Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 7

Uden Johann Wolfgang von Goethe ville Weimar have været et ukendt provinshul i et hjørne af Centraleuropa. Med Goethe blev det i en menneskealder et centrum i tysk kulturliv og i europæisk kultur, politik og videnskab, også efter hans død i 1832. Weimar var hovedstad i et af de talrige små tyske fyrstendømmer, Sachsen-Weimar, men mere hoved end stad. Hovedet var Goethes med det meste af verden på indersiden, mens staden på hans tid bare havde omkring 8.000 indbyggere.

Goethe selv samlede gennem møder og brevveksling europæiske personligheder på tværs af landegrænser. Man vaskede ikke hænder det første stykke tid efter man havde hilst på ham. Han var embedsmand og polyhistor i 1700-tallets kosmopolitiske ånd og blandede sig i moderne naturvidenskaber som geologi og biologi ud over humaniora og filosofi. Først og fremmest var han med til at udvikle det menneskesyn som under betegnelsen ‘dannelse’ har været grundlag for uddannelse og undervisning lige siden, i hvert fald i Nordeuropa, herunder Danmark, også i de seneste uddannelsesreformer.

Weimar som symbol på tysk og europæisk kultur fortsatte efter Goethes død med europæiske og globale konsekvenser på godt og ondt. Selvfølgelig skulle man have pusten efter Goethes lange virke, og profilen indsnævredes til det kunstneriske område. Europæiske komponister som Franz Liszt og Richard Wagner havde deres gang på de toppede brosten og i saloner og musikhuse. Men lidt efter 1900 blev Weimar hjemsted for en billedhuggerog kunsthåndværkerskole hvis virkning på kunst, videnskab og politik ikke stod tilbage for Goethes. Under navnet Bauhaus kom den til at dominere det 20. århundredes arkitektur, byplanlægning, design og visuelle udtryk jorden over. Det skyldtes især dens forening af industriel produktion og håndværk inden for design, materialer og produktionsformer og det sociale og politiske perspektiv dette arbejde havde. Den indsats fik globale konsekvenser for udformningen af vores urbane omverden og hele liv, indendørs og udendørs. Dansk design ville ikke eksistere uden Weimar og Bauhaus.

Men der var andre konsekvenser med global rækkevidde. En af de første forfatninger så dagens lys i 1816 som en forsigtig begyndelse på demokratiske parlamenter. I 1919 prøvede Tyskland efter Første Verdenskrig at blive rigtig demokratisk. Det forsøg var Weimarrepublikken, men den blev tilintetgjort med Hitler og nazisternes magtovertagelse i 1933 der førte til endnu en verdenskrig. Naziregimet var helt på det rene med at Weimar både mindede om gammel tysk kulturel storhed og nyere politisk fallit, og de dyrkede byens positive symbolværdi med en pervers ildhu der fik flest negative konsekvenser.

Allerede i 1937 blev kz-lejren Buchenwald oprettet, stort set i Goethes baghave. Den spanske fange og medlem af den franske modstandsbevægelse Jorge Semprún fortæller i L’écriture ou la vie fra 1994 hvordan han gik rundt på stedet, og tænkte over hvordan i alverden verdenskultur lige netop hér kunne blive verdenstortur. Også det tidligere østtyske styre skulle i 1968 forsøge sig med en ny forfatning i Weimar med Goethe som glansbillede mere end som forbillede. I 1998 fik Goethe-arkivet, det gamle Weimar og Bauhaus blåt stempel af UNESCO som en del af verdenskulturarven, mens byens nu ca. 65.000 indbyggere skulle være værter som europæisk kulturhovedstad i 1999.

Når denne småstad har kunnet være en slags globalt samlingspunkt og endog udvikle og differentiere sit globale perspektiv gennem tiden, er der ingen steder der ikke i princippet kan få den rolle. Stedet i sig selv afgør ikke rækkevidden af dets kulturelle perspektiv. Det afgøres af det udsyn vi skaber.