Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 5

I Svend Erik Larsens artikel “Verdenslitteratur. Global vision som lokal læsemåde” er det den overordnede modsætning mellem det lokale og det globale, der tages op som central kategori i forståelsen af litteraturen. Den er ikke begrænset til værkers vandringer over grænser, men vedrører også den måde, hvorpå bidder af værker anvendes i nye kontekster, og læsemåden sætter fokus på den meget komplekse og omfattende cirkulation, som litteratur indgår i.

En af forudsætningerne for litteraturens cirkulation er oversættelse af litterære tekster, og denne aktivitet er på mange måder en undervurderet del af litteraturkritikken. Der er i litteraturkritikken i reglen – og til dels med rette – blevet lagt vægt på originalens større værdi, og en gængs måde at beskrive oversættelser på hævder, at selve det poetiske går tabt i en oversættelse. Men i nytænkningen af begrebet verdenslitteratur har oversættelsens nødvendighed for verdenslitteratur været med til at sætte en ny dagsorden. I værker som Emily Apters The Translation Zone (2006) og David Damroschs What Is World Literature? (2003) anskues oversættelse som konstitutiv for verdenslitteratur, fordi mødet med andre litterære traditioner er afgørende for, at et værk kan prøves af som en litteratur, der har mere end lokal interesse. Samtidig er man også blevet opmærksom på, hvordan studiet af oversættelser er med til at gøre analyser af litteraturen stærkere. Det ses på et sociologisk niveau, hvor studiet af, hvad der oversættes, er en markant markør af, hvilken litteratur der flyder på tværs af grænser. Studiet af oversættelser er en måde at bedrive interkulturel nærlæsning på, som højner bevidstheden om, hvad forskellige sprog, kulturer og litteraturer er i stand til at udtrykke, og hvordan de må strække sig for at kunne rumme andre kulturers værker. Det er netop, hvad Susan Bassnetts bidrag “Oversættelse. Sprog på tværs af tid og rum” tematiserer i en afsøgning af de afstande, som oversættelsen søger at overvinde.

En anden markant tendens, som gør oversætterens opgave ganske vanskelig, er den øgede forekomst af litteratur, som ikke er skrevet på ét sprog, men som på markant vis lader flere sprog indgå i sit udtryk. Klassiske referencer til denne måde at sprænge nationalsprogets grænser på finder man i T.S. Eliots The Waste Land og James Joyces Finnegans Wake, men det er også markant, hvordan megen ny litteratur praktiserer denne hybridisering. Ingeborg Kongslien skriver i “Translingval fantasi. Nordiske forfattere der skriver på fremmed- eller andetsprog” om de markante internationale strømninger af flersprogede forfattere, som ikke mindst har sat sig spor i den engelsksprogede litteratur. Men hun går også et skridt videre og viser, hvordan den skandinaviske litteratur, især den svenske, bliver influeret af forfattere, som er med til at forny litteraturens udtryk i kraft af den sproglige spænding, som findes mellem deres modersmål og deres nye lands sprog.

En væsentlig impuls for den fornyede debat om verdenslitteratur ligger i udviklingen af begrebet om postkolonial litteratur, hvor der er fokus på de litteraturer og forfattere, som skriver med udgangspunkt i nyetablerede nationer eller har skrevet litteratur, mens deres land var koloniseret. Den vestlige litteraturs begrænsede udsyn er blevet udstillet af den verden, som disse nye litteraturer og forfatterstemmer har åbnet for, og især inden for engelskstudier har den postkoloniale litteratur vundet indpas. Men en markant tendens i denne litteratur har også været, at det har været forfattere med en flerkulturel baggrund, der er blevet toneangivende, og som i høj grad har skrevet på deres erfaring som migranter. Der har derfor været behov for at udvikle en teori om migrantforfatteren (Frank 2008; Thomsen 2008). Rebecca L. Walkowitz beskriver i sin artikel “Litteraturens sted. Den transnationale bog og migrantforfatteren” en række af de problemer, som en definition af migrantlitteratur kunne synes at indebære. Med særligt fokus på Caryl Phillips’ forfatterskab viser hun, hvordan forfatterens baggrund på flere planer giver afsæt for distinkte litterære strategier, der sætter spørgsmålet om identitet på spidsen.

Forfatterens bevægelse kan naturligvis også finde sted gennem en rejse, som fører tilbage til startpunktet og hjemstavnen. Opmærksomheden på rejselitteratur har fået en opblomstring, blandt andet ansporet af et mere åbent litteratursyn, hvor skellet mellem fiktiv og ikkefiktiv litteratur er blevet udfordret, og hvor man som i migrantlitteraturen har et møde i teksten mellem forskellige kulturer og litteraturer. Mødet med den anden er blevet en central problemstilling i udforskningen af rejselitteratur. Det gælder, uanset om rejselitteraturen skildrer en fremmed virkelighed set ud fra ens egen litterære kultur, eller om man kan se sig selv som beskrevet med et fremmed blik. Tabish Khair skriver i “Før det postkoloniale. Ikke-europæisk rejselitteratur og globalisering” om de noget upåagtede, men højst interessante rejser, der er blevet gjort fra øst mod vest. Khair argumenterer ikke mindst for, at kolonialiseringens negligering af de koloniserede kulturers litteratur og til tider bevidste fortrængning af dens eksistens, samt rejselitteraturens etablering som en bestemt, vestligt farvet genre, har skubbet en mangfoldig og på mange måder ligeværdig tradition for rejseskildringer ud i glemslen.

Lige så afgørende som forfatterens perspektiv er de rammer, litteraturen forstås ud fra. Ideen om verdenslitteratur sætter ikke grænser for, hvad der kan tematiseres, men grænser er nødvendige, for at man kan se forskelle, og for at man kan begribe det sted, hvorfra verden ses. I diskussionen af verdenslitteratur er ideen om Europa ofte blevet klemt, selvom udviklingen af et begreb om transregional identitet og litteraturhistorie synes påtrængende, ikke blot i Europa, men i alle verdensdele. Det er blandt andet reflekteret i en række udgivelser under the International Comparative Literature Association, som har iværksat skrivningen af litteraturhistorier for områder, hvor den nationale identitet har været grænsedragende og styrende for beskrivelsen af litteraturen. Som alternativ til denne forståelsesramme vælger man i stedet her at tænke Sydamerika, Den Iberiske Halvø og det østlige Mellemeuropa som regioner, hvor de interne ligheder i et verdenslitterært perspektiv langt overstiger forskellene, men hvor formuleringen af denne regionale identitet har haft et efterslæb. En Nordisk litteraturhistorie er i øjeblikket under udarbejdelse i denne serie. Dette regionale perspektiv skriver Vivian Liska og Thomas Nolden om i “Transregional regionalitet. Europa” i en afsøgning af, hvad europæisk litteratur vil sige.

Selvom verdenslitteraturbegrebet ikke underkender regional eller national identitet, så findes der flere forskellige bestræbelser på at finde et niveau, hvor verdenslitteraturens egen identitet er sikret som mere end blot summen af en række dele. Tre sådanne forslag til kritisk at iagttage niveauer, hvor verdenslitteraturen finder sit eget rum, præsenteres her i form af bidrag om økokritik, ikkekomparativ litteraturkritik, og en gennemgang af Nobelprisens rolle i konstruktionen af en verdenslitteratur. Et radikalt perspektiv på verdens litterære geografi findes inden for den litterære retning økokritik, hvor litteraturens forhold til naturens ikkesproglige verden bliver centralt. Som Patrick D. Murphy således demonstrerer, udgør økokritikken en oplagt ramme for en transnational forståelse af verden. Jørn Erslev Andersens artikel “Haiku som verdenslitteratur” viser, hvordan haikugenren fra sit udspring i Japan er blevet til en verdensgenre, som i vestlige genfortolkninger videreudvikler formen, uden at forbindelsen til og afhængigheden af det japanske haiku går tabt. Endelig skriver Horace Engdahl i “Kanonisering og verdenslitteratur. Nobelerfaringen” om Nobelprisen i litteratur og de omskiftelige bevæggrunde for tildelingen af denne mest fornemme pris, en forfatter kan modtage. Engdahl peger på, at Nobelprisen i kraft af sin status kan udfordre national egenrådighed ved at belønne forfattere, som er kritiske over for deres nation. Samtidig demonstrer han også, hvordan Nobelprisen sjældent skaber bestsellere eller folkelig litteratur, men netop, hvilket den franske kritiker Pascale Casanova har påpeget (Casanova 2005), kan kanonisere forfattere ud fra andre rationaler og i et forum, som har en kosmopolitisk og enhedsskabende modus vivendi.