Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 37
Oversigt over teksterne
Оглавление| Tekst 1 | Brev fra kong Magnus til Visby, Stockholm 1. maj 1361 |
| Tekst 2 | Brev udstedt af kong Magnus, Stockholm 3. juli 1361 |
| Tekst 3 | Brev udstedt af kong Valdemar, 29. juli 1361 |
| Tekst 4 | Uddrag af brev udstedt af kong Magnus, Stockholm 15. august 1361 |
| Tekst 5 | Uddrag af traktat mellem kong Magnus, kong Håkon og Hansestæderne, 8. september 1361 |
| Tekst 6 | Uddrag af brev udstedt af kong Magnus og kong Håkon, Söderköping 28. september 1362 |
| Tekst 7 | Uddrag af brev fra rådet i Visby til Hansestæderne, 15. december 1362 |
| Tekst 8 | Uddrag af reces af hansedagen i Nykøbing, 7. maj 1363 |
| Tekst 9 | Uddrag af reces af hansedagen i Greifswald, 19. november 1363 |
| Tekst 10 | Uddrag af reces af hansedagen i Stralsund, 6. januar 1364 |
| Tekst 11 | Uddrag af reces af hansedagen i Lübeck, 25. maj 1364 |
| Tekst 12 | Traktat mellem kong Albrecht af Sverige og grev Henrik af Holsten, Jönköping 26. juli 1364 |
| Tekst 13 | Uddrag af traktat mellem kong Valdemar af Danmark og hertug Albrecht af Mecklenburg og dennes sønner, Ålholm Slot (Lolland) 28. juli 1366 |
| Tekst 14 | Traktat mellem kong Albrecht af Sverige, hans fader og brødre og greverne af Holsten, 25. januar 1368 |
| Tekst 15 | Uddrag af traktat mellem hertug Albrecht af Mecklenburg og hans sønner og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar, 20. februar 1368 |
| Tekst 16 | Brev fra Hansestæderne til Visby, 29. september 1368 |
| Tekst 17 | Uddrag af reces af hansedagen i Lübeck, 1. maj 1373 |
| Tekst 18 | Uddrag af brev fra de preussiske hansestæder til de vendiske hansestæder, 12. juni 1373 |
| Tekst 19 | Uddrag af reces af hansedagen i Stralsund, 24. juni 1376 |
| Tekst 20 | Brev udstedt af borgmestre og råd i Visby, 15. august 1376 |
| Tekst 21 | Uddrag af klageskrift fra 1423 |
| Tekst 22 | Indskrift på mindekorset uden for Visbys bymur |
| Tekst 23 | Uddrag af Libellus de Magno Erici Rege (klageskriftet mod kong Magnus) |
| Tekst 24 | Uddrag af Den Svenske Rimkrønike |
| Tekst 25 | Uddrag af Detmars lybske Krønike |
| Tekst 26 | Uddrag af Yngre Sjællandske Krønike |
| Tekst 27 | Uddrag af Chronica Visbycensis (Visbykrøniken) |
| Tekst 28 | Årbogsnotits i Codex Holmiensis B 99 |
| Tekst 29 | Uddrag af Årbog 31-1463 |
| Tekst 30 | Uddrag af Årbog 266-1430 |
| Tekst 31 | Uddrag af Årbog 826-1415 |
| Tekst 32 | Uddrag af Olaus Petri: Een swensk Cröneka |
| Tekst 33 | Uddrag af Arild Huitfeldt: Danmarckis Rigis Krønnicke, Chronologiae II (København 1601) |
| Tekst 34 | Uddrag af Hans Nielssøn Strelow: Cronica Guthilandiorum. Den Guthilandske Cronica (København 1633) |
Brev fra kong Magnus til Visby, Stockholm 1. maj 1361. Bevaret i tryk på latin hos Strelow: Chronica Guthilandiorum (1633) (se tekst 34). Gengivet efter oversættelsen i Danmarks Riges Breve (herefter: DRB), 3. række VI, nr. 40, s. 32
Magnus, af Guds nåde Sveriges, Norges og Skånes konge,1 til de gode mænd, borgmestre, rådmænd og hele staden Visby, hilsen med Gud og vor nåde.
I ved, at det tidligere er kommet til vort kendskab, at nogle af vore fjender sammensværger sig til vor og rigets skade og fordærv og pønser på i hemmelighed, med våbenmagt og en stærk hær at angribe Eders område, såsom dem nærmest, medmindre I ikke sikrer Eders stad, dens mure og havne ved fyldestgørende og omhyggeligt vagthold og træffer nødvendige foranstaltninger, såvel hvad nattevagt som hvad anden vagttjeneste angår. Derfor formaner vi Eder alle og pålægger og befaler Eder med denne formaning, at I dag og nat omhyggeligt og med flid giver agt på alle de steder, hvorfra I kan vente, at faren kan komme, så at I eller riget takket være Eders påpasselighed på ingen måde kommer i fortræd som følge af skødesløshed, en fortræd, som jo mindre må befrygtes, når I blot vogter Eders stad og havne ved passende sikkerhedsforanstaltninger. I skal ikke undlade at gøre noget af dette, såfremt rigets gode tilstand og vor ære er Eder kær. Givet i Stockholm i det Herrens år 1361 lørdagen før Kristi Himmelfartsdag [= 1. maj 1361].
Brev udstedt af kong Magnus, Stockholm 3. juli 1361. Original på latin i Riksarkivet, Stockholm. Gengivet efter oversættelsen i Christian Tortzen: Gotland 1361 (København: Gyldendal, 1961) (herefter: Tortzen), s.64
Vi Magnus, af Guds nåde konge af Sverige, Norge og Skåne, gør vitterligt for alle, at vi frigør og ligeså fritager alle undergivne, der hører til nonnerne ved Sankt Klara kloster i Stockholm, for den nu udbudte leding.2 Under tabet af vor nåde forbyder vi strengt, at nogen af vore fogeder eller embedsmænd eller nogensomhelst anden, af hvad stand eller stilling han end er, på nogensomhelst måde vover at hindre de fornævnte undergivne i denne nåde imod ordlyden af nærværende brev, så sandt som han vil undgå vor hævn. Givet i Stockholm i det Herrens år 1361 lørdagen inden ottendedagen efter apostlene Peters og Paulus’ dag [= 3. juli 1361].
Brev udstedt af kong Valdemar, 29. juli 1361. Bevaret i vidimeret3 afskrift af 5. november 1425 på plattysk i Rigsarkivet, København. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VI, nr.69, s. 47f
Vi Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, og Kristoffer, vor søn, af samme nåde hertug af Lolland,4 erkender og bevidner offentligt med dette brev, at vi stadfæster alle de rettigheder og friheder for de vise og hæderlige mænd, borgmestre, rådmænd og hele borgerskabet i vor stad Visby, vore kære og tro folk, som de har haft fra gammel tid. Endvidere tilstår vi dem den særlige nåde, at de skal have en sådan frihed på forstranden i vort rige Danmark som vore andre stæder5 har, der ligger i samme rige. Ligeledes skal de og deres folk trygt bruge deres gods i vort rige, og vi stadfæster dem deres mønt, som de har haft fra gammel tid. Til vidnesbyrd om disse aftaler: de der var tilstede herved, det er den højbårne fyrste hertug Erik af Sachsen, herr Klaus Limbeck, herr Henning Podebusk, og herr Valdemar Sappi, riddere.6 Til vidnesbyrd om alle disse forskrevne punkter, som vi stadig og fast skal overholde, har vi fornævnte Valdemar, konge af Danmark, og Kristoffer, hertug af Lolland, hængt vore segl under dette brev, der er givet og skrevet i det Herrens år 1361 på den hellige konge Sankt Olavs dag [= 29. juli].
Uddrag af brev udstedt af kong Magnus, Stockholm 15. august 1361. Original på latin i Riksarkivet, Stockholm. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VI, nr.75, s.52f
Kong Magnus bevidner med et åbent brev, at han på grund af rigets nød har lånt penge
[…] for at vi på hensigtsmæssig måde og mandig vis kan stække vor nabos, den herre kong Valdemar af Danmarks magt, han, som efter hemmeligt at have samlet en talrig hær, os og vore undersåtter uafvidende, nu på grusom måde har angrebet vore lande Gotland og Øland med brand, drab og rov, og for at vi med styrker, samlede i Guds navn, kan afværge de endnu alvorligere overgreb, hvormed han truer os og riget. […]
Uddrag af traktat mellem kong Magnus, kong Håkon og Hansestæderne, 8. september 1361. Original på plattysk i Staatsarchiv, Lübeck. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VI, nr. 80, s.55ff
Vi Magnus og Håkon hans søn,7 af Guds nåde konger af Sverige og Norge, erkender og bevidner med dette brev, at vi har sluttet forbund, indgået forpligtelser og forenet os med stæderne, nemlig Lübeck, Hamburg, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswald, Anklam, Stettin, Kolberg, Bremen og Kiel,8 således at vi skal stille med to tusind riddere og udrustede væbnere, tillige med skibe og hvad der er nødigt og behøves dertil, mod kongen af Danmark og hans hjælpere og drage mod alle dem, der har begået rov eller endnu vil begå rov eller gøre fortræd på søen, nemlig mod Skåne, Gotland og Øland. I den anledning skal vi pantsætte og pantsætter vi med dette brev borgen i Bohus med Marstrand9 til de fornævnte stæder med oppebørsler og afgifter og med dens tilliggender, således som de fra gammel tid ligger dertil, [til dækning] af alle slags omkostninger, det være sig ved udrustning af skibe og bevæbnede folk og i medfør af deres fangenskab, hvis nogen af deres folk bliver taget til fange, som de skal udløse, og også for deres sold eller hvad skade de lider på deres skibe, som de køber eller lejer; de skal være rede til den nu førstkommende søndag i midfaste [= 27. marts 1362]. […] For at alle og enhver af disse foreskrevne artikler uden nogen art af svig, fast og troligt og ubrydeligt skal blive overholdt over for de fornævnte stæder, aflægger vi løfte til dem og sammen med os med samlet hånd som en enhed på deres tro, med hånd og mund, vor biskop, vor greve, vore riddere og væbnere, vore mænd som herefter står skrevet, nemlig biskop Nils af Linköping, herr Eringisle Sunesson, greve af Orkneyøerne, herr Nils Turesson, drost i Sverige, herr Bengt Filipsson, herr Karl Ulfsson, herr Jon Hjärne, herr Peder Bonde, riddere, Bo Jonsson, Anund Hemmingsson, Arvid Gustafsson og Torkil Eringisleson, væbnere.10 Og til yderligere bekendelse og vidnesbyrd er vore segl efter vore rigsråders råd tillige med vor biskops, greves, vore ridderes og mænds segl med vor og deres rette vidende hængt under dette nærværende brev. Givet og skrevet i det Herrens år 1361 på Vor Frues dag, da hun blev født [= 8. september]. […]
Uddrag af brev udstedt af kong Magnus og kong Håkon, Söderköping 28. september 1362. Original på plattysk i Staatsarchiv, Lübeck. Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Svecanum VIII, nr.6676, s. 222f
Vi, Magnus og Håkon vor søn, af Guds nåde konger til Sverige og til Norge, bekender offentligt med dette brev, at vi og vore arvinger med vilje og med råd fra hele vort rige, nemlig fra vore bisper, grever, riddere og væbnere, som er i dette rige og hører dertil, og som med os har givet godkendelse og ja til dette brev, som herefter står skrevet: at vi med god vilje har overladt og overlader, [pant]sat og [pant]sætter de ærværdige mænd, nemlig rådmændene fra stæderne, altså fra Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswald, Anklam, Stettin, Kolberg, Hamburg, Bremen og Kiel med de andre stæder, som hører til denne krigssammenslutning, vort slot Borgholm og det land på Øland, som hed Øland, og som fra gammel tid har ligget dertil og [stadig] ligger, og som hører dertil, med alle kongelige rettigheder, således som de fra gammel tid har ligget til førnævnte borg og [stadig] ligger, og derfra intet undtaget, med al nytte, frugt, frihed og ejendom, som det fra gammel tid har tilhørt os og vore arvinger og riget. Og de skal bruge den mønt, som vi har i vore riger, i deres pant[eområder], altså i fornævnte land. Yderligere, skulle vi forbyde, at man udfører varer fra vore riger, så skal vi ikke hindre dem i at føre nogen slags gods ud af det førnævnte land. Og vi og vore arvinger og vort rige skal ikke sætte sig i besiddelse af det, indtil vi indløser førnævnte borg og land fra dem, og i god mindelighed bringer det fra dem, således som vi skulle have gjort med Bohus eller Varberg, således som vi før har givet dem brev på.11
[…]
Yderligere bekender vi det med dette brev, at alle de breve, som vi har givet og beseglet de førnævnte [hanse]stæder, skal blive ved deres hele, fulde magt, at dette brev skal styrke disse [breve] på alle måder og ikke krænke dem, og at vi under ingen omstændigheder hermed forandrer eller krænker vore breve, men at vi giver dem ét slot for det andet, altså for slottet [Bohus] det førnævnte [Borgholm med Øland].
