Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 34
Oversigt over teksterne
Оглавление| Tekst 1 | Caspar Paludan-Müller: »Kong Erik Glipping og den romerske Kurie i Kongens Strid med Ærkebiskop Jakob Erlandsen«, i samme: Studier til Danmarks Historie i det 13de Aarhundrede, IV (København 1872), s. 320f, 325 |
| Tekst 2 | Kristian Erslev: Den senere Middelalder (1241-1481) (Danmarks Riges Historie, II), (København: Det Nordiske Forlag, 1905), s. 52f |
| Tekst 3 | Erik Arup: Danmarks Historie, I (København: Hagerup, 1926), s. 314 |
| Tekst 4 | Palle Lauring: Valdemars sønner og Unionen (København: Gyldendal, 1960), s. 34ff |
| Tekst 5 | Erik Kjersgaard: Borgerkrig og Kalmarunion, 1241-1448 (Politikens Danmarkshistorie, IV), (København: Politikens Forlag, 1963), s. 98 |
| Tekst 6 | Helge Paludan: »Tiden 1241-1340«, i Aksel E. Christensen mfl. (red.): Danmarks Historie, I: Tiden indtil 1340 (København: Gyldendal, 1977), s. 448 |
| Tekst 7 | Helge Paludan: »Danmark før 1332«, i Steen Busck/Henning Poulsen (red.): Danmarks historie – i grundtræk (Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2000), s. 56 |
| Tekst 8 | Ludvig Holberg: Dannemarks Riges Historie, I (København 1732), s. 336f |
| Tekst 9 | Arild Huitfeldt: En Kaart Chronologia, Forfølge oc Continvatz, paa huis som her vdi Danmarck skeed oc bedreffuen er … 1182 … indtil … 1448, I (København 1600), s. 285 |
| Tekst 10 | Uddrag af Hans Svaning: Om Koning Christopher |
| Tekst 11 | Uddrag af Hans Svaning: Commentari rerum Danicarum |
| Tekst 12 | Uddrag af Exordium monasterii quod dicitur Caræ Insulæ (Øm Klosters krønike) |
| Tekst 13 | Brev udstedt af kong Kristoffer, Tårnborg 15. april 1259 |
| Tekst 14 | Uddrag af brev fra kapitel og konvent i Lübeck til kong Erik, Lübeck 12. august 1259 |
| Tekst 15 | Uddrag af brev fra pave Alexander 4. til tre tyske bisper, Anagni 4. juni 1259 |
| Tekst 16 | Uddrag af brev fra pave Urban 4. til Jakob Erlandsen, Orvieto 4. april 1264 |
| Tekst 17 | Brev fra Ribe Domkapitel til paven, Ribe 13. maj 1261 |
| Tekst 18 | Uddrag af akterne fra den danske konges proces ved pavestolen mod ærkebisp Jens Grand 1296-97 |
| Tekst 19 | Uddrag af årbogsnotits i Yngre Næstvedårbog |
| Tekst 20 | Årbogsnotits i Ældre Sorøårbog |
| Tekst 21 | Uddrag af årbogsnotits i Lundeårbogen |
| Tekst 22 | Uddrag af årbogsnotits i Rydårbogen |
| Tekst 23 | Uddrag af årbogsnotits i Ribeårbogen |
| Tekst 24 | Årbogsnotits i Sorøårbogen til 1268 (også kaldet Slesvigårbogen) |
| Tekst 25 | Årbogsnotits i Essenbækårbogen |
| Tekst 26 | Uddrag af årbogsnotits i Visbyårbogen |
| Tekst 27 | Uddrag af årbogsnotits i Årbog 980-1286 |
| Tekst 28 | Årbogsnotits i Dansk-svensk årbog |
| Tekst 29 | Uddrag af Ældre Sjællandske krønike |
| Tekst 30 | Uddrag af Jyske Krønike |
| Tekst 31 | Notits i Necrologium Ripense (Dødebogen fra Ribe) |
| Tekst 32 | Notits i Liber daticus Lundensis vetustior (Den ældre gavebog fra Lund) |
| Tekst 33 | Per Kristian Madsen: »Christoffer den førstes grav i Ribe domkirke«, Mark og Montre. Fra sydvestjyske museer 1980, s. 47ff |
Caspar Paludan-Müller: »Kong Erik Glipping og den romerske Kurie i Kongens Strid med Ærkebiskop Jakob Erlandsen«, i samme: Studier til Danmarks Historie i det 13de Aarhundrede, IV (København 1872), s. 320f, 32
[…] Kong Kristoffers Død i Ribe den 29de Mai 1259. At han er ryddet afveien ved Gift er vel ikke bevist, fordi Dødsaarsagen ikke blev Gjenstand for en retlig Undersøgelse; men Meningen derom var strax saa almindeligt udbredt, fandt saa fast en Tiltro og maa have havt saa stærke Indicier at støtte sig til, saa at den aldrig er bleven gjendreven, ja ikke engang bestridt af Andre end Kongens og Kongehusets lidenskabelige Fjender. Som Gjerningsmanden udpegedes strax og almindeligt Arnfast, Abbed i Rykloster i Sønderjylland; men Ingen siger os, om han havde Medskyldige og Tilskyndere, eller handlede af sit eget Hjertes Ondskab.
