Читать книгу Wittgenstein - Группа авторов - Страница 12

Den store vanskelighed er her ikke at fremstille sagen som om, der er noget man ikke kan. (FU, § 374).

Det er velkendt, at Ludwig Wittgenstein under Første verdenskrig, som frivillig soldat i den østrigsk-ungarske hær, altid havde sit eksemplar af Leo Tolstojs version af fortællingen om Jesu liv i nærheden, og at bogen fik stor personlig betydning for ham. Angiveligt købte Wittgenstein bogen i en boghandel i Galicien i 1914, fordi den var den eneste, der var at købe, og blev så optaget af den, at han af de andre soldater snart blev kendt som »manden med evangelierne«.¹ Bogen fulgte ham under hele krigen i de bemærkelsesværdige år, hvor han samtidig arbejdede på og afsluttede sit filosofiske hovedværk Tractatus logico-philosophicus. Han læste og genlæste Tolstojs bog og lærte en række passager udenad. »Denne bog holdt mig praktisk talt i live […] Du kan ikke forestille dig, hvilken virkning den kan have på et menneske«, skrev han på et tidspunkt til en ven (Monk 1995, 159).

Det er måske mindre kendt, at forfatteren af denne virkningsfulde bog, den russiske ophavsmand til de gigantiske romaner Krig og Fred og Anna Karenina, Leo Nikolaevich Tolstoj (1828-1910), havde en tilsvarende stærk fascination af Immanuel Kants bog om religion fra 1793, Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft. Tolstoj vendte igen og igen tilbage til dette værk og noterede begejstrede kommentarer i sit eksemplar netop i den periode, hvor han forfattede en række skrifter om religion, bl.a. den bog, Wittgenstein senere skulle falde over (Gulyga 2004, 347). Wittgenstein var intenst optaget af Tolstojs Evangelierne, mens han skrev Tractatus; Tolstoj var intenst optaget af Kants religionsskrift, mens han redigerede og skrev sin udgave af evangelierne. Dette forhold afføder naturligvis et oplagt spørgsmål: afspejler denne forbindelse sig også i de tre værkers filosofiske indhold? Og i denne sammenhæng mere specifikt: kan en forbindelse mellem dem sige noget om Wittgensteins filosofi, så de umiddelbart utilgængelige bemærkninger i Tractatus om Gud, det højere, verdens mening og livets problem kan fortolkes mere som konsistente filosofiske overvejelser og mindre som udslag af en umeddelelig privat religiøs erfaring under den lange tjeneste som soldat?²

Jeg vil i det følgende hævde, at der er en interessant linje i de tre værker, uanset deres meget forskellige omfang og stil, og jeg vil forsøge at vise, at det, der forener dem, dels er en »tro uden religion«³, dvs. en tro, der ikke forlader sig på bønner, guddommelig lovgivning eller teologiske forklaringer af verdens mening, og dels, i forlængelse heraf, hvad jeg vil kalde en »tro på handling« – troen på, at handling er mulig, og at det er dén, der giver troen indhold. For at fremhæve denne linje på den korte plads vil de tre værker af og til blive behandlet næsten, som om de var skrevet af den samme forfatter; en reduktionisme, jeg håber læseren vil tilgive mig.