Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 10

Lokal eller ej, verdenslitteratur skal også ud i verden. Brandes åbner faktisk sit essay med at omtale den globale spredning af litteratur og viden. Han nævner betydningen af transport, kommunikation og den moderne presse. I dag kan vi udvide hans liste: import og eksport af uddannelsessystemer, elektroniske medier, studenterudveksling, back packers, mediekonglomerater, lufthavnsboghandel og andre sider af den moderne globalisering. Når Brandes alligevel understreger betydningen af lokal forankring, bliver hans generelle påstand om verdenslitteraturens indretning og rolle dobbelt.

Man kan udtrykke hans paradigmatiske ambition sådan: For det første er den lokale forankring en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at litteratur kan blive verdenslitteratur; for det andet er en bred distribution gennem de publikations- og formidlingskanaler som er til rådighed på et givet tidspunkt kun en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse for en teksts status som verdenslitteratur.

En konsekvens af Brandes’ opfattelse er derfor at spændingen mellem de lokale og globale aspekter bliver artikuleret af de litterære teksters egne strukturer, og at den bliver et emne for forskellige fortolkningsteorier og metoder med fokus på teksterne. Af den grund åbner ændrede distributionsbetingelser endvidere uundgåeligt for teoretiske og metodiske problemer som isolerede analyser af litteraturens cirkulation ikke kan besvare alene. Vi taler ikke kun om litteratursociologi eller bredt anlagte kulturanalyser. Endelig indebærer Brandes’ forståelse af verdenslitteratur at der findes tekster rundt omkring med en smal udbredelse som har potentialet til at blive verdenslitteratur og kun venter på at blive kendt uden for deres grænser som de er bestemt af sprog, kultur og medier. At se litteratur i et verdenslitterært perspektiv er en dynamik, både i forhold til den allerede eksisterende litteratur og til den der er undervejs. Vi krydser ikke værker af på en liste.

Nogle tekster bliver læst uden for de lokale grænser, andre ikke; nogle gør det med stor forsinkelse, som f.eks. aboriginale fortællinger fra drømmetiden der blev verdenskendt på grund af at aboriginalt maleri blev en verdenssucces og på grund af Bruce Chatwins The Songlines (1987); andre når ud i verden med en mindre forsinkelse, som f.eks. Imre Kertész’ Fateless (1976) som sprang fra anonymitet til verdensberømmelse med en Nobelpris i 2002. I begge tilfælde er spændingen mellem lokale betingelser og globalt perspektiv en integreret del af teksterne, selvom adgangen til det store publikum skete mere eller mindre tilfældigt. Sådanne tekster kræver ofte nye læsestrategier og teoretiske indfaldsvinkler som samtidig kan give os et nyt syn på eksisterende litterære traditioner. En sådan nyorientering sker når nye genrer melder sig, som f.eks. vidnelitteratur, migrantlitteratur eller netbaseret hyper fiction, eller når nye emner som sted, oversættelse eller performativitet får øget opmærksomhed.

Litteraturens globale udbredelse følger i hvert fald tre spor som hver for sig går gennem teksterne selv og ansporer til nye læsemåder:

1) oversættelse: For det meste betragter man oversættelse som en teknisk proces som, nu og da forgæves, overfører en tekst fra ét sprog til et andet og derigennem formindsker dens betydningsrigdom eller ligefrem ødelægger den. Men da langt de fleste sprog og kulturer er dybt afhængige af eller ligefrem skabt af oversættelsesprocesser i forskellige medier, er dette synspunkt klart reduktivt. En oversættelse bør i stedet opfattes som en produktiv kulturel intervention der styres af den gensidige udfordring som to eller flere sprog og medier stiller til hinanden, en intervention der ændrer begge sprog og derfor er en vigtig drivkraft for kulturel udvikling. I teksterne selv spores oversættelse som et møde mellem to eller flere kulturer, og blandede eller ikke helt beherskede sprog bliver i højere og højere grad et vigtigt træk i mange tekster, fordi det er flere og flere menneskers hverdagssprog – kaudervælsk sagde man engang, mens man nu siger kreolisering, hybridisering, broken languages. Denne sammensathed afspejler mange lokalkulturers globale dimension.

