Читать книгу Martin Luther - Группа авторов - Страница 9

Det er således ikke uden grund, at Luther kan hævde, at ingen har forsvaret den verdslige øvrigheds ret kraftigere end han (WA 19, 625). Men nu har kravet om udlevering af testamenterne altså rejst spørgsmålet, hvor grænsen for dens kompetence går. Og da viser det sig, at der er en grænse. Den verdslige øvrighed kan kun give love for det ydre, ikke for det indre. Griber den ind der, griber den ind i Guds herredømme, hvad der naturligvis er lige så slemt som den kirkelige øvrigheds overgreb på det verdslige område. Ethvert forsøg på med ydre magt at foreskrive, hvad mennesker må tro, er absurd. Der må være absolut trosfrihed. Selv i det tilfælde, at der foreligger åbenbart kætteri – der efter den tids opfattelse kunne være direkte samfundsskadeligt, eftersom kristendommen udgjorde samfundets ideologiske grundlag – så var det ikke den verdslige øvrigheds sag at skride ind imod det. Det var biskoppernes sag, idet kætteri som en åndelig sag kun kunne bekæmpes med åndelige våben. Troen er en fri sag – også vantroen. Og søger den verdslige øvrighed at krænke trosfriheden, er grænsen nået. Så må man nægte den lydighed. Netop denne situation foreligger ved kravet om udlevering af testamenterne. At udlevere dem betyder fornægtelse af Gud.

På den anden side kan der heller ikke være tale om, hvad man kunne kalde aktiv modstand. I det øjeblik, man griber til den, søger man jo selv at forsvare evangeliet med ydre magtmidler. Det kan aldrig være berettiget. Det ville jo også være at gribe ind i Guds herredømme. Der kan derimod være tale om passiv modstand. Det vil sige, at man simpelt hen nægter at udlevere testamenterne. Ikke en side, ikke et bogstav må man udlevere – og dermed miste sin salighed! Det vil nemlig være at overgive Kristus til Herodes! Kommer der påbud om husundersøgelser, skal man tålmodigt finde sig i det. Men man skal ikke flytte en fod eller løfte en finger for at hjælpe til og dermed lystre det ugudelige påbud.

Der er altså tale om en meget alvorlig sag, uanset om man griber forkert til den ene eller den anden side. Det kan så være et spørgsmål, om det i alle tilfælde ville være særlig let at trække grænsen mellem aktiv og passiv modstand, når hertugens svende trængte sig ind i éns hus – sandsynligvis på en måde, som let kunne resultere i tumultuariske optrin. Men Luther mener altså, at der kan skelnes. Man sætter sin salighed på spil ved at udlevere testamenterne. Men man gør det egentlig også, hvis man skulle komme til at skubbe til den indtrængende soldat.

Den hårfine balance, han her kræver, afspejler sammenstødet mellem hans absolutisering af evangeliet, som han finder det i Skriften, og hans middelalderlige, teologisk orienterede samfundsforståelse og dens opfattelse af øvrigheden. Det kunne jo synes urimeligt, at man ikke engang må gøre modstand, når en ond øvrighed farer frem i direkte angreb på evangeliet. Men fyrsterne er nu engang verdslige fyrster, og verden er Guds fjende. Derfor må fyrsterne gøre, hvad der er Gud imod. Fyrster er normalt de største fjolser eller de værste skurke på jorden. En klog fyrste er et særsyn og en from fyrste endnu sjældnere. Sådan må det være, for fyrsterne er Guds fangevogtere og bødler, som han bruger til at straffe de onde og opretholde ydre fred. Derfor er det ikke så mærkeligt, om de farer voldsomt frem. De går Guds ærinde, også når de er onde og ønsker at gå deres eget. En god fyrste skal man derfor takke Gud for som en ganske særlig velgerning. En ond fyrste skal man finde sig i i bevidstheden om, at man som den synder, man er, ikke har fortjent bedre. Oprør mod den retmæssige øvrighed er under ingen omstændigheder tilladt – heller ikke, hvis de finder og konfiskerer testamenterne. Den bestående ordning er den bestående, fordi Gud har ønsket, at den skulle være til, og derfor skal den respekteres i tillid til, at Han kan bruge menneskenes selviske gerninger til at fremme sine formål med.

Det er altså klart, at lydighedspligten når sin grænse, hvor det forlanges, at man aktivt skal prisgive evangeliet. Men der er dog også andre tilfælde, hvor det sker. For at komplettere billedet må vi her kaste et blik på Luthers senere skrifter og ikke mindst på skrifterne fra den såkaldte bondekrig, især Ein Sendbrief von dem harten Büchlein wider die Bauern fra 1525.⁴ I korthed kan hans syn refereres på følgende måde: Man skylder øvrigheden absolut lydighed, indtil den vil tvinge én til at begå synd med sig. På samme måde som i tilfældet med testamenterne kan derfor hensynet til medmennesket fremkalde lydighedsnægtelse. Hvis fyrsten befaler én at optræde på en måde over for éns næste, som man klart erkender som uretfærdig, da vil man, hvis man adlyder, selv gøre sig skyldig i uretfærdighed. Så må man sige nej. Man kan også forestille sig en krig, som man klart og uafviseligt erkender som uretfærdig. Der kan pligten til lydighedsnægtelse også komme på tale. Men man skal være sikker i sin sag. Hvis man er i tvivl, skal man følge fyrstens ordre. Han alene har ansvaret for den politiske vurdering.

Lydighedsnægtelsen må således blive et undtagelsestilfælde. Der må være tale om enkelte, konkrete situationer, der er helt oplagte. Det er ikke meningen, at hvem som helst skal gå og anstille fornuftsbestemte overvejelser over, hvad der vil tjene det almene bedste, og således gå fyrsten i bedene. Der kan ikke blive tale om at danne politiske oppositionsgrupper eller partier med en alternativ politik. Og lydighedsnægtelsen må heller ikke tage form af simpel passivitet. Den må være forbundet med en frimodig aflæggelse af ordets vidnesbyrd og åben påvisning af uretfærdigheden. Og så må man naturligvis være rede til at tage følgerne – til og med martyriet.