[…]
Jakob Erlandsen var […] i sin gode Ret, da han nu providerede Aarhus Bispestol med en Mand af sit Valg; men han misbrugte denne Ret paa den mest oprørende Maade: han valgte Arnfast, Abbeden fra Ry, den samme Arnfast, hvem et almindeligt Raab betegnede som Kong Kristoffers Giftmorder! […]
Kristian Erslev: Den senere Middelalder (1241-1481) (Danmarks Riges Historie, II), (København: Det Nordiske Forlag, 1905), s.52f
[…] For at gøre Ulykkernes Maal fuldt døde Kong Kristoffer pludseligt i Ribe d. 29. Maj 1259. Det hed sig straks, at han var blevet forgivet af sine kirkelige Modstandere, og man nævnte endog en bestemt Mand som Morderen, Abbed Arnfast af Ryd Kloster; opklaret blev Sagen aldrig. […]
Erik Arup: Danmarks Historie, I (København: Hagerup, 1926), s. 314
[…]
Da var kong Kristoffer I. fjorten dage før, 29. maj, pludselig død i Ribe; det hed sig straks, at Cistercienserabbeden Arnfast fra Rydkloster havde forgivet ham, endog i nadveren. […]
Palle Lauring: Valdemars sønner og Unionen (København: Gyldendal, 1960), s. 34ff
[…]
Og så når atter et budskab landets og Kongens fjender og ændrer brat situationen: Kong Kristoffer er død.
Det hævdes, at i Ribe er han gået til alters hos Abbed Arnfast fra Rydkloster 29. maj 1259, og Abbeden har hældt gift i altervinen.
Kristoffer bliver gravlagt foran domkirkens højalter, og da hans kirkelige uvenner mener, at det er for ærefuldt for kirkens fjende, hævder Ribekannikerne, at Kongen på dødslejet har »vist klare tegn på anger og lovet at gi Ærkebispen fuld erstatning for alt«.
At kongen er blevet forgivet i altervinen har man siden tvivlet på, men der er næppe grund til at tvivle om det, som samtiden mener og siger højt. I sit store brev til Jakob Erlandsøn, af 4. april 1264, altså ikke fulde fem år efter Kongens død, går Pave Urban den Fjerde da også ud fra, som en nogenlunde given ting, at Arnfast er Kongens drabsmand.
[…]
At Kristoffer blir dræbt af en kirkemand lyder rimeligt. Tidens politiske metoder er i hele Europa skrupelløst konsekvente, som drabet på Knud Lavard. […] Den kun 40 år gamle Konge dør pludseligt, så vidt vi véd uden at han har været syg. Selv når vi fastholder hans død som et giftmord, er Danmark i det stykke ikke nær på højde med hvad der præsteres i udlandet, så drabet har intet usandsynligt ved sig.
