Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 33

Kong Valdemar Sejr efterlod sig ved sin død 1241 tre voksne sønner. Den ældste, Erik (Plovpenning), som i forvejen var kronet til medkonge, overtog tronen. Han kom hurtigt i strid med den næstældste, Abel, som allerede var forlenet med hertugdømmet Sønderjylland. Kong Erik blev dræbt i 1250, men Abel svor sig fri for andel i drabet og blev konge. Da han faldt på krigstogt allerede i 1252, lykkedes det Kristoffer, den yngste af brødrene, at blive konge, idet Abels ældste søn, Valdemar, på dette tidspunkt befandt sig i fangenskab i udlandet. Kristoffer anfægtede Abels ret til tronen og arbejdede aktivt for at få Erik Plovpenning helgenkåret. Abels sønner fandt til gengæld støtte hos deres morbrødre, de holstenske grever. Kristoffer måtte overlade Sønderjylland til Valdemar, som dog døde i 1257, hvorpå hans broder Erik gjorde krav på hertugtitlen. Kristoffer mødte også modstand hos Jakob Erlandsen, fra 1254 ærkebiskop i Lund og dermed herre over store dele af Skåne. Et kirkemøde i Vejle vedtog på Jakob Erlandsens initiativ, at eventuelle overgreb mod landets bisper umiddelbart skulle udløse interdikt (Vejlekonstitutionen 1256). Det stadig mere spændte forhold mellem konge og ærkebisp kulminerede, da Kristoffer lod Jakob Erlandsen fængsle 5. februar 1259. Interdiktet blev imidlertid kun overholdt i Skånelandene og på Sjælland, mens de jyske bisper sluttede op bag kongen. Til gengæld allierede ærkebispens parti sig med Erik Abelsen og de holstenske grever. Fyrst Jarmer af Rügen (som hørte under Roskilde bispestol) landede med en hær på Sjælland og sejrede i et blodigt slag ved Næstved. Og midt i alt dette dør så kong Kristoffer …