Читать книгу Martin Luther - Группа авторов - Страница 7

Hvordan forholdet mellem den kirkelige og den verdslige øvrighed så skal være, og hvorledes den kirkelige øvrighed har svigtet, det fremgår af den berømte og stadig omstridte lære om de to riger og de to regimenter.² Menneskene er delt i to riger, Guds rige og verdensriget, som omfatter henholdsvis de troende og de ikke-troende. Da verdensriget består af ikke-troende, ville der, hvis Gud ville overlade verden til sig selv, opstå en alles krig imod alle, idet Satan ville tilskynde enhver til kun at tænke på sig selv. Således ville hele verden blive lagt øde.

For nu at opretholde sit skaberværk og bekæmpe Satans indflydelse har Gud indsat to regimenter eller styringssystemer. Det åndelige eller kirkelige embede udøves ved forkyndelsen af Guds Ord – i ord og sakramenter. Andet magtmiddel har det kirkelige embede ikke. Det verdslige regimente skal derimod styre med sværdet, dvs. med magt. Dets opgave er nemlig at beskytte de svage og sikre evangeliets frie løb. Kun med magt kan man tvinge de vantro til at afstå fra de ødelæggende gerninger, de har lyst til, og holde udvortes fred.

Begge regimenter er altså redskaber i Guds hånd, og intet af dem kan undværes. Men de har helt forskellige opgaver og arbejder med helt forskellige redskaber, og de må derfor for enhver pris ikke sammenblandes. I Ein Sendbrief von dem harten Büchlein wider die Bauern siger han endda, at det vil være som at anbringe Djævelen i himlen og Gud i helvede (WA 18, 390).

Men den kristne respekterer dem begge – fordi de begge er redskaber i Guds hånd. Som styret af Guds Ord vil han nemlig være interesseret i at fremme alt det, der tjener til opretholdelsen af Guds skaberværk og til værn imod de onde. Det er en Guds gerning, at der er en styrende og ordnende øvrighed, og derfor vil den kristne altid være dens loyale undersåt. Den ikke-kristne adlyder det verdslige regimente, fordi han er tvunget til det. Den kristne, der egentlig er fritaget for det, gør det frivilligt og gerne. Det for samfundet nødvendige rets- og magtapparat er nemlig Guds tjenerinde og må ikke gå i opløsning. Derfor kan den kristne om fornødent selv påtage sig offentlige hverv – som herre og fyrste, dommer, retstjener eller endog bøddel. I givet fald må han udføre sin gerning som „fremmed tjeneste“, som han udfører ikke for sin egen, men for medmenneskets skyld.

Det er indlysende, at der med denne lære er gennemført et principielt brud med Middelalderkirkens koordinering af øvrighederne, og grunden er taget væk under det kirkelige embedes position som magtfaktor i samfundet. Ud fra en rent teologisk argumentation er det påvist, at kirken ikke har nogen politiske beføjelser. Derfor kommer der igen et lidt tvetydigt perspektiv over Luthers indsats. På den ene side kan Johannes Heckel have ret, når han siger: „Således blev det Luther og ikke en statsfilosof, der opdagede problematikken om forholdet mellem kirke og stat“³ – hvilket jo vil sige opdagelsen af et statsfilosofisk problem. Men for så vidt som Luther kan kaldes opdageren af det, må det altså fastholdes, at opdagelsen skyldes en teologisk overvejelse og ikke en statsfilosofisk. Det må stadig fastholdes, at hans eventuelle indflydelse i retning af den sækulariserede stat og demokratiet ikke har været forudset og ikke ønsket af ham selv.