[…]
I en efterskrift til 2. udgave (1974) tilføjer Palle Lauring:
[…] det diskuteres stadig, om Christoffer den Første blev eller ikke blev forgivet af altervinen, som Abbed Arnfast rakte ham i Ribe. Opklaret blir sagen naturligvis aldrig – det er lidt sent med en politiundersøgelse. Det burde i bogen have været nævnt, at kongens altergang er ikke uortodoks. Idag får katoliker ved altergangen kun brødet, men på den tid fik de også vinen, som ved en protestantisk altergang. […]
Erik Kjersgaard: Borgerkrig og Kalmarunion, 1241-1448 (Politikens Danmarkshistorie, IV), (København: Politikens Forlag, 1963), s.98
[…] døde han [kong Christoffer] pludseligt i Ribe 29. maj 1259. Dødsfaldet var så belejligt for ærkebispens tilhængere, at det selvfølgelig blev stemplet som mord, og man udpegede abbed Arnfast fra cistercistenserklostret Ryd som gerningsmanden; han skulle have kommet gift i den hellige nadver, da han tog kongen til alters. […]
Helge Paludan: »Tiden 1241-1340«, i Aksel E. Christensen mfl. (red.): Danmarks Historie, I: Tiden indtil 1340 (København: Gyldendal, 1977), s. 448
[…] Da var imidlertid kort før Christoffer 1. død, som det påstodes, forgivet ved nadveren af en af sine kirkelige fjender.
[…]
Helge Paludan: »Danmark før 1332«, i Steen Busck/Henning Poulsen (red.): Danmarks historie – i grundtræk (Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2000), s. 56
[…] Hans [Christoffers] regeringstid afsluttedes, da han pludselig blev syg og døde i 1259, ifølge enkedronningen og hendes nærmeste rådgivere, fordi tilhængere af ærkebisp Jakob Erlandsen havde forgivet ham i nadveren. […]
Ludvig Holberg:1 Dannemarks Riges Historie, I (København 1732), s. 336f
[…] Medens denne U-eenighed stod paa, reisede Kongen til Jylland, og begav sig til Ribe for at overlægge med samme Stads Bisp hvorledes denne Tvistighed kunde dempes. Men der blev han af Arnfastoa) Bispen af Aarhuusb), som var did henkommen under Skin at tale med Kongen om det Almindelige Beste, forgiven: endeel siger, at det skeede udi Sacramentet: andre, da han var til Giæst hos ham, hvilket holdtes for et Galanterie eller snarere en god Gierning paa de Tiider mod en bandsatt Konge. Det vederfores Kongens Ligc), som en stor Naade, at det blev begravet udi Dom-kirken i Ribe, og det allene efterdi han havde appelleret til Paven. […]
Holbergs egne noter:
a) Denne Arnfastus var imod Kongens Villie bleven creeret Biskop til Aarhuus. Det er selsomt at Hvitfelt har ikke anført ham udi de Aarhuusiske Bispers Catalogus.
b) Hist. Christoph. I. manuscr. taler derom saaledes: Och siges thett, at samme Konning bleff forgiffuen af Erche-Biskop Jacobs oc Peders Anhængere.
c) Chrantzius2 synes at tilkiende give, at Kong Christopher døde naturlig Viis sigende: Sub extremum pacifice rebus cunctis administratis in fata concessit [til sidst afgik han ved døden efter fredeligt at have ordnet alt]: Maa skee at han af Respect for Geistligheden har fingeret saadan U-videnhed.
Arild Huitfeldt:3 En Kaart Chronologia, Forfølge oc Continvatz, paa huis som her vdi Danmarck skeed oc bedreffuen er … 1182 … indtil … 1448, I (København 1600), s. 285
[…]
Som denne Wenighed stod paa/ drog Kong Christoffer til Judland/ oc foer ind vdi Ribe/ at hand vilde met Bispen sammesteds/ som altid vaar paa hans side/ see/ huad Raad hand kunde finde/ til at nederlegge denne Tuedract/ som var kommen hannem oc Erchebispen imellem/ hvor hand aff Bisp Arnfasto vdi Aarhus/ huilcken Erchebisp Jacob imod Kongens vilge/ sætte til Biscop/ Oc vaar did kommen/ som at tale met Kongen/ om det almindelige Beste/ Bleff forgiffuen/ En deel skriffue/ vdi Sacramentet/ Andre sige/ At der hand vaar hos hannem til Giest/ huilcket vaar en gruelig oc erskreckelig Handel/ enten vdi Sacramentet at forgiffue nogen/ som er indskicket Mennisken til Hielp oc Trøst/ eller oc i andre maader/ den hand haffde suoret Huldhed oc Troskaff/ Men de gode Fædrer actet der ringe om/ oc giorde sig ingen Samuittighed om hannem/ at forgiffue/ effter hand vaar bandsæt/ som vore Jesuiter paa denne dag icke heller giøre/ Oc strax effter hand vaar bleffuen død/ bleff hand sammesteds begraffuen vdi Domkircken/ mit vdi Choret/ hos Bisp Christens Hoffuet aff Ribe/Anseendis hand haffde Appellerit vdi Hoffuetsagen til Rom. Hand døde Aar 1259. […]
