Читать книгу Wittgenstein - Группа авторов - Страница 4

Religion synes i disse år at stå i et underligt dilemma i Danmark. På den ene side bliver vi mere og mere kritiske over for religiøse dogmer af enhver art, og vi udviser en stadig voksende mistillid over for mennesker, som åbent erkender at have et tilhørsforhold til etablerede religioner – måske fordi vi ser et sådant tilhørsforhold som en potentiel fare for fundamentalisme. Den generelle accept af en sådan kritisk indstilling til religiøse institutioner synes også at være grunden til, at landets folkekirke har set sig nødsaget til at finde plads til i hvert fald én præst, der eksplicit afviser at tro på en af sin egen kirkes helt grundlæggende læresætninger.

På den anden side oplever religiøsiteten en renæssance, hvor stadig flere mennesker finder behov for at søge mening og vejledning i religiøse kontekster, såvel traditionelle som alternative. På trods af en mistillid til etablerede religioner søger mange alligevel inspiration i religiøse erfaringer og -fællesskaber i håbet om, at det kan hjælpe dem med at etablere et fast udgangspunkt for eller en mening i deres tilværelse. Denne søgen viser sig såvel i opblomstringen af alskens såkaldt alternative praksisser, som healing og numerologi, som i den stadig stigende interesse for østens religioner. Også kristendommen er et mål for denne stigende interesse for tilværelsens religiøse dimension; f.eks. registreres der stadig flere etablerede kristne alternativer til folkekirken, ligesom stadig flere bruger de mere »eksotiske« indslag i folkekirken, som de nyopståede åbne natkirker eller det voksende antal kurser i kristen spiritualitet.

Men et sted, hvor den voksende interesse for det religiøse ikke synes at have nogen effekt, er i tilslutningen til det, der ofte opfattes som folkekirkens kerne, nemlig den traditionelle kirkegang, den fælles bøn og i tilslutningen til kirken som en aktiv del af menneskers hverdag. Nutidens søgen efter det religiøse er altså ikke nødvendigvis en søgen efter en etableret religion. For så vidt som man i dag vender sig mod eksisterende religiøse praksisser i jagten på en mening med livet, bliver de enkelte praksisser ofte plukket ud af kontekst, de bliver tilpasset og individualiseret efter den enkelte religiøse »brugers« behov. Man kan dermed måske ligefrem tale om, at mange i dag forsøger at udvikle en religiøsitet, som er løsrevet fra de etablerede religioner.

Hos filosoffen Ludwig Wittgenstein (1889-1951) finder man overvejelser over udgangspunktet for en sådan »løsrevet« religiøsitet og over spørgsmålet om, hvordan man overhovedet kan leve religiøst, når man ikke ser sig i stand til at indgå i traditionelle kirkelige fællesskaber. Således bemærkede Wittgenstein til en af sine venner, at han ikke var nogen religiøs mand, men at han ikke kunne lade være med at se alting fra »et religiøst synspunkt« (Drury 1984, 79). Wittgenstein var dybt optaget af religiøse tænkere og af de grunde, som fik mennesker til at vende sig mod religionen, samtidig med, at han aldrig var aktivt medlem af nogen kirke eller udviste nogen synderlig interesse for den etablerede religion i sin samtid. I stedet kæmpede han livet igennem med overvejelser over forholdet til Gud, menneskets behov for nåde og specielt spørgsmålet om, hvordan man giver sådanne overvejelser den rigtige plads i sit liv; hvordan man tager dem alvorligt. I denne forstand ligner Wittgensteins tilgang til det religiøse den, man finder hos Søren Kierkegaard.

I en hvis forstand kan man sige, at det religiøse for Wittgenstein – som for mange i dag – var et personligt projekt, idet han gennem det religiøse søgte at finde en referenceramme, som kunne etablere mening i hans liv. Men dette indebærer ikke, at hans projekt er egoistisk. I stedet udspringer det af en for ham nødvendig forståelse af, at en »tilværelsens mening« kun kan etableres ved, at man ændrer sit liv, og at denne ændring altid udelukkende kan komme fra individet selv (KV, 65; 1946).

Wittgensteins ambivalens over for forholdet mellem religiøsitet og etableret religion tilbyder os med andre ord muligheden for at følge en indsigtsfuld tænkers forsøg på at forene en afstandstagen fra etablerede religioner med en søgen efter at finde plads til det religiøse i sit eget liv. På denne måde taler Wittgensteins overvejelser direkte til det nutidige, religiøst søgende menneske.