Читать книгу Ideer om et universitet - Группа авторов - Страница 6

I § 1 – altså før formålsparagraffen – stadfæster loven tilsyneladende også det ældste af alle universitetets principper, nemlig princippet om universiteternes institutionelle autonomi og indre selvstyre, der i middelalderen var indeholdt i den juridiske term ‘universitas’ og lå til grund for de første universiteters oprettelse og anerkendelse som korporative juridiske enheder med særlige friheder og privilegier. Denne ide om universiteternes institutionelle autonomi har i nyere tid været intimt forbundet med ideen om den universitære forsknings- og undervisnings videnskabelige autonomi. Denne er knyttet til personer og handler om, hvad der kan forskes og undervises i, hvordan og med hvilke metoder etc., hvilket tænkes reguleret internt i og af det videnskabelige fællesskab. Som institutioner for produktion og formidling af videnskabelig viden har universiteterne i nyere tid været autonome i begge betydninger, men underlagt statsligt opsyn og finansiering i form af en politisk-administrativ rammestruktur og siden 1970 herhjemme i form af Styrelses- og Universitetslove, der formelt sikrede universiteternes dobbelte autonomi. Det er på denne baggrund ikke tilfældigt, at spørgsmålet om autonomi og forholdet mellem autonomi og kontrol har spillet en central rolle i diskussionen af universiteternes fremtid og af tendenser i forsknings- og uddannelsespolitikken (Wright & Ørberg 2007).

Med loven i 2003 blev princippet om universiteternes institutionelle autonomi og selvstyre da på sin vis også bekræftet, men samtidig omformuleret således, at universiteterne nu er at betragte som “selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning under tilsyn af ministeren for videnskab, teknologi og forskning” – dvs. som institutioner med privatretlig status, der tilbyder offentligt finansierede og regulerede ydelser.² Denne omformulering blev præsenteret som et “nyt frihedsbrev” til universiteterne – med hentydning til de frihedsbreve eller chartre, der af pavemagten blev udstedt til de nydannede universiteter i middelalderen. Siden lovens gennemførelse med et bredt flertal i Folketinget har det imidlertid været omdiskuteret, hvori de nye friheder til universiteterne egentlig bestod. Det har det bl.a. af den grund, at et af de eksplicitte hovedformål med universitetsreformen også var at muliggøre nye typer af politisk og økonomisk centralstyring af universiteternes virke, både hvad angår undervisning og forskning – i lyset af den globaliseringspolitiske betydning, universiteterne antages at få i de kommende år. Dette har imidlertid fået en række af de nyetablerede universitetsbestyrelser til at påpege, at loven – snarere end at sætte universiteterne fri – har begrænset og relativeret deres frihed på en måde, der gør det svært for dem at leve op til de i formålsparagraffen endnu stadfæstede ideer og idealer om, hvad der gør et universitet til et universitet. Andre har påpeget, at der måske nok er tale om nye friheder, men at de i så fald er blevet betalt dyrt: dels med afskaffelse af universiteternes kollegiale selvstyre til fordel for bestyrelser og en hierarkisk ledelsesstruktur med forbillede i private virksomheder; dels med øget politisk styring og kontrol, der på forskellig vis i praksis begrænser både universiteternes og de ansattes friheder, som de er nedfældet i formålsparagraffen.

Hvorvidt en reform og modernisering af universiteternes styrings- og ledelsesforhold var nødvendig og er blevet gennemført hensigtsmæssig, skal vi ikke tage stilling til her.³ I denne sammenhæng holder vi os til det idehistoriske og idepolitiske niveau og til spørgsmålet om, hvilken status de klassiske ideer om et universitet har i dag. På dette niveau står det klart, at når reformen lod sig præsentere som et ‘frihedsbrev’ til universiteterne, hænger det sammen med en bestemt opfattelse af, hvad ‘frihed’ og ‘autonomi’ her betyder. Det er som bekendt nogle vanskelige og flertydige begreber at have med at gøre både i filosofiske og politiske sammenhænge. ‘Autonomi’ betød således i sin klassiske antikke oprindelse selvlovgivning og selvstyre. I 1960’erne betød det i universitetspolitisk sammenhæng demokratisering og medbestemmelse. I 1980’erne blev det forbundet med øget decentralisering og selvforvaltning som led i moderniseringen af den offentlige sektor, hvorimod autonomi de senere år er blevet betegnelsen for en ny form for styring i spillet mellem decentralisering og centralisering. Det er i denne retning, man skal forstå det nye frihedsbrev til universiteterne. Den frihed og autonomi, der forbindes med universiteternes nye status som selvejende institutioner, betyder dermed ikke længere selvstyre eller institutionel autonomi i traditionel forstand, men snarere operativ autonomi, altså friheden til selvstændigt at prioritere og disponere over ressourcer og til at træffe strategiske valg i en situation med øget konkurrence om bevillinger, om mulige brugere og kunder og om mulige aftagere og andre eksterne indtægtskilder. Frihed er indsigt i nødvendigheden og evne til at håndtere den, og denne forståelse af frihed hænger derfor intimt sammen med reformens nødvendige styrkelse af universiteternes indre ledelsesforhold, der nu skulle gøre dem til handlekraftige selvstændige virksomheder på nye markedslignende konkurrencevilkår.

Som selvejende institutioner er universiteternes frihed imidlertid ikke identisk med private virksomheders frihed. Først og fremmest er de stadig afhængige af offentlige bevillinger og dermed også offentlige reguleringer og kontrol – og kun på længere sigt kan nogen i dag forestille sig en frihed også fra denne afhængighed. Frihed skulle derfor og af gode grunde ikke forstås som frihed fra statslig styring og kontrol, altså som institutionel autonomi i traditionel forstand, men snarere som operativ autonomi i forhold til indløsningen af de udviklings- og resultatskontrakter, der indgås med ministeriet. Med hjemmel i selv samme lov har universiteterne siden 2003 nemlig været underlagt en øget ministeriel detailstyring, der som nævnt har fået mange af de nyudnævnte universitetsbestyrelser til at klage over, at deres råderum til frit at prioritere de enkelte universiteters udvikling er blevet indskrænket af ministerielle tiltag, herunder også deres reelle muligheder for at påtage sig ansvaret for formålsparagraffens formuleringer. Der henvises i denne sammenhæng som oftest til den del af den ministerielle styring, der har hjemmel i universitetslovens formuleringer om de såkaldte udviklingskontrakter. Sådanne kontrakter indgås mellem ministeriet og universiteternes bestyrelser og forpligter universiteterne til inden for en aftalt årrække at levere bestemte præstationer og resultater, der skal kunne kontrolleres og evalueres både kvantitativt og kvalitativt. Disse og andre forskningspolitiske og økonomiske styringsredskaber, heriblandt en ‘øget konkurrenceudsættelse’ af forskningsbevillinger og på længere sigt også basisbevillinger, har gjort det muligt for minister og ministerium at øve en mere eller mindre direkte indflydelse, ikke blot på universiteternes aktiviteter og ‘produkter’ (undervisning, uddannelser, forskning, formidling), men også på mange af universitetets indre anliggender via skærpet bogholderi, evalueringer, kvalitetssikringstiltag, økonomiske incitamentsformer etc.

Historisk set har det moderne universitets institutionelle autonomi som antydet været garanten for og rammen om de akademiske friheder og den videnskabelige autonomi. Spørgsmålet er, om ikke denne indre sammenhæng de facto er ved at blive afviklet i dag? Og i så fald om det stadig er muligt og meningsfuldt at pålægge bestyrelserne ansvaret for at vogte over de klassiske idealer om videnskabelig autonomi, der er nedfældet i formålsparagraffen, i en situation, hvor den institutionelle autonomi har skiftet form til operativ autonomi? Disse spørgsmål, som altså peger på den aktuelle universitetspolitiks mellemværender med de klassiske universitetsideer, er imidlertid ikke forbeholdt den danske universitetsudvikling, men stilles i dag på europæisk og globalt niveau.