Uddrag af Hans Svaning:4 Om Koning Christopher. Original på dansk i Det Kongelige Bibliotek, København. Gengivet efter Kr. Erslev (red.): Svaning-Hvitfeld, Svanings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst (København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, 1928), s.91-93
[…] Siden drog Kong Christopher ind udi Jutland och befandt der Almuegen at værre hannem møgit uvillig for then store Ofverlast, the hafde stedste lid thilforn af hannem och hans Folk i mange Maade. Therfor gaf hand sig ind udi Ribe oc lod strax gribe Biscop Esche oc sette hannem i Fengsel, endog hand hagde althid giort hannum stor Thieniste och Bistand thilforn. Och Koning Christopher belef siden nogen Thid longt i Ribe och torde icke gifve sig ud paa Landet, thil saa lenge hand finge ther sin Helsodt och døde om Eftherhøsten i thet samme Aar, som Archebisp Jacob blef fangen, Aar efther Christi Fødsel mcclix, och ligger begrafvidt i Ribe; och sigis thet for viste, at samme Koning blef forgifven af Archebiscop Jacobs oc Biscops Peders Anhengere. […]
Uddrag af Hans Svaning: Commentari rerum Danicarum. Bevaret i afskrift på latin i Det Kongelige Bibliotek, København. Oversat efter Niels Skyum-Nielsen: Mordet på Kennedy og andre opgaver i kildekritik (København: Munksgård, 1973), s. 250 samt Erslev (se tekst 10), s.92
[…] Under disse stridigheder drog kong Kristoffer til Jylland og tog ind i Ribe by for med den stedlige biskop, som til stadighed var tilhænger af hans sag, at overlægge, hvorledes striden mellem ham og ærkebispen kunne bilægges; dér døde han pludselig, kort efter at han var ramt af den romerske paves bandstråle, forgivet med gift, rakt ham i nadveren af Arnfast, bisp af Århus, som ærkebisp Jakob havde trængt ind som biskop mod kongens vilje, og han blev begravet i domkirken sammesteds midt i koret ved hr. biskop af Ribe Christierns hoved år 1259. […]
Uddrag af Exordium monasterii quod dicitur Caræ Insulæ (Øm Klosters krønike).5 Original på latin i Det Kongelige Bibliotek, København. Oversat efter M.Cl. Gertz (red.): Scriptores minores historiæ danicæ medii ævi (København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 1922), s. 217f
Krøniken beretter om munkenes strid med bisp Tyge af Århus, der har krævet gæsteri af klostret og med magt forsøger at tiltvinge sig dette; i februar 1263 har bispen indklaget brødrene for sysseltinget og fremsætter her nogle anklager mod dem:
[…]
Den næste torsdag klagede bispen på Åbo Syssels ting […] og sagde, at han var blevet jaget ud af klostret med stokke og knipler. Desuden sagde han, at vi havde ringet med klokken for at kalde munkene, lægbrødrene og alle [klostrets] undergivne sammen for at drive ham væk. Ligeledes sagde han, at vi skjulte mange af kongens fjender, blandt hvilke han som den første nævnte bisp Arnfast. Og siden denne nu er bragt på tale, skal jeg fortælle noget om ham.
På den tid hvor [bispe]sædet i Århus stod ledigt, var der tolv kanniker. Da de foretog valget, stemte de seks på én, de seks andre på en anden; heraf fulgte langvarig strid og splid mellem dem, således at valget tilfaldt ærkebisp Jakob, som selv var drevet ud af riget på grund af den fejde, der herskede mellem ham og kong Kristoffer, fordi han ikke ville finde sig i, at hans kirke led uret. Den nævnte ærkebisp valgte så den fremragende og vellærde mand af ædel byrd, hr. abbeden af Ryd kloster ved navn Arnfast, og indviede ham til bisp af Århus. Denne Arnfast vovede dog ikke, fordi han var valgt og indviet mod dronningens [dvs. enkedronning Margrethes] vilje, at iklæde sig den nævnte kirkes goder, men vendte tilbage til sit førnævnte abbedi, hvor han opholdt sig lige til sin dødsdag. For hans skyld gæstede i samme år Jens Kalf, hr. kongens marsk, os syv gange med mindst 300 heste for at forsøge, om han kunne fange nævnte bisp Arnfast; han svor endda, at han ville gribe ham, om han så fandt ham foran højaltret. Men denne gode mand har aldrig været i dette hus, efter han blev viet til bisp.
