Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 24

1. Efter hans død blev Knud, med de øvrige brødres samtykke, kaldt hjem for at overtage magten. I sit eksil havde han taget fat på den krig mod de østlige folk som han allerede havde påbegyndt i sin ungdom, og nu hvor han var kommet på tronen, genoptog han den med fuld styrke – mere for at udbrede kristendommen end for at tilfredsstille sin egen grådighed, og fordi han sammen med sin forbedrede position også ville forøge sin berømmelse. Og han holdt da heller ikke inde med sit forehavende før han i bund og grund havde udslettet såvel kurernes som sembernes og esternes land.⁴

2. Da han havde gjort det af med sine fjender, begyndte han at se sig om efter en kone, og eftersom alle de mulige partier i nabolandene i hans øjne var for uanselige og under hans værdighed, giftede han sig med en datter af grev Robert af Flandern ved navn Edel. Med hende fik han sønnen Karl.

3. Da han så hvordan stormændene med deres overlegne holdning havde sløvet og udvandet den gamle lovgivning, udfoldede han alle sine evner i et forsøg på at genoprette tidligere generationers justits: han udstedte særdeles strenge forholdsregler for at højne lovlydigheden, og bragte det mishandlede og vaklende retssystem på fode igen. Hverken slægtskab eller nære forbindelser kunne blødgøre ham og hindre ham i at handle efter loven, hverken venner eller familie lod han gå fri for straf når de havde handlet forkert. Han tog på alle punkter hånd om fortidens skik og brug, strammede rettens slappe tøjler med et håndfast tag og fulgte til punkt og prikke sporet fra sin strenge far – og det med en iver der skaffede ham nogle voldsomt forurettede stormænd på halsen.

4. De kirkelige handlinger gav han værdigheden tilbage, ligesom han nådigt holdt mænd i gejstlige stillinger med kost. Og da han så at folket i sin sløvhed og uvidenhed ikke havde nær så stor respekt for bisperne som de burde, sørgede han for at personer der besad så høj en titel, ikke skulle høre til blandt den almindelige befolkning: i stedet udstedte han en yderst forstandig bestemmelse der indplacerede dem sammen med de ledende mænd og gav dem den højeste rang blandt stormændene, på niveau med jarler. På den måde gav han dem en værdighed der svarede til deres indflydelse. Han ville nemlig sikre at så vægtigt et embede ikke nød mindre respekt end det fortjente, og at de der befandt sig på den højeste tinde i den kristne kirke, ikke skulle synke for dybt i almindeligt omdømme.

5. Og det var ikke kun biskopperne han gav større værdighed, også de menige præster var han meget opsat på at fremhæve. For at styrke deres anseelse flyttede han nemlig retten til at afgøre stridigheder mellem skriftlærde fra de almindelige domstole til gejstligheden selv. Samtidig gav han dem ret til at idømme dem der havde overtrådt kirkens bestemmelser, pengebøder hvis de ikke kunne bevise deres uskyld, ligesom han i det hele taget overlod dem domsmyndigheden ved alle forbrydelser mod kirken, fjernede alle den slags sager fra folkets domstole og i stedet henviste dem til en gejstlig afgørelse – for at undgå at personer af forskellig rang fik ens vilkår. Derfor gav han deres værdighed yderligere vægt, og han satte sig for at man skulle se mere op til dem end til verdslige stormænd. Og følgen blev at der i Danmark ikke er andre end kongen, biskopperne og den der regnes for den sandsynligste tronfølger, der kan trække nogen af dem for retten i en verdslig sag.

6. Knud forsøgte også at vænne befolkningen, som endnu ikke havde stor erfaring i kirkelige sager, til at betale tiende. Men han fik ikke noget ud af sine overtalelsesforsøg, for kristendommen var stadig i sin vorden og ikke moden nok til den slags.

[…]