Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 27

Rykker vi fra kropkunstens og subkulturernes tendensmarkerende avantgarder til den absolutte mainstreams midte, så flyder blodet stadig, mens nye membraner gennembrydes serielt, fristes man til at sige.

Nogle af de film og bøger, som i Vesten er blevet til bestsellers de seneste årtier (jf. figur 1), har en så rabiat voldsæstetik som kendemærke, at var de blevet timet en 10-20 år for tidligt, så havde de henvendt sig til en så begrænset kreds af splatterfreaks, at vi end ikke ville have hørt om dem. Men i dag har også det brede publikum løst billet til smertens og grusomhedens teater, og det er i sig selv en tanke værd.

Volden i disse frembringelser er ikke længere som tidligere blot et middel til noget andet, den er selve målet. Den er heller ikke længere blot antydet, men udførligt udpenslet. Vi ser ikke bare ofret falde om. Vi følger knivens bevægelse helt ind i vævet og er med, mens kroppen flænses, sønderlemmes, maltrakteres og kannibaliseres. Pirringsniveauet er ekstremt. Ikke nok med at billedsiden, qua disse udpenslinger, indholdsmæssigt er et partitur til orkestrering af alle legemets stress- og kampstoffer; men klippehastigheden er ligeledes enorm, tangerende det frenetiske eller simpelthen overskridende dette, som i f.eks. filmen Natural born killers.

En tilbagevendende hovedkarakter er samtidig seriemorderen, og dette er nok heller ikke tilfældigt. For når man i et samfund som det vestlige igennem århundreder forener idealer om uendelighed med en høj individualiseringsgrad og et ekstremt stimulationsniveau, så står man netop i fare for at fremelske et grænseløst individ, som stort set ikke er forpligtet på andet end sig selv og sin lyst. Og et sådant individ er fiktionens seriemordere netop det ekstreme billede på, og derfor pirrer de os.

Mange af disse filmskabere hævder, ligesom kropskunstnerne, at det de ønsker, er at vække beskueren til reaktion. De fornemmer selv den ligegyldighedens grød, som de rører i, og chokæstetikken er deres måde at ryste os ud af indifferensen på. Men chokæstetikkens psykologiske følger er paradoksalt nok forøget ligegyldighed. For chokket er, som følge af habitueringsmekanismens simple logik, en stimuli, der må forstærkes næste gang igen for at have effekt, fordi vi vænnes og trættes, og herved bliver fænomenet selv en producent af den ligegyldighed, som det angiveligt er en reaktion imod. Så mens kroppene flænses og blodet flyder, så vender vi os gabende mod nye pirringer, indtil ligegyldighedens skygge omslutter alt.