Den slags sprogbrug er naturligvis kendt i tidligere litteratur, særlig i prosagenrer og i komedien. Sociolekter og dialekter har altid været brugt til at pege fingre ad fremmede. Rammerne for den fortolkning af lingvistiske kontraster er den klassiske tredeling af stilarter i høj, lav og middel som hver for sig svarer til litterære genrer og kulturelle værdisystemer. Et nyere eksempel er Honoré de Balzacs genkommende person Baron de Nucingen der taler Balzacs hjemmelavede hybrid mellem tysk og fransk. I de nyeste tekster er pointen ikke på den måde blot at give en individuel personkarakteristik. Her er kaudervælsk tegn på en individuel eller lokal afbøjning af den globaliserede migrantvirkelighed, f.eks. Derek Wallcots’ Omeros (1990), Aleksandar Hemons Nowhere Man (2002), Jonathan Safran Foers Extremely Loud & Incredible Close (2005), Jonas Hassen Khemiris Montecore (2006), Xiaolu Guos Chinese-English Dictionary for Lovers (2007).

2) anonym brug: Når vi analyserer hvordan litteratur bruges, fokuserer vi ofte på konkrete eksempler på enkeltpersoners eller gruppers læsemåder og på cirkulation af bøger gennem specielle kanaler og medier. Men litteraturens virkninger dukker også op i hverdagens sprog og billeder hos folk der aldrig har læst, lånt eller brugt den litteratur det drejer sig om. Den slags virkninger sætter sig igennem i en kompleks og tilfældig udbredelse som ikke kan forklares med henvisning til bestemte tekstlæsninger eller specielle distributionskanaler og medier. Citater fra Homer eller Biblen, billeder af nationale landskaber, fiktive karakterer som Gulliver eller stereotype handlinger som at ‘kæmpe mod vindmøller’ bruges og forstås af folk der ikke har den fjerneste idé om oprindelsen til det de siger eller forestiller sig. At spore en præcis oprindelse vil på den anden side ikke hjælpe os til at forstå de processer der ligger i anvendelsen.

Den slags mere eller mindre tilfældige kulturspor kan stamme fra skolens pensum, fra populære sange eller fra journalister eller politikere, som måske heller ikke kender deres kilder. Når litteraturen én gang er skrevet og udgivet, tilhører den først og fremmest et sprog, og nogle af dens sætninger og udtryk fortsætter med at arbejde i det sprog hinsides forfatterens, udgiverens eller kritikerens viden og hensigt. Gennem oversættelse og interkulturel kommunikation kan den slags sproglige virkninger blive overført til andre sprog og kulturer på helt uforudsigelige måder. Det samme gælder film: Film og andre visuelle mediers udtryksmåder kan inspirere dem der former vores visuelle hverdagsomverden i byrummet, reklamer, moder osv., en visualitet der også er en aktiv del af de menneskers liv der aldrig sætter deres ben i biografen.

Denne anonyme brug er svær at studere og forklare i detaljer, men den er en afgørende faktor for litteraturens globale udbredelse. Resultatet kan blive kanoniseret på forskellig vis. Men den klassiske kanondannelse, der blev garanteret af en central samfundsinstitution, er kun et marginalt aspekt når man sammenligner med det blandede sæt af kanondannelser der bestemmes af marked, medier, kritikere, undervisningssystemer og internationale priser. I denne sammenkogte kanonservering opnår den anonyme brug en vis stabilitet hinsides hverdagssprogets og -billedernes skiftende moder. I teksterne sporer vi denne stabilitet når vi uden videre genkender klichéer, de refleksagtigt valgte standardgenrer, i de slidte metaforer eller i allusioner der afgrænser en karakters eller en fortællers kulturelle horisont. Og vi genkender, netop fordi vi selv er en del af den anonyme brug.

