Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 23

En mand sover i en hytte. Han har trukket tæppet godt op over næsen, så kun de lukkede øjne og pandens mørke hud kan anes. Udenfor er solen ved at stå op, og da dens stråler langsomt finder vej henover jorden og ind ad hyttens åbne dør, begynder den sovende at røre på sig. Han tager sig god tid. Dækker for lyset med hånden, vender sig, og står så endelig op. Jeg kigger på uret. Der er gået 10 minutter.

Så går han ud af hytten. I husene omkring ham kommer der nu også liv. Han hilser, strækker sig, klør sig i det sparsomme hageskæg, og sætter sig så på hug, mens han misser mod solen. Så rejser han sig og går om bag hytten for at hente brænde til sit bål. Han tænder ilden, får en gryde med vand hængt over, putter urter i gryden, og mens han venter på at vandet skal koge, taler han højt med sig selv om, at i dag måske ville være en god dag at gå med geden til den store bys marked.

Der er nu gået 22 minutter, og jeg overvejer alvorligt for anden gang, om jeg skulle bruge én af de 32 andre muligheder, som mit fjernsyn har for at underholde mig, for her sker der jo virkelig ingenting, og tempoet er nærmest ikke tilstedeværende.

Sådan ser det i det mindste ud for en moderne vesterlænding. For denne film tillader sig en form, som vi i Vesten ikke er forvænte med. Den skildrer livet i det levede livs egen rytme og tid: så lang tid tager det faktisk at komme ud af sengen og lave te, og dette naturlige tempo er afrikaneren udmærket underholdt af, men det er vesterlændingen ikke. Så kort sagt: hvis jeg overhovedet skal gøre mig håb om at få noget ud af denne film, så må jeg aflægge mig hele min vesterlandske forventningshorisont om, hvad en film er, og hvordan en sådan skal fortælles og sammen med denne (og det bliver langt sværere) helst også hele min vesterlandske puls! Og hermed mener jeg det baggrundstempo og den sanseaktivering, som karakteriserer flertallet af Vestens frembringelser, og dermed også det kropslige beredskab og den arousalturnus, jeg som bybo i Vesten har vænnet mig til at fungere på, hvis ikke jeg skal kede mig. Det vesterlandske mediebillede spejler vesterlandets puls og dermed det sanseinput, som vi forlanger. Derfor er vore film mere handlingsmættede på det elementære indholdsplan end f.eks. afrikanske: Der skal simpelthen flere handlingsmæssige skift, ryk og dramatiske vendepunkter til for at fastholde os.

Dette forhøjede pirringsbehov tvinger sig ligeledes vej ud over indholdet og ind i selve fortælleformen. Da der trods alt er grænser for, hvor meget en handling indholdsmæssigt kan skifte, før den opløser sig selv som sammenhængende enhed, så er vesterlændingens trang til stimulation og skiftende billeder derudover blevet søgt tilfredsstillet via hurtigt skiftende kameravinkler og en meget intensiv klippeteknik. 30 klip i minuttet i en almindelig sitcom eller spillefilm er ikke usædvanligt, og går vi til de fortælleteknikker, som musikvideoer i Vesten benytter sig af for at fastholde sit publikum, så nærmer vi os subliminale niveauer, hvor det bevidste sind end ikke kan registrere de enkelte klip og skelne dem fra hinanden.

Det man med disse teknikker forsøger at manipulere, er i virkeligheden noget så banalt som vor umiddelbare opmærksomhedsrefleks. En orienteringsmekanisme så simpel, at vi har den til fælles med skabninger langt ned i hvirveldyrenes rækker. I tidernes morgen har det givetvis haft overlevelsesværdi at foretage disse refleksive orienteringer, og hvad der på denne måde er blevet indlagt i det menneskelige artsvæsen, lader sig ikke sådan udslukke, fordi vi i et nanosekund, udviklingshistorisk betragtet, har været moderne og dermed underlagt en sand overflødighed af ligegyldige stimuliskift. Vi følger med og fastholder et beredskab.

Det er oplagt at udnytte denne refleks, hvis man har med et så stimulationsvant publikum som det vesterlandske at gøre, som også søger høj stimulation, selv når det slapper af! Hvorom alting er, så er vi med dette blinkende og pulserende mediebillede lysår fra Alis langsomme opvågnen fastholdt uden klip i én kameraføring. Ja, vi er faktisk så langt fra denne modus operandi, at end ikke vore første vestlige film har indfanget og fastholdt en tilsvarende ro og dvælen. Da Lumiére i 1895 ved den første offentlige filmforevisning skal divertere sit publikum, så er det ikke med rolige optagelser af morgenens komme og solens gang over gulvet, men med et brusende lokomotiv, der, til det uforberedte publikums fryd iblandet rædsel, kommer farende lige mod dem. Og da slapstickfarcerne i stumfilmens guldalder senere tager over, er det ligeledes i et tempo, der ville gøre Ali stakåndet.