Читать книгу Martin Luther - Группа авторов - Страница 10

Tilsyneladende er der således givet den verdslige øvrighed frie tøjler til at føre en hvilken som helst politik, hvor ukristelig og umenneskelig den ellers måtte være. Ganske vist fremlægges der i skriftets tredje del et regulært „fyrstespejl“, dvs. en lærebog for kristne fyrster i, hvordan de rettelig bør forvalte deres embede. Her gør han foruden troen retten og fornuften til retningslinjer og hjælpemidler for fyrsten i hans daglige arbejde, ligesom han interessant nok indskærper nødvendigheden af skønsomhed for den gode fyrste. Men hvis nu fyrsten ikke var god? Hvis han, som Luther åbenbart anså for mest sandsynligt, optrådte som en egoistisk tyran? Var man så prisgivet hans tyranni i og med, at der nu ikke mere var tale om en kirkelig-politisk organisation som modvægt og kontrol?

Her står vi igen ved et af de punkter, hvor der er en afgørende og principiel forskel mellem hans tid og vor. På baggrund af det foregående kunne man måske forestille sig, at han ville have indtaget en fuldstændig neutral holdning til sin tids politiske udvikling. Han hørte jo ikke til den verdslige øvrighed, men til den kirkelige, der ikke havde nogen som helst politiske beføjelser. Så måtte det vel også være en utilstedelig anmasselse, om han begyndte at optræde som rådgiver i politiske spørgsmål?

I virkeligheden forholdt sagen sig helt anderledes. I virkeligheden kom han gang på gang til at udtale sig om forhold, som vi ville kalde politiske. Gang på gang bad politikerne ham om råd, og gang på gang følte han sig kaldet til på eget initiativ at udtale sig om forhold, som vi ville kalde samfundsforhold. Og da politikerne ofte tog hensyn til hans meninger, ville det ikke være urimeligt at sige, at han i løbet af 1520’erne kom til at indtage en ganske indflydelsesrig stilling i tysk politik.

For at forstå hans adfærd i disse situationer må vi endnu engang tage i betragtning, at adskillelsen mellem de to regimenter hverken for Luther eller for fyrsterne betød, at der skulle tænkes sækulart om samfundet. En hvilken som helst statsdannelse måtte betragtes som et værk af Gud og en hvilken som helst øvrighed som indsat af Gud. Kristendommen var samfundets ideologiske grundlag og rettesnor. En kristen, verdslig øvrighed måtte derfor også i sin embedsførelse betragte sig som forpligtet på Guds lov. Derfor opererede Luther med, hvad man har kaldt Lovens to brug: Den første brug er, at den skal levere principperne for opretholdelse af orden i samfundet – som den f.eks. gør i de ti bud. Den anden er at føre mennesket til syndserkendelse og dermed forberede det til modtagelsen af evangeliet. Men Loven er altså ikke bare en privatsag. Den har også en funktion som grundlag for og som retningslinje for den verdslige øvrighed. Der kunne derfor opstå situationer, hvor det var både ønskeligt og påkrævet for den verdslige øvrighed at søge vejledning hos særligt sagkyndige, dvs. hos præster og teologer. Dette ville hverken efter teologernes eller politikernes opfattelse betyde, at de kom til at optræde som politikere, uanset hvor politiske de spørgsmål var, som de skulle tage stilling til. De optrådte i sådanne situationer som sjælesørgere, idet de ud fra deres uddannelse og deres embede måtte rådgive politikerne med henblik på, hvilke former for politisk handling der var forenelige med deres stilling som kristne. For så vidt var det altså også en kirkelig funktion, præsterne og teologerne udøvede, når de gav råd inden for det politiske område.

De råd, Luther gav, bærer da også tydeligt præg af, at han opfattede sig som sjælesørger og ikke som politiker. Det var som sjælesørger og ikke som politiker, at han reagerede så voldsomt imod den alliance af evangeliske fyrster, der blev dannet i 1528. Grundlaget var løse rygter om en katolsk sammensværgelse om overfald på de evangeliske lande. For at forekomme dette dannede evangeliske politikere med landgrev Philipp af Hessen i spidsen en alliance med henblik på en præventivkrig imod de katolske lande. Luther og hans ven og medstrider Philipp Melanchthon reagerede så voldsomt, at kurfyrst Johann blev betænkelig, og planerne måtte opgives.

Helt tydeligt kommer hans opfattelse af sin egen rolle til udtryk i forbindelse med den såkaldte Wurzenerfejde i 1542, hvor kurfyrst Johann Friedrich og hans fætter hertug Moritz af Sachsen var ved at komme i krig om det ikke særligt betydningsfulde Wurzen-område. I sin skrivelse, adresseret til begge fyrsterne, indrømmede Luther klart og utvetydigt, at det aldeles ikke tilkom ham som præst og gejstlig at dømme eller handle i dette forhold, som jo handlede om rent verdslige sager. Men med de bibelske begrundelser, han fandt i 1. Timotheusbrev 2,2, i Lukasevangeliet 10,16 og Matthæusevangeliet 5,9, følte han sig alligevel forpligtet til at gøre opmærksom på, at hvis fyrsterne (inklusive hans egen kurfyrste) åbnede krig uden at have forsøgt alle mulige midler til at løse stridighederne på fredelig vis, så ville de være evigt fordømte! For de, der hader freden, er Djævelens børn! (WA B 10, 31-37).

Den samme forståelse af egen stilling og opgave ligger bag de vota, de wittenbergske teologer i 1531 og 1536 afgav om spørgsmålet, om den verdslige øvrighed burde henrette pågrebne baptister. Svarene var ulykkeligvis ja, og Luther tiltrådte dem, om end med tydeligt ubehag. Tilsyneladende er denne holdning uforenelig med hans frejdige hævdelse af absolut trosfrihed i 1523, og efter vor tids opfattelse er det indlysende, at han her ikke drog konsekvensen af sit eget princip. Men det var ikke på grund af baptisternes kætteri, han kunne godkende henrettelsen. Det var fordi kætteriet i dette tilfælde måtte virke samfundsopløsende ved at problematisere samfundets ideologiske grundlag. Det var altså en sag, der i henhold til Lovens første brug hørte under den verdslige øvrighed, og han kunne kun optræde som teologisk rådgiver og sjælesørger for de politikere, der skulle træffe afgørelsen. Naturligvis kunne han ikke anbefale dem en holdning, der kunne sætte samfundsordenen på spil. Men han befandt sig ikke godt ved de afgivne vota (WA 50, 7 og 15).

For alle disse tilfælde gælder det imidlertid, at det ville være utænkeligt, at han aktivt ville gribe ind i udviklingen og f.eks. aktivt søge at hindre udførelsen af den politik, fyrsten valgte. Det højeste, han og Melanchthon kunne true med i 1528, var, at de i givet fald ville forlade Sachsen, så at den uretfærdige alliance ikke kunne skrives på evangeliets regning. I 1532 kunne han endog rose landgreven, fordi han nok lyttede til de råd, Luther gav, men så i øvrigt gjorde, hvad han selv fandt rigtigst. (WA TR 2, 108 nr. 1476).