Читать книгу Martin Luther - Группа авторов - Страница 8

Netop fordi det for ham ikke drejede sig om statsfilosofi, har han næppe heller kunnet forudse, hvilke følger hans virke skulle få for den verdslige øvrighed i de lutherske områder. Tilsyneladende var dens stilling uanfægtet. Den var jo blot blevet frigjort fra det kirkelige overherredømme. Men dermed var der jo i virkeligheden sket en betydelig skærpelse af dens autoritet. Når dens eget magtkrav opretholdtes i fuld udstrækning og underbyggedes med en selvstændig guddommelig legitimation – samtidig med, at den på sit eget område befriedes for sin eneste konkurrent og dens krav om overherredømme –, så måtte der jo være tale om en ganske voldsom styrkelse af dens position. At dette i mange lande efterhånden førte til kirkelivets faktiske underordning under verdslig øvrighed – det var i hvert fald ikke noget, Luther tilsigtede. Og dog må han påtage sig et betydeligt ansvar for at have sat udviklingen i gang i den retning, dels ved at appellere til „den kristne adel“ i 1520 og dels ved at bede kurfyrsten iværksætte den omfattende visitation i Sachsen i 1527-29, hvorved kirkelivet under kurfyrstens ansvar blev reorganiseret og lagt i fastere rammer.

Når det gjaldt den teologiske og kirkelige udvikling, kunne han bedre forudse konsekvenserne. I redegørelsen for den kristnes stilling i samfundet foregriber han således et spørgsmål, der dårligt nok endnu var blevet erkendt. Hele hans kamp for det verdslige sværds selvstændige berettigelse og uafhængighed af det åndelige er, som det ud fra tidens omstændigheder måtte være, rettet mod „højre“, dvs. mod den romerske katolicisme og dens krav om overherredømme. Men i løbet af få år stod man over for en radikal reformationsbevægelse til „venstre“, hvor der fandtes stærke separatistiske tendenser. Her ville man skille sig helt ud fra de eksisterende samfund og danne parallelle, kristne idealsamfund – hvorved jo kirke og samfund på en helt ny måde atter var smeltet sammen. Derfor forkastede man enhver tjeneste for de eksisterende samfund, enten det nu drejede sig om tjeneste som embedsmænd, krigsfolk eller lignende, ligesom man afslog at optræde som vidner i retten, aflægge ed osv. På mange måder minder disse strømninger om radikale bevægelser fra den tid, hvor den oldkirkelige kristendom begyndte at gå i alliance med den romerske stat. Der var tilløb til denne radikalisme i Wittenberg i 1522, og det er vel erfaringerne herfra, der ligger bag den indirekte lutherske afstandtagen. Det var dog først senere, at radikalismen blev en betydningsfuld faktor i reformationskampen. I den såkaldte Schleitheimerbekendelse fremstilledes den i så klassisk form af baptisten Michael Sattler, at det næsten kan se ud, som om det er den, Luther vender sig imod i 1522-23. Men den blev først opstillet i 1527!