Til bevidning og yderligere bekræftelse af alle disse forud skrevne bestemmelser og for at fastholde dem uden al list, så har vi kong Magnus og vor forskrevne søn kong Håkon hængt vore segl under dette brev. Over alle disse forud skrevne bestemmelser har været biskop Magnus af Västerås, grev Eringisle Sunesson, herr Gustav Arvidson, herr Nils Turesson, herr Bengt Filipsson, herr Jon Hjärne, herr Peder Bonde, herr Magnus Nilsson, herr Herman van Vitzen, riddere; Anund Hemmingsson, mester Nils Jönsson og Didrik Vereggede, væbnere. Givet og skrevet i det Herrens år 1362, på Sankt Mikkels aften [= 28. september].12
Uddrag af bresv fra rådet i Visby til Hansestæderne, 15. december 1362. Bevaret i samtidig afskrift på plattysk. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VI, nr. 257, s. 178f
I skal vide, kære og elskede venner, at vi har sendt den told, som er oppebåret hos os fra forårstid indtil Sankt Mikkels dag [= 29. september], til borgen på Øland ifølge den overenskomst, der blev sluttet i Söderköping mellem jeres sendebud og vore;13 og tolden fra Stockholm er ikke indgået til os. […] Af den grund beder vi om, at I mager det så, at vi ikke bliver rykket yderligere, og at vore borgere og ligeledes alle andre hæderlige folk, der måtte fortolde deres gods for anden gang i Hamburg, får deres penge igen og at vi bliver holdt skadesløs i overensstemmelse med jeres brev, som I sendte os.14 Fremdeles I herrer, har vi hørt, at det er kommet til en våbenstilstand mellem fællesstæderne, der er i Hansen, og kongen af Danmark, og hvis vi er sikret i den, [beder vi om] at I ville og vil meddele os det. Fremdeles har vi hørt, at der er berammet et møde af fællesstæderne nu til foråret; er der noget derom, [beder vi om] at I meddeler os det. Fremdeles hvis I hører noget, som er skadeligt for vor stad eller vore borgere, [beder vi om] at I ville meddele os det og afværge det, således som vi tiltror Eders hæderlighed det, eftersom vi for et år siden i vor nød udfriede sådant gods, som var hos os fra stæderne, med vort gods.15 Fremdeles hvis nogen herre vil skade os – hvad Gud forbyde – og der da ikke kommer nogen hjælp til os fra jer og fra stæderne, så frygter vi, at der ikke alene let vil ske os yderligere skade men også fællesstæderne, idet vi med Vorherres hjælp vil drage omsorg for os, det bedste vi formår. […] Forbliv med sundhed i Gud. Skrevet den første torsdag efter Lucie [= 15. december 1362].
Uddrag af reces af hansedagen16 i Nykøbing,7. maj 1363. Bevaret i tre ikke enslydende eksemplarer på latin fra Lübeck, Rostock og Stralsund. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VI, nr. 337, s. 226ff
Præambel ifølge Lübecks eksemplar:
I det Herrens år 1363 på søndagen Vocem Iocunditatis [= 7. maj 1363] samledes rådsudsendinge fra søstæderne17 i Nykøbing på Falster; fra Lübeck: Johan Pleskow, Johan Pertzeval og Bernhard Oldenborg; fra Wismar: Johan Dargetzow og Herman Kröpelin; fra Rostock: Arnold Kröpelin og Johan v. Kyritz; fra Stralsund: Bernhard v. Dorpen og Bertram Wulflam; fra Greifswald: Henrik Schuppelenberg og Arnold Lange; fra Stettin: Everhard v. Stade; fra Kiel: Herman Schreye.
[…]
§ 4 mangler i Lübecks eksemplar; ifølge Rostocks eksemplar:
(4) Fremdeles har herr Herman Osenbrugge, rådmand i Lübeck, ført disse forhandlinger med Sveriges og Norges konger, hvilke han udviklede for nævnte stæder, nemlig for det første om den erstatning for tab, som de skulle yde stæderne; for det andet om mageskiftet18 af Gotland og Øland; for det tredie om den bod, som han har forhandlet om mellem Danmarks konge og stæderne, således som han havde skrevet til disse. Og derudover bad samme Sveriges og Norges konger om, at søstæderne Sankt Jakobs dag [= 25. juli] ville overholde dagtingningen19 med dem i Söderköping, hvor de forsikrede at ville give stæderne svar i alle sager.
Samme § ifølge Stralsunds eksemplar:
(4) Fremdeles har herr Herman v. Osenbrugge, rådmand i Lübeck, ført sin forhandling med Sveriges og Norges konger, hvilken omfattede tre artikler, for det første om erstatning for tab; for det andet om mageskiftet af Gotland og Øland; for det tredie om den bod, som han har forhandlet om mellem Danmarks konge og stæderne, således som han havde skrevet til disse. Og derudover bad samme konger om, at søstæderne Sankt Jakobs dag [= 25. juli] ville overholde dagtingningen i Söderköping, hvor de forsikrede at ville give stæderne svar angående alt.
[…]
Uddrag af reces af hansedagen i Greifswald, 19. november 1363. Bevaret i tre eksemplarer på plattysk fra Lübeck, Rostock og Stralsund. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VI, nr. 406, s. 306ff
Fremdeles var rådmændene fra de fornævnte stæder forsamlede i Greifswald i samme år som forud nævnt på den hellige Elisabeths dag [= 19. november], nemlig fra Lübeck: Johan Pertzeval og Jakob Pleskow; fra Rostock: Arnold Kröpelin, Lambert Witte; fra Wismar: Johan Dargetzow og Didrik Mönnik; fra Stettin: Henning Politz og Bertold v. Leppene; fra Anklam: Markvard Sagenitze; fra Stralsund: Herman v. Rode, Lydeke v. Kulpe, Bertram Wulflam og Bernhard v. Dorpen; fra Kolberg: Bertold Pretemin og Johan Borwold; fra Stargard: Henning Petershagen og Henning Rodewold; fra Greifswald: Everhard Rubenow, Henrik v. Lübeck, Nicolaus Westfal, Lambert Warendorp, Henrik Schuppelenberg og Arnold Lange; fra Kiel: Didrik Stralendorp, stadens notar; disse enedes om følgende:
[…]
(4) Fremdeles skal rådmændene i Greifswald på stædernes vegne sende breve til Gotland og til de østlige egne og meddele dem, at våbenstilstanden vil udløbe,20 og at disse atter skal meddele dette videre til købmændene i Sverige og deromkring.
Uddrag af reces af hansedagen i Stralsund, 6. januar 1364. Afskrift på latin i Den Ledreborgske Håndskriftsamling, Det Kongelige Bibliotek, København. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3 række VII, nr.6, s. 3f
I det Herrens år 1364 Helligtrekongersdag [= 6. januar] forsamledes søstædernes rådmænd i Stralsund; fra Lübeck: Johan Pertzeval, Jakob Pleskow og Bernhard Oldenborg; fra Rostock: Arnold Kröpelin, Lambert Witte, Henrik Vrese og Johan v. Kyritz; fra Wismar: Johan Dargetzow, Herman Kröpelin og Johan Gletzow; fra Greifswald: Everhard Rubenow, Henrik v. Lübeck, Henrik Schuppelenberg og Arnold Lange; fra Stettin: Henning Politz og Henning Lowentsnider; fra Stargard: Henning Petershagen og Henning Rodewold; fra Anklam: Markvard Sagenitze og Johan Darsenitze; fra Kiel: Nicolaus Halveploch og Markvard Kule; fra Stralsund: Arnold Goldenstede, Herman v. Rode, Godeke Giese og Ludolf v. Kulpe; fra Kolberg: Bertold Pretemin og Johan Borwold.
[…]
(3) Fremdeles blev de fra Gotland optaget i stædernes sikkerhed[sforbund], når blot de selv drager omsorg for, at levnedsmidler og andre varer ikke sendes til Danmark til kongen og hans mænd til skade for stæderne.
