Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 29

Hvis man kan genkende de ovenstående scenarier og samtidig acceptere påstanden om, at disse billeder er et vidnesbyrd om, at det generelle stimulationsniveau, og dermed den baggrundsstimulation som den moderne vesterlænding er underlagt, er eskaleret markant i såvel udbud som hastighed og indhold over de senere år, så er spørgsmålet selvfølgelig, hvad en sådan intensivering indebærer for de individer, som er sat midt i sansestormen? Ikke bare er der myriader af stimuli; men disse skifter med stadig højere hastighed og udgår fra stadig mere ekstreme realiteter, og hvordan har mennesket det egentlig med nyhed, forandring og høj stimulation? Er denne accelerering af pulsen overhovedet naturlig, og har vi alle de samme muligheder for at udholde, indgå i og trives under stimuli-kontekster, hvor det generelle stimulationsniveau over lange perioder er meget højt?

Psykologien ved i dag fra utallige undersøgelser (for en oversigt, se f.eks. Berlyne (1950, 1960); Hebb (1955); Høgh-Olesen (2001)), at mennesker varierer betydeligt i forhold til hvor megen nyhed, forandring og stimulation, de kan kapere. Disse variationer karakteriserer dem samtidig som personer og følger dem over tid og sted.

Hvert individ har således et foretrukket stimulationsniveau, hvorpå det trives. Mere præcist hersker der på dette optimale stimulationsniveau (OSN) en for individet optimal fordeling af nyhed/kendthed og forandring/stabilitet. Personen trives og fungerer, adfærden er velorganiseret, problemløsningskapaciteten høj, og på det fænomenologiske plan er der en oplevelse af interesse, lystfyldt årvågenhed og personlig tilfredshed (se figur 2).

Figur 2. Det optimale stimulationsniveau (OSN)

Er den indkomne stimulimængde til gengæld ikke i passende korrespondance med individets OSN, mistrives det, og adfærd der udligner dette misforhold vil blive igangsat. Når den miljømæssige stimulation er under det optimale niveau, keder individet sig således, og udviser en diffus stimuliopsøgende adfærd. Er stimulationen over det optimale, bliver verden til gengæld for overvældende. Individet stresses, ængstes og igangsætter adfærd, som kan minimere stimuli-mængden. Bliver stimulationen for stærk, synes processen imidlertid at være uden for individets kontrol, og det mister da styringen over sit adfærdsrepertoire, går i panik, paralyseres eller kollapser (jf. figur 2).

Hos nogle er OSN generelt lavt. Det er sådanne, som jeg andetsteds (Høgh-Olesen (2001)) har karakteriseret som apollinske individer efter den græske gud Apollon, som er fornuftens og mådeholdets gud. Og disse individer er karakteriseret ved et lavt stimulationsbehov, lav forandrings-, nyheds- og flertydighedstolerance, ringe risikovillighed og et højt strukturbehov. Hos andre er OSN til gengæld høj, og disse kommer følgelig til at udleve en mere prometisk personlighedsposition (efter den græske titan Prometeus, som er billedet på det grænseoverskridende og ubændige i menneskevæsnet) karakteriseret ved et højt stimulationsbehov, høj forandrings-, nyheds- og flertydighedstolerance, risikovillighed og chancetagning samt et deraf følgende lavt strukturbehov (Se figur 3).

Figur 3. Individuelle variationer i stimulationsbehovet

A, som er et overvejende apollinsk gemyt, begynder at dysfunktionere på det stimulationsniveau, som er optimalt for prometikeren B.

Psykometriske undersøgelser af repræsentative populationer (ibid.) viser samtidig, at disse variable er normalfordelte. Der er således populært sagt lige så mange apollinske temperamenter med hang til mere beskedne stimulimængder, som der er stimulationslystne prometikere i kulturen; men alle er de underlagt den samme baggrundsstimulation, og dermed det rastløse pulsslag, som den vestlige kultur siden renæssancen støt har øget.

I Vesten har man i mere end 600 år forherliget den grænseoverskridende, forandringstolerante og stimulationssøgende prometiker og hyldet idéen om individets og kulturens principielle uendelighed. Det vestlige menneske har således i snart mange år haft det prometriske som idealform og styrebillede for dets selvforståelse og udviklingsbestræbelser. Men dette gør selvfølgelig ikke Vestens beboere til prometikere i personlighedspsykologisk forstand. Det menneskelige artsvæsens forskellige komponenter er udviklet over millioner af år, og 600 års kulturhistorie forandrer ikke psykens grundlæggende arkitektur, og derfor er de variable, som vi her har interesseret os for, da også normalfordelte. Men selvfølgelig må det betyde noget, når en kultur i så lang tid overstimulerer den stimulationssøgende side af menneskevæsnet på bekostning af den anden. Ikke mindst da, når vi ikke alle fra naturens side er gearet til en sådan ubalance.

Mange af os har det vel egentlig udmærket under Vestens blinkende lamper, men der er også tegn på, at denne acceleration af puls, tempo og stimuli-intensitet har sine omkostninger. Selvmordsraten er høj og det gennemsnitlige angstniveau stigende. Den gennemsnitlige forsøgsperson i 1950 havde således et signifikant lavere angstniveau end gennemsnitspersonen i dag (Twenge (2000)). Forekomsten af depressioner stiger ligeledes, og yngre voksne havde i 1990 tre gange større hyppighed for at blive deprimerede end yngre voksne i 1950 (Seligman m.fl. (2001)), og samtidig er listen over angst- og depressionsdæmpende stoffer, som bruges og misbruges så lang (se f.eks. Jørgensen (2002)), at man må undres, om ikke også disse statistikker er et vidnesbyrd om, at indtryksmængden generelt er ved at være så stor og de menneskelige struktur- og sikkerhedsbehov så underprioriterede, at smertegrænsen er nået for et stigende antal mennesker, ikke mindst blandt de mere apollinske personligheder.

