Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 12

Det er næppe tilfældigt at der har været så stor interesse for oversættelse i de sidste årtier af det 20. århundrede og i begyndelsen af det nye årtusinde. Oversættelse er dukket op som et velafgrænset forskningsområde, nogle vil sige som en selvstændig disciplin eller rettere tværdisciplin, for at bruge Mary Snell-Hornbys formulering, og diskussionen om oversættelsens rolle har fået en fremtrædende plads på en lang række områder fra litteraturvidenskab til post-koloniale studier, fra sociolingvistik til diskursteori, fra markedsføring til globalisering og internationale forhold. Oversættelse tjener som metafor for tværkulturel udveksling, og selv forskere uden særlig viden om oversættelsesvidenskab bruger ofte udtrykket “kulturel oversættelse”. Oversættelse er rykket op fra at være en ubetydelig undergrundsaktivitet til at blive en aktivitet af afgørende betydning for tværkulturel udveksling.

Denne perspektivforskydning er ikke tilfældig. Den falder sammen med en periode hvor flere og flere mennesker kloden over bevæger sig omkring i et hidtil uset omfang. Millioner af mennesker er blevet tvangsforflyttet på grund af krig, sult, undertrykkende regimer, økonomiske og miljømæssige katastrofer. Millioner af mennesker har forladt deres hjem for at finde et nyt liv et andet sted som følge af eget valg eller drevet af fortvivlelse. I øjeblikket prøver EU at finde ud af hvordan man kan forholde sig til de hundreder af migranter der hver dag risikerer liv og lemmer i primitive både tværs over Middelhavet, efter at have betalt skamløse summer til de bander der smugler desperate mennesker med en drøm om et bedre liv for sig selv og deres familier. Gennem de sidste 10 år er mennesker, der aldrig før har kunnet forlade Sovjetblokken eller Kina, begyndt at rejse frit, nogle for at søge arbejde, andre for at bruge en øget velstand til at søge ny viden eller bare nyde livet.

På de betingelser vokser bevidstheden om kulturforskelle – immigranter møder nye verdener, de fastboende tvinges til at tilpasse deres traditionelle synspunkter for at kunne rumme de nyankomne. Behovet for at række hen over kulturgrænser og sproggrænser er derfor formentlig blevet større end på noget tidspunkt i historien. Når det 21. århundredes historie skal skrives, kan vi for eksempel ikke undgå at slå ned på den kløft der åbnede sig mellem den kristne og den muslimske verden, en kløft der har ført til massemordet på tusinder af mennesker den 11. september 2001, en forfærdelig krig i Irak og genoptagelse af brutale kampe i Afghanistan. Analytikere i medierne har igen og igen peget på den kommunikationskløft der har åbnet sig på vid gab mellem disse to verdener, på de misforståelser der præger regeringers og enkeltpersoners handlinger, på fejltolkninger. Kort sagt på fejloversættelser.

I tiden umiddelbart efter 9/11 modtog universiteter og oversættelsescentre i hele USA en opfordring til at forsøge at opspore alle dem der sad inde med en eller anden viden om de sprog der bruges i Afghanistan og de omliggende lande. Fra konfliktens begyndelse er masser af unge soldater, et ukendt antal civile og mange oversættere og tolke omkommet. For i krigstid bliver oversætternes rolle dybt tvetydig, når de i tale eller på tryk skal tydeliggøre hvad der siges på et andet sprog. Oversætterens job er at gengive på ét sprog hvad, siges eller skrives på et andet, men i en højspændt situation bliver det job yderst vanskeligt. Tiltro til oversætterens kompetence er forbundet med tillid – tillid til at han eller hun korrekt gengiver den meddelelse der har sin oprindelse et andet sted. Begge parter, afsendere og modtagere, er afhængige af oversætterens færdigheder og oprigtighed.

