Читать книгу Motivation og mismod - Группа авторов - Страница 24

Stressbegrebet hænger sammen med forestillinger om balance. Det kan være balance mellem krop og sind eller individets relation til omgivelserne. Allerede i 1800-tallet udvikledes inden for fysiologien en idé om, at der var en sammenhæng mellem individet og dets omgivelser, som i særlige tilfælde kunne resultere i forskellige patologiske tilstande. ‘Træthed’ (fatigue) er en tidlig betegnelse for et fænomen beslægtet med stress og blev betragtet som eksempel på individers manglende evne til at tilpasse sig det moderne liv. Patologisk træthed blev anskuet som både en mental og en fysiologisk tilstand. Det var en psykologisk forklaring på problemer med industriel effektivitet eller kravet om individuel præstation, og samtidig en måde at italesætte en relation mellem træthed som en mental og fysisk tilstand og manglende præstation (Cooper & Dewe, 2004).

I starten af 1900-tallet kom de første teorier om stressbegrebet baseret på biologiske studier. En central inspirationskilde var her den franske fysiolog Claude Bernard (1813-1878), der i midten 1800-tallet udviklede begrebet homøostase, der er en betegnelse for opretholdelse af en stabil intern ligevægt i kroppen, f.eks. organernes indbyrdes ligevægt, som er afgørende for overlevelse. Bernards ideer fik betydning for senere teorier om tilpasningsprocesser og kropslig balance (Lazarus, 2006: 61), f.eks. for Walter Cannon, der er en af de forskere, der tidligst beskæftigede sig med stressrelaterede fænomener. I begyndelsen af 1900-tallet blev forskere i fysiologiske sammenhænge, blandt andet inspireret af psykoanalysen, opmærksom på, at indre konflikter kunne føre til fysisk sygdom. Cannon tog udgangspunkt i, at stress er en konflikt mellem en forældet ‘biologisk natur’ hos mennesket og det moderne komplekse samfund. Fysisk stress udspringer således af begrænsninger i vores biologi.

På baggrund af ideen om menneskekroppens homøostase etablerede Cannon den teori, at stress opstår som en form for uligevægt i det mentale og kropslige system. Han var ligeledes ophavsmand til teorien om det såkaldte kamp/flugt-instinkt, der havde været nyttigt for stenaldermennesket, men havde uheldige konsekvenser for det moderne menneske i arbejdslivet (Cooper & Dewe, 2004; Lazarus, 2006). Ifølge Cannon havde der i stenalderen kun været få stressorer, som f.eks. farlige dyr, som mennesket blot mødte en gang imellem, mens det moderne liv rummer mange flere potentielle stressorer (Newton, 1995: 22).² De ‘stressorer’, som udpeges af Cannon, er tilstanden ‘uligevægt’ mellem det mentale og kropslige system. Oplevelsen af at stå over for en ‘trussel’ har oprindelse i menneskets instinktive reaktioner, som kamp/flugt-tænkningen refererer til.

Hos Cannon var stressbegrebet ikke fremtrædende. Derfor er det ofte den tjekkiskcanadiske forsker Hans Selye (1907-1982), som får æren for at have udviklet stressbegrebet og på den måde banet vej for et nyt sprog for fortolkning af en række problemer og sygdomme. Selye udviklede begrebet ‘kronisk stress’, som han oprindelig kaldte “the syndrome of just being sick” (Viner, 1999: 394) (eller “syndromet at være langvarig syg” (Beck & Olsen, 1998). Han havde observeret, at kronisk syge uden en specifik diagnose havde nogle fælles symptomer: nedsat appetit, nedsat energi og nedsat lyst til at gøre noget (ibid.). Med Selye blev stress introduceret som en medicinsk tilstand, idet han undersøgte og beskrev, hvordan kroppen reagerer, når den må mobilisere sine reserver for at håndtere skader og trusler mod sin integritet, som her skal forstås fysiologisk. Selye udviklede teorien om det generelle adaptionssystem (GAS), der sættes i værk over for skadelige omstændigheder eller fysiske stressorer (Lazarus, 2006). Også Selye arbejder ud fra den idé at ‘stressorer’ og uligevægt er en trussel mod individet, men stress betragtes ikke som en nødvendig aktivering af menneskets instinkter, som det ses hos Cannon. Ligevægten består i, at kroppen skal have mulighed for at tilpasse sig omgivelserne i en eller anden grad.

