Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 27

1. Men folket jublede over drabet på kongen: Den forbrydelse de burde have begrædt, var det dem tværtimod en fryd at gøre grin med. Men selv om de undskyldte mordet med hensynet til fædrelandet og forsøgte at pynte på det ved at kalde det tyranmord, tillod Gud ikke at hans stridsmand blev snydt for sin løn: han lagde den hellige mands hidtil ukendte uskyld åbent til skue med klare tegn og beviser, og til den enestående glans der havde været over hans liv, føjede han strålende hæder i døden. Ja, for at fastslå mordernes ondskab beviste han den straffedes store fortjenester med mirakler, ligesom han åbenbarede hans kraft, som folket intet kendte til, med prægtige undere.

[…]

Saxo fortæller videre om, hvordan Gud straffede folket med hungersnød under Oluf Hunger og atter gav gode tider under Erik Ejegod.

Tekst 2

Uddrag af Roskildekrøniken. Bevaret i flere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Den Ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken), oversat af Jørgen Olrik (København: Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1898), s. 23-27

Denne kortfattede krønike på latin er sandsynligvis forfattet af en gejstlig person med tilknytning til bispestolen i Roskilde, som spiller en stor rolle i fremstillingen. En af Erik Ejegods sønnesønner, der døde 1143, omtales som levende, og en strid mellem to bisper om ærkebispesædet i Lund, der stod i årene 1137 og 1138, omtales som afsluttet. Jørgen Olrik foregriber delvist den moderne retskrivning, som blev indført 1948.

[…]

Imidlertid døde den berømmelige Danekonge Sven Magnus⁷ i Jylland, i det år efter Herrens byrd 1074, i sin kongetids 31te år; hans legeme blev med hæder jordet i Roskilde, således som han selv i levende live havde befalet det. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på thronen, og herskede i 7 år; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormsøn, og den fjerde denne Harald Svensøn, en ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene.

Efter hans død kom hans broder Knud på thronen. Da denne ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald,⁸ så blev han fordreven fra Jylland over til Fyn, og léd i den hellige martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret, med stor anger i hjærtet, i det år efter Herrens byrd 1090, i sin kongetids 11te år. Hans legeme hædres ved store jertegn, og Kristus herliggøres i sin martyr. – Med ham dræbtes også hans broder Benedict.

Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge, og tog ham til hersker over hele Danmarks rige. På hans tid herskede i 9 år stor hungersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; ti eftersom under tvingende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogsaa deres hunde. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed.

[…]

Efter hans [Olafs] død fulgte hans bror Erik den gode ham på thronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf veg bort fra folket. Men om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olafs skyld, det må han afgøre, som véd alt, inden det skér, og som ordner alt, når og sådan som han selv vil; ti ingen af dem fortjænte den lod, de fik. Erik herskede i 8 år og fandt på mange ubillige og uretfærdige love. […]

Tekst 3

Uddrag af Ælnoth: Gesta Sweonmagni regis et filiorum eius et passio gloriosissimi Canuti regis et martyris (Kong Svend Magnus’ og hans sønners bedrifter og den mest berømmelige konge og martyr Knuds lidelseshistorie). Bevaret i flere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Ælnoths krønike, oversat af Erling Albrectsen (Odense: Odense Universitetsforlag, 1984), s. 21, 83-86, 93, 97-101, 107-111

Ælnoths krønike er skrevet på latin og tilegnet kong Niels med opfordring til denne om at skænke gaver til Sankt Knuds Kloster i Odense. Dette skete faktisk. Der er overleveret et brev fra paven, dateret 1117, hvori denne stadfæster at klosteret har modtaget gaver fra kong Niels.

Krøniken omhandler ikke kun kong Knuds, men hele den regerende kongeslægts historie. Den fandtes bevaret i et håndskrift i Herrevad Kloster i Skåne, som rigskansler og historiker Arild Huitfeldt fandt og lod trykke i 1602. Siden har krøniken været udgivet flere gange. Her bringes det første af forordet og efterskriftet samt en lille del af den meget detaljerede skildring af kong Knuds død, hvori det bl.a. fortælles at kongen blev forrådt af en fynsk stormand ved navn Piper, der under måltidet i kongsgården i Odense som en anden Judas gav kongen et fredskys, men senere selv blev såret dødeligt foran kirkedøren.