Når den generelle baggrundsstimulation forøges, er det jo først og fremmest individer fra dette segment, der vil få deres livskvalitet og handleformåen mærkbart reduceret. Det optimale stimulationsniveau vil for mange her være overskredet så meget og så permanent, at egentlige stresstilstande som ‘kronisk træthedssyndrom’ kan fremkomme med alle de psykosomatiske følgevirkninger, som dette vil indebære, og for de mest belastede af disse vil egentlige panik- og angsttilstande ligeledes være en mulighed.

Jeg kan heller ikke undlade at bemærke, at en anden af vesterlandets boomende monomanier: den anorektiske spiseforstyrrelse, har klare apollinske forsvarstræk. For det første er det som oftest de mere perfektionistiske og afdæmpede karakterer med hang til kontrol og struktur, som rammes af lidelsen, og for det andet er den symptomatologi, som de udfolder, billedligt såvel som bogstaveligt, en beskærings-, begrænsnings- og reduktionsstrategi, hvor et presset jeg ved at reducere sig selv og sin vægt, samtidig reducerer alle dette menneskelivs komplekse og ukontrollable problemstillinger til denne kontrollable ene: at spise eller ikke spise!

Kroppen og de udviklingsprocesser, som truer med at sende jeget ind i voksenlivets uoverskuelige uendeligheder, bringes i dvale, tiden sættes i stå, og uendeligheden får på ny nogle domænespecifikke absolutter, så jeget kan overskue dets verden. Der er noget ‘flugt fra friheden’ i Erik Frommsk forstand over dette adfærdsmønster (Fromm (1941)). En gang tidligere i det 20. århundrede frasagde store menneskemængder sig ansvaret for deres eget liv og flygtede ind under det autoritæres faner. Denne mulighed står principielt altid åben, og ikke mindst der hvor uoverskueligheden er størst, fordi kulturen mangler grænser. I den anorektiske flugt har individet, ved at underlægge sig sultens tyran og forsagelsens ideologi, fundet sit eget regime, som ikke lader det totalitære noget efter, hvad limiterende frihedsbegrænsninger og benhårde kropseksercitser angår.

Dermed ikke sagt, at det anorektiske kompleks blot lader sig reducere til en simpel strategi for stimulationsindskrænkning. Andre forhold spiller givetvis også ind. Men når dette så er sagt, står min oprindelige forundring tilbage: Er disse madmonomane endnu en reaktion på en kultur, der, hvad livsrytme, forandringsfrekvens og stimulationsniveau angår, er ved at nå et yderpunkt?

De mere prometisk anlagte individer, med et højt OSN, er umiddelbart bedre gearede til pulsen – og dermed til livsrytmen, stimulationsniveauet og forandringsstrømmen – i det senmoderne Vesten. Men også hos dette segment kan en vedvarende overstimulation blive et problem.

Umiddelbart giver det prometiske individ sig jo bare sansestormen i vold og nyder at lade sig overstrømme af de mange skiftende indtryk og de tilsyneladende uendelige stimulationsmuligheder. Men når det optimale stimulationsniveau er højt, bliver det selvfølgelig sværere at nå optimum, end når OSN er lavt, og kedsomhed og uoplagthed bliver da tilbagevendende sindsstemninger. Dels fordi det er svært at nyde mindre stærke pirringer, og dels fordi de stærke pirringer, grundet gentagelsens simple habitueringsmekanismer og niveauets generelle højde, efterhånden slipper op. Individet berøves da to ting. For det første det lystfyldte velbefindende der indtræder, når pirringsoptimummet nås, og for det andet den spændingsfyldte lystfølelse der indtræffer, når stimulationsniveauet ændres i retning af optimum (jf. figur 2), da en sådan ændring, grundet det generelt forhøjede stimulationsniveau, tendentielt vil blive nærmest umærkelig.

Man keder sig altså og i længden også mere end det. For den almindelige situationelle kedsomhed, som vi alle kender, træder for den overstimulerede og sansemættede her frem i sin moderne urbane form som en mere permanent grundfølelse af livslede, depression eller spleen. For alle anstrengelser til trods så fører den overdrevne sansestimulation uvægerlig til indifferens og tomhed. Enhver bjergbestiger har en nedtur i udsigt, og spleen rammer da også netop den sansemætte, når han, efter lang tids umådeholden sansepirring, har udtømt alle livets nydelser, og nu kun har gentagelsens udsigtsløse mere af det samme tilbage. Inden denne livskvalme kvæler al appetit, tvinger den dog dens bærer ud i de mærkeligste excesser, for hvad finder et overstimuleret og sansemæt sind ikke på i dets søgen efter pirring? Det må nødvendigvis blive ekstremt.

Stimulationsfaktoren er en simpel psyko-fysisk variabel af central betydning for individets psykiske balance og velbefindende, og selvom den som oftest har været overset i de dominerende analyser af senmodernitetens vilkår, så er den dén valuta, som alle de øvrige modernitetstræk konverteres til, når de indsættes på sindets konto. Øget ‘refleksivitet’ er således, psykologisk betragtet, først og fremmest forøget stimulation, og det samme gælder fragmentering, forandring, risiko og alle de øvrige markører i senmodernitetens runaway world (Giddens (1991)).