Читать книгу Litteratur i bevAegelse - Dan Ringgaard - Страница 13

Josephine Balmers samling På sporet af Catul med undertitlen ‘Digte, oversættelser og overskridelser’ udkom på Bloodaxe Books i 2004 samtidig med en anden udgivelse af samme forfatter Catul. Digte om kærlighed og had. Balmer er en anerkendt forsker og oversætter inden for klassiske studier og arbejder både med græsk og latin. Hun forsyner altid sine bøger med et klart og tydeligt forord hvor hun forklarer læseren om sin oversættelsesstrategi. Hendes centrale begreb er overskridelse eller, med andre ord, en insisteren på oversætterens kreative rolle der uundgåeligt synliggør oversætteren i oversættelsen. Centralt står også hendes understregning af at det er umuligt at etablere en sammenhængende og autoritativ kildetekst på basis af manuskripter som gennem århundreder har været udsat for så mange redaktionelle manipulationer. Hun peger således på at “Catuls arbejde kun med nød og næppe undgik den totale forglemmelse”.¹ Indtil det 14. århundrede så det ud til at kun ét af hans digte havde overlevet. Et manuskript med 116 digte dukkede op i Verona omkring 1300, formentlig kopieret fra et manuskript fundet et sted uden for Italien. Balmer oplyser at den tekst vi har i dag, er baseret på tre overlevende anden- og tredjehåndsafskrifter, “der hver for sig er fyldt med tekstlige fejl og hårdhændet rettet til af forskere gennem århundrederne”. Men trods disse omskiftelser tilføjer hun at disse kopier alligevel “ligner tilstrækkeligt til at forskerne tror på at de nedskrevne ord ligger så tæt på Catuls egne som vi nu kan komme – et under af litterær konsistens”.

Catul er blevet oversat mange gange til engelsk siden renæssancen. Hans poetiske ordvalg, en kombination af et fornemt sprog og stilistisk ekspertise i sjofelt rendestenssprog, obskøne ordspil og satiriske angreb på hans samtidige, stiller enhver tids oversættere over for en udfordring, ikke kun hvad angår litterær æstetik, men også hvad læseren finder tåleligt. En oversættelse fra det 18. århundrede af John Nott påstår for eksempel at den gengiver Catuls mening fuldt og helt uden at overskride grænserne for sproglig anstændighed, skønt han blev voldsomt kritiseret netop for sproglig ublufærdighed.

Hvis vi sammenligner Notts oversættelse med Balmers, kan vi få et indtryk af de vanskeligheder oversættere møder, når de skal arbejde med Catuls mere obskøne digte. Hans version af digt 93 og 94 fra Carmina er samlet til ét digt og har måske stødt hans samtidige, men virker i dag blidt og lettere gådefuldt:

So little I for Caesar care

Whatever his complexion be;

That whether dark, or whether fair,

I wow ‘tis all the same to me!

His favourite so debauch’d is got,

Yes, so debauch’d is his rank blood

Folks say, he’s like a kitchen pot

That’s crammed with every dainty food.

[Jeg bryder mig ikke det mindste om

hvordan Cæsars hudfarve er;

er den mørk eller lys,

tro mig, det er det samme for mig!

Hans udkårne er blevet så udsvævende,

ja, så udsvævende er hans gejle blod,

at folk siger han er som en gryde

fyldt til randen med den lækreste mad.]

Balmers versioner er meget længere og sat op som to adskilte digte. Det første har titlen “Endnu mere pik”:

Prick writes a book, for he wants to mount Olympus

The Muses toss him off with their prick-sharp pitch forks.

Prick is priapic: A priapic prick? No surprise.

As they say: boil a pot and the scum will rise.

[Pik skriver en bog, for han vil bestige Olympen

Muserne skubber ham ned med deres piggede jern.

Pik er priapistisk. En priapik? Hvad ellers.

Som man siger: Sæt blus under en gryde, og den skummer over.]

Det andet digt får eksplicit titlen “Caesar and Mamurra”, og de første linjer angiver klart hvad der vil komme efter:

They go well together, those shameless bum-boys,

Mamurra and his Ceasar, his catamite.

[De passer fint sammen, de to skamløse drengerøve,

Mamurra og hans Cæsar, hans loverboy.]

En sammenligning mellem disse to digte viser de enorme forskelle i tone og indhold. De er så markante at vi ikke uden omhyggelig nærlæsning kan være sikre på at vi står med oversættelser af samme kildetekst. Hvert af dem afspejler på sin måde sin egen tids smagsnorm, og hver oversætter har bestræbt sig på at gengive den for længst afdøde romerske digters særlige kendetegn. Hvad jeg beundrer i Balmers måde at gribe oversættelse an på, er at hun baserer sit arbejde på forskningsbaseret viden om teksten og samtidig bestræber sig på at praktisere hvad hun kalder en fortsat dialog. Hendes anden digtsamling fører den dialog videre endnu, i og med hun bevidst slører grænsen mellem digte hun har oversat fra kilden, og digte hun selv har forfattet, dog altid med en fornemmelse af at der har været en kilde et eller andet sted, selvom hun ikke siger det direkte. Hendes indledning beskriver hendes metode:

… denne samling er en rejse ind i grænseområdet mellem digtning og oversættelse. Den kommer med versioner af klassiske forfattere afbrudt af originale digte, gentænker sig episk litteratur, rekontekstualiserer klassiske digte, tegner fortiden op igen som man skriver hen over en palimpsest. Den bebor ingenmandslandet mellem kopi og original, kendt og ukendt, gammelt og nyt og dækker et spektrum af fortolkningspositioner fra regelret oversættelse til versioner baseret på eller inspireret af en original side om side med hvad jeg her har kaldt ‘overskridelser’ – versioner som skamløst undergraver en kildeteksts oprindelige hensigt eller mening.²

Digtene følger digterens egen rejse gennem sorg og fortvivlelse over hendes syvårige nieces død. Balmer forklarer at ligesom de gamle forfattere genskrev og oversatte klassiske myter, vender hun sig mod den genfortolkende oversættelse for at finde andre stemmer, “en ny sprogbrug der kan bruges til at sige det usigelige.” Balmers arbejde nægter at anerkende den traditionelle forskel mellem ‘original’ og oversættelse, men forfægter samtidig den vigtigste betydning der ligger i at oversætte på tværs af tid og rum.