Читать книгу Wittgenstein - Группа авторов - Страница 11

Men Wittgenstein taler ikke bare om religion, han taler også – især i dagbøgerne og andre private papirer – religiøst eller i religiøse vendinger. Det er uoverhørligt i de dagbøger, som han skrev under Første verdenskrig, hvor dødskonfrontationen og i det hele taget grænseerfaringer åbnede en religiøs åre i hans liv: »Nu ville muligheden være mig givet til at være et anstændigt menneske, fordi jeg står foran døden, øje i øje« (GTb, 21).¹

En række problemer krydser hinanden i disse dagbøger: Et af dem er Wittgensteins bestræbelse på at finde en sammenhæng mellem de matematisk-sprogfilosofiske ideer i udkastet til Tractatus, som han havde arbejdet på siden opholdet i Norge kort før Første verdenskrig, og de religiøst-eksistentielle overvejelser, der nu tvinger sig på. Det var ham yderst magtpåliggende at forbinde de to områder – måske fordi hans liv skulle hænge sammen. Løsningen – om man vil – blev lokaliseret til det uudsigelige. Her var der noget, de to områder var fælles om at vise hen til.

Han skriver i Geheime Tagebücher 6. juli 1916: »Har tænkt meget over alt muligt, men kan mærkværdigvis ikke skabe forbindelsen til mine matematiske tankegange.« (GTb, 68) Dagen efter lyder det: »Men forbindelsen vil blive skabt! Hvad der ikke lader sig sige, lader sig ikke sige!« (GTb, 69)

En anden problemkreds er rent eksistentiel: Hvordan bevarer Wittgenstein sig selv som et anstændigt menneske midt i det ragnarok, som verden er blevet til? Altså: hvordan bevarer han sig som del af verden, men uafhængig af den, samtidig med at en kolossal pligtfølelse tynger ham?

Endelig er der som en tredje ingrediens direkte og forbeholdsløs fremsættelse af religiøse bønner, hvor der for fuld kraft tales til Gud:

Sover i dag i infanteriilden, går sandsynligvis til grunde. Gud være med mig! I evighed amen. Jeg er et svagt menneske, men indtil nu har han bevaret mig. Gud være lovet i evighed, amen. Jeg overgiver min sjæl til Herren. (GTb, 67)

Man kan selvfølgelig diskutere, om Wittgenstein her uden forbehold udtrykker en tro. Men det er vanskeligt at forstå en så intensiv bøn, dersom personen, der fremsætter den, antages ikke at tro. Der er i hvert fald næppe tale om spil for galleriet. Og skønt Churchill sikkert har ret i udtalelsen om, at i skyttegrave findes ingen ateister, stak sagen for Wittgenstein dybere. Der var ikke kun tale om, at en momentan angst udløste religiøse forhåbninger.

Men hvad kan der i øvrigt så siges om denne tro? Det lyder i en optegnelse fra juli 1916, hvor vi atter har denne blanding af en tale om religion og religiøs tale:

At tro på en Gud betyder at forstå spørgsmålet om livets mening.

At tro på en Gud betyder se, at det endnu ikke er gjort med verdens kendsgerninger.

At tro på Gud betyder se, at livet har en mening. (Tb, 168)

At tro betyder at tro på, at der er en Gud, der giver livet og verden mening. Det kan verden eller livet åbenbart ikke gøre af sig selv eller ud fra sig selv. Her trækker Wittgenstein på en lang og dyb tradition i tænkningens historie, nemlig den, der hævder, at det mundane og det menneskelige ud fra sig selv aldrig kan konstituere noget absolut, endsige i og for sig selv være noget absolut. Det grundlægges hos præ-sokratikerne, udtales eksplicit hos Platon, opretholdes, da kristendommen glider ind i metafysikken, og blev for første gang anfægtet i oplysningstænkningen – ikke så meget ved, at det blev hævdet, at det mundane eller det menneskelige kunne være grundlag for noget absolut, som ved, at hele spørgsmålet om det absolutte gled ud som irrelevant eller metafysisk nonsens.

Den anden sætning i det citerede er formentlig en direkte kommentar til åbningen af Tractatus, hvor det hedder: »Verden er alt, der er tilfældet« (TLP, 1). Stedet i dagbøgerne vil så sige: Alt, der er tilfældet, er ikke alt. Ud over, at Gud er den, der giver verden og livet mening, er Gud også den, der opretholder Wittgensteins liv (»er hat mich bis nun erhalten«).

En entydig bestemmelse af Wittgensteins religiøsitet i dagbøgerne og siden er vanskelig at give, al den stund der blot foreligger fragmenter af tanker. Dog er det hinsides tvivl, at det religiøse optog ham, både fagligt som filosof og eksistentielt som menneske.

