Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 4

Litteraturteorien udviklede sig med enorm hast fra 1960’erne med knopskydninger af skoledannelser, der på forskellig vis kunne fungere som hjælpende tilgange til litteraturen, eller som vidtrækkende teorier, der befandt sig i et grænsefelt mellem litteratur og videnskab. Strømninger har bevæget sig væk fra forfatteren imod teksten videre imod læseren og tilbage igen, og teorier, som til at begynde med var nybrydende og fremadstormende, er blevet indskrevet i en større teorihistorie, hvor de bidrager til det vokabular og de metoder, som man omgås litteraturen med.

Teorier udvikles fortsat, men på anderledes vilkår i et landskab allerede fyldt med teorier, der kan videreudvikles og kritiseres. Dekonstruktion var især i 1980’erne en teoridannelse, der med sin evne til at underminere stabile udsagn om litterære tekster fremstod som det sidste store bud på et paradigme inden for litteraturstudier, der kunne overtrumfe alle andre tilgange. Men siden i al fald begyndelsen af 1990’erne har en udbredt pluralisme præget litteraturvidenskaben, og ideen om én teori, der kan sætte en afgørende ny dagsorden, synes ikke længere at være en ambition. I stedet er en række tilgange, der tidligere har præsenteret sig mere dogmatisk, blevet forfinet i en mere pragmatisk ånd i samspil mellem de litterære teksters særegenheder og de kontekster, som de optræder i.

Den diversitet og pragmatik, der findes i litteraturteorien, præger også litteraturhistorien. Selvom både modernisme og postmodernisme er omdiskuterede termer, har der hersket en vis konsensus om at bruge dem som epokale betegnelser. Den første halvdel af århundredet er uvægerligt forbundet til ideen om modernisme, der i sig selv er en omdiskuteret term, mens perioden fra i al fald midten af 1960’erne sættes i forhold til postmodernismen, der om muligt er endnu vanskeligere at definere. Ikke desto mindre er det disse termer, som igen og igen tegner stregerne op på den litterære boldbane til hen imod slutningen af århundredet, hvor postmodernismen ikke længere synes adækvat i forhold til at beskrive litteraturen eller tidsånden. I stedet har det samlende nøgleord siden den kolde krigs ophør i 1989 været globalisering, et begreb der i mange henseender er væsensforskelligt fra ideerne om modernisme og postmodernisme.

Først og fremmest kan man ikke tale om, at globaliseringen bygger på et æstetisk program eller på et opgør med æstetiske værdier, sådan som man kan med modernisme og postmodernisme. Globaliseringen har i langt højere grad manifesteret sig som en realitet, som man kan være for eller imod, kritisk eller skeptisk over for, men hvis gennemgribende forandring af tilværelsen ikke står til debat. Modernismen kunne insistere på at overskride etablerede former, eventuelt nedbryde dem til uigenkendelighed og udstille et verdensbilledes sammenbrud, mens postmodernismen eklektisk og ironisk kunne rekonstruere og genanvende noget af det gods, som modernismen smed væk. Men man finder ikke noget lignende program i globaliseringen eller noget behov for et æstetisk opgør.

Behovet for at forstå litteraturen i globaliseringens tidsalder har derimod affødt en række tilgange, der enten er nyopståede eller videreudviklinger og opdateringer af tidligere tilgange. Fælles for disse er i bredeste forstand et fokus på, hvordan bevægelse præger litteraturen. Det gælder lige fra rejselitteraturen, hvor forfatterens bevægelse er i centrum, over oversættelse, hvor tekstens migration er i fokus, til importen af genrer udefra, som præger lokale litterære kulturer. Det er en række af disse teorier om bevægelse, der på forskellig vis har grebet den udfordring, globaliseringen og en ny verdenslitteratur har stillet litteraturstudiet over for, som vil blive præsenteret i dette andet bind af serien Verdenslitteratur.