Читать книгу Martin Luther - Группа авторов - Страница 11

Det er indlysende, at indførelsen af den sækulare statsopfattelse og demokratiet placerer forkynderen i en helt anderledes stilling i forhold til det politiske. Dette må gælde enhver form for demokratisk samfundsorden, dvs. enhver orden, hvor magten afledes nedefra, dvs. fra de enkelte borgere. Netop fordi Luther ikke havde noget politisk ansvar, men kun et pastoralt, var han fri til som præst at udtale sig om hvad som helst. Han mente kun at tage vare på sit kald som forkynder, når han udtalte sig om politiske forhold. Men det kunne altså for ham meget vel bestå i at sige til fyrsten, hvilke politiske handlinger han som kristen kunne tillade sig, og hvilke han ikke kunne tillade sig. For ham var det muligt eksklusivt at forstå sig som forkynder, uanset om han blev spurgt om børneopdragelse eller fattigvæsen eller rigspolitik. For ham var det muligt at stå som en af de mest indflydelsesrige skikkelser i tysk politik og samtidig mene, at han overhovedet ikke var politiker og ikke ønskede at påtage sig et politisk ansvar. Efter sækulariseringen ser sagen anderledes ud. Fra politisk side vil der næppe komme mange anmodninger om sjælesørgeriske råd i forbindelse med den politiske beslutningsproces. Og modsvarende vil præstens eventuelle, på eget initiativ afgivne, sjælesørgerisk mente råd nu uvægerligt blive opfattet som en politisk handling, eftersom præsten i kraft af demokratiet også er en politisk person. Vi er alle politikere og bærer et politisk ansvar, uanset om vi ønsker det eller ej. Blot det at undlade at stemme ved valgene er jo at udøve et politisk ansvar.

Det betyder, at den enkelte i højere grad må være sig bevidst, hvornår han optræder i den ene og hvornår i den anden funktion. I dag er præstens frihed til på embeds vegne at udtale sig om politiske spørgsmål væsentligt mere begrænset end Luthers. Når præsten optræder som præst, er det hans opgave at forkynde evangeliet. I denne funktion kan han vel komme til – efter bedste overbevisning – at udlægge teksten på en måde, der i sin konsekvens lægger en bestemt stillingtagen til et bestemt politisk spørgsmål nær. Men i givet fald må denne stillingtagen være en diskutabel konsekvens af udlægningen af teksten. Det er udlægningen, der er præstens egentlige opgave. En decideret politisk stillingtagen må ske på hans eget ansvar og ikke på embeds vegne. Dette gør en afgørende forskel mellem Luther og vor tids præster. Ville man inddrage det moderne begreb rolle, kunne det siges på følgende måde: Når præstens person i dag ikke kan adskilles fra den demokratiske borgers, er det nødvendigt for ham at skelne mellem de forskellige roller, han kan komme til at optræde i. Selv hvis man holder den mulighed åben, at de to roller i visse tilfælde kan komme til at dække sig med hinanden, må det fastholdes, at der er tale om to roller, og at der i saglighedens navn må skelnes mellem dem.

Til afslutning skal blot følgende to påstande opstilles:

1. Det må være indlysende, at den gængse gengivelse af Luthers opfattelse, som den fremsættes i den såkaldte toregimentlære – at religion og politik intet har med hinanden at gøre – er en så grov forenkling, at den i virkeligheden er helt misvisende.

2. Det må være lige så indlysende, at det vil være umuligt kritikløst at overtage hele Luthers opfattelse af forholdet mellem kirke og samfund og uformidlet gøre den gældende på vor tid. Vil man føre Luther-citater ind i debatten, bør man kun gøre det, hvis man er overbevist om og personligt kan stå inde for, at de har deres gyldighed også i vor kirke og vort samfund i dag.

¹ Universalisme er det princip, at hele den vesterlandske kristenhed egentlig udgør ét samfund. Territorialisme er den tilstand, hvor de enkelte national- eller territorialstater agerer hver for sig uden hensyn til den vesterlandske helhed.

² Strengt taget fremsætter Luther den ikke selv som en færdig og i sig selv hvilende lære. Skal den betragtes som sådan, må man rekonstruere den ved at opsamle og kombinere udsagn fra ham i forskellige forbindelser. Og da han ikke selv er helt konsekvent i sin sprogbrug, vil der altid blive tale om en tolkning. Den følgende bygger i vid udstrækning på den tyske kirkeretsspecialist Johannes Heckels (1889-1963) arbejder.

³ „So ist Luther und nicht ein Staatsphilosoph der Entdecker der Problematik des Verhältnisses von Kirche und Staat geworden“ (Im Irrgarten der Zwei-Reiche-Lehre, s. 19).

⁴ For at få en blot nogenlunde fyldestgørende orientering om Luthers forståelse af spørgsmålet må man dog også inddrage Ob Kriegsleute auch in seligem Stande sein können fra 1526. Og stadig må man regne med, at adskillige punkter i hans opfattelse kan stå til diskussion, bl.a. fordi han ikke selv er helt konsekvent i sin sprogbrug!