[…]
Uddrag af reces af hansedagen i Lübeck, 25. maj 1364. Afskrift på latin i Den Ledreborgske Håndskriftsamling, Det Kongelige Bibliotek, København. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3 række VII, nr. 104, s.91f
I det Herrens år 1364 25. maj, som var lørdagen i ugen efter Kristi Legemsdag, forsamledes søstædernes rådmænd i Lübeck; fra Rostock: Arnold Kröpelin, Johan v. Kyritz og Gerwin Wilde; fra Stralsund: Herman v. Rode, Bertram Wulflam og Ludolf v. Kulpe; fra Wismar: Johan Dargetzow og Andreas Bukow; fra Greifswald: Henrik Schuppelenberg og Johan Bokholt; fra Stettin: Everhard v. Stade; fra Kolberg: Johan Borwold og Henning Gemelin; fra Stargard: Henning Petershagen og Povl Mallin; fra Kiel: Johan Lange og Johan Visch den yngre; fra Lübeck: Jakob Pleskow, Herman v. Wickede, Bertram Vorrad, Segebod Crispin, Johan Pertzeval og Bernhard Oldenborg.
(1) Først blev der sendt rådmænd fra stæderne, nemlig een fra hver stad, til Hamburg, hvor de, da de var kommet dertil, bad om at få den told igen, som var taget med urette. Hertil svarede de, at de ikke har taget nogen told med urette, men at de har oppebåret tolden i overensstemmelse med den indgåede overenskomst; og senere, da de var blevet underrettet om, at de fra Gotland var medlemmer af den tyske hanse og ikke kongen af Danmarks undersåtter, har de ladet alt gods, som kom fra Gotland, passere uden told, når blot der blev forevist dem et skriftligt vidnesbyrd om, at der var gjort fyldest for tolden af det pågældende gods på Gotland.
[…]
Traktat mellem kong Albrecht af Sverige og grev Henrik af Holsten, Jönköping 26. juli 1364. Original på plattysk i Landesarchiv Gottorp. Oversat efter gengivelsen i O.S. Rydberg: Sveriges Traktater med Främmande Magter, II (Stockholm: P.A. Norstedt, 1883), s. 337f
I Herrens navn, amen. Vi Albrecht, af Guds nåde de svenskes og goters konge bekender og bevidner for hvem som helst i dette brev, at vi og vore arvinger efter råd og tilslutning fra vore rådgivere på grund af den tro tjeneste, som vor kære onkel Henrik, greve af Holsten og Stormarn,21 har ydet i riget Sverige, og på grund af kærlighed og venskab overlader ham og hans rette arvinger i medfør af dette nærværende brev staden Visby med hele landet Gotland, som det ligger indenfor sine grænser, for firetusinde lødige mark sølv som ret pant at besidde med al nytte og brug og at beholde så længe, indtil vi har betalt ham dette førnævnte sølv i én sum på et sikkert sted såsom i Lübeck, i Rostock eller i Wismar, i disse tre byer; og dette førnævnte pant skal frigøres fra os og riget, og vi skal skaffe ham det førnævnte pant at besidde og bruge, med det gode eller med magt i fuld troskab. Og vi Nils af Guds nåde biskop i Linköping, Nils Turesson, Sveriges Riges drost, Karl Ulfsson af Ulfsund og Erik Karlsson, riddere, har til vidnesbyrd om alle disse ting, og at de alle er sket med vore viljer og råd, ladet hænge vore segl ved siden af vor førnævnte herres segl på dette brev, som er givet og skrevet i Jönköping efter Guds fødsel år trettenhundrede og fireogtres på den anden dag efter den hellige apostel Sankt Jakobs dag [= 26. juli].
Uddrag af traktat mellem kong Valdemar af Danmark og hertug Albrecht af Mecklenburg og dennes sønner, Ålholm Slot (Lolland) 28. juli 1366. Original på plattysk i Rigsarkivet, København. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VII, nr. 407, s. 289-94
Vi Albrecht, af Guds nåde konge af Sverige, erklærer offentligt med dette brev, at vi med hele riget Sveriges råd og samtykke har overladt og overlader alle disse lande, der står skrevet herefter, til ret arv og til evigt at bruges, besiddes og forblive hos vor kære broder kong Valdemar af Danmark og hos hans arvinger og hans efterfølgere og hos riget Danmark; og vi overlader og henviser disse lande til ham, der står skrevet herefter, til ret arv og til evigt at forblive som sådan og henviser dem til ham til ret arvehyldning, nemlig følgende lande: hele Gotland med staden Visby og hele landet Värend og hele det land, der hedder Finnveden, og Kind og Mark og det hus, som man kalder Elfsborg, med den halve ø Hisingen og hele det herred, i hvilket huset Elfsborg ligger.22 Men ligger Lödöse i det samme herred, så skal Lödöse dog altid forblive ved riget Sverige og hos os kong Albrecht og hos vore arvinger og efterfølgere. Men hvis vi skulle have Elfsborg i vort værge, eller hvis det tilfalder os eller nogen på vore vegne, så skal vi uden nogen tøven og argelist23 overgive det til kong Valdemar af Danmark eller til den, hvem han vil skal have det, eller til den, hvem riget Danmark vil skal have det, hvis den fornævnte kong Valdemar af Danmark dør. Fremdeles overlader vi de fornævnte slotte og lande, nemlig Gotland med Visby, Värend, Finnveden, Kind og Mark, Elfsborg med herredet, bortset fra Lödöse, hvis det ligger i herredet, og det halve Hisingen, og dertil alle de slotte og alle de lande, som havde hørt til Sverige og som kong Valdemar af Danmark havde i sit værge den nærmest foregående pinse,24 til kongen af Danmark og hans arvinger og hans efterfølgere med al kongelig ret, med mandslen og med kirkelen25 så frit, som nogensinde nogen konge af Sverige har haft det, og vi skal hjemle dem disse lande og frigøre dem for krav fra os, fra vor fader, fra vore brødre og fra alle vore arvinger og fra alle vore undergivne, som bor, sidder eller opholder sig i riget Sverige. Og hvis nogen vil hindre ham deri eller vil hindre hans efterfølgere deri eller vil hindre riget Danmark deri, skal vi fornævnte herrer hjælpe med at afværge det med al vor magt, i god tro og med overholdelse af alle de grænser, som landene er beliggende indenfor, tørre og våde;
[…]
Fremdeles erklærer vi fornævnte Albrecht, Henrik og Magnus, hertuger af Mecklenburg,26 at vi skal ratificere alle disse artikler, der står skrevet foran og herefter, inden førstkommende kyndelmisse [= 2. februar 1367]. Den samme dag skal kong Albrecht komme med os hertug Albrecht og med sine garanter, der står skrevet foran og herefter, til Kalmar, og kong Valdemar skal lægge sig ind på den borg, der er bygget på Bröms;27 og de skal på begge sider komme og lægge sig ind på den måde med begge parters rigsråd. Hvis de kan finde frem til nogle artikler, der kan føre til evig fred mellem kongeriget Danmark og riget Sverige, skal de have bemyndigelse i det anliggende. Dog skal de alligevel under alle omstændigheder ratificere alle de aftaler, der står skrevet foran og herefter. Fremdeles forpligter vi os på vor tro til, at vi ikke skal løslade kong Magnus af Sverige af det fængsel, hvori han sidder fanget, og ud af hvilket han aldrig skal slippe,28 førend han har givet den forskrevne kong Valdemar af Danmark og hans arvinger og efterfølgere og hans rige Danmark sådanne garantier for de samme lande og slotte og for den fred, der står skrevet foran og herefter, så at den fornævnte kong Valdemar og hans arvinger og hans efterfølgere og riget Danmark er sikret derved. Fremdeles lover vi og forpligter os til, at vi ikke skal slutte nogen fred eller våbenstilstand med kong Håkon af Norge – bortset fra den aftale, der lyder på to eller i det højeste på tre år – førend samme kong Håkon har givet den forskrevne kong Valdemar af Danmark og hans arvinger og efterfølgere og hans rige sådanne garantier for de samme slotte og for de samme lande og for den samme fred, som står skrevet foran og herefter, så at den fornævnte kong Valdemar af Danmark og hans arvinger og hans efterfølgere og hans rige Danmark er sikret derved. Sker det også, at kong Håkon ikke over for kong Valdemar af Danmark og riget Danmark opfylder de garantier på den måde, og det da af den grund kommer til krig mellem kong Håkon af Norge og kong Albrecht af Sverige, så skal kong Valdemar af Danmark med al sin magt trofast være kong Albrecht behjælpelig mod kong Håkon og hans rige og mod alt det, han har, og kong Albrecht skal til gengæld være ham trofast behjælpelig med al sin magt, indtil kong Håkon har givet den garanti for slottene og landene og freden, som det står skrevet foran.
