvikling af de gamle ideer med et universitet betyder imidlertid ikke et fravær af ideer og idealer, men derimod at nye ideer tager over og begynder at gøre sig gældende. Således aftegner der sig i kølvandet på de nationale og internationale universitetsreformer efterhånden en konvergerende ide om, hvilken type af institution og organisation et moderne universitet er og bør være i globaliseringens tidsalder. Det er, kort fortalt, ideen om et (mere eller mindre) offentligt reguleret universitet, der på den ene side har til formål at imødekomme og opfylde samfundets, frem for alt økonomiens, erhvervslivets og arbejdsmarkedets umiddelbare behov, men på den anden side i dette øjemed selv må underkaste sit virke en gennemgribende virksomhedsøkonomisk logik og transformere sig selv til et management-universitet, der er i stand til at konkurrere på det stadig mere globaliserede marked for viden, forskning og uddannelse.

Disse transformationer af universitetet sker imidlertid også internationalt under officiel fastholdelse af de selv samme ideer og idealer, som disse transformationer i praksis hævdes og kan vises at undergrave. Det er det paradoksale ved universitetsformens aktuelle krise. Nu er det som antydet ikke kun siden universitetsloven i 2003, at universiteterne og de endnu lovfæstede universitære idealer og friheder har været under pres. Det har de reelt været gennem de seneste tre-fire årtier, ja, nogen vil sågar mene, at kriser har været det moderne universitets normaltilstand siden dets genfødsel med Berlineruniversitetet i 1810 (Schelsky 1963, 13f). Den første store nyere debat om muligheden for både at fastholde og at forny de klassiske ideer med et universitet i lyset af universitetets faktiske transformation til et moderne masseuniversitet finder man, som vi skal se i næste kapitel, i Vesttyskland i 1960’erne. Så heller ikke her er der meget nyt under solen. Ikke desto mindre er antallet af skrifter, der de seneste årtier har konstateret og diagnosticeret universitetets krise eller forestående endeligt som institutionsform, eksploderet i takt med den moderniseringstvang, der har foranlediget universiteterne til at reformere sig og frembringe nye legitimationsdiskurser. Og dette pres er tydeligvis tiltaget de seneste år i takt med globaliseringen og i takt med nationalstaternes såvel som EU’s fokus på universiteternes nye økonomiske nøglerolle i den globale videns- og innovationsøkonomi. Dette har grundlæggende og på en irreversibel måde ændret universiteternes forhold til både stat og samfund.

Ingen vil formodentlig være uenige i, at universiteterne på trods af selvstyre og selveje også er samfundets, og at vore samfund via det repræsentative demokrati og lovgivningsmagten kan gøre med universiteterne, hvad der politisk er muligt og nødvendigt at gøre, herunder f.eks. at ændre deres lovgrundlag og reformere deres virke i henhold til nationalpolitiske dagsordener og hensyn. Ingen vil formodentlig heller afvise, at universiteterne både kan og skal bidrage til væksten i samfundets samlede videns- og kompetenceniveau, og ej heller at de som sådan naturligvis må spille en afgørende rolle i et samfund, der forstår sig selv som et videnssamfund baseret på en videns- og innovationsøkonomi, hvor det afgørende ikke længere er arbejdsdeling, men vidensdeling og vidensspredning. Det er imidlertid et åbent politisk spørgsmål, om det skal ske, som nogle mener, under opretholdelse af deres status som offentlige og selvstyrende institutioner, der stiller viden og uddannelse til rådighed som et offentligt gode for alle? Eller – som andre mener – om deres tilpasning til globaliseringens vilkår og internationale aftaler fordrer, at de transformeres til statssubventionerede, men markedsorienterede videnskoncerner, hvis selvopretholdelse gøres afhængig af deres evne til at udbyde forskning og uddannelser som privatiserede og patenterede varer i fri konkurrence på et globalt marked? I begge tilfælde trænger spørgsmålet sig på, om universiteternes modernisering og tilpasning i takt med væksten i deres omfang og i deres samfundsmæssige og økonomiske betydning må ske på bekostning af eller under bibeholdelse af universitetsformen og de overleverede principper og idealer herom?