Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 28

Hvis vi et øjeblik prøver at hæve os over de konkrete fascinationers forskellige fremtrædelsesformer for i stedet at nærme os det, der er fælles for tabellens aktiviteter, så er det første, man konstaterer, som allerede påpeget, at det er ekstreme stimuli, som efterspørges. Handlings- såvel som oplevelsesmæssigt rækker man ud efter nogle klart sanseintensiverede og grænseoverskridende pirringer, som kan vække krop og sind til vagt på ny. Men mere end det.

Fælles for venstresidens og midterdelens aktiviteter synes ligeledes at være, at vejen til denne vækkelse uvægerligt fører over realitetens allermest basale og arkaiske grundformer. Det er blod, krop, kød, liv, død og smerte, man vedblivende kredser om, som de realitetschok der skal gennembryde følelsesløsheden. I et univers, hvor tingene på mange måder har indifferentieret sig, drages mange mennesker således nu mod kroppens elementære absolutter. Jernmandens og den moderne primitives grænseoverskridelser er således betragtet også grænsesøgninger, og hver finder igennem de realitetschok, som de opsøger, nogle domænespecifikke absolutter, som de kan strukturere tilværelsen ud fra. Med disse fascinationsformer er der således noget, der tyder på, at vi er på vej ud over Baudrillards abstrakte ‘tredje-ordens-simulacrum’ i en bevægelse, der tværtimod søger down to basics og back to reality. Lad mig prøve at illustrere det.

Vor civilisationshistorie er på mange måder historien om udviklingen af en række simulacra (billed- og tegnsystemer), der skal fastholde og repræsentere (simulere) virkeligheden for os. Med modernitet og senmodernitet bliver forbindelsen mellem tegnene, og det de skal vise hen til, imidlertid svagere, som Jean Baudrillard (se f.eks. Baudrillard (1988)) har påpeget, og dette er på mange måder en korrekt iagttagelse.

Et tegn som korset refererer, som ‘første-ordens-simulacrum’, tilbage til det konkrete kors, som den historiske Jesus angiveligt blev korsfæstet på, en fredag for ca. 2000 år siden, og som en lille kreds af samtidige disciple dernæst brugte som fællestegn for den person og lære, som de var kommet til at følge. Tusind år senere er korset et ‘anden-ordens-simulacrum’, som bredt og overordnet refererer til den kristne kultur som sådan, og dermed til alt det, der politisk, kulturelt og trosmæssigt adskiller os fra dem, der har den islamiske halvmåne som fællestegn eller Thorshammeren for den sags skyld.

Dette andet-ordens-niveau bevarer korset helt op til nyere tid. Da jeg blev konfirmeret i halvfjerdserne, fik pigerne stadig et sølv- eller guldkors i konfirmationsgave, men de fleste gik aldrig med det, fordi det på en måde var for forpligtende. Korsets reference til kristendommen var stadig for stærk, og da de fleste af dem jeg kendte, ikke ønskede at associere sig med, hvad man opfattede som et hængehovedet og kropsforskrækket tankesystem, var korset ubærligt.

Dette ændrede sig fuldstændig i slutfirserne, for da blev korset med hjælp fra Madonna (den jordiske) med ét til et abstrakt ‘tredje-ordenssimulacrum’. I en video til nummeret “Like a prayer”, som udspiller sig i en kirke fuld af kors og katolske helgenfigurer, danser og synger Madonna, selv behængt med kors, så inciterende, at en af helgenstatuerne vækkes til live og nedstiger til en mere jordisk eksistensform forført af den kropslige Madonna. I tiden herefter kan den vestlige verdens bijouteriforretninger ikke levere kors nok: kristne kors, græske kors, kors i alle afskygninger. Men ingen af disse kors viser hen til kristendommens absolutter. Korset viser nu hen til det tegn, som popikonet Madonna inkarnerer, og dermed til den sanseligt hedonistiske og kropsorienterede ungdomskultur, som hun er bannerfører for. Og sådan går det generelt med tegnene på senmodernitetens ‘tredje-ordens-niveau’. De bliver abstrakte. Forbindelsen til det reale, til grunden, substansen og den oprindelige mening er væk, og i stedet viser tegnet nu labyrintisk hen til andre tegn, hævder Baudrillard. Men noget er, som vist, ved at ændre sig. Vi er, som også Bent Fausing har påpeget (Fausing (1999)), i skred fra det repræsentative mod det reelle, og i de senmoderne fascinationsformer, som vi her har berørt, synes den fortrængte realitet på flere måder at vende frygteligt tilbage som traume, krop, kød, blod og smerte ganske vist; men som ‘realitetschok’ ikke des mindre.

Hvis disse analyser overhovedet har noget på sig, så burde vi også kunne spore denne længsel efter realitet i andre af vesterlandets fascinationsformer, ikke mindst de allerseneste, og det mener jeg faktisk, at vi kan. Højresiden i figur 1 kan illustrere forholdet.

