Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 26

I midterfeltet (figur 1) søges kroppen og sanserne vakt til live gennem en ny række intensiverede ‘realitetschok’, som ligeledes aktiverer organismens kamp- og beredskabsstoffer.

Kunsten er som altid først at indfange og spidsformulere, hvad der mere alment gærer i kulturen, og på det seneste har den stadig mere radikalt, og stort set indenfor alle genrer, etableret et Smertens Teater, hvor hovedrollen netop spilles af den forpinte, gennembrudte og blødende krop.

I den performanceorienterede Body Art finder denne tendens nok sit mest ekstreme udtryk. I forestillingen “Four Scenes in a Harsh Life”, som man kunne se i København i 1995, snitter kunstneren Ron Athey sig i ansigtet med barberblade, så blodet flyder. At publikum samtidig ved, at Athey er hiv-positiv, leverer yderligere pirring til dette spectaculum. Så indfører han nåle i pandebrasken, så de danner en tornekrans, og påbegynder derefter indsættelsen af 20 kanyler i sin venstre arm. Andre billeder fra dette show inkluderer en nøgen kvindeskikkelse, der, poserende som den hellige Skt. Sebastian, har kroppen gennemboret af pile, og i en anden scene skæres der geometriske mønstre direkte ind i en menneskekrop, hvorefter disse blødende symboler overføres på trækpapir, som en slags lidelsens grafik, for til sidst at hænges til tørre på en line udspændt over publikum.

I Frankrig er den kvindelige kropskunstner Orlan, eller Sct. Orlan som hun kalder sig, i gang med sin syvende video-transmitterede plastikoperation, i et operationsstudie der syder af mennesker i hektisk aktivitet. Hun er ved fuld bevidsthed, mens indgrebene foretages. Og medens plastikkirurgen skærer hendes ansigtshud op ved ørene, så den kan løsnes og løftes, taler hun til publikum i et væk, med en messende liturgisk stemme, der bl.a. tilskynder os at drikke mere champagne. Denne tale simultantolkes samtidig (bl.a. til døvesprog) af flere kittelklædte tolke iført masker, som ligeledes er til stede i rummet.

Mens nåle injiceres, væsker indsprøjtes, og implantater indføres med saks og tænger, genskaber Orlan nu kunsthistorien med plastikkirurgien som pensel og sit eget ansigt som lærred. En mund som Mona Lisas formes, og nu dannes en Botticellisk næse. For egen regning får hun også lavet to små horn i panden, mens et gysende verdenspublikum følger seancen på tv. Af blodet, der flyder, laver hun spontane selvportrætter, og fra hver operation fjernes der ansigtsvæv og fedt, som indkapsles i små relikvieskrin, der ligeledes sælges.

I disse transmissioner fra Smertens Teater er vi endnu en gang hensat til et univers, hvor alt er i flydende forandring og under evig tilblivelse. Blodet flyder, tiden flyder, selv kroppens grænser flyder. Den krop, der før var skæbne, er nu som alt andet i Vesten blevet et valg. Den kan formes, modelleres og skulptureres i en grad, som end ikke Picco della Mirandola havde fantasi til at forestille sig. Orlan er nu blevet sin egen skaber, og i operationsstuens skarpe lys opfører hun en sekular messe over individets uendelighed, i hvilken de kristne mysterier omkring transsubstantiation parafraseres. Også hos Orlan er Ordet i færd med at blive til kød og kødet til ånd. På hendes bud føres skalpellen, og ikke så snart er hudens membraner brudt, før kroppen besjæles af åndens implantater. “I mit eget billede vil jeg skabes”, dekreterer hun, og sådan bliver det, mens alverden ser på.

Orlan er ekstrem; men dog et billede på tiden. Og lignende selvbesjælinger finder dagligt sted i hobetal rundt omkring på Vestens privatklinikker og fitnesscentre, og bag disse viser sig igen en hel underskov af lige så kropsmodellerende sub- og modekulturer, hvor kødet ligeledes bliver til ånd. Man tatoverer og piercer sig, stikker nåle, ringe, og nagler igennem hudens membraner. Ikke bare én men flere gange, og ikke bare ét men flere steder. Og i takt med at denne pirring – både for den udøvende og for betragteren, som møder den i bybilledet – bliver stadig mere almindelig, stadig mere mainstream, tvinger stadig mere ekstreme former sig på. Man brændemærker sig, man skærer ornamentale ar i huden, eller man praktiserer Stumping, hvor fingre og tåled afmonteres med kniv og øksehug.

Udøverne af disse radikale kropspraksisser bruger betegnende nok etiketterne ‘Modern Primitives’ og ‘New Tribalism’ om sig selv og deres kultur (se f.eks. Vale & Juno (1985)), og dette er velbegrundet al den stund, at samtlige disse former er almindelige hos arkaiske og nulevende stammefolk. Her er disse udsmykninger og kropspraksisser dog ritualiserede og dermed meningsfuldt indskrevet i stammens religiøse meta-universer. Og derfor er disse ar, tatoveringer og piercinger udtryk for noget andet og mere end blot individualitet og æstetik. De refererer tværtimod til meget nagelfaste absolutter, som stamme, klan, totem og status, og markerer derudover, om man er dreng/kriger, pige/kvinde, gift/ugift eller initieret/ikke-initieret.

Der kan, som Finn Skårderud bemærker, være en egen tilfredsstillelse ved at være mærket af livet (Skårderud (1998)). Arrene er kropsminder, der fortæller og fastholder en historie. Men hvad fortæller senmodernitetens kunstige mærker os, og hvorfor vender de allermest moderne af senmodernitetens mennesker sig pludselig mod vore arkaiske grundformer i en leg med blodets og smertens realiteter? Er det bare et tilfældigt modelune, som svæver i et meningsvakuum uden anden ræson end blot at være noget ‘nyt’ og anderledes? Eller er der en idé i, at det, man rent faktisk med disse praksisser rækker ud efter, er noget korporligt, realt af varighed, i en verden hvor alting ellers flyder? Er disse endelige kropsmærker en længsel efter nagelfaste, i kødet mejslede insignier, om hvem man er, og hvor man hører hjemme, og rækker man derfor intuitivt ud efter noget, man mangler?

Disse fænomener er vel alt i alt så komplekse, at simple entydige forklaringer må opgives, så jeg vil lade disse spørgsmål forblive åbne. Samtidig tror jeg, at nogle af svarene skal findes i de her antydede retninger. Et overstimuleret og sansemæt sind kan vækkes i smerte, og et flydende og grænseløs selv kan have trang til at gennembryde hudens membraner for simpelthen at markere kroppens grænser. At mærke sig for at mærke sig selv. Samtidig etablerer piercingens, tatoveringens og arringens ritualer jo prøvens klassiske grænse. Man udfordres, og udfordrer sig selv: tør man, kan man? Og der etableres en absolut distinktion mellem før og efter, dem der turde, og dem der veg, og dermed mellem den initierede og de andre. Og herved finder en ny delverdens stimulationssøgende og grænseløse mennesker muligvis deres domænespecifikke grænser.