[…]
Brev udstedt af kong Kristoffer, Tårnborg 15. april 1259. Latinsk tekst bevaret i to afskrifter af Rigsbrevbogen fra ca. 1320 (begge fra ca. 1700, men gennem flere tabte mellemled). Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 279, s. 219
C[hristoffer], af Guds nåde de Danskes og de Venders konge, til sine elskede venner, dekanerne og sognepræsterne i Halland, kærlig hilsen.
Vi har erfaret at I, til trods for at vi har appelleret alle de krænkelser, der er overgået os fra hr. ærkebispens side, til det apostoliske sæde og forfulgt vor appel på korrekt og gyldig vis, har standset gudstjenesten i jeres kirker og nægtet menigheden gejstlig bistand. Derfor beder, formaner indtrængende og påbyder vi, at I alle som én, straks når I har set dette brev, åbner jeres kirker, [at I] ivrigt atter holder gudstjeneste i dem for menigheden, at I holder gudstjeneste i alle, i sikker forvisning om at vi, hvad der end måtte ske [i sagen], for Herren og alle mennesker vil holde jer alle som én skadesløse og fri for straf.
Givet på Tårnborg, tredje dag efter påske [= 15. april 1259].
Uddrag af brev fra domkapitel og konvent i Lübeck til kong Erik, 12. august 1259. Original på latin i Staatsarchiv, Lübeck. Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 287, s. 226f
Til den glorrige og fremragende fyrst E[rik], de Danskes og de Venders konge, såvel som hans berømmelige moder dronningen og deres råd samt landets øvrige stormænd. Segebod, provst, Konrad, dekan, og hele kapitlet i Lübeck kirke, broder Arnold, prior, og broder Wedekind, underprior, og hele dominikanerbrødrenes konvent, broder Salomon, klosterforstander, og de øvrige franciskanerbrødre i samme stad [er] med bønner og lydighed rede til al tjeneste.
Med dette brev erklærer vi offentligt, at vi har set et privilegium, udstedt af den velbyrdige fyrste kong Valdemar, i lykkeligt minde, og et privilegium, udstedt af den glorrige kong Kristoffer, salig ihukommelse, ikke indskrænkede, ikke ophævede og ikke beskadigede i nogen del, men gode og hele og af følgende ordlyd: […]. Da det altid passer sig for ædle fyrster og deres sønner at overvåge og stadfæste deres fædres og forgængeres gavnlige bestemmelser, har vi besluttet ydmygt at bønfalde jer, høje konge, om at I, for vor stadige lydighed og vore bønners skyld, af nåde vil værdiges til at lade den samme ret og frihed, som de agtværdige mænd, vore gode venner, rådmændene og borgerne i Lübeck modtog af de førnævnte glorrige fyrster, jeres forgængere, og som de med rette vil kunne påvise i deres privilegier, være urørte i fremtiden.
Og for at ingen skal nære tvivl om disse privilegiers ordlyd, har vi ladet dette brev bekræfte med vore segls værn.
Givet i det nådens år 1259, tirsdag efter Sankt Laurentius’ dag [= 12. august].
Uddrag af brev fra pave Alexander 4. til tre tyske bisper, Anagni 4. juni 1259. Latinsk tekst bevaret i afskrifter af Rigsbrevbogen (se tekst 13). Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 280, s. 219-22
Alexander, af Guds nåde biskop, Guds tjeneres tjener, til sine ærværdige brødre [Rudolf, biskop af] Schwerin, [Johan, biskop af] Lübeck og [Simon, biskop af] Paderborn, hilsen og den apostoliske velsignelse.
Hvis Danmarks høje konge omhyggeligt mærkede sig de velgerninger, han har modtaget af Herrens hånd, ville han ikke blot klogeligt ophøre med at krænke Ham, men også ydmygt føje sig efter Hans velbehag.