[…]
Fremdeles for i evig stadighed at overholde alle disse forskrevne artikler, så lover med os vor kære fader Albrecht og vore kære brødre Henrik og Magnus, hertuger af Mecklenburg, de ærværdige fædre ærkebisper og alle bisper og alle kapitler og abbeder og alle kirkernes formyndere, der er prælater, og hele vort rige Sveriges råd og halvtreds riddere og væbnere, de bedste, der er bosiddende i Sverige, og ti af de bedste købstæder, der er i Sverige. Fremdeles skal vi kong Albrecht og vor fader hertug Albrecht og vor broder hertug Henrik og vor broder hertug Magnus og vore arvinger og vore efterfølgere i alle forhold vende alt til det bedste for den fornævnte kong Valdemar af Danmark og hans arvinger og være ham trofast sindet uden argelist, både inden for Danmark og udenfor, og inden for det, som han har og fremtidig vil få i de fornævnte slotte og lande i riget Sverige, nemlig Gotland med Visby, Värend, Finnveden, Kind og Mark, Elfsborg med det herred, hvori Elfsborg ligger, og det halve Hisingen og inden for alt det, som han den nærmest forgangne pinse havde i sit værge, således som det er skrevet foran. Fremdeles skal alle breve og alle aftaler, eder og alle løfter, som den fornævnte kong Valdemar og vi fornævnte kong Albrecht og fornævnte Albrecht, Henrik og Magnus, hertuger af Mecklenburg, gensidigt før denne tid har givet hinanden, aftalt, besvoret eller lovet, forblive i fuld gyldighed og skal på ingen måde være krænket i medfør af disse nærværende aftaler eller breve, bortset fra det, som disse nærværende breve indeholder. Og at fornævnte kong Albrecht og riget Sverige og vi Albrecht, Henrik og Magnus, hertuger af Mecklenburg, skal ratificere alle forskrevne artikler til de fornævnte tider på enhver måde, som det er skrevet her foran, det lover vi fornævnte Albrecht, Henrik og Magnus, hertuger af Mecklenburg, og vore arvinger vor fornævnte herre kong Valdemar af Danmark og hans arvinger og riget Danmark i god tro med dette brev, under hvilket vi fornævnte Albrecht, Henrik, Magnus, hertuger, til vidnesbyrd om alt dette forskrevne, der er skrevet foran, har hængt vore segl, og som er givet på Ålholm i året 1366 efter Guds byrd tirsdagen efter den hellige apostel Sankt Jakobs dag [= 28. juli].29
Traktat mellem kong Albrecht af Sverige, hans fader og brødre og greverne af Holsten, 25. januar 1368. Afskrift på plattysk i Rigsarkivet, København. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VIII, nr. 128, s.90f
På denne måde er der forhandlet og sluttet traktat mellem os kong Albrecht af Sverige og os Albrecht, Henrik og Magnus, hertuger af Mecklenburg, og os Henrik og Klaus, grever af Holsten:30 Hvis nogen i vor krig med kongen af Danmark opnår nogen vinding, skal de, som kom til kampen, dele den vinding efter mandtal. Hvis man, om Gud vil, fanger en herre, skal den herre tilhøre de herefter skrevne herrer på den måde, at en trediedel skal tilhøre kong Albrecht af Sverige, en trediedel hertugerne af Mecklenburg og en trediedel grev Henrik og grev Klaus af Holsten. Og den fangne herre skal man afkræve løsepenge og ikke lade tage bort fra os, førend alle de fornævnte herrer har givet deres samtykke hertil. Og efter alle disse herrers vedtagelse skal man afkræve ham løsepenge, og enhver trediedel skal være enhver herres, således som ovenfor skrevet står. Fremdeles hvis man erobrer slotte eller lande, så skal kong Albrecht af Sverige have alt, hvad man erobrer i Skåne, og alt det, som ligger mellem Skåne og Sverige, og Gotland samt alle de øer, som hører til alle disse lande; og hertugen af Mecklenburg skal have alt, som man erobrer på Sjælland og på Møn og Falster, med alle de øer, som hører til disse lande; og greverne Henrik og Klaus af Holsten skal have, hvad man erobrer i Jylland, på Fyn, på Langeland med alle de øer, som hører til disse lande. Og enhver herre skal lade alle folk, både gejstlige og verdslige, som er bosat i de lande, til hvilke han som foran skrevet kommer som herre, beholde deres gamle rettigheder. Til vidnesbyrd om alt dette har vi hertug Albrecht af Mecklenburg og hertug Henrik, hans søn, og vi grev Henrik af Holsten og Klaus Limbæk, ridder, hængt vore segl under dette brev, som er givet i det Herrens år 1368 på Sankt Paulus’ omvendelsesdag [= 25. januar].
Uddrag af traktat mellem hertug Albrecht af Mecklenburg og hans sønner og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar, 20. februar 1368. Original på plattysk i Staatsarchiv, Lübeck. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VIII, nr. 140, s. 103-08
Vi Albrecht, af Guds nåde hertug af Mecklenburg, og vi Henrik og Magnus, hans sønner, erkender og bevidner offentligt med dette brev, at vi på grund af de mangeartede, utålelige skader og uretfærdigheder, som kong Valdemar af Danmark alt for ofte har tilføjet os og stadig uden afbrydelse tilføjer os under fred og tilsikret våbenhvile, på den berømmelige fyrste herr Albrecht, konge af Sveriges og på vore egne vegne har forenet os og på vor tro sluttet et fast forbund med de hæderværdige mænd, rådmændene, og med stæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar og de andre søstæder, som heri er deres hjælpere; og enhver af os skal yde den anden hjælp imod den fornævnte konge af Danmark og hans hjælper kong Håkon af Norge og imod begges riger og imod alle deres hjælpere på den måde, at fornævnte konge af Sverige og vi til denne krig skal stille med tusind riddere og væbnere.
[…]
Dette forbund skal tage sin begyndelse den nu førstkommende fastelavnssøndag [= 27. februar 1368], og skal have gyldighed for de fornævnte stæder og deres hjælpere, stæderne fra den vendiske del, indtil næstkommende påske om to år. Og for stæderne i Preussen og stæderne ved Zuidersøen, som er deres hjælpere, skal det have gyldighed indtil næstkommende påske videre om eet år. Og i løbet af de fornævnte to år skal vi aldrig gå ind på forhandlinger, udsone os, slutte fred eller træffe aftaler med de fornævnte konger, medmindre vi gør det med fuld tilslutning fra de fornævnte stæder eller fra dem af deres mænd, som på deres vegne har fået det betroet.
[…]
Hvis Gud vil, at vi erobrer Gotland, skal det erobrede forblive hos kong Albrecht og hans rige Sverige; og staden og landet Gotland og samtlige købmænd dér skal forblive ved deres gamle frihed og ret, som de havde, før kongen af Danmark erobrede dem. Det skal kong Albrecht give dem brev på, om det i tiden for dette forbund bliver hans.
[…]
Vi Albrecht, hertug af Mecklenburg, og vi Henrik og Magnus, hans sønner, lover i god tro uden argelist med dette brev på fornævnte kong Albrechts og vore arvingers vegne at overholde alt dette fast og ubrydeligt over for borgmestrene, rådmændene og borgerskabet i de fornævnte stæder Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar, og under det har vi til vidnesbyrd og til fuld sikkerhed hængt vore segl, og som er givet i det Herrens år 1368 søndagen før fastelavn [= 20. februar 1368].
Brev fra Hansestæderne til Visby, 29. september 1368. Bevaret i to samtidige afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i DRB 3. række VIII, nr. 239, s. 193
Rådmændene i hansestædernes lybske trediedel, [samt] i Livland, Preussen, Kampen, Holland og Zeeland og i de øvrige stæder ved Zuiderzee, som ved dette brevs givelse er forsamlet i Stralsund, til de indsigtsfulde og rosværdige mænd, de herrer borgmestre og rådmænd i staden Visby, deres elskede venner, i et sindelag af ærbødighed og respekt samt i ønsket om at fremme og gavne Eder.
Elskede venner. Da, som I nok ved, de berømmelige herrer fyrster, kongen af Sverige og hans fader og brødre, hertuger af Mecklenburg, og visse andre, der er i forbund med os i denne sag, også ligesom vi er fjender af Valdemar, de danskes konge, hvis magt I er underkastet – omend utilbørligt og med mindre ret – har vi ment at måtte udrede et bestemt forhold, hvorom vi er bekymret, for Eder som vore venner i form af en venskabelig advarsel, nemlig at hvis ikke I slutter Eder til Sveriges riges krone, kan I blive angrebet med hærskjold, så det vil kunne befrygtes, at umådelige tab og svære hændelser vil ramme Eder og Eders land. Derfor tilråder vi indtrængende Eder, gode mænd, ikke at undlade at sende nogle af Eders rådsfæller over til os og til kongen af Sverige, så de kan være i Lübeck næste søndag Letare [= 11. marts 1369], hvor stæderne til den tid vil samles, idet I i hemmelighed skal forhandle med herrerne og med stæderne om at finde en fremgangsmåde, ved hvilken I vil kunne genforenes med nævnte Sveriges riges krone. Gør I ikke dette, da vil det have til følge, at I og vi samt borgerne fra alle vore stæder for fremtiden vil være udelukket fra alt fællesskab og være berøvet det indbyrdes samarbejde. Derfor beder vi om, at I så hurtigt som muligt sender os Eders klare svar desangående, nemlig, om I vil sende Eders rådsudsendinge eller ikke. Thi vi anråber nævnte konge af Sverige om, at han foreløbig og i den tid, hvor vi ikke har fået svar fra Eder, ikke vil volde Eder eller Eders land uheldssvanger skade. Givet i det Herrens år 1368 på ærkeenglen Sankt Michaels dag [= 29. september] under de herrer rådmænd fra Stralsunds sekret,31 som vi for øjeblikket alle bruger.
Uddrag af reces af hansedagen i Lübeck, 1. maj 1373. Bevaret i flere samtidige afskrifter på latin og plattysk. Oversat efter gengivelsen i Hanserecesse: Die Recesse und andere Akten der Hansetage von 1256-1430, II (Leipzig: Duncker & Humblot, 1872) (herefter: Hanserecesse II), s.66, jf. DRB 3. række IX, nr. 287, s. 181
I det Herrens år 1373 på de hellige apostle Filips og Jakobs dag [= 1. maj] forsamledes rådmændene fra søstæderne i Lübeck, fra Hamburg de herrer Bertram Horborg og Henrik Hoyers, fra Rostock de herrer Arnold Kröpelin, Gerwin Wilde og Johan Nachtraven, fra Stralsund de herrer Bertram Wulflam og Johan Ruge, fra Wismar de herrer Herman Kröpelin, Henrik Wessels, Bertold Kalsow og Johan Zurow, fra Stettin Johan Stureman, stadens notar, fra Lüneburg de herrer Didrik Springintgud og Heine Sotmester, fra Stade de herrer Andreas Buk og Henrik Stofstede, fra Preussen: fra Kulm herr Ertmar v. Hereke, fra Elbing herr Gerhard v. Zeeland, fra Gotland de herrer Arnold Haverstroh og Frederik van der Smede, fra Livland: fra Riga herr Bruno Kovold, fra Dorpat herr Herbord Kurler, fra Reval herr Konrad Kegeler, fra Zuidersøen: fra Kampen herr Goswin Luutginssen, fra Lübeck de herrer Jakob Pleskow, Hartman Pepersak, Bertram Vorrad, Johan Pertzeval, Segebod Crispin og Herman Osenbrugge og drøftede nedenfor anførte sager.
[…]
(8) Derudover blev der sagt til gotlænderne: da deres udsendinge til Köln32 havde sagt til de almindelige stæder, hvad de ville love at gøre, da ville de gerne bidrage til [at finansiere] krigen, når den var overstået; og at de skulle forebringe deres byråd, at de almindelige stæder ville have det, som de havde lovet at give. Det ville de forebringe deres råd.
[…]
Uddrag af brev fra de preussiske hansestæder til de vendiske hansestæder, 12. juni 1373. Bevaret i to samtidige afskrifter på plattysk. Oversat efter gengivelsen i Hanserecesse II, s.72, jf. DRB 3. række IX, nr. 297, s. 191
Tjenstvillig venlig hilsen i al mulig velvilje og med ønske om alt godt tilforn.
