Читать книгу Wittgenstein - Группа авторов - Страница 10

De tekster, som kan have overskriften »Wittgenstein og religion«, rummer egentlig to regioner: dels Wittgensteins refleksioner over religiøs sprogbrug, hvor der er tale om religiøsitet overhovedet, og dels hans personlige forhold til det religiøse, hvor der altid er tale om kristendommen i protestantisk farvet udformning tilsat radikalisering. De to regioner er som regel adskilte, men til tider lapper de ind over hinanden.

Et eksempel på overlap finder vi i Kultur og værdi i en bemærkning fra 1950:

Når den, der tror på Gud, ser sig omkring og spørger ‘hvorfra stammer alt det, jeg ser?’ ‘hvor kommer det fra?’, så forlanger han ingen (kausal) forklaring: og pointen i hans spørgsmål er, at det selv er udtrykket for dette forlangende. Han udtrykker nemlig en indstilling til alle forklaringer. – Men hvordan viser dette sig i hans liv?

Det er den indstilling, der tager en bestemt sag alvorligt, men som ved et vist punkt hører op med at tage den alvorligt og erklærer, at noget andet er endnu vigtigere.

Således kan man sige, at det er meget alvorligt, at en eller anden er død, før han fik fuldendt et bestemt værk; i en anden forstand tæller det ikke stort. Her bruger man ordene ‘i en dybere betydning’.

Egentlig ønsker jeg at sige, at det heller ikke her kommer an på ordene, man udtaler, eller på det, man tænker derved. Derimod er den forskel, de gør i forskellige situationer i livet, afgørende. Hvordan ved jeg, at to mennesker mener det samme, når de begge siger, at de tror på Gud? Og det samme kan man sige, hvad angår Treenigheden. Den teologi, der insisterer på brugen af visse bestemte ord og fraser og som forviser andre, gør intet klarere (Karl Barth). Den fægter så at sige rundt med ord, fordi den vil sige noget og ikke ved at udtrykke det. Praksis giver ordene deres mening. (KV, 96)

Et andet sted fra samme tid lyder det:

Livet kan opdrage en til at tro på Gud. Og der er også erfaringer, der gør det; men ikke visioner, eller andre sanseerfaringer, der viser os ‘eksistensen af dette væsen’ [læg mærke til, at Wittgenstein hermed afviser en meget stor del af traditionel mystik, H-JS], men derimod f.eks. lidelser af forskellig art. Og de viser os ikke Gud som et sanseindtryk viser os en genstand, ej heller lader de os formode ham. Erfaringer, tanker – livet kan påtvinge os dette begreb. (KV, 97)

De to citater er eksempler på overlap mellem refleksioner over religiøs sprogbrug og direkte religiøs erfaring. Her taler en person dels om det religiøse og dels religiøst.

I »Forelæsninger om religiøs tro« fra 1938 er det centrale undersøgelsen af religiøs sprogbrug kontra ikke-religiøs sprogbrug. Skønt overvejelserne ikke handler om Wittgensteins personlige forhold til det at tro i religiøs forstand, er det stadig tydeligt, at overvejelserne trækker på en dyb religiøs erfaring. Et af de centrale temaer fremgår af følgende citat:

Hvis jeg bliver spurgt, hvorvidt jeg tror eller ikke tror på Dommedag, således som religiøse mennesker tror på den, ville jeg ikke sige: ‘Nej. Jeg tror ikke på, at noget sådant vil ske.’ Det ville forekomme mig fuldstændig vanvittigt at sige dette.

Og så giver jeg en forklaring: ‘Jeg tror ikke på…’, men den religiøse person tror så til gengæld aldrig på det, jeg beskriver.

Jeg ved ikke. Jeg kan ikke modsige denne person.

I en vis forstand forstår jeg alt, hvad han siger – ordene ‘Gud’, ‘adskille’ osv. forstår jeg. Jeg kunne sige: ‘Jeg tror ikke på dette’, og det ville være sandt i den forstand, at jeg ikke gør mig disse tanker eller noget som helst, der har noget med dem at gøre. Men af den grund kunne jeg ikke modsige sagen.

Man kunne sige: ‘Nuvel, hvis du ikke kan modsige ham, betyder det, at du ikke forstår ham. Hvis du faktisk forstod ham, så ville du kunne gøre det.’ Det er volapyk for mig. Min normale sprogteknik lader mig i stikken. Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at de forstår hinanden eller ej.

Disse kontroverser ligner overhovedet ikke andre normale kontroverser. Grundene ser helt anderledes ud end normale grunde.

De er på en måde overhovedet ikke overbevisende.

Pointen er, at havde der været endegyldige beviser, så ville dette reelt have forpurret hele gesjæften.

Intet af det, jeg normalt kalder endegyldige beviser, ville have den ringeste indflydelse på mig. (FRT, 88)

Wittgenstein artikulerer her bl.a., at religiøs sprogbrug/religiøse sprogspil har en egen logik: langt hen ad vejen bruges de samme ord som i dagligsproget, men de er aldrig rigtig bundet til argumentativ logik eller erfaringsrelateret induktion. Det er grunden til, at Wittgenstein i det citerede mener, at han, skønt han ikke tror på, hvad der siges, ikke vil sige, at han modsiger eller modbeviser det. Han har opdaget, at han taler et andet sprog. Og lige så vigtigt: at det religiøse sprog har sin egen fulde gyldighed.

Her er indtrådt en opdagelse af, at grænsen mellem, hvad der kan tales om, og hvad der må ties om, er en anden end i Tractatus. For – læg mærke til – der er i Wittgensteins overvejelser intet som helst nedladende, irettesættende eller bedrevidende i forhold til den religiøse sprogbrug. På mange måder fortsætter han denne diskussion i Om vished. Her gør han den opdagelse, at det, som i religiøs sprogbrug kan gøres eksplicit, nemlig det man tror på, faktisk også gør sig gældende, men ikke ekspliciterbart, i andre livserfaringsmæssigt relaterede sprogspil – i ens eget verdensbillede. I Om vished hedder det bl.a.: »Hvad jeg ved, det tror jeg« (OV, § 177) og »Det vanskelige er at indse vor tros grundløshed« (§ 166). Og: »… mit verdensbillede har jeg ikke, fordi jeg har overbevist mig om dets rigtighed. Derimod er det den overleverede baggrund, hvorpå jeg skelner mellem sand og falsk« (§ 94). Man kunne – i forlængelse af dette standpunkt – tilføje eller hævde, at mit verdensbillede ikke bare er den overleverede baggrund, ud fra hvilken jeg skelner mellem sandt og falskt, men det som i det hele taget adskiller, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt i livet for mig.