Читать книгу Wittgenstein - Группа авторов - Страница 5

Wittgenstein er ikke kendt som en religiøs tænker, og det er der gode grunde til. Hans biografi er lige så spektakulær, som den efterhånden er alment kendt.¹ Han var født ind i en af de rigeste familier i Wien i 1800-tallets slutning, gik på et tidspunkt i skole med Adolph Hitler og blev uden forudgående filosofisk skoling elev af, og senere udfordrer til, en anden af det 20. århundredes store tænkere, nemlig engelske Bertrand Russell. Da Første verdenskrig brød ud, meldte Wittgenstein sig som frivillig til den østrigske hær, og på trods af militærtjenesten arbejdede han videre på sine filosofiske ideer – også da han i 1918 blev sat i italiensk krigsfangenskab. Dette arbejde resulterede i hans første filosofiske hovedværk Tractatus logico-philosophicus (Logisch-philosophische Abhandlung 1921; dansk oversættelse 1963); det eneste værk, han selv færdiggjorde, og som blev udgivet i hans levetid.

Ved første øjekast er Tractatus ikke noget religionsfilosofisk værk. Det er i stedet et værk, som forsøger at løse filosofiens problemer gennem en sprogkritisk metode, der skal vise grænserne for, hvad vi meningsfuldt kan udtrykke os om, og dermed hvad vi meningsfuldt kan tænke. Det vil sige, at dets omdrejningspunkt er sproget og dets virkemåde, herunder logikkens status. Værket har da også primært haft indflydelse i kraft af dets logiske og sprogteoretiske overvejelser. Således (mis)brugte de logiske positivister Tractatus som grundlag for en sprogteori, der skulle vise, hvordan overvejelser om filosofi, værdi og religion er udelukkede fra den meningsfulde del af sproget. De ville dermed give et argument for, at det kun er naturvidenskabernes arbejdsområder, der reelt kan have betydning for os. Dette var imidlertid ikke Wittgensteins opfattelse.

Det religiøse optræder skam i Tractatus. I en af de allersidste sektioner skriver Wittgenstein således: »Hvorledes verden er, er fuldstændig ligegyldigt for det højere væsen. Gud åbenbarer sig ikke i verden« (TLP 6.432). Det er åbenlyst, at Wittgenstein ikke mener, at overvejelser om Gud og religiøsitet ligner naturvidenskabelige overvejelser. Men det betyder ikke nødvendigvis, at han anser dem for at være værdiløse, de er bare en helt anden type. Ydermere lægger Wittgenstein stor vægt på sådanne overvejelser; han mener blot ikke, at de hører til i et teoretisk værk som Tractatus. Dette synspunkt afspejles i et brev til en potentiel udgiver af værket, hvor Wittgenstein hævder, at han i et udkast til Tractatus havde overvejet at skrive, at »mit værk består af to dele: af den del, som foreligger her, og af alt det, som jeg ikke har skrevet. Og netop denne anden del er den vigtigste« (BLF, 35; forfatterens oversættelse). At den tidlige Wittgenstein altså hverken vil afvise eller prøve at eliminere det religiøse, er efterhånden også alment anerkendt. Til gengæld er det stadig omdiskuteret, hvori hans alternative forståelse af det religiøse består, hvilket er omdrejningspunktet for en række af denne antologis artikler.

Med udgivelsen af Tractatus anser Wittgenstein sit filosofiske arbejde for færdiggjort. Ja, ikke bare sit eget, men hele det filosofiske arbejde, og han forlader derfor filosofien for at få sig et »ordentligt« arbejde, først som skolelærer, senere som gartner og arkitekt. Han falder dog ikke rigtig til ro og drages langsomt tilbage til filosofien, således at han efter 1929 tilbringer størsteparten af sin tid som fagfilosof i Cambridge. I alle disse år nedskriver han løbende sine filosofiske overvejelser, og han samler også selv nogle af sine skrifter til næsten færdige værker som f.eks. ‘The Big Typescript’ (2000b) og Filosofiske undersøgelser (Philosophische Untersuchungen 1953; dansk oversættelse 1971). Ingen af disse værker udgives imidlertid i Wittgensteins levetid.

I denne senere periode af sin tænkning fastholder Wittgenstein sit sprogfilosofiske udgangspunkt og sin kritiske behandling af traditionel filosofisk tænkning, men Tractatus’ stramme form omformes radikalt til en dialogisk, metaforfyldt skrivestil, ligesom den tidlige Wittgensteins noget ensidige syn på sproget eksploderer i den sene filosofis utallige påvisninger af de mange forskellige former, vores sprog tager; dets mange sprogspil. Central for udviklingen af denne nuancerede sprogopfattelse er den sene Wittgensteins kritiske betoning af sprogets afhængighed af sammenhængen med vores levemåde – eller livsform, som det kommer til at hedde. Heller ikke Wittgensteins andet hovedværk Filosofiske undersøgelser behandler i nogen udpræget grad religiøse temaer, selvom de strejfes i enkeltstående bemærkninger. Kernen i værket er i stedet overvejelser over sprogets mulighed og grundlag, over dets afhængighed og uafhængighed af regler og over en række bevidsthedsfilosofiske emner. Det er derfor nærliggende at se Wittgensteins livsværk som én lang, sammenhængende undersøgelse af en række centrale sprogfilosofiske spørgsmål, der undersøges med en stadig højere grad af nuancering og ud fra en stadig større forståelse for sprogets – og vores tilværelses – uendeligt store kompleksitet.