I skal vide, kære herrer og venner, at vore bud, der har været hos Eder i Lübeck, har underrettet os vel, nemlig angående tolden i Skåne: […]
Derudover synes vi i almindelighed, at de fra Gotland burde give de almindelige stæder 2000 mark lødig [sølv], og at det kun ville være rimeligt, efter hvad de havde aftalt med stæderne i Köln, således som det blev bevidnet på det afholdte møde i Lübeck af dem, der var i Köln på stædernes vegne.
[…]
Skrevet på den hellige treenigheds dag [= 12. juni] under staden Danzigs segl, som vi bruger for os alle. Rådmændene i stæderne i Preussen: Kulm, Thorn, Elbing, Danzig, Königsberg, at give til rådmændene i søstæderne.
Uddrag af reces af hansedagen i Stralsund, 24. juni 1376. Bevaret i flere samtidige afskrifter på plattysk. Oversat efter gengivelsen i Hanserecesse II, s. 132, jf. DRB 4. række I, nr.51, s. 49ff
I det Herrens år 1376 på Sankt Hans dag [= 24. juni] forsamledes rådsudsendingene fra søstæderne i Stralsund, fra Lübeck de herrer Jakob Pleskow, Simon Swerting, Herman v. Osenbrugge og Herman Lange, fra Rostock Hartvig, fra Wismar Henrik, deres notar, fra Greifswald de herrer Arnold Lange og Henrik Schuppelenberg, fra Elbing herr Johan Volmesten, fra Thorn herr Frederik Wasselrode, fra Kampen herr Evert Bose, fra Zutphen herr Didrik van Walle, fra Stralsund de herrer Herman v. Rode, Bertram Wulflam, Johan Wren, Ludolf v. Kulpe og Johan Ruge og gennemdrøftede disse nedenforanførte sager.
[…]
(7) Derudover blev de fra Gotland formanet om det løfte, som blev givet stæderne af deres rådmænd i Köln. Det havde de påtaget sig at forebringe deres byråd, og at sende et skriftligt svar.
[…]
Brev udstedt af borgmestre og råd i Visby, 15. august 1376. Original på plattysk i Rigsarkivet, København. Gengivet efter oversættelsen i DRB 4. række I, nr.65, s. 64f
Vi borgmestre, rådmænd og borgerskab i staden Visby erkender og bevidner åbent med dette brev, at vi og vore arvinger og efterkommere til vor rette arveherre har taget og modtaget den højbårne fyrste og herre, herr Oluf, konge af Danmark,33 og hans arvinger og efterkommere og evigt vil forblive ved ham og ved Danmarks krone med al troskab, således som retskafne mænd skal forblive ved deres rette herre. Fremdeles lover vi på vor gode tro og forpligter os til, at vi ikke skal vælge nogen mand til vort råd, uden at han skal hylde kongen af Danmark, hans arvinger og Danmarks krone og sværge at være dem tro og huld; den ed skal han aflægge over for rådet i Visby på kongens vegne. Fremdeles forpligter vi os til, at vi og vore arvinger skal lade kongen af Danmark og hans arvinger og Danmarks rige forblive ved alle de rettigheder, som nogen konge, der har været konge over Visby, nogensinde i friest omfang har haft. Desuden lover vi og vore arvinger på vor tro, at vi hvert år skal give kongen og Danmarks krone eller deres befuldmægtigede 60 lødige mark sølv efter lybsk vægt eller i penninge, således som sølvet er værd i Lübeck, at betale på Vor Frues dag [= 8. september], da hun blev født. Fremdeles lover vi på vor tro, at alle de – de være hertuger, herrer, grever, riddere eller væbnere eller skippere eller hvad slags de være vil – som har hjulpet vor herre, kong Valdemar, til, at vi er kommet ind under riget, de skal have en fuldstændig udsoning med os desangående, og vi skal aldrig anklage dem eller hævne os på dem for det. Desuden lover vi og vore arvinger, at den fornævnte stad Visby skal være en åben borg for kongen af Danmark og hans arvinger til alle deres behov. Alle disse forskrevne artikler lover vi borgmestre, rådmænd og borgerskab at overholde helt, stadigt, fast og ubrydeligt på vor tro og ære uden nogen argelist. Til vidnesbyrd herom og til yderligere sikkerhed herfor, og for at alle disse forskrevne artikler skal forblive ubrudt til evige tider, har vi hængt staden Visbys segl under dette brev, der er givet i Visby år 1376 efter Guds fødsel på dagen for Vor Frues himmelfart [= 15. august].
Uddrag af klageskrift fra 1423. Bevaret i afskrift på latin. Oversat efter H.C.P. Sejdelin: Diplomatarium Flensborgense, I (København: Gyldendal, 1865), s. 297 og J. Langebek/P.F. Suhm: Scriptores Rerum Danicarum Medii Ævi, VII (København 1 2), s. 300, 360
Henrik, Adolf og Gerhard,34 grever af Holsten og hertuger af Slesvig, opregner 5. januar 1423 en lang række klager over kong Erik af Pommern til kejser Sigismunds udsendte kommissær i anledning af en retssag for kejseren mellem dem og kongen om Slesvigs tilhørsforhold. Blandt klagerne hedder det:
Ligeledes anklager vi kongen vedrørende landet Gotland, som er i hans magt, og som var blevet pantsat til os for 4000 mark lødigt sølv, og vedrørende dette ønsker vi retfærdighed.
Hertil svarer kongen senere i 1423:
Ligeledes det, de skriver om […] som skulle være deres pant; det er vi ikke bekendt med, og hvis de har nogen beviser for dette bør de fremlægges, og så kan vi svare på dette. På samme måde bør de gøre vedrørende landet Gotland.
Den 16. august 1423 fremstilles der for de slesvigske hertugers regning en højtidelig bekræftet afskrift af dokumentet af 26. juli 1364 (tekst 12) til brug i processen. Herefter hører vi ikke mere om denne sag.
Latinsk indskrift på mindekorset uden for Visbys bymur.35 Gengivet efter oversættelsen i Tortzen, s.72
I Herrens år 1361 tirsdag efter Sankt Jakobs dag [= 27. juli] faldt udenfor Visbys porte de her begravede gotlændinge for danskernes hænder. Bed for dem.
Mindekorset på Korsbetningen, i baggrunden Visbys bymur. Tegning fra ca. 1850.
Uddrag af Libellus de Magno Erici Rege (klageskriftet mod kong Magnus), forfattet før 1371. Original på latin i Riksarkivet, Stockholm. Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen: Valdemar Atterdag. Udvalg af Kilder (København: Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1911) (herefter: Ellen Jørgensen), s.92f
[…] Efter dette gik en kort Tid, men saa blev Forholdene værre end før. For det første fordi Kongen [Magnus Eriksson] paa ny ophøjede en anden fremfor alle og over alle, ved hvem og i hvem den forrige Skændsel kaldtes til Live igen, og stor Lejlighed gaves alle til Klage og Had. Det andet var, at han mod alle sine Raaders Vilje overgav Skaaneland til Dankongen, uden at den Pengesum, for hvilken det før var købt, blev krævet tilbage eller givet tilbage, og uden at der fra nogen af Siderne blev sikret Fred mellem Folk og Riger, hvorover Folk var ilde tilfredse; og utrygge, som de var, troede de, at alt var sandt, hvad Dankongens Raader tidligere lydeligt raabte op om, nemlig at begge Kongerne havde sammensvoret sig mod deres Folk for at styrte dem i Fordærv, hvilket senere blev bevist. Den tredje Ulykke var, at Kongen tillod Dankongen med Hæren at gaa i Land paa to af hans Øer, saaledes som de tidligere havde aftalt mellem sig, og forsøge, om han kunde tage dem. Paa den første Ø, som hedder Øland, dræbte han mere end 500 Mennesker, og efter at have taget Borgen lagde han hele Landet i Trældom og under sit Herredømme; han røvede alt, hvad han havde Lyst til og satte sine Fogeder paa Borgen og over hele Landet. Den anden Ø hedder Gotland, og dens Beboere har siden Hedenskabets dage af god Vilje adlydt Sveriges Konge og har ikke i mindste Maade været Danmarks rige til Fortræd. Den Ø vandt Dankongen i tre Slag, og efter at have slaaet 2000 Mand ihjel og lagt en tung Skat paa Landet krævede han Troskabsed af det Folk, som var tilbage; han drog saa bort og har endnu den Dag i Dag samme Land i Hænde som sit eget. En Konge, der paa den Vis forlader sine Faar, kan da med Rette kaldes en Forræder, men den, som saaledes røver en andens Faar formedelst Hovmod og Griskhed og dræber uskyldige Mennesker, maa hedde mördare36 og en ugudelig Manddraber. […]
Uddrag af Den Svenske Rimkrønike.37 Bevaret i mange senere afskrifter på middelaldersvensk. Trykt i G.E. Klemming: Svenska medeltidens rimkrönikor, I (Stockholm: P.A. Norstedt, 1865). Oversat efter gengivelsen smst. s. 180 og 183-85, jf. Tortzen, s. 86f
[…]
Han [Magnus Eriksson] bad kong Valdemar,
om han ville fare til Gotland
og tvinge gotlændingene til bod,38
thi de gjorde ham imod,
at de ej så megen skat gav,
som han ville af dem have.
[…]
Medens dette så gik til,
gjorde kong Valdemar sig klar
til skibs med en hær så stor,
med hvilken han til Gotland for
og lagde ind i Garna havn [Västergarn],
de arme guter39 til liden gavn.
De ville ej under kongen gå,
thi lod han dem gribe og slå,
sekshundrede mistede der deres liv,
Gud straffe kong Magnus for denne kiv,
han burde have fundet bedre id,40
end så at fordærve sin almue.41
Siden skændede han staden og landet i rod,
så de aldrig bedrede skaden.
Usigeligt guld og sølv han der fik.
Gud føjed det så, at alt forgik,
som han ville til Danmark føre,
da således som man må høre
ved Tjuste Skær42 på en sten
blev både skib og gods igen
og alle, som i skibet var
forgik på samme gang.
Han lod sin foged på Gotland blive
og bød almuen svare ham skat.
Da han med guterne var til ende,
straks han sig til Øland vendte.
Ølændingene gik det sammelund,
han lod dem røve og skænde i grund.
Dog mistede ingen der sit liv,
thi de bød ham ikke kiv.
Da han havde gjort dette fortræd,
fór han straks til Danmark igen.
Og knap var han kommet derhen,
førend guterne slog hans foged ihjel
og lød under Sverige som før,
det er tro almue, som så gør.