Man kender eksempler på at budbringere der i middelalderen bragte nyt fra slagmarken tilbage til den fyrste der styrede konflikten, blev straffet med død eller lemlæstelse for at overbringe uønskede nyheder. Nogle oversættere har fået samme skæbne, og internationale organisationer som “Reportere uden Grænser” opdaterer med jævne mellemrum deres lister over journalister, herunder oversættere og hjælpere, der er blevet dræbt eller fængslet i verdens urocentre. At bringe budskaber fra den anden side kan være farefuldt, og nogle oversættere risikerer deres liv for det arbejde de udfører.

Oversætterens rolle har altid været og er stadig en kilde til mistanke og frygt, for det er oversætteren der kommer med det fremmede, som medierer mellem kulturer der ellers er på krigsfod med hinanden og måske har en lang historie med gensidig mangel på forståelse. Oversættelse kræver derfor en kunnen der går langt ud over den sproglige. Blot at forstå hvad isolerede ord betyder rent abstrakt, er ikke nok. Oversætteren skal kunne fange hvad ord betyder i hver enkelt situation og skal så forsøge at gengive de mange lag af betydninger. Det er ikke uden grund man siger at oversætterens vigtigste opgave ikke er at oversætte hvad der står, men hvad der ikke står, at oversætte det implicitte og det underforståede, det hvide mellemrum mellem ordene. Når man tænker på oversætterens rolle rundt om i verden, kan man slet ikke undgå at spekulere over hvordan forhandlinger overhovedet foregår under konflikter.

Men der er en anden måde at tænke over den hårdt plagede verden vi lever i: Med menneskers omfattende rejseaktivitet i dag og behovet for at forstå mere om andre kulturer for at overleve kan man også se oversættelse som en stærk kreativ drivkraft. Alle mulige former for møder finder sted når folk overskrider kultur- og sproggrænser. Nogle af vor tids største forfattere har krydset grænser, af og til skiftet sprog eller eksperimenteret med det ukendte – forfattere som Nabokov, Brodsky, Kundera, Beckett, Fuentes, Soyinka, litteraturteoretikere som Kristeva, Todorov eller Spivak har alle fulgt det eksempel som blev sat tidligere i århundredet af Joyce, Conrad og Kafka, og har genfundet sig selv ved at oversætte sig selv, nogle gange bogstaveligt, andre gange i mere overført betydning. Eksilets smerte kan resultere i en ekstraordinær form for kreativitet, og den er også en vej til at skrive anderledes, fordi de eksilerede ligesom oversætterne ser deres verden fra mere end én synsvinkel.

Walter Benjamin er kendt for at have påpeget forbindelsen mellem oversættelse og overlevelse – forfattere hvis værk ville have været tabt for altid, kan leve videre i oversættelse; forfattere hvis værk aldrig ville være blevet læst uden for en snæver kreds der kender sproget, kan gennem oversættelse nå ud til utallige nye læsere. Gennem oversættelse bliver vi i stand til at reagere på værker skrevet af forfattere vi ellers aldrig ville have haft chancen for at møde. Det er med fuld ret når man med oversættelsesforskere anerkender at oversættelse er en af de fundamentale drivkræfter bag udviklingen i litterære systemer. Gennem oversættelse sætter ideer, billeder, former, genrer, nye perspektiver hen over kulturelle og sproglige hindringer der ellers ville være uigennemtrængelige.

Anerkender man denne side af oversættelse, må man også anerkende at begrebet ‘oversættelse’ indebærer meget mere end den simple overføring af materiale fra ét sprog til et andet. Sammen med udviklingen i oversættelsesforskningen er også vores forståelse af selve begrebet ‘oversættelse’ begyndt at ændre sig. Det har altid været et løst begreb, og på engelsk siger man også ‘version’, ‘adaptation’, ‘gengivelse’ eller, med Ezra Pound, selv ‘lydighed’ [homage] for at angive grader af afvigelse fra kildeteksten. Men man bruger stadig disse ord vagt og upræcist så de tit bare bruges som synonymer for ‘oversættelse’. I artiklens næste afsnit vil jeg se på to oversættelser som udvider vores bevidsthed om hvad oversættelse er, rejser udfordrende spørgsmål om oversætteres troværdighed og på samme tid giver læseren en usædvanlig ‘oversættelse’ af andre kulturer.