Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 6

Metodiske tendenser og blinde punkter

Оглавление

Det er karakteristisk for de tilgange til litteraturen, som præsenteres i denne antologi, at de har et synspunkt på bevægelse, overførsel og transformation. Samtidig afspejler de også en markant metodisk tendens i tiden til at lade litteratursociologien komme til orde snarere end litteraturfilosofien. Bogkultur, bogens materialitet, bogmarkedet og medtænkningen af den måde, hvorpå tekster cirkulerer, er blevet en central del af studiet af verdenslitteraturen. I denne antologi har det dog også været vigtigt at fremhæve tilgange, som ikke udgrænser litteraturens formelle aspekter til fordel for en simpel registrering af, hvad der læses og hvor. Forsøget på at skabe en syntese mellem de bevægelser, der kan måles og vejes, og den bevægelse, litteraturen afstedkommer, er et fællestræk ved disse tekster.

Man kan naturligvis også spørge: Hvad ser disse tilgange så ikke? Hvad prioriterer de ikke? Måske det, som insisterer på at være lokalt og provinsielt? Det som gennem sprog og referencer vil være lokalt og utilgængeligt? Måske også et manglende blik for det, som falder ved siden af de globale strømme. Provinsen og med den en ny provinslitteratur er ikke længere en periferi i forhold til et nationalt centrum, men det, der netop falder uden for de globale strømme. I den sidste ende viser litteraturhistorien dog, at alle steder kan være steder for verdenslitteratur, men at vejen dertil kan være lang og vanskelig. Teorier om litteratur i bevægelse gør den om ikke lettere, så mere interessant og facetteret.

Litteratur i bevAegelse

Подняться наверх