Mecklenburg43 og de svenske
mange bud til kong Magnus sendte,
at han ville tage dem til nåde
og bedre for Sveriges rige råde
og vinde Skåne til Sverige igen,
som bort var kommet, riget til mén,44
og lade dem nyde Sveriges lov
og ikke således [dem] gods og arv fratage.
Kongen dette ej gøre vil.
Derfor skrev de ham siden således til,
at enhver kunne anklage ham på det værste,
og de forenedes siden med Mecklenburg således,
at de hyldede hertug Albrecht hans søn,
som var kong Magnus’ søsters søn,
og ham til konge i Sverige tog.
Han svor at overholde Sveriges lov.
Mecklenburg lod straks udruste
skibe og folk, som skulle med drage.
Så førte de hertug Albrecht ind.
Først på Gotland med samme hensigt,
dér hyldede ham både land og by,
eftersom Sveriges [riges] råd dem [derom] bad.
Siden førte de ham til Stockholm da.
Der blev han og hyldet så[ledes]
efter Guds fødsel 1300 år
60 og tre, Sankt Andreas’ dag [= 30. november] det var.
[…]
Uddrag af Detmars lybske Krønike.45 Bevaret i manuskript på plattysk fra ca. 1400 i Stadtbibliothek, Lübeck. Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen, s. 130
[…]
I det Herrens Aar 1360 samlede kong Valdemar af Danmark en stor Hær og sagde, at han vilde bringe Krigerne derhen, hvor der var nok af Guld og Sølv, hvor Svinene aad af Sølvtrug; og han førte dem til Gotland og slog mange til Riddere dèr. Overmaade mange Folk dræbte han dèr, eftersom Bønderne var ubevæbnede og uvant til Kamp. Han drog frem for Staden Visby, men de gik ham i Møde uden for Byen og overgav sig til Kongens Naade, da de godt saa, at Modstand var umulig. Saaledes fik han Øen i sin Magt og tog svær Skat i Guld og Sølv af Byens Borgere og fòr saa derfra.
[…]
Uddrag af Yngre Sjællandske Krønike.46 Bevaret i flere senere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Rikke Agnete Olsen: Sjællandske Krønike (Århus: Wormianum, 1981), s. 62f
[…]
1361: Krigen mellem kongerne Magnus af Sverige og Valdemar af Danmark udbrød ligesom før på grund af mange artikler og løfter, som skulle have været holdt tidligere, og som i fremtiden skulle holdes. Kong Valdemar, der ikke ville sove tiden bort til ingen nytte, men hellere ville kaste sig over sagesløse, samlede en stor flåde og en hær og søgte til hr. kongen af Sveriges land, gik i land på Øland og belejrede borgen Borgholm dér. Da den var vundet, indsatte han sine egne høvedsmænd og underlagde sig hele øen. Derfra drager han omsider helt til Gotland, hvor han efter tre slag vinder sejren med sine mænd og tilkæmper sig hele øen næsten uden tab, mens utallige af øens mænd falder ved byen Visby, som af sig selv åbner sig for ham. Endelig vender han lykkeligt hjem til sit eget med sine folk efter at have tvunget guld, sølv, pelsværk af forskellig art og umådelig mange andre skatte ud af byen.
1362: Byen Lübeck og alle de andre søstæder, der var harmfulde og forbitrede over, at lykken således havde været med kong Valdemar på Gotland, rustede sig under megen pralen af, at de ville knuse den nævnte konge
[…]
Uddrag af Chronica Visbycensis (Visbykrøniken).47 Original på latin i Kungliga Biblioteket, Stockholm. Trykt i Göte Paulsson: Annales Suecici Medii Aevi (Lund: Gleerup, 1974) (herefter: Paulsson). Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen, s.95-98
[…]
1361 kom samme Valdemar til Gotland med en stor Hær og førte med sig en Mængde Hertuger fra Tyskland. Det var den hellige Marie Magdalene dag [= 22. juli]. Og Dagen efter den hellige Jakobs dag [= 26. juli] kæmpede han med Landets Bønder foran Stadens søndre Port og fældede 1800 af dem i Striden, hvorpaa han straks efter fik Byen Visby ved Overenskomst. Endelig den hellige Augustins dag [= 28. august] sejlede han bort medførende en dyr Skat i Guld og Sølv, som han havde taget af Byen og Landet. Samme Aar rejste Østersøstæderne [Hansestæderne] Krig mod kong Valdemar og ødelagde Borgen ved Havn [København], men saa tog Kongen tolv Kogger fra Stæderne, fangede saa mange, som var dèr om Bord, og sendte dem til Sjælland, hvor han ubarmhjertigt lod dem trælle og sulte. Og umiddelbart herefter blev Freden genoprettet mellem Kongen og Stæderne uden for Helsingborg, som Tyskerne just da belejrede. Den Valdemar var den 112te fra Dan, Danernes første Konge; efter ham fulgte Olaf, den norske Kong Haakons Søn, som kun levede kort.
[…] Herefter ved Aar 1360, da Kong Valdemar havde vundet Sejr over Holstenerne og bragt hele Danmark til Fred, plagede han i Skaane Kong Magnus nu med Trusler, nu med Løfter, saa at Magnus uden Vederlag gav ham hele Skaane med alle Borgene uden i mindste Maade at have spurgt Rigets Raader. Tilmed gav han sit Minde til, at han ogsaa tog Gotland, hvis han kunde faa det. Nu døde nemlig Magnus’ Søn Erik.48
I Aaret 1361, da Kong Valdemar havde taget Gotland og Øland, rejste Stormændene i Sveriges Rige sig mod Kong Magnus, især fordi hans Søn Kong Haakon med Faderens vilje, men mod det Løfte, som Rigets Raader havde givet de holstenske Grever, tog Margrethe, Kong Valdemars Datter, til Hustru.
Derfor sluttede samme Kong Haakon sig til Rigets Raader i Sverige og fangede sin Fader paa den hellige Mortens Dag [= 11. november] i Kalmar Sognekirke; han satte ham i Taarn, men Kristi Himmelfartsdag [= 26. maj 1362] befriede han ham af Fængslet, rørt af Anger. Efter at være friet af Fangenskabet forligede Kong Magnus sig da med sin Søn i alle Dele, og alle Rigets Stormænd, som havde givet deres Minde til hans Fængsling, drev han af Lande og lod dem erklære fredløse. Deres navne er: Hr. Niels, Bisp af Linköping, Hr. Niels Turesson, Sveriges Riges Drost, Bo Jonsson, som senere blev Drost, Hr. Karl af Tofta, Hr. Karl af Ulfåsa, Hr. Erik Karlsson, Hr. Bengt Filipsson og adskillige andre, som, forjagne af Kongen, kom til Gotland, der da var under Danmarks Rige, og blev dèr Vinteren over. Og senere lige efter Paaske begav de sig til Wismar til Hr. Albert, hertug af Magnopolis eller Mecklenborg. Hertugen var nemlig gift med Kong Magnus’ Søster Eufemia og havde med hende tre Sønner, nemlig Albert, Henrik og Magnus.49 Henrik ægtede Kong Valdemars Datter, hvis Datter blev gift med Pommerns Hertug, og hendes Søn var Erik, Danmarks, Sveriges og Norges konge.
Fremdeles skete det i Aaret 1363, at nysnævnte Hertug tillige med den ældste Søn Junker Albert og fornævnte Riddere kom med en Hær til Stockholm og lagde hele Sverige under sig. […]
Årbogsnotits i Codex Holmiensis B 99. 50 Original på latin i Kungliga Biblioteket, Stockholm. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 327
1361 tog Valdemar, konge af Danmark, Gotland og Visby, hvor omkring 1800 bønder blev dræbt i et slag Sankt Jakobs aften [= 24. juli]; en stor skat tog han af byen og landet og vendte så hjem med sine folk.
Uddrag af Årbog 31-1463.51 Bevaret i flere afskrifter på latin. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 339
[…]
1361, tirsdag efter Sankt Jakobs dag [= 27. juli], vandt Valdemar, Danmarks konge, på én dag Gotland i tre slag.
[…]
Uddrag af Årbog 266-1430.52 Original på latin i Kungliga Biblioteket, Stockholm. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 286f
| […] | |
| 1360 | Endnu engang stor pestepidemi, som kaldtes barnedød. Samme år fik kong Valdemar Skåne fra kong Magnus.[…] |
| 1361 | Valdemar, konge af Danmark, kom i besiddelse af Øland og Gotland og mister samme år Øland.Samme år blev kong Magnus taget til fange af sin søn i kirken i Kalmar. |
| 1362 | [borgene] Axvall og Oppensten53 blev genopbygget. Samme år blev kong Håkon gift med Margrethe, datter af kongen af Danmark. |
| 1363 | Albrecht, søn af hertugen af Mecklenburg, indføres i kongeriget Sverige.[…] |
Uddrag af Årbog 826-1415.54 Bevaret i flere afskrifter på latin. Oversat efter gengivelsen i Paulsson, s. 3 4f
| […] | |
| 1360 | Valdemar, Danmarks konge, tog med list og svig og ved kong Magnus af Sveriges enfoldighed Skåne tilbage fra de svenske og brændte alle kong Magnus’ breve. |
| 1361 | Valdemar, konge af Danmark, besatte Øland og Gotland, men mistede dog samme år Øland; Gotland beholdt han.Samme år blev kong Magnus taget til fange i Kalmar af Håkon, hans søn, fordi han havde ladet sig franarre Skåne, som svenskerne havde købt så dyrt. Sveriges Riges stormænd stod bag dette og ophidsede sønnen mod faderen. |
| 1362 | [Borgen] Axvall rejses på ny. I dette år tog Håkon, Norges konge, Margrethe, kong Valdemars datter, til hustru. |
| 1363 | Albrecht, søn af hertugen af Mecklenburg, blev valgt til Sveriges konge til skade og fordærv for kong Magnus Smek,55 men til stor skade og splid for svenskerne. […] |
Uddrag af Olaus Petri:56 Een swensk Cröneka. Gengivet efter oversættelsen i Tortzen, s. 87f
[…]
Så havde og kong Magnus det så bestilt, at kong Valdemar skulle fare til Gotland og straffe dem der på landet, men hvad årsagen har været dertil, kan man ikke ret vide. Nogen siger dog, at han lod det gøre, fordi de der på landet ikke ville give ham sådan skat, som han begærede af dem. Dog, hvordan det nu end er, så er det jo klart, at han har haft en ond vilje til dem, og da han ikke selv for rigens råds skyld kunne straffe dem, som han ville, lod han en anden gøre det.
