Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 25

Allerede et hurtigt blik ned over figur 1, hvor jeg har sammenfattet nogle af de fænomener, som den moderne vesterlænding bruger tid og penge på i disse år, fortæller os, at der er sket en radikalisering af vores forbrugs- og livsstilsmønstre gennem de seneste årtier. Det brede publikum er i stigende grad begyndt at efterspørge og opsøge stadig mere ekstreme stimuli. Vi kan selvsagt ikke gå i detaljer med dem alle, men blot prøve at sammenfatte nogle af fællesstrækkene bag de grænseoverskridende og adrenalinpumpende fascinationsformer, som her toner frem.

Figur 1. Senmoderne fascinationsformer

Aktiviteterne i figurens venstre side etablerer et helt nyt udfoldelsesrum, som man har sammenfattet under etiketten ‘ekstrem sport’ eller ‘vanvidsidræt’ (Jantzen & Møller (1994)). Bag disse forskellige aktiviteter gemmer der sig en række prometiske fællesnævnere omkring præstation, spændingssøgning, risikovillighed, udholdenhed og grænseoverskridelse i varierende fordeling. Disse anstrengelser kan samtidig ses som individets forsøg på – i en ellers værdimæssigt flydende tid – at etablere nogle personlige standarder, hvorudfra dets præstationer kan vurderes og overskrides (ibid.). I en på mange måde diffus og grænseløs verden indstifter vanvidsidrætterne således nogle domænespecifikke, men dog retningsgivende, kriterier for den enkeltes færden, og individets univers får på ny en slags centrum, hvorudfra tingene kan valoriseres.

Samtidig kan Vestens rastløse nøglemetafor: pilens uendelige himmelflugt – fastholdes som styrebillede. Ja, mere end det. For inden for den tilværelsesparentes, som vanvidsidrætten etablerer, får pilen nu både kurs og mål: Vi skal videre, længere, højere, hurtigere i den retning! Og herved løser disse aktiviteter (for den enkelte vel at bemærke) et yderst vanskeligt synteseproblem, som vesterlændingen traditionelt har haft svært ved at få til at gå op. Ud over at sikre ham udfordring og stimulation, så forlenes uendeligheden nu, inden for disse domæner, med en slags overskuelighed og finalitet. I en ellers gudsforladt verden finder den enkelte således på ny et alter, hvorved det kan ofre.

Og vanvidsidrætterne har ofringsimplikationer, som Christian Jantzen og Verner Møller påpeger (ibid.) De meningsfylder på ny underkastelsens, askesens og ofrets grundformer. Men symptomatisk for tiden er det, man ofrer sig for, ikke længere en anden eller noget højere uden for én selv. Man ofrer sig for sig selv og for realiseringen af det perfekte ideal, som man bærer. Når man derfor i base jump’ets spring fra højhusets tag falder ned mod byens trafik, så tjener dette grandiose vovemod ingen anden sag end jegets svulmen. Og når triatleten efter 3,8 km svømning, 180 km cykling og én maraton påbegynder endnu en Ironman, og endnu en …, så skyldes disse monstrøse anstrengelser ikke, at jorden skal reddes; men igen blot jegets svulmen! Følelsen af at være noget særligt, noget grænseløst. Man er mere end blot et menneske, man er et jernmenneske, og kan nu drømme om at realisere ‘The Perfect Ten’: 38 km svømning, 1800 km cykling og 420 km løb non-stop. Det gjorde hollænderen Martin Feyn for eksempel i 1992 i en konkurrence, hvor også tre danskere deltog. Efter otte døgn, 21 timer og 41 minutters titanisk tomgang kom han i mål som nummer ét. Da havde han som en anden Faust tilsidesat ethvert hensyn til naturen og triumferende gennemtrumfet sin vilje.

Mens kroppen spæges, pines, udmattes og overskrides, beruses sindet i et selvsvingende kredsløb, der kaster nye overskridelser og nye ofre af sig. I adrenalinets og mælkesyrens væsker kommer jeget til live på ny. Renset og genfødt i fare, smerte og afsavn står det, parat til endnu en Ironman, endnu et base jump.