Читать книгу Motivation og mismod - Группа авторов - Страница 25

Den psykosomatiske tilgang til stressfænomenet baserer sig på teorier om forskellige personlighedstyper og deres sårbarhed over for en række sygdomme og relationen til stress. Det personlighedsorienterede paradigme (og til dels det coping-orienterede paradigme, som omtales nedenfor) tager udgangspunkt i, at stress hænger sammen med egenskaber ved den enkeltes personlighed. Nogle mennesker har konstant en følelse af at være i tidnød og oplever et misforhold mellem de opgaver, de sætter sig for at løse, og den tid, de har til rådighed, mens en anden type – stillet over for de samme opgaver – oplever at have god tid.

En anden gren inden for det personlighedsorienterede paradigme fokuserer på, hvorvidt man ser mening eller ikke mening i de ting, som tilstøder en. Når en person ser mening i de ting, der sker for vedkommende, opleves de som mindre stressende (Nielsen & Kristensen, 2007). Her kategoriseres stress som en individuel tilstand, der har sin årsag i personlighedstræk og psykisk sårbarhed. Med den individuelle tilgang forskydes balancepunktet til en idé om en indre følelsesmæssige balance.

‘Stimulus-respons’-teorien (S-R), som er inspireret af behaviorismen, opstod i starten af 1900-tallet. S-R udforskede og beskrev, hvordan individer reagerer på ydre påvirkninger. I 1960’erne og 1970’erne blev stimulus-respons-teorien kritiseret for at være for reduktionistisk. I stedet blev teorien udviklet til ‘stimulus-organismerespons’-teorien (S-O-R), hvor man genoptog studiet af mentale processer i forbindelse med menneskers adfærd. At ‘organisme’ blev tilføjet som led i modellen, var begrundet i, at tanker medierer relationen mellem omgivelser og adfærdsmæssig respons (Cooper & Dewe, 2004).⁴

En væsentlig del af stressforskningens historie er bundet til psykosomatiske studier, som blev et stort emne i 1960’erne og 1970’erne. Stressbegrebet blev her konstrueret som et element i den menneskelige erfaring, som åbnede mulighed for en ny forståelse af og behandling af sygdomsprocessen. Et centralt tema var studiet af, hvilke psykosociale variable der indebar stor sårbarhed for sygdom, og hvilke variable der var tegn på evne til at mestre de samme omstændigheder.

Parallelt med psykosomatiske studier blev der ført studier i livshændelser, som kunne udløse stress hos individer. En kritik af sidstnævnte forskning gik ud på, at det var tvivlsomt, om de personer, som oplevede de stressende livshændelser, også subjektivt udpegede og anerkendte de samme hændelser som stressende. Debatten kom til at handle om, på hvilken måde man kunne isolere kritiske livshændelser, og om det overhovedet kunne lade sig gøre. Stress bliver i stigende grad forbundet med mentale forhold, dvs. hvordan stressorer opleves af den enkelte. Inden for det coping-orienterede paradigme bliver personlighed og mestring således nøglebegreber for, hvordan stress skal forstås.