Samme kong Valdemar fordærvede Gotland i grund. I tre slag på een dag overvandt han dem der på landet, og 1800 bønder blev slagne på Sankt Jacobi aften [= 24. juli] a[nno] d[omini] 1361. Da fordærvedes landet så, at det aldrig kom til sådan magt igen, som det før var. Det var i fortiden et mægtig rigt land, thi dér havde været stabelen57 i Østersøen. Men nu blev det fordærvet. Og kong Valdemar lod alle rigdomme føre bort fra landet, usigeligt guld og sølv. Dog kom det ham ikke til gode, thi skibet, som det var i, blev borte. Han satte også sine fogeder og befalingsmænd der på landet. Men de blev der ikke længe, førend bønderne slog dem ihjel. Så skændede kong Valdemar også Øland, ødelagde slottet der, og der blev 500 bønder ihjelslagne og landet plat fordærvet.
Det behagede rigets råd og de svenske ganske ilde, og de blev så meget værre tilfreds, end de før var, at kong Magnus således lod Skåne gå bort og kronens land fordærve. De havde også mange andre sager imod ham, hans onde levned udråbtes åbenbart, mange til forargelse, og det rygte udgik om ham, at han ikke andet havde i sinde end at fordærve riget i grund.
[…]
Uddrag af Arild Huitfeldt:58 Danmarckis Rigis Krønnicke, Chronologiae II (København 1601).Gengivet på moderniseret dansk efter Tortzen, s. 88f
[…]
År 1361 var der atter krig imellem kong Valdemar og kongen af Sverige, hvilken kom for mange artiklers og løfters skyld, som tilforn var lovet, og endnu skulle fuldgøres, som var for det giftermåls skyld med kong Håkon og hans datter, som var lovet og ikke bragt i stand. Den svenske historie indeholder, at kong Magnus har været vred på de gotlandske og handlet med kong Valdemar, at han skulle overdrage dem: hvilket og kan være lovet tilforn og af begge samtykket. Thi siden Visby blev en stabel- og oplagsplads, viste de kong Magnus føje vilje af deres land.
Kong Valdemar drager med sin hær først til Øland, hvor han ihjelslog 500 mand, besatte Borgholm, indsatte sin høvedsmand der og gjorde sig hele landet underdanigt. Men da han var bortdraget, fik de svenske Øland tilbage. Derfra drog han til Gotland, hvor han gjorde tre slag med almuen på én dag og blev dem overmægtig. Af landfolket blev slagen 1800. Da han kom til byen, stod den ham velvilligt overfor, dog ville han ikke drage ind ad porten, men lod nedslå et stykke mur og kom igennem med hans hele slagorden: hvilket skete fjerdedagen for S[ankt] Jakobs dag.59 Her samlede han et usigeligt stort bytte og rov, fordi det var en stabelstad og oplagsplads, og med samme rigdom sejlede han tilbage. Et af hans skibe blev under Karlsø60 med kosteligt gods fra kirker, klostre og borge taget af søen med meget sølv på. […] Herefter følger et afsnit om Visby som den rige stabel- og handelsstad. Det slutter med ordene:
[…] Til hvad rigdom den by har været kommet er endnu at se af de mange skønne stenhuse, hvælvede gader og tårne om byen, som findes. Men der findes nu inden murene mange steder øde og goldhed, at man kan så nogle læster korn inde.
År 1361 stadfæstede kong Valdemar og hans søn Kristoffer dem i Visby alle deres privilegier og friheder, de før havde haft. Item61 forundte han dem at have slig frihed udi Danmark og udi fyrstendømmet, som andre hans undersåtter udi danske stæder havde. Sammeledes at bruge deres gods frit i riget, item at have deres egen mønt som af arild. Overværendes hertug Erik af Sachsen, hr. Claus Lembek, hr. Henning Podebusk, hr. Valdemar Sappe. Datum 5. dagen efter Olai dag [= 3. august] år 1361 til Visby.
[…]
Uddrag af Hans Nielssøn Strelow:62 Cronica Guthilandorum. Den Guthilandske Cronica (København 1633). Gengivet på moderniseret dansk efter Tortzen, s. 89-94
[…]
Udi Sverige stod det meget ilde til. Kong Magnus førte et utugtigt, sodomitisk63 levned, ville ej lade sig sætte til rette, skønt ofte påmindet, hvorfor hans regimente var alle hadeligt. Han forliger sig med kong Valdemar og giver ham Skåne igen. Kong Valdemar mente, at de tyske, som havde det i pant, kunne ej sælge det, som de ikke ejede: han [kong Magnus] frygtede for sine egne undersåtter og turde ikke forlade sig på dem, hvorfor han forbinder sig med kong Valdemar. De svenske historier siger, at han endogså skulle have bevilliget kong Valdemar, at han måtte indtage Gotland og Visby, thi de viste kongen af Sverige en ringe ting til vilje af deres by. Kong Valdemar drager til Gotland som en købmand om høsten, har haft sit tilhold længst sydpå i landet, 10 mile fra Visby, hos én af høvdingene i landet ved navn Unghanse (er kommet i venskab med hans datter, som er blevet frugtsommelig. Hendes far er engang kommen forsnart,64 da de var ene, gav han kong Valdemar en ørefigen, som han på den tid tog til takke). Er den vinter ofte kommet til Visby og rejste landet igennem, udspejdede hvor stærke de var og lejligheden over alt landet med lejlighed til hans skibsflåde at ansætte.
Kong Magnus fortrød, at Skåne således var borte, og fik kundskab om, at kong Valdemar gjorde sig rede med en stor krigsmagt, og han ville forsvare det han havde. Kong Magnus tænkte, at Gotland lå i hans vej i Østersøen, og at Visby var meget berømmet alle vegne for sin rigdoms skyld. Hvorfor han skriver til indbyggerne på Gotland og i Visby […] Brevet er så lydende.
Her følger tekst 1 i latinsk originalaffattelse.
Heraf kan man let slutte, at de svenske tager fejl i deres beskyldninger mod kong Magnus. Han har ikke været, som de foregiver, som af ovennævnte dokument er bevist, at han skulle have givet sit samtykke til, at kong Valdemar indtog Gotland, eller villet deres fordærv.
[…]
Han kom til landet ved Chronevold [Kronvald], hvor indbyggerne straks holdt slag med ham, og han blev dem overmægtig. Siden samlede de sig igen og holder et andet slag med ham på Fiellemyer i Meistebye [Mästerby]. Den anden dag holder de på samme sted et tredje slag, og da blev den gotlandske magt nedlagt, de andre taget til fange. Der lod han oprette et stenkors, som står i Grensgård. Om det er flyttet fra Fiellemyer, eller stedet, hvor gården står, har ligget i myren, er mig uvist. Da de i Visby hørte om dette store nederlag, som kong Valdemar havde gjort guterne, og at han havde i sinde at belejre Visby, lod de forstæderne uden for den østre og nørre port nedbryde, som aldrig siden blev genopbygget, og de lod deres folk forsamle. Han drog med sin krigsmagt for Visby stad og belejrede den, men borgerne gjorde udfald og sloges med ham, hvorved 1800 blev ihjelslagne. De kunne ej længere udstå belejringen og yde mere modstand, men gik ud af byen og svor ham og leverede ham byens nøgle og regimentet. På stedet, hvor dette skete, lod han til minde derom oprejse et stenkors og lod der på udhugge disse efterskrevne ord, og står samme kors i slottets bedning.65
Her følger tekst 22 i latinsk originalaffattelse.
Men han ville ikke inddrage ad portene, thi han frygtede for forræderi (eller at det ikke skulle siges, at de havde givet sig under ham, og at han ikke med krigsmagt havde vundet byen). Men han lod straks nedslå et stykke mur ved den søndre port, hvor han er draget ind med hele sin slagorden. Og da samme mur igen er opmuret, lod han sætte et minde om, hvor mange mænd der havde været i hvert geled, og der gik 11 mand i hvert geled.
Valdemar lod straks bygge et kapel uden for Visby udi Slotsbedningen over de døde og faldne og kaldte det Sølffberrig [Solbärgning]66 til en ihukommelse, thi det var imod aften, at han fik byen. Det er blevet til et nonnekloster.
Han samlede et usigeligt bytte og rov og gjorde en kontrakt med Visby borgere, at om de inden tre solemærker kunne fylde tre af de største ølkar med sølv, skulle de blive ved deres forrige friheder. Ølkarrene blev opstillet på torvet, og alle bragte godvilligt deres bidrag (thi de havde meget gods af sølv og guld nedgravet og forvaret i muren). Og samme dag var de fyldt. Siden frarøvede han alle kirker og klostre deres sølv, guld og dyrebare stene, som han allevegne lod udtage af billederne, besynderlig de to karfunkelstene i Vor Frue Kirke, som sad i muren, hvad stedet i muren endnu bærer vidne om. De skinnede om natten så klart som solen om dagen, og hver nat vågede 24 vægtere over samme kirke, at ingen skulle gå derind efter solens nedgang ved deres livs fortabelse. Klokkerne røvede han fra kirkerne, dog det bekom ham ilde, thi da et af hans skibe kom til Karlsø, sank det der med top og tavl med samme kostelige gods om bord, som han havde ladet tage fra kirker, klostre og borgere. Og kong Valdemar indsatte sine fogeder i landet med nogle folk, som skulle holde folket i lydighed og tvang, oprette ting og stævne, som endnu kaldes Valdemars Ting, men disse fogeder optrådte grusomt, hvorfor almuen forsamlede sig og straks slog alle hans folk ihjel.
[…]
Den samme Niels Guldsmed med sin datter så bold på Gulland67 er bortrejst til Danmark, har fortalt kong Valdemar om den store rigdom, deres meget guld og liggendefæ. Derover klager de [gotlændingene] i en vise udi deres selskab:
Niels Guldsmed drager til kongen og lyver,
den lede forræder og slemme tyv:
De Guter haver så meget guld,
de kunne det ikke eje,
svinene æder af sølvertrug,
hustruer spinder med guldtene.
År 1361 stadfæstede kong Valdemar og hans søn Christoffer dem til Visby alle deres privilegier, de før havde haft.
Item at have deres egen mønt, som af Arilds tid. Overværendes: Hertug Erik af Saxen, hr. Claus Limbeck, hr. Henning Podebusck, hr. Valdemar Sappe. Datum 5 dage efter Sankt Olai dag [= 3. august] år 1361 til Visby.
Item forundte han dem at have slig frihed udi i Danmark og udi fyrstendømmet, som andre hans undersåtter udi Danmarks stæder har, sammeledes at bruge deres gods udi riget.