Det er forholdsvis let at give en afgrænsning af det eksistentielt religiøse rum, som optog Wittgenstein. For det første er den religiøsitet, der optager ham personligt, den kristne religion i protestantisk radikalisering. Her er der tale om lidenskab og, som han gang på gang vender tilbage til i Kultur og værdi, ikke visdom:

Visdommen er noget koldt, og for så vidt dumt. (Troen derimod en lidenskab.) Man kunne også sige: visdommen skjuler blot livet for dig. (Visdommen er som en kold, grå aske, der skjuler gløden.) (KV, 68)

Typisk for de temaer, som Wittgenstein er optaget af – prædestination, dommedag, genopstandelse og treenighed – er, at de så at sige er hinsides fornuft, at de ikke kan tæmmes eller forstås via visdom eller klogskab.

For det andet er det klart, at Wittgenstein er konfessionsløs og frem for alt afviser religion som institution. Han kan ikke lide Paulus:

Kilden, der flyder fredsommeligt og gennemsigtigt i evangelierne, synes at fråde i Paulus’ breve. Eller, sådan forekommer det mig. Måske er det netop kun min egen urenhed, der får mig til at indlæse formørkelsen; for hvorfor skulle denne urenhed ikke kunne forurene klarheden? Men for mig er det, som om jeg her så en menneskelig lidenskab, ligesom stolthed og vrede, der ikke rimer med evangeliernes ydmyghed. Som var der alligevel her en betoning af hans egen person, og til og med som religiøs akt, noget der er evangeliet fremmed. Jeg vil gerne spørge – og gid det ikke er blasfemi –: ‘Hvad ville Kristus vel have sagt til Paulus?’ Med rette kunne man imidlertid svare: Hvad angår det dig? Sørg du bare for, at du bliver mere retskaffen! Som du er, kan du slet ikke forstå, hvad der måtte være sandheden her.

I evangelierne – forekommer det mig – er alt mere ligefremt, mere ydmygt, enklere. Der er der rønner; hos Paulus en kirke. Der er alle mennesker lige og Gud selv et menneske; hos Paulus findes der allerede sådan noget som et hierarki; rang og embeder. – Noget i den retning siger min lugtesans mig. (KV, 43)

For det tredje er religiøs tro for Wittgenstein karakteriseret ved vished:

Hvad får mig til at være tilbøjelig til at tro på Kristus’ genopstandelse? Det er som om jeg leger med tanken. – Er han ikke genopstanden, så er han rådnet op i graven, som hvert andet menneske. Han er død og rådnet op. Så er han en lærer som enhver anden, og kan ikke længere hjælpe; og vi er atter forældreløse og alene. Og må nøjes med visdommen og spekulationen. Vi er i en art helvede, hvor vi blot kan drømme – udelukket – som gennem et dæksel – fra himlen. Men hvis jeg virkelig skal frelses, – så skal jeg have vished – ikke visdom, drømme, spekulation – og denne vished er troen. Og troen er tro på det, mit hjerte, min sjæl trænger til, ikke min spekulerende forstand. (KV, 46)

Men tro vil også for Wittgenstein sige, »…at underkaste sig en autoritet. Har man underkastet sig den, så kan man ikke, uden at sætte sig op imod den, atter drage den i tvivl og så igen finde den troværdig« (KV, 57).

For Wittgenstein betød tro at have tillid til Gud og at opgive sig selv – helt og fuldt. Og her er det, at ambivalensen kommer ind, for på den ene side er hans forestilling om tro absolut, på den anden side er hans selverkendelse sådan, at han ved, at han ikke vil kunne leve op til disse krav. Som han meget præcist siger det i 1946: »Jeg kan ikke knæle for at bede, det er som om mine knæ er for stive. Jeg er bange for opløsningen (min opløsning), hvis jeg blev blød« (KV, 67).

I en anden optegnelse fra 1948, som ganske vist ikke handler om religion, men om tradition, kan man udskifte ordet tradition med religion og formenligt få et fingerpeg om hans religiøsitet:

Tradition er ikke noget, man kan lære. Den er ikke en tråd, man kan tage op efter forgodtbefindende; lige så lidt som det er muligt selv at udvælge sine aner.

Den, der ikke har nogen tradition og gerne ville have en, han er som en ulykkeligt forelsket. (KV, 87)

Jeg har givet denne artikel titlen: »Religiøsitet uden religion« idet jeg mener, at udtrykket rammer sagen hos Wittgenstein. For det er åbenlyst, at han var optaget af det religiøse – både det religiøse sprogspils egenart som filosof og det religiøse som person. Men lige så sikkert forekommer det mig, at man ikke kan sige, han havde nogen religion. Jeg har en fornemmelse af, at dette spændingsforhold har været med til at give hans tænkning den dybde, den så iøjnefaldende rummer.

1 Alle citaterne fra Geheime Tagebücher i denne artikel er oversat af Claus Festersen. Den sidste frase ‘øje i øje’ er en reference til Bibelen, Jeremias bog 32.