Читать книгу Motivation og mismod - Группа авторов - Страница 29

De tre tilgange til forståelse af stress, som Nielsen og Kristensen (2007) præsenterer, er henholdsvis fysisk, individuel og relationel og lægger op til forskellige måder at forholde sig til stressproblematikker på. Fælles for de tre tilgange er, at ideer om balance synes at være et nøglebegreb. I stressbegrebets udviklingshistorie antager forestillingen om ligevægt eller balance varierende former og refererer til forskellige logikker.

I det psykofysiske paradigme handler forståelsen af balance om biologiske mekanismers evner til at reetablere ligevægt i biologiske systemer. Hos Cannon er balancebegrebet nært knyttet til den fysiologiske videnskab med forestillingen om homøostase som figur og henter billedet for den ønskede tilstand i biologien og fysiologien. Hos Selye handler balance om, i hvilken grad kroppen kan håndtere skader og trusler og reetablere kropslig balance – ud fra en evne til tilpasning (adaption). Desuden skal der være balance mellem den gode ‘eustress’ og den dårlige ‘disstress’.

Med Lazarus bevæger balancetænkningen sig væk fra den fysiologiske tilgang til en idé om indre psykisk ligevægt, der er knyttet til den enkeltes oplevelse af en given situation. Individets subjektive opfattelse af stressoren, og den enkeltes evne til at mestre stressorer er centrale for at kunne håndtere en ‘ubalance’. Subjektive vurderinger er sammen med mestring afgørende for, om hændelser opleves som stressende eller ej. Denne subjektive oplevelse er central både i Karaseks model, der bygger på forholdet mellem krav og kontrol og Jonges udvidede model, der inddrager forholdet mellem anstrengelse og belønning. Den subjektive forståelse er også central i ideen om ‘stress som krænkelse af selvet’ (SOS), hvor det er den enkeltes følelse af at kunne opretholde sin personlige integritet, som er afgørende.

De nævnte teorier opererer alle med en balancetilstand med harmoni mellem en række forskellige parametre. Balance eller ubalance kan være forholdet mellem ressourcer og krav, et udtryk for subjektets oplevelse af sin egen sociale position, arbejdets krav i forhold til personlige værdier og interpersonelle relationer, som handler om anerkendelse eller mangel på anerkendelse. De interpersonelle relationer er ligeledes centrale inden for den systemiske tænkning, der ser en sproglig bearbejdelse som en mulighed for at etablere nye forståelser af relationer og organisatoriske forhold.

Parallelt hermed er der sket en ændring i interventionsstrategier og behandlingsformer. I det følgende kapitel vil vi skitsere, hvordan disse ændringer dels er forbundet med politiske initiativer og sociale strategier, dels er indfældet i kulturelle sammenhænge. Denne beskrivelse vil følge to spor. Det ene spor er, hvad der sker på lovgivningsniveau, og det andet er forandringer på området stressintervention. Vi vil således forsøge at lokalisere, hvilke nye policy-strategier der kan iagttages inden for arbejdsmiljø, politik og ledelse, og diskutere, på hvilken måde dette afspejler en ændret forståelse af arbejde og arbejdsmiljøarbejde.