[…]
***
1 Magnus Eriksson (1316-74), konge af Sverige og Norge fra 1319; se i øvrigt indledningen.
2 Leding betyder her udskrivning af mandskab eller skat til krigsformål.
3 Dvs. retsgyldig, bekræftet afskrift (af latin vidimus: vi har set).
4 Valdemar Atterdag (ca. 1320-75), konge af Danmark fra 1340; se i øvrigt indledningen. Kristoffer (ca. 1341-63), søn af Valdemar Atterdag.
5 Dvs. købstæder.
6 De nævnte personer er alle fremtrædende adelsmænd i Valdemar Atterdags tjeneste; Erik af Sachsen er hertug af (Sachsen-)Lauenburg.
7 Håkon Magnussøn (1340-80), yngre søn af Magnus Erikssøn, valgt til kommende konge i Norge 1343, tiltrådt som (med)konge her 1355; se i øvrigt indledningen.
8 Disse byer udgør, med undtagelse af Bremen, de såkaldt vendiske hansestæder.
9 Bohus er norsk grænsefæstning ved Nordre Älv, Marstrand en by i nærheden. Bohus blev aldrig udleveret til Hansestæderne. I stedet blev Øland overdraget til dem 28. september 1362 (se tekst 6).
10 De nævnte personer er, som det fremgår, fremtrædende svenske adelsmænd. Drost betegner i 1300-tallet det højeste verdslige embede efter kongens: drosten er i princippet kongens stedfortræder og nærmeste hjælper. En væbner er en adelsmand, der (endnu) ikke har fået ridderslaget af kongen.
11 I traktaten af 8. september 1361 (tekst 5) var det bestemt, at Hansestæderne under visse betingelser kunne få overladt Varberg (i Halland) som pant i stedet for Bohus (udeladt i det her gengivne uddrag).
12 Øland forblev i hansestædernes besiddelse til 1366.
13 Vi har ikke andre oplysninger om en sådan overenskomst i Söderköping (i Sverige). Forudsætningen for denne var, at Visby, som andre hansestæder, havde opkrævet en særlig pundtold (således kaldet, fordi den blev beregnet i flamsk mønt, pund grot) af alle skibslaster til finansiering af krigen mod Valdemar Atterdag. Tolden af en given last skulle kun opkræves én gang.
14 Dette brev er ikke bevaret.
15 Hermed menes, at byrådet har undgået konfiskation af gods fra andre hansestæder ved at erstatte eller frikøbe dette med eget gods eller penge.
16 Hansedagene er de hyppige møder, hvor en større eller mindre kreds af hansestæder gennem udsendte repræsentanter drøftede spørgsmål af fælles interesse; deltagerkredsen var dog ikke konstant. Reces (af latin: recessus, tilbagetrækning, afsked) betegner slutresultatet af et møde eller en forhandling.
17 Søstæderne er de vendiske hansestæder (se note til tekst 5).
18 Mageskifte betyder, at fast ejendom byttes lige over med en anden fast ejendom.
19 Dvs. det som er aftalt ved en forhandling.
20 Der sigtes til den våbenstilstand mellem Danmark og Hansestæderne, som blev indgået 16. november 1362 med gyldighed til 6. januar 1364, og som blev tiltrådt af kong Magnus af Sverige 21. december 1362 (se også indledningen).
21 Albrecht af Mecklenburg (ca. 1340-1412), yngre søn af hertug Albrecht af Mecklenburg, konge af Sverige fra 1364; se i øvrigt indledningen samt note til tekst 13; Henrik (ca. 1320-84), greve af Holsten fra 1340.
22 Värend og Finnveden ligger i Småland, Kind og Mark i Västergötland, Elfsborg lå ved det nuværende Göteborg. Der er altså tale om områder, som grænser op til Skåne og Halland. Når der tales om det halve Hisingen, øen der omkranses af Nordre Älv og Göta Älv, skyldes det, at den regnedes for halvt norsk, halvt svensk. Lödöse er beliggende 40 km oppe ad Göta Älv.
23 Dvs. uden svig eller list.
24 Pinsedag var 24. maj 1366. Med de lande, som havde hørt til Sverige, men som Valdemar havde før pinse, menes Skåne, Halland og Blekinge (jf. indledningen).
25 Mandslen er retten til at tage mænd i sin tjeneste, til at gøre mænd til herremænd/ adel. Kirkelen er patronatsrettigheder over kirker, dvs. ret til at foreslå præster og indkassere afgifter til den pågældende kirke.
26 Albrecht (1318-79), hertug af Mecklenburg fra 1348, gift med Eufemia, søster til kong Magnus Eriksson, fader til Henrik (ca. 1337-83), Albrecht, konge af Sverige fra 1364, og Magnus (efter 1340-84). Hertug Albrecht (faderen) må således ikke forveksles med kong Albrecht (sønnen). Henrik af Mecklenburg blev i 1362 gift med Ingeborg, Valdemar Atterdags datter.
27 Dvs. Brömsehus, fæstning på grænsen mellem Blekinge og Sverige.
28 Kong Magnus var blevet taget til fange i et slag i 1365. Han blev løsladt i 1371 (se også indledningen).
29 Ingen svenske segl, men kun de mecklenburgske hertugers findes under brevet. Valdemar Atterdag udstedte et brev til mecklenburgerne af lignende indhold. Den lovede ratificering (bekræftelse og retlig gyldiggørelse af aftalen) fandt aldrig sted.
30 Klaus (ca. 1321-97), greve af Holsten, broder til Henrik (se note til tekst 12).
31 Dvs. et mindre segl til dagligt brug, i modsætning til det store officielle segl.
32 Mødet i Köln i november 1367, hvor den såkaldte Kölnerkonføderation af hansestæder mod Valdemar Atterdag og kong Håkon af Norge blev indgået (se også indledningen).
33 Oluf Håkonssøn (1370-87), søn af Håkon Magnussøn og dattersøn af Valdemar Atterdag, konge af Danmark fra 1376 og Norge fra 1380.
34 Henrik (1397-1427), Adolf (1401-1459) og Gerhard (1404-33) var brødre og sønnesønner af grev Henrik af Holsten (se note til tekst 12); Erik af Pommern var konge af Danmark 1396-1439.
35 Korset er opført kort tid efter slaget og står den dag i dag på sin plads på den såkaldte Korsbetningen.
36 Svensk ord i den latinske tekst; mördare betyder morder.
37 Den Svenske Rimkrønike består af fire dele, som først i tidens løb er blevet samlet til et hele. De her gengivne linjer stammer fra det såkaldte Förbindelsedikten (»Forbindelsesdigtet«, idet det danner overgang fra Erikskrøniken til Karlskrøniken), som formentlig er forfattet i flere omgange fra 1363 og frem til ca. 1400.
38 Dvs. straf eller forbedring.
39 Dvs. gotlændinge.
40 Dvs. gerning.
41 Dvs. den jævne, ikke adelige, befolkning.
42 Ubekendt lokalitet. Tjust herred ligger i det nordøstlige Småland, på kysten ret over for Gotland.
43 Med »Mecklenburg« menes hertug Albrecht af Mecklenburg (se note til tekst 13).
44 Dvs. skade.
45 Affattet henimod 1389 af det lybske franciskanerklosters læsemester (dvs. lærer for munkene) Detmar på opdrag af byrådet i Lübeck. Den bygger i hovedsagen på mundtlige oplysninger fra borgere i Lübeck.
46 Yngre Sjællandske Krønike er frem til 1359 skrevet nogenlunde samtidigt med begivenhederne. De sidste år, som er behandlet, 1360-63, er en noget senere tilføjelse, men formentlig forfattet inden år 1400.
47 Visbykrøniken er skrevet af samme hånd frem til 1412, mens andre hænder har lavet nogle få senere tilføjelser (til 1444). Manuskriptet (Codex Holmiensis B 99 – »Holmia« er en latinisering af Stockholm) vides at stamme fra franciskanerklostret i Visby.
48 Erik Magnusson (1339-59), ældste søn af Magnus Eriksson, valgt til kommende konge i Sverige 1343, konge her 1356-59; se i øvrigt indledningen.
49 Se note til tekst 13; »Albert« er identisk med Albrecht.
50 På ét blad i manuskriptet har ni forskellige hænder indført årbogsnotitser i tilfældig orden (det seneste omhandler 1408). Notisen om 1361 er skrevet af den samme hånd, som har forfattet Visbykrøniken (tekst 27).
51 Den del af årbogen, som dækker 31-1448, består overvejende af uddrag fra det såkaldte Gråbrødrediarium fra franciskanerklostret i Stockholm. Dette er skrevet i flere omgange fra anden halvdel af 1300-tallet og frem, for det meste på basis af andet materiale.
52 Af samme hånd ført til 1412 med en enkelt senere tilføjelse (1430). Hoveddelen er formentlig skrevet i Strängnäs af dekan Nils Birgersson ca. 1420.
53 Ax(e)vall ligger i det nordlige Västergötland, Oppensten i Kind i det sydligste Västergötland.
54 Skrevet af én forfatter i første halvdel af 1500-tallet.
55 Identisk med Magnus Eriksson; »Smek« er et tilnavn, der muligvis hentyder til homoseksualitet (smeka: at kæle, at kærtegne).
56 Olaus Petri (latinisering af Olof Pettersson) (1493-1552) skrev sin Sverigeskrønike på svensk i 1530’erne. Da den var kritisk over for Gustav Vasa (svensk konge 1523-60), kunne den ikke blive trykt (skete ikke før 1818), men den cirkulerede i mange afskrifter allerede i forfatterens levetid.
57 Dvs. handelsplads, hvor der foregår en betydelig import og videreforhandling/eksport af varer, evt. således at stedet har monopol på sådant for et større område.
58 Arild Huitfeldt (1546-1609) var rigens kansler (leder af rigets højeste retsvæsen) og medlem af Rigsrådet og den første efter Saxo, der skrev en »hel« Danmarkshistorie op til sin egen levetid.
59 Hvis »for« læses som »efter«, bliver dateringen 29. juli.
60 Store og Lille Karlsø er beliggende ved Gotlands vestkyst.
61 Dvs. ligeledes.
62 Hans Nielssøn Strelow (1587-1656) var præst på Gotland.
63 Sodomi er en ældre betegnelse for homoseksualitet.
64 Dvs. overraskende.
65 Dvs. græsningsareal.
66 Dvs. solnedgang.
67 Gammelt dansk navn for Gotland. Strelow skriver ellers overalt »Guthiland« (altså »Gotland«).