3) mediebestemt udbredelse: Når vi lader blikket løbe hen over hylderne i supermarkedet, kan vi hurtigt få øje på varer med et Max Havelaar-mærke. Navnet blev i den sammenhæng først brugt af en hollandsk græsrodsbevægelse der ønskede at lancere kaffe der blev produceret på en måde der både økologisk og økonomisk var til gavn for den lokale producent. Senere blev etiketten brugt til bredere fair trade-mærkning for flere varegrupper. Navnet skyldes hovedpersonen i Multatulis kontroversielle roman Max Havelaar (1860) som opponerede mod det hollandske kolonistyre på Java. Men når mærkets globale udbredelse er blevet en succes, har det ingenting med viden om romanen at gøre, men alting at gøre med hvordan moderne medier kan udnytte moderne global forbrugerbevidsthed som en ideologi med praktiske konsekvenser.

Hvis vi trods alt vil vide noget om romanen og kaffemærkningens historie, kan vi bruge søgemaskinen på Yahoo!. Og dét navn er selv et eksempel på hvordan aktuel medieafhængighed er vigtigere end oprindelse for litteraturens vej ud i en sammensat global verdens sammensatte medievirkelighed. Hjemmesiden er opkaldt efter de abelignende snavsede og uregerlige Yahoos i fjerde bog af Jonathan Swifts Gulliver’s Travel (1726), hvor de udfører det grove arbejde for deres herrer. I hvert fald hvis vi skal stole på de to grundlæggere af Yahoo! i 1994, Jerry Yang og David Filo, uden at vi aner om de selv har læst romanen. De ville have noget der illuderede til noget groft, ukultiveret og simpelt der bare virker og udfører bestilt arbejde. Udråbstegnet efter navnet er tilføjet for at skelne navnet fra navnet på en barbecuesauce og en motorbåd, ikke med henvisning til Swift eller Gulliver, men på grund af nettets copyrightregulering af navngivning. Her har litteraturen nået en global udbredelse forklædt som en hjemmeside nærmest på trods af sin interne struktur og mening, men alene bestemt af logikken i det – dengang helt nye og grove – medium hvormed den har rejst verden rundt. I mange litterære tekster er denne tilfældige omgang med lokalitet, sted og betydning omformet til flydende sammenbinding af karakterer, tid og sted og til en åben plotstruktur.

I alle tre tilfælde – og flere kunne nævnes – angiver cirkulationsprocesserne og hele den måde litteratur forplanter sig på, den tilstrækkelige betingelse for den globale udbredelse af megen litteratur. At den er tilstrækkelig, betyder at vi har med virkelige og effektive processer at gøre. Men den er ikke nødvendig i forhold til teksterne, fordi den ikke er forankret i tekststrukturerne. Andre tekster kunne have været involveret i processen og de betydninger der kommer ud af det, kunne have set anderledes ud. Men processerne, de foregår under alle omstændigheder.

For dem der vil læse litteratur som verdenslitteratur, er opgaven derfor at etablere teorier, metoder og konkrete læsemåder som åbner vores øjne for hvordan sådanne virkelige cirkulationsprocesser afspejles i teksterne i stedet for at afvise dem som uvæsentlige for teksternes særlige litterære karakter. Fra den synsvinkel indebærer en verdenslitterær betragtning ikke kun en ureflekteret udvidelse af de kendte teksters kontekst, men vi læser teksterne som vi plejer. Verdenslitteratur handler ikke kun om litteratur rundt om i verden, men konfronterer os med kravet om at ændre vores måde at læse litteratur på og forstå dens eksistensbetingelser og den måde den bruges på i den moderne globaliserings verden. Verdenslitteratur udfordrer ikke i første række vores viden om verden, men vores paradigmatiske forståelse af hvordan litteraturen er placeret i den.