Arbejdet blev hos Selye set som en biologisk nødvendighed og tillige forstået som meningsgivende. Hvis ikke mennesket har mulighed for at udleve sin bestemmelse som ‘homo faber’ (det arbejdende menneske), vil det kaste sig over destruktive handlinger som kompensation for selvhævdende (self-assertive) aktiviteter. Arbejdet er ‘homo fabers’ mulighed for positivt at udleve dette behov, som i sin positive form er ‘selvrealisering’ og i sin negative form kan føre til uligevægt og eventuelt stress:

Altså, det er en biologisk lov, at mennesket – ligesom de laverestående dyr – må kæmpe og arbejde for de goder, som det finder umagen værd. Vi må bruge vores instinktive kapacitet til at nyde eustress [positiv stress] ved fuldbyrdelse af arbejdet. Kun gennem anstrengelse, ofte aggressiv og egoistisk anstrengelse, kan vi vedligeholde vores evner og sikre vores homøostatiske ligevægt med det omgivende samfund og den stillestående verden […] For at lykkes må vi acceptere det videnskabelige faktum, at man har en uomgængelig indre trang til at arbejde selvisk for ting, som kan bidrage til at styrke homøostase i uforudsigelige situationer, som livet konfronterer mennesket med. (Seley citeret i Viner, 1999: 401, vores oversættelse)³

Hos Selye findes stress i fire varianter: ‘Eustress’ (den gode stress), ‘distress’ (den dårlige stress), hyperstress’ (overstress) eller ‘hypostress’ (understress). Hos Selye bliver stress således ikke entydigt kategoriseret som negativt og ensbetydende med problemer af fysisk eller psykisk art (Viner, 1999). Stress har også en positiv betydning og såvel for store som for små krav kan føre til stress. Selye ser det som væsentligt, at man finder en balance i forhold til den dårlige stress for at få så meget som muligt af den ‘gode stress’, eustress.

Selyes udgangspunkt var fysiologiske studier, men hans udvikling af stressbegrebet fik i første omgang størst betydning i andre kredse. I militæret var man interesseret i, hvordan man kunne håndtere stress i forbindelse med kamp. Inden for den psykosomatiske forskning indgik stressbegrebet i en debat om forholdet mellem krop og sind, og i industrien sås stressforskningen som et redskab til at effektivisere og forbedre arbejdet f.eks. gennem studier i sociale relationer. I den populære udlægning blev stressbegrebet en indgang til forståelse af livets besværligheder. Selye opmuntrede til samarbejde mellem alternativ og konventionel medicin, og i de alternative grupper blev Selyes tanker modtaget som en videnskabelig legitimering af tanken om meditation og afslapning som en vej til personlig ‘empowerment’ (Viner, 1999).

Cannon og Selye er de centrale repræsentanter for det, som Nielsen og Kristensen kalder det psyko-fysiske paradigme: at de fysiologiske processer er afgørende for at forstå stress og ikke mindst sammenhængen mellem stress og dårligt helbred. Med inspiration fra Cannon og Bernard arbejdede Selye med ideen om kroppens indre balance som vejen til sundhed og ikke-stress-reaktioner (Cooper & Dewe, 2004). Homøostase betegner ligevægt i relationen mellem individet og dets omgivelser, der ikke kun handler om omgivelsernes eventuelle dårlige indflydelse, men også om individets evne til at tilpasse sig omgivelserne og derved opnå en balance i forhold til omgivelserne. I Selyes teori om stress er der træk fra flere paradigmer. Ud over stressbelastninger fra omgivelserne ses hos Selye træk fra paradigmet, som ser på individets evne til tilpasning eller coping, som det senere bliver kaldt.