Читать книгу Motivation og mismod - Группа авторов - Страница 28

I de senere år har organisationsudvikling i stigende grad betonet betydningen af relationer mellem medarbejdere, og den såkaldt systemiske tilgang har vundet indpas. Det har også gjort sig gældende i arbejdet med stressintervention på organisatorisk niveau. Den systemiske udvikling af en organisation er inspireret af antropologen Gregory Batesons systemiske teori: at man gennem justeringer ét sted i et kompleks af forbundne systemer kan ændre dynamikken i systemet som helhed. Den systemiske tilgang arbejder både med udvikling af organisationer og med den måde, hvorpå medarbejderne udvikler relationer inden for den enkelte organisation. Den er samtidig et opgør med den lineære tænkning, hvor årsager og virkninger entydigt kan klarlægges. I denne sammenhæng vil vi pege på, at begrebet homøostase har en central plads i beretningen omkring stressbegrebets transformation, idet homøostase – som vi hørte om i forbindelse med den psykofysiske tilgang – også er betegnelsen for den feedback-mekanisme, der skaber ligevægt i systemer.

Inden for organisationstænkning, psykologi og socialvidenskab taler man om en systemisk tænkning inspireret af ingeniørvidenskabens idé om kybernetik. Bateson introducerer kybernetikken i socialvidenskaben som en måde at forstå kulturer som systemer på (Bateson, 1999). I den kybernetiske tilgang søges mønstre i reaktioner, og med reference til kybernetik og homøostase anskues stress som en relation mellem krop og sind, der udgør et lukket kredsløb. Dette system opretholder sin homøostase gennem en kompleks feedback-mekanisme. Bateson opererer med feedback i to betydninger. Negativ feedback reetablerer stabilitet, mens positiv feedback stimulerer i en bestemt retning og kan føre til ‘sammenbrud’ eller ‘overophedning’ evt. stress. Stimulationen skal holdes inden for bestemte rammer, så positiv feedback kan også have et kontrolleret forandringselement. Balance er et nøglebegreb inden for systemtænkningens beskrivelse af, hvordan man kan moderere eller forandre organisationerne og samtidig opretholde balance i systemerne, så organisationerne kan fungere.

En central antagelse i den systemiske og anerkendende tilgang er, at sproget har betydning for den virkelighed, som skabes, og derigennem for, hvilke mønstre og relationer der etableres i organisationen og medarbejdernes oplevelser af stress. Interventionen består derfor i at ændre de historier, der fortælles i organisationen og herved ændre medarbejdernes oplevelser – og ikke i at ændre selve personen (Juhl & Hvilsted, 2006). Metoden er at skabe alternative historier og herved skabe en bedre organisatorisk virkelighed. I den systemiske tilgang er følelser en del af sproget, og dermed er de med til at skabe vores virkelighed. Man kan derfor arbejde med at ændre følelserne gennem at stille sig selv nogle nye spørgsmål og herved etablere en ny ‘virkelighed’ (ibid.).

Den systemiske tilgang har præget arbejdet med organisationsudvikling siden 1990’erne eksempelvis med introduktionen af Den Lærende Organisation, som handler om at etablere en særlig tilgang til forandring og læring gennem at arbejde med medarbejdernes adfærd (Senge, 1999). Det er en idé om, at adfærdsstyring ikke foregår gennem planlægning, det vil sige at mål og midler på forhånd er udvalgt, men gennem at være fremadrettet og positiv. Forandring er ikke en proces med et start- og slutpunkt, men en vedvarende proces. En problemorienteret og tilbageskuede tilgang vil ifølge tilhængere af denne metode kunne tappe energi ud af organisationen.

Den systemiske tilgang gør også brug af andre metoder som del af konceptet, eksempelvis Appreciative Inquiry (AI), også kendt som ‘den anerkendende tilgang’, hvor fokus flyttes fra problemorientering til mulighedsorientering, som er en mere positiv og fremtidsorienteret tilgang, som konsulenter beskriver det.⁵ Nielsen og Kristensen (2007) betegner det som det anerkendende paradigme, og som ovenstående viser, deler dette paradigme forståelsen af feedback med systemteorien. I AI er ideen om feedback central for forståelsen af, hvordan man skaber sin fremtid gennem den anerkendende tilgang. I den systemiske tænkning genfinder vi således ideen om balance med udgangspunkt i ideen om homøostase, men i en ny konstellation. Hvor det i den psykofysiske tilgang handler om at opretholde kroppens balance, er balancebegrebet i den systemiske tilgang knyttet til forandring, positivitet og anerkendelse.