Читать книгу Wittgenstein - Группа авторов - Страница 9

På kontinentet var der omkring århundredeskiftet og et godt stykke ind i det tyvende århundrede to store kulturstrømninger, som dominerede uden dog at være enerådende. Der var den socialistiske, arbejderbevægelsesbårne strømning, der var i klar vækst, og som var optimistisk og fremtidsorienteret. Den havde nu kulturelt fået fodfæste og var ikke længere marginal. Her blev der opbygget – eller forsøgt opbygget – en kultur, der havde fremskridt, retfærdighed og solidaritet som afgørende pejlingsinstanser. Den havde generelt tillid til videnskaberne og mistillid over for religion, metafysik og tradition. I selvforståelsen var det en kultur, der skulle erstatte den gamle og udbrændte borgerlige kultur, der aldrig havde haft solidaritet som et pejlingsmærke, og som nu var begyndt at tvivle på fremskridtet som andet end naivt nonsens, samtidig med at retfærdighed var degenereret til et indslag ved skåltaler.

Den borgerlige højkulturs selvforståelse svarede ganske vist ikke helt til billedet af den i den socialistiske lejr, men på en række punkter var der dog massive tegn på, at noget rigtigt var ramt. Således var pessimisme, undergangsstemning, forfald og mistrøstighed stemninger, der var udbredte. Meningstab og sprogtab var nogle af de centrale erfaringsformer. Det var, som om den borgerlige kultur selv udtrykte, at den var kommet til vejs ende. På titelniveau spejles denne depressive udvejsløshed i en række værker, f.eks. gennem Spenglers Vesterlandets undergang, Musils Manden uden egenskaber og Zweigs Verden af i går.

Inden for den borgerlige kultur var der to iøjnefaldende reaktionsformer imod disse forfalds- eller opbrugthedserfaringer og -stemninger. Den ene kom til udtryk i form af en tilflugt til kunsten, hvor kunsten fik tillagt status af at være religionserstatning i betydningen at være meningsgivende – den eneste meningsgivende instans. Hele Wagner-kulten kan stå som sindbillede på fænomenet. Mens andre traditionelle meningsgivende instanser, som religion, moral og tradition, var udtørrede og udtømte, stod kunsten tilbage som et refugialt meningsgivende område, reservoir eller ressource. Det var den ene borgerligt interne reaktionsform.

Den anden var karakteristisk ved et forsøg på religiøs revitalisering. Her gik bestræbelsen ud på igen at give kulturen mening og kraft – eller bare at skabe et fristed for personlig overlevelse – via en intensiveret religiøs genfornyelse. Bestræbelsen var ikke entydig og slet ikke i forhold til de religiøse kilder eller inspirationsbaser, der var i spil. Der var en spændvidde fra optagethed af morgenlandets religiøsitet og mystik, som vi ser det hos Schopenhauer og andre, til radikaliseret kristendom, som det kommer til udtryk hos Kierkegaard, Dostojevskij og Tolstoj. Og som vi ser det i den store interessebølge for disse sidste tres tanker et stykke inde i starten af det tyvende århundrede. De fleste af Wittgensteins overvejelser over etik og religion er i familie med og vel sikkert også næret af denne radikaliserede kristne impuls, om end der også indgår Schopenhauer-inspiration: Ikke så meget Schopenhauers flirten med østlig mystik, som hans egen filosofi.

Kort sagt: Wittgenstein delte opfattelsen af, at den borgerlige kultur var udbrændt, hvad han både konstaterede og til tider beklagede. I et udkast til et forord til, hvad der efter hans død blev udgivet som Philosophische Bemerkungen, skriver han i 1930:

Denne bog er skrevet for den, der er venligt stemt den ånd, den er skrevet i. Jeg tror, at denne ånd er en anden end den, der præger den europæiske og amerikanske civilisations store strøm. Forfatteren står fremmed over for og finder denne civilisations ånd – hvis udtryk er vor tids industri, arkitektur, musik, fascisme og socialisme – usympatisk. (KV, 20).

Nitten år efter lyder det i en optegnelse:

Min egen tænkning over kunst og værdier er langt mere desillusioneret, end det ville have været muligt for mennesker for 100 år siden. Og alligevel betyder det ikke, at den af den grund er mere rigtig. Det betyder blot, at der i forgrunden af min ånd er former for undergang, der ikke var i forgrunden hos disse. (KV, 90).

Hvor denne kultur fortsatte som rent søvngængeri, fandt Wittgenstein den kunstig, inautentisk og hyklerisk. Men han var også på det personlige plan – aldrig programmatisk – tiltrukket af tanken om, at en radikaliseret kristendom kunne betyde en art genfornyelse, for hans vedkommende som nævnt ikke i bred kulturel- og samfundsmæssig forstand, men derimod som et eksistentielt ståsted.

Tids- og generationstypisk for denne reaktionstendens inden for den borgerlige selvoppositionskultur var således hans optagethed at Kierkegaard, Dostojevskij og Tolstoj, men også hans læsning af Bibelen, især Det Nye Testamente, og Augustins Bekendelser. Wittgenstein går ikke ind i diskussionen mellem katolicisme og protestantisme, men det forekommer mig klart, at hele hans optagethed af kristendommen er farvet af protestantismens tilgang. (I parentes bemærket: noget lignende finder vi hos Heidegger). I modsætning til, hvad der også var generationstypisk og til dels endda inden for religionsfornyerne, sporer man hos Wittgenstein ingen interesse for Nietzsche. (Og det er i hvert fald en iøjnefaldende forskel til Heidegger).