Читать книгу Literacy og sproglig diversitet - Группа авторов - Страница 4

1. Biliteracy og skriftsprogstilegnelse Literacypraksisser i de første skoleår

Оглавление

Helle Pia Laursen

I de senere år har der i uddannelsessystemet været en stadig øget opmærksomhed på ‘den tosprogede elev’ og dennes læse- og skrivefærdigheder. Ikke mindst har opmærksomheden været rettet mod, hvad man i USA har kaldt ‘the fourth-grade slump’ (se for eksempel Cummins, Brown & Sayers 2007). I dette begreb ligger en forestilling om, at det er omkring det fjerde skoleår, ‘den tosprogede elev’ får vanskeligheder, idet det er her, kravene til læsefærdighederne vokser, i takt med at der kommer nye fag på skemaet og dermed nye sproglige udfordringer. Tidspunktet for vanskelighederne fastsættes lidt forskelligt, men knyttes generelt til, hvad man i dansk sammenhæng kalder skolens mellemtrin. Fra et australsk udgangspunkt beskriver Gibbons (2009) vanskelighederne med disse ord:

At this time in their school life, in the “middle years” between the upper levels of elementary school and the lower levels of secondary school, all students are faced with the study of what are often new subjects and are learning to think, read, and write in subject-specific ways. Students must also learn to access, critique, and synthesize increasing amounts of information from both traditional and electronic sources. In terms of reading, there is a shift from “learning to read” to “reading to learn”. Without an adequate control of the language of instruction in this increasingly language-dense environment, some EL [English Language] learners may hit a language wall: the abstraction of the language and its subject-related concepts, and ways of learning and thinking, on which learning in the final years of schooling is founded (Gibbons 2009:4).

Den pædagogiske opmærksomhed mod ‘den tosprogede elevs’ skolegang har således hidtil primært været rettet mod skolens mellemtrin, hvor de ændrede forventninger til elevernes skolegang som i citatet ovenfor ofte beskrives som en overgang fra et fokus på “at lære at læse” til “at læse for at lære”. Heri ligger så gemt en antagelse om, at eventuelle problemer kan tilskrives udfordringer i forbindelse med “at læse for at lære”, mens det “at lære at læse” er en relativ uproblematisk proces for ‘den tosprogede elev’, der ikke behøver nogen særlig bevågenhed, og at de vanskeligheder, der måtte være med “at læse for at lære” kan forstås uafhængigt af de processer, der er involveret i “at lære at læse”.

Denne bog er baseret på forsknings- og udviklingsprojektet Tegn på sprog, hvori vi tager et andet afsæt. De vanskeligheder, der kan vise sig på skolens mellemtrin, kan ikke anskues løsrevet fra de pædagogiske processer i de første skoleår og fra den første læse- og skriveundervisning, der finder sted i disse år. At starte i skole indebærer – og forstås ofte næsten synonymt med – at lære at læse og skrive. Aktiviteter, hvori literacy indgår, spiller således en central rolle i de første skoleår, og det er her, den første forståelse af, hvad literacy er, grundlægges, ligesom de første skoleår også spiller en væsentlig rolle for, hvordan børn ser sig selv som læsere og skrivere såvel i de senere skoleår som i det videre uddannelsesforløb.

Børns literacytilegnelse begynder, lang tid før de starter i skole. Skrift er en del af de omgivelser, de vokser op i, og derfor også genstand for en naturlig opmærksomhed fra børnenes side. Det gælder også for børn, der vokser op i familier, hvor der i hverdagen tales to eller flere sprog. For disse børn vil forskellige skriftsprog typisk også indgå som en naturlig del af deres omgivelser. Når de begynder i skole, vil de således møde op med skrifterfaringer, der er knyttet til flere sprog. For nogle af disse børn vil dansk være et andetsprog eller et sprog, der kun udgør en (større eller mindre) del af det sproglige repertoire, der tales hjemme. I denne bog sætter vi fokus på denne meget heterogene gruppe af børn og den tidlige læse- og skriveundervisning i skolens indskoling.

Tegn på sprog er sat i verden for at øge indsigten i disse børns møde med skriftsproget i skolen og for at afsøge pædagogiske muligheder for at inddrage disse børns forudsætninger og behov i læse- og skriveundervisningen i indskoling og mellemtrin. Denne bog handler om indskolingsårene og har særlig fokus på første og andet klassetrin.

Literacy og sproglig diversitet

Подняться наверх