På det seneste er en ny type programmer – der forener dokumentarreportagens nøgterne rapporter, det iscenesatte dramas bevidst doserede spændingsmomenter og soap-operaens banale forviklingsintriger – begyndt at dominere sendefladen. Docusoaps som Stripperkongens piger, Skadestuen, Falck-stationen, Airport, Hotellet, Tivoliet osv. ad infinitum og ‘reality-tv’ som Farmen, Robinson, 71^o Nord, Baren, Villa Medusa og Big Brother er eksempler på sådanne nye blandformsføljetoner. Og som Benneton-reklamerne har også disse nye billeder, fra en flydende verden hvor grænserne har opløst sig, tilsyneladende en enorm fascinationskraft, som seertallene viser. Har man set sig mæt, og er man blevet immun overfor filmfiktionens sædvanlige virkemidler (“for det er jo kun film”), og er den klassiske dokumentar trods alt for langsom og kedelig, så kan foreningen af det bedste fra disse genrer måske holde én vågen.

Disse nye medieformer er således de seneste forsøg på at intensivere stimulations- og pirringsmomentet gennem en ny slags realitetskonfrontationer. Det blod, som vi her ser flyde, er frem for alt virkeligt blod. Og det er liv og død for alvor, om de får kvinden skåret ud af bilen og bragt i behandling, før det er for sent. Men sådan et arbejde tager jo tid, selv når det går hurtigt, så nu klipper vi nu over til Birthe på Alarmcentralen, som faktisk har fri; men da hendes afløser ikke er kommet, kan hun ikke gå, og hjemme venter to små børn, som om lidt bliver alene, hvis der ikke snart sker noget! Og så er en ny spændingskurve bygget op, inden vi klipper tilbage til pigen i færdselsuheldet, som nu med politieskorte køres i ambulance med fuld udrykning igennem en by i myldretiden.

I et andet program er vi ude på øen, hvor de i snart en uge ikke har fået andet end rådne ris, og her betror Jens og nogle andre os, at “Hanne er en so”, som man ikke kan stole på, og det er ikke noget, de spiller, de mener det faktisk, og ved næste stormøde realiserer de selve ur-traumet og støder hende ud af gruppen!

Docusoaps og reality-tv! Javist, men dette er ikke realitet. Dette er en redigeret og intensiveret hyperrealitet, hvor man af flere hundrede timers råbånd har fortættet et koncentrat, der, under hensyntagen til mediets viden om spændingskurver, har fået fraklippet alt det kedelige og monotone og af de tiloversblevne highlights fremstillet en slags ‘eksistentiel Maggi-terning’, hvor kraften fra et bredt udsnit af menneskelivets grundformer er koncentreret på en sådan måde, at pirringsmomentet maksimeres, og vi også tænder næste gang. I senmodernitetens koncentrerede og opspeedede hyperrealiteter er vi således endnu en gang lysår væk fra Alis langsomme opvågnen; men sådan ønsker vi tilsyneladende realiteten præsenteret: som chok, skift, brud og ryk, så arousal-potentialet forstærkes – flimrende billeder fra en verden i bevægelse.

Men det er ikke kun stimulationsniveauet, der er prometisk. I en række af disse programmer genfinder vi ligeledes temaet om eneren, helten, den autonome stræber, der udsat for alverdens prøvelser holder ud, fastholder sine mål og sejrende træder frem på gruppens baggrund. Og i reality-føljetoner som Farmen, Robinson, Villa Medusa, 71^o Nord og Big Brother er dette udskillelsesmoment selve essensen. Det vi her ser udspillet, er selve eksistenskampen kogt ned til det mest basale og stiliseret som en tegneserie, så alle kan følge med.

I det senmoderne Vesten vil individet tilsyneladende gå meget langt, for at træde ud af anonymitetens periferi og erobre en mere central plads i opmærksomhedens hierarki. Både fordi det er pirrende, man er ‘på’, og fordi det prometiske Vesten i så mange år har glorificeret eneren, der træder frem, på gruppens bekostning.

Internettets mange personlige hjemmesider og web-cams, hvor man kan følge helt almindelige menneskers intime liv i sofaen, i sengen eller på badeværelset, er de seneste ekstreme udtryk for dette fænomen. Pirringen er at blotte sig og blive set, og denne lyst kræver nu ikke længere en lang overfrakke og en eksistens i randzonen af det menneskelige fællesskab, men blot en camcorder med internettilkobling. At nogle føler trang til en sådan udstillelse, har vi altid vidst. Det interessante er imidlertid, at også denne pirringsform i disse år vinder indpas inden for det socialt acceptables rammer og frem for alt, at flere hundredetusinde af os dagligt logger ind på disse web-cams!

Mange forhold spiller givetvis ind, som antydet i det ovenstående, men heller ikke disse fænomeners fremkomst kan, for mig at se, forstås uden reference til det generelle stimulationsniveau, som den vestlige kultur efterhånden har lejret sig på. Som en reaktion på vor sansemætte pirringstrang indgår nogle af os derfor en uhellig alliance, hvor den ene part, for at skabe spænding og intensitet i sin hverdags trivialiteter, lægger sig blot og lader sig se; mens den anden part, af nøjagtig de samme grunde, påtager sig rollen som lurer eller voyeur og ser på. De professionelle nøgenmodeller eller pornoskuespillere, som man ligeledes kan finde på nettet i intim aktion, er måske smukkere og teknisk mere perfekte, men de simulerer! Det er film, og film har man set nok af. Her er de almindelige web-mennesker meget mere pirrende, for de er virkelige, og når jeg belurer dem, er det som om, at noget privat, intimt og realt, som jeg ellers ikke har adgang til at se, udspiller sig for mine undrende øjne. Det kunne være naboens mand og kone, jeg betragtede, og det er det på en måde også – om ikke mine naboer så nogle andres, der er ligesom mine!