Читать книгу Martin Luther - Группа авторов - Страница 6

Som nævnt går Luther ind for en frigørelse af den verdslige øvrighed fra den kirkeliges overordning. Det ville derfor være særdeles fristende at se hans skrift som et led i den historiske udvikling fra højmiddelalderlig universalisme under kirkelig ledelse frem mod den senmiddelalderlige territorialisme under verdslig ledelse og videre frem mod vore dages sækulariserede, demokratiske stat, der henter sin legitimitet nedefra, dvs. fra samfundets enkelte borgere.¹ Man kan vel heller ikke afvise, at hans tanker kan have været medvirkende til at skubbe udviklingen i den retning – ligesom man vel ikke kan afvise, at hans insisteren på det almindelige præstedømme kan have virket forberedende på en demokratisk tankegang. Men det ville være en grov misforståelse at tro, at han selv skulle have set sig i dette perspektiv og selv opfattet sig som led i en sådan udvikling. Det var jo dog først omkring midten af det 17. århundrede, at man begyndte at sysle med den tanke, at samfundet kunne ses som noget menneskeskabt – som hvis det f.eks. var blevet til ved en samfundspagt, dvs. ved gensidig overenskomst mellem selvstændige individer, hvorved den enkelte havde affundet sig med en vis indskrænkning af sin personlige frihed mod til gengæld at opnå et højere mål af tryghed, end han selv ville have kunnet tilkæmpe sig. Denne tankegang står i vild modstrid med Luthers grundsyn. Hans udgangspunkt er den middelalderlige, universalistiske tænkning, hvorefter kristenheden ideelt set udgør ét legeme, et corpus Christianum, der er grundlagt af Gud selv, og som styres af to øvrigheder, der hver har fået tildelt sit kompetenceområde inden for det samme samfund. Ganske vist er der en afgørende forskel mellem hans og den højmiddelalderlige tænkning, idet man dengang søgte at koordinere de to øvrigheder i en organisk sammenhæng. For ham har de hver sin særlige legitimitet, som er uafhængig af den andens. Men der er stadig tale om ét samfund med to administrationssystemer eller to øvrigheder. Og da Luther kun kan se samfundet i en kristen sammenhæng, må begge øvrigheder som udgangspunkt være forpligtede over for Gud.

Det vil derfor være en fejl at lægge hans tanker ind i en moderne problemstilling, hvor kirke og stat står over for hinanden som to selvstændige institutioner med hver sit ideologiske grundlag. Der er i det hele taget ikke tale om stat. Første gang, vi finder dette ord brugt i dets moderne betydning, er hos Machiavelli i 1513. I 1523 var det næppe indgået i Luthers begrebsverden.

Der er derfor heller ikke tale om nogen form for repræsentativitet i magtstrukturen. Når samfundet er grundlagt af Gud, må det selvfølgelig styres efter det nedadstigende magtprincip: Magten delegeres fra Gud nedefter gennem kejser, konger og fyrster, lensmænd, borgmestre osv., således at enhver på sin plads i systemet kun har pligter opad og kun rettigheder nedad, og således, at enhver form for oprør indirekte er oprør mod Gud. Reformationsbevægelsen er ikke oprør, tvært imod. Det var jo Middelalderens katastrofe, at den kirkelige øvrighed svigtede sit åndelige ansvar og i stedet tiltog sig en politisk magt, som den ingen adkomst havde til. Det var en revolutionerende og katastrofal forrykkelse af samfundsordenen. Derved gjorde den sig selv illegitim, så at den nødvendigvis måtte kaldes til orden af den kristne menighed. Og da det kirkelige embede ikke selv ville indkalde et reformkoncilium til at rette op på ulykkerne, måtte det ske ved det eller de medlemmer af menigheden, som bedst var i stand til det, dvs. den verdslige øvrighed. Det var det, Luther krævede i 1520. Alene heraf fremgår det, at han ikke drømmer om en sækulariseret stat. I så fald kunne den verdslige øvrighed jo ikke optræde som repræsentant for menigheden.