Читать книгу Motivation og mismod - Группа авторов - Страница 26

Med det coping-orienterede paradigme, som udvikledes i 1980’erne, lægges vægten i endnu højere grad på den indre psykiske balance. Mestring (coping) og følelser bliver centrale begreber for en individorienteret tilgang. Richard Lazarus er eksponent for en sådan metodisk og forståelsesmæssig ændring i studiet af stress, idet han drejer fokus væk fra en objektivistisk tilgang, hvor man undersøger omgivelserne, de fysiske reaktioner og fysisk ligevægt, og over mod en subjektivistisk tilgang, hvor individernes mening og forståelse af situationen ses som essentiel for individernes muligheder for at håndtere stress. Også Lazarus ser stress som en særlig relation mellem person og miljø, men individets subjektive oplevelser af omgivelserne og bestemte hændelser tillægges større betydning (Lazarus, 2006). I den subjektive vurdering er det afgørende, om vi opfatter en hændelse som væsentlig for vores trivsel, eller om ‘transaktionen’, som Lazarus betegner det, har betydning for, om vi opnår det, vi ønsker. Endelig om transaktionen er central for det, som Lazarus betegner ‘typen af jeg-involvering’. Hermed menes, hvilken betydning forskellige mål har for f.eks. selvværd, social anseelse, moralske værdier, jeg-idealer, andres trivsel, betydninger, forestillinger og mål med tilværelsen (Ibid.). Hos Lazarus er ‘stressorer’ således ikke en fast kategori, men hvad den enkelte oplever som stressende. På dansk er synspunktet udtrykt i talemåden “Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man ta’r det” (Nielsen & Kristensen, 2007).

Mestring handler om, hvordan den enkelte administrerer stressende livsomstændigheder. Ved mestring forstås:

[…] kognitive og adfærdsmæssige bestræbelser, som er under konstant forandring og søger at håndtere specifikke ydre og/eller indre krav, der vurderes som værende plagsomme eller overskride personens ressourcer. (Lazarus, 2006: 139)

Når mestringen er effektiv, oplever individet ikke at være stresset, og omvendt vil stressniveauet være højt, når mestringen er ineffektiv. Der findes ingen universelt effektive eller ineffektive mestringsstrategier. Virkningen afhænger af persontype, trusselstype og stressens stadie i øvrigt – og ikke mindst af den enkeltes subjektive oplevelse af trivsel, sociale funktionalitet og det somatiske helbred. En stor del af den forskning, som Lazarus henviser til, er studier i f.eks. kræftpatienters mestringsstrategier, men hans tanker har fået stor indflydelse inden for arbejdslivsstudier og flere behandlere er inspireret af Lazarus’ tanker.

Coping-paradigmet er et brud med det psykofysiske paradigme, fordi kroppen her ikke opfattes som et lukket fysisk system, der for sin egen overlevelses skyld søger ligevægt i forhold til omgivelserne. Der tilføjes det subjektive element, at stressorerne opleves individuelt. Mestring kan enten betragtes som personbestemt i den betydning, at hver person mestrer på sin egen måde, eller situationsbestemt, hvor hver form for stressor kræver forskellige mestringsformer (Nielsen & Kristensen, 2007: 12). Det er en individorienteret interventionsform, der lægger vægt på, at det er den enkelte person, der skal rustes til at tackle de ting, som vedkommende kommer ud for. Derved bliver ansvaret for subjektets balance i forhold til ydre krav placeret på individplan, idet det er den enkelte, der skal tilpasse sine ‘kognitive og adfærdsmæssige bestræbelser’, så ydre og indre krav ikke overskrider den pågældende persons ressourcer.