Thi fra Ham, som giver kongerne deres kongemagt, har han fået sit kongelige scepter og står som den, der har fået kongekronen, i magt over mange. Hvorfra da en så tøjlesløs dristighed og en så stor og uhyrlig forvovenhed, at denne konge således forfølger sin velgører i Hans tjenere? at han hverken betænker eller indser Hans velgerninger?
Hvis vi om hans [kongens] handlinger hørte noget, der fortjente ros, ville vi glæde os; når det modsatte sker, smertes vi og sørger ikke lidet.
Derfor fyldes vi med smerte, når vi erfarer, at denne konge med tilsidesættelse af al gudsfrygt har ladet vor ærværdige broder, ærkebispen af Lund, Sveriges primas, et hæderværdigt medlem af kirken, tage til fange og kaste i fængsel.
Den vanærende måde hvorpå han blev taget til fange, hvordan kongens drabanter satte en hue af rævehaler på hans hellige hoved, klædte ham i lægmands dragt, bandt hans fødder og førte ham bort til et trangt fængsel, [alt dette] udelader vi her, især fordi det næppe med mange ord kan berettes, hvilken uret de nævnte drabanter skændigt har tilføjet ham.
Vor ærværdige broder, bispen af Roskilde, har samme konge tvunget i landflygtighed efter i fræk forvovenhed at have befalet, at han skulle bringes ham død eller levende.
Og for at ærkebispen ikke skulle have noget middel til at slippe fri, har han ladet vore elskede sønner, provsten og ærkediakonen i Lund, som af den grund agtede personligt at begive sig til det apostoliske sæde, gribe og holder dem nu i grumt fængsel.
Derfor er vor vrede over dette på retfærdighedens bud blusset så stærkt op, at hvis ikke nævnte konge ved hurtig oprejsning klogt søger at råde bod herpå, vil vi sørge for at gå så kraftigt frem imod ham, at straffen kan lære ham, hvor langt han har vovet sig ud, eller rettere, hvormeget han har forbrudt sig i denne sag.
Men da formaning bør gå forud for straf og sværdet drages, må lemfældige midler [først] tages i brug. Vi pålægger [da] strengt jer, brødre, i kraft af jeres lydighedspligt ved denne apostoliske skrivelse, at I [selv] eller andre sørger for, at kongen formanes og eftertrykkeligt bevæges til, inden en måned efter denne jeres formaning, at uden at gøre vanskelighed gengive ærkebispen, provsten og ærkediakonen deres frihed og lade dem drage uhindret bort. For den uret, han har tilføjet ærkebispen og kirken, som han derved anses for at have udæsket stærkt imod sig, skal han give fuld oprejsning.
Skulle han ikke rette sig efter jeres eller rettere vore formaninger, da skal I lade ham selv og alle hans rådgivere i denne uretfærdige sag offentligt erklære for bandlyste med udelukkelse af appel, og I skal lade dette forkynde på alle søndage og helligdage med klokkeringning og tændte lys på de steder, I finder det hensigtsmæssigt, og [I skal], ved jer selv og andre, sørge for at alle undgår dem.
Hvis han ikke således retter sig efter jeres formaning, men efter en måned fremturer i sin forhærdelse og ondskab, skal I lægge Danmarks Rige og de steder, hvor ærkebispen holdes fangen, i kirkens interdikt; således at ingen må holde gudstjeneste, og ingen må uddele kirkens sakramenter, udover barnedåb og døendes skriftemål. Det samme og ikke mindre skal gøres på alle steder, hvortil kongen kommer, [og] sålænge han opholder sig der. […]
I det hverv, der således er overdraget jer, skal I gå frem, så kongen må rødme over sin ondskab, og vejen til at vove noget lignende lukkes for andre.
Givet i Anagni den 4. juni i vort pontifikats 5. år [= 1259].
Uddrag af brev fra pave Urban 4. til Jakob Erlandsen, Orvieto 4. april 1264. Latinsk tekst bevaret i samtidig afskrift i Vatikanarkivet, Rom, samt i afskrifter af Rigsbrevbogen (se tekst 13). Oversat efter gengivelsen i Alfred Krarup/William Norvin (red.): Acta processus litium inter regem Danorum et archiepiscopum Lundensem (København: Gad, 1932), s.67-72
Urban, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder Jakob, ærkebiskop af Lund, hilsen og den apostoliske velsignelse.
Det er kommet os for øre, ved at rygtet råber det ud, og råbet udbreder dit vanry, at kirken i Lund, som forhen plejede at blomstre i rigdom gennem voksende åndelige og timelige goder, nu i din tid som følge af din ondskab og dit overmod er kommet i en så ynkelig tilstand, at den, hvis ikke den hurtigt får hjælp gennem det apostoliske sædes råd og dåd, næppe kan bringes til at rejse sig igen, da den i det åndelige er så godt som helt brudt sammen, og med hensyn til det timelige, som plejede at give en årlig indtægt på 6 000 mark sterling, [men] som nu siges næppe at give 100 mark, har [den] lidt uhyre skade og er så at sige styrtet uopretteligt sammen.
Det siges også at, skønt du efter skik og sædvane i Danmarks rige har aflagt mandsed til kong Kristoffer, i berømmeligt minde, og svoret troskab på sakramentet, på splinter af det sande kors, hvorpå vor frelser hang, og på andre hellige ting, [så] har du i foragt for denne gudsfrygtige ed ikke undladt at begå majestætsforbrydelse, dristet dig til at stifte en sammensværgelse mod kongen og forbundet dig med kongens og rigets mægtige fjender, som du på forræderisk vis har hjulpet med penge, […] og som den, der praler af sine misgerninger, undser du dig ikke for offentligt at erklære, at alt dette er udført på din befaling.
[…]
Desuden har du, som om det ikke var nok for dig at være Jordens konger til byrde, også gjort dig til besvær for Himmelens konge, […] thi til Fadervor, som Kristus selv har fastsat, og til Trosbekendelsen […] har du ikke undset dig for at føje nogle rettelser, eller rettere forvanskninger; og hvad der er [endog] mere fordømmeligt, du har ladet dit stifts præster, der dengang var samlet til kirkemøde, sværge på at de ville antage Fadervor og Trosbekendelsen med dine rettelser og give deres sognebørn undervisning deri og lære dem disse rettelser. […] hvis dette er sandt, er det uden mindste mål af tvivl kætteri.
På hvilken måde, du har været og [endnu] er os og det apostoliske sæde lydig og hengiven, viser sig i din fordømmelige fremfærd i sagerne vedrørende de engang ledige bispestole i Børglum og Århus. Til den ene, nemlig den i Børglum, indviede du faktisk imod dette sædes bestemmelse og befaling en tidligere Elav,6 der var ilde berygtet for mange og store forbrydelser; til den anden, den i Århus, indviede du faktisk, hvad der sandelig var en forbandelse, Arnfast, kong Eriks åbenbare fjende, da det jo siges, at han skal have ryddet denne konges fader af vejen ved gift, [og] dette gjorde du, inden spørgsmålet om vor ærværdige broder Tyges valg til biskop i Århus var afgjort ved dette sæde. Det samme fremgår tydeligt af den påfaldende foragt og det hånlige overmod, som du så anmassende og fordømmeligt har udvist overfor vor elskede søn, magister Gerald, dette sædes nuntius7 i Danmark, og tillige af den afskyelige trods, hvormed du, skønt du af denne nuntius på vore vegne var stævnet til personligt at rejse herned og fremstille dig for os, har ladet os vente i år og dag, idet du stadig forhærder dit sind og åbenlyst erklærer, at du lader hånt om at komme til os. […]
[…] da det er fra digselv, denne kirkes hele ulykke udspringer, formaner, beder og opfordrer vi din broderlighed, idet vi indtrængende pålægger dig og kærligt råder dig til at gå i dig selv og holde dig hele din egen færd for øje, til ikke mere at misbruge det nævnte sædes tålmodighed overfor dig [og] ikke længere afvente denne kirkes yderligere ødelæggelse, men sørge for dens og din egen fred og ro ved inden otte dage efter modtagelsen af dette brev frivilligt at nedlægge dit embede overfor vore elskede sønner prioren i Halmstad i Lunds stift og underprioren i Lund, hvem vi på grund af denne sag sender et særligt budskab, og hvem vi derved giver fri fuldmagt på vore vegne. […]
Givet i Orvieto 4. april i [vort pontifikats] 3. år [= 1264].
Brev fra Ribe Domkapitel til paven, Ribe 13. maj 1261. Latinsk tekst bevaret i vidimeret afskrift8 fra 1295 i Rigsarkivet, