Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 14

Britiske soldater er tilbage i Afghanistan og har det hårdt i et af de mest ugæstfrie lande i verden, med knejsende bjergkæder og ufrugtbare ørkner, stegende varme om sommeren og isnende kulde om vinteren. Afghanerne, som har vænnet sig til disse barske livsbetingelser, nedstammer fra forskellige stammer som delte styrke, udholdenhed og blodtørst, men ikke meget andet, mindst af alt sprog.

I dag synes Afghanistan at ligge langt fra Europa, men for ikke ret lang tid siden var det aldrig ude af nyhedsstrømmen. Winston Churchill kæmpede derude som ung mand og skrev om sine oplevelser, for Afghanistan havde opnået en symbolsk betydning i britisk bevidsthed som det vigtige grænseland, som briterne måtte holde øje med for at beskytte deres interesser i Indien mod russisk indtrængen. Russerne var mere end ivrige efter at brede sig ind i Centralasien. Dostojevskij gik så vidt som til at kalde det en civiliserende mission. Gennem det 19. århundrede sneg russerne sig stille og ubemærket gennem Centralasien helt frem til de fæstningsværker i bjergene der beskyttede Indien, og briterne tog kampen op for at forsvare sig. Uheldigvis viste afghanerne ikke altid forståelse for briternes sag. I 1842 drev afghanske krigere briterne ud af Kabul og udslettede tusinder af mænd, kvinder og børn som prøvede at flygte gennem de snedækkede bjergpas.

Afghanistans og Pakistans nordvestlige grænse markerede grænsen mellem civilisation og barbari. For briterne var det stedet hvor ‘Det store Spil’ udspillede sig, det spil som Kipling skriver om i Kim, og som indebar at man overvågede området og udspionerede russerne. På den anden side spillede russerne et spil de kaldte ‘Skyggernes Tvekamp’. Britiske og russiske agenter bevægede sig på kryds og tværs gennem regionen, og historierne om deres bedrifter har leveret endeløst materiale til journalister, historikere og romanforfattere.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne blev det betydeligt nemmere at rejse rundt i regionen, og en stribe forfattere skrev rejseberetninger fra forskellige dele af Centralasien. Colin Thubron, Geoffrey Moorhouse, Nick Danziger, Philip Glazebrook, William Dalrymple skrev alle bøger om deres rejser. Kathleen Hopkirk udgav i 1993 en rejsefører til Centralasien, tilegnet sin mand Peter der skrev den endegyldige beretning om Det store Spil.

Det fascinerende ved alle disse bøger om emnet fra de sidste ca. femten år er hvordan de gamle myter er blevet omskrevet af moderne forfattere. For midt i alle beretningerne om regionens historie, alle beskrivelserne af barskt vejr, storhed i forfald, vilde folkeslag og brutalt korte liv, skinner middelalderen stadigvæk umiskendeligt igennem i temaer og billeder. Europæerne har haft et had-kærligheds-forhold til Centralasien i mere end tusind år, og det har skabt alle hånde myter. Det er hér den sagnomspundne konge Prester Johannes skulle have levet, hér sære menneskelignende væsner som skiapoderne med kun ét ben udplyndrede de rejsende, hér hvorfra ødelæggende horder af snavsede krigere myldrede frem med en brutalitet der chokerede europæerne og truede kongers og pavers sikkerhed. “Her er der alle slags rædsler,” skrev den anonyme skaber af Mappa mundi, et af de tidligste verdenskort fra ca. 1300 som nu befinder sig i Hereford Cathedral. Umberto Ecos roman Baudolino (2003) bygger på disse middelalderhistorier.

Frygten for de barbariske horder fra Centralasien varede ved i århundreder. Da Djengis Khan nåede Wiens byporte i det 13. århundrede, blev Europa kun reddet fordi den store Khan døde, og hans søn og officerer måtte ride hjem for at vælge en efterfølger. Timur Lenk, verdens svøbe, fulgte de samme ruter nogle hundrede år senere. Den mongolske trussel fik Europa til at sende gesandter til khanens hof. Tre munke, Johannes af Pian de Carpini, William af Rubruck og Odoric rejste ikke bare derover, men efterlod sig også beretninger der detaljeret beskrev lokale skikke sammen med historier om forfærdelige ørkener, sandstorme, voldsomme stormvejr, uudholdelig kulde, brusende floder og vilde bjerge. Deres beretninger er ganske nøgterne i modsætning til to andre bøger om rejser i Centralasien, som begge var fantastisk populære i middelalderen og længe efter. Marco Polos rejse til Kina og sir John Mandevilles rejser appellerede til talløse læseres fantasi, selvom begge højst sandsynligt er mere digt end virkelighed.

Senere gav den spanske ambassadør Clavijo en øjenvidneskildring af Timur Lenks paladser i Samarkand, og Marlowes skuespil bragte den skrækindjagende krigsherre på den elizabethanske scene. Den frygt som erobrere fra ukendte lande hinsides Persien skabte, var lige så stærk i det 17. som i det 13. århundrede. Som Colin Thubron så rammende bemærker, i to tusind år var regionen “udklækningssted for terror, hvor en uforsonlig række af barbariske racer ventede på at drive hinanden ind i historien”.³

I dag blandes digt og virkelighed stadig i billedet af Centralasien og især af Afghanistan. Tatarernes horder er blevet erstattet af Taliban, Bin Laden og forskellige terrorceller, men regionens ry for grusomhed og dekadence er det samme, men under nye former. Regionen pirrer de europæiske forestillinger fordi den er umådelig stor, stadig forholdsvis ukendt, ugæstfri og har en skræmmende historie. Den er et rum hvor europæiske fantasier om Andethed altid har været og fortsætter med at være indskrevet.

Men hvad ved vi faktisk om det afghanske perspektiv? Og endnu vigtigere, hvad kan vi vide ud over hvad forfattere fortæller os? I 2003 udkom den første roman skrevet af en afghansk-amerikansk forfatter, Khaled Hosseinis Drageløberen. Den blev en international bestseller som også blev omsat til en kontroversiel film. Hosseini er født i 1965 i en afghansk middelklassefamilie, hvor moderen er lærer, faderen diplomat. I 1976 blev hans far udstationeret i Paris, kort tid før den sovjetiske invasion i Afghanistan. I 1980 flygtede familien til USA, hvor de slog sig ned, og hvor Hosseini tog sin medicinske embedseksamen i 1993.

Hosseinis roman er god. Han hører til immigrantlitteraturen ligesom romanforfattere som Jung Chang og Maxine Hong Kingston, og deres bøger er fulde af detaljer om deres forældres og bedsteforældres kultur. Den er halvt selvbiografisk, på den måde at hovedpersonen også flygter fra Kabul og ender som amerikansk statsborger i Californien. Men den er en slags hybrid, et stykke litteratur der også ligger meget tæt på den store amerikanske romantradition i og med den drejer sig om en søns forhold til sin far. Romanen trækker på forskellige litterære og mundtlige traditioner og er samtidigt lokaliseret mere end ét sted. Den er med andre ord en slags oversættelse, og den viser et andet Afghanistan end det den vestlige folkesjæl er fortrolig med. Hosseinis bog handler stadig om et Afghanistan fuldt af rædsler og med en smertefuld historie, men det er også et sted hvor æreskodeks fungerer, og hvor der trods volden og kastesystemet findes en genkendelig social struktur der berettiger læserens respekt.