Читать книгу Ideer om et universitet - Группа авторов - Страница 8

I lyset af disse spørgsmål og fremtidsscenarier kan det ikke undre, at man både på universiteterne og i det omgivende samfund er begyndt at besinde sig på, hvad der er værd at bevare af de klassiske ideer om et universitet, før man lader nye og mere pragmatiske ideer gøre sig gældende. Med de klassiske ideers og idealers forsvinden forsvinder spørgsmålet om ideer og idealer som sagt ikke, tværtimod. Det betyder blot, at nye ideer med universitetet tager over, som bl.a. Duke Maskell og Ian Robinson overbevisende har demonstreret i The new idea of a university (2002). Idepolitikken ophører ikke med de gamle ideer, og det er tilsyneladende naivt at tro, at man kan have universiteter uden ideer om, hvad et universitet er og burde være (Rothblatt 1989).

En idehistorisk besindelse på universitetsformen kan også spores i de senere års internationale debat. Her er der udbredt enighed om, at de overleverede universitetsformer har befundet sig i en langvarig krise- og transformationsproces, der anfægter deres overleverede idealer, i takt med at de europæiske universiteter (tilskyndet af bl.a. OECD og EU) har måttet indrette sig mere pragmatisk efterden globale videns- og innovationsøkonomis nye vilkår og nye former for vidensproduktion (Forster 1993; Rusterholz o.a 1998; Stölting & Schimank 2001; Evans 2002; Maskell & Robinson 2002; Horn & Kaare Nielsen 2003; Kimmich & Thumfart 2004). Denne besindelse indfinder sig nok heller ikke helt tilfældigt i en situation, hvor der nærmest er gået inflation i selve universitetsbetegnelsen. Således kunne International Handbook of Universities allerede for ti år siden opregne over 5.600 institutioner verden over, der af deres egne landes kompetente myndigheder ansås for at være universiteter, eller hvis uddannelser ansås for at være på universitetsniveau. Nogle af disse er internetbaserede såkaldte virtuelle megauniversiteter med over 200.000 studerende, andre har under 100 studerende (Fink 2003).

Af den internationale universitetsdebat fremgår imidlertid også, at der er stor uenighed om, hvorvidt det stadig er nødvendigt, ønskværdigt eller relevant at operere med ledende og organiserende ideer om, hvad et universitet er, og hvad der specielt udmærker universitetet i forhold til andre institutioner. Moderne universiteters videnskabelige og funktionelle specialisering og deres samtidige udvikling i retning af ‘multiversiteter’ (Kerr 2001) som følge af væksten i opgaver og funktioner gør det for mange tvivlsomt, om det stadig giver mening at fastholde forestillingen om, at en institutionsform som universitetet er eller bør være ledet af ideer. Spørgsmålet er, om ikke al denne opmærksomhed på ideen med et universitet blot er dårlig organisationssociologi, der tror, at en institution kun kan forblive funktionsdygtig og organisatorisk integreret, så længe den er en virkeliggørelse af sin iboende ide (jf. Habermas’ bidrag i denne antologi)? Ville det nemmeste og mest moderniseringsfremmende da ikke være at slå sig til tåls med, at universitetet ikke længere har nogen idemæssig eller ideal begrundelse, men netop er en organisation, der skal varetage flere funktioner og opgaver? Måske skal vi derfor bare vænne os til, at betegnelsen ‘universitet’ fremover vil være en formel niveaubetegnelse inden for et givet uddannelsessystem og – især efter de hjemlige fusioner – en organisatorisk rammebetegnelse for en række forskellige og tidligere adskilte forsknings- og uddannelsesinstitutioner, der kan klare sig uden nogen ideel formålsbestemmelse.

Denne slags konklusioner, der sociologisk set ligger lige for, er mange andre sociologer, filosoffer, universitetshistorikere, politikere og lovgivere imidlertid ikke helt villige til at drage. Desuden har den iøjnefaldende diskrepans mellem universiteternes faktiske transformationer og de officielle formuleringer i skåltaler, lovgivningstekster og ministerrådserklæringer i sig selv bidraget til, at spørgsmålet om ideen med universitetet igen har trængt sig på i de seneste års internationale debat. I lyset af de aktuelle tendenser forsøger en stor del af den internationale litteratur faktisk både at forsvare de klassiske ideer med universitetet og samtidig at forny det idemæssige grundlag for moderne universiteters virke (jf. f.eks. Wittrock 1993; Mittelstrass 2001; Graham 2002; Maskell & Robinson 2002; Hörisch 2006). Selvom det eventuelt kan være svært at opretholde de klassiske humboldtske ideer og idealer under de nuværende betingelser, så står det samtidig klart, at disse idealistiske ideer faktisk har haft stor praktisk indflydelse på universitetsudviklingen helt frem til i dag. Ideer behøver m.a.o. ikke være verdensfjerne og ligegyldige, selvom de er idealistiske; de gør sig gældende og har en funktion, og med den svenske universitetshistoriker Björn Wittrock kan man hævde, at “enhver bestræbelse på at forme eller reformere et universitet eller en højere uddannelsesinstitution nødvendigvis bygger på en eller anden ide om formen eller opgaven. En ‘ide’ er tydeligvis ikke en fritsvævende abstraktion, men en styrende forestilling (guiding conception) med rod i erfaringer, traditioner og livsverdener hos individer, som har erindringer, håb og engagementer” (Wittrock 1993: 347). Wittrock understreger her betydningen af ledende ideer i en kritik af funktionalistiske forklaringer, der reducerer universitetets udvikling til et simpelt spørgsmål om tilpasning til givne historiske vilkår. Ideer har været ledende for reformer og intentioner gennem hele det moderne universitets 200-årige historie.

Også den helt aktuelle universitetsudvikling har sine ledende og anførende ideer med hensyn til universitetets fremtidige indretning, virke og opgaver. Nogle af disse har karakter af ideologier, andre henholder sig til tvetydige politiske idealer, som vi så i forbindelse med universiteternes frihedsbrev. Og andre igen viser sig mere diskret som indiskutable selvfølgeligheder, der tillader aktører at tale hen over konflikter og modsætninger i den faktiske udvikling. I den seneste universitetslovs formålsparagraf får de klassiske ideer og idealer lov at fremstå eksplicit i deres åbenlyse kontrast til den faktiske universitetsudvikling, der er båret af andre og lidt mere diskrete ideer og idealer. Disse kan så til gengæld gøres desto stærkere gældende som selvfølgeligheder i den praktiske universitetspolitik. Således føres der idepolitik, og således står der fortløbende debat om ideerne med et universitet, både de gamle og de nye – hvad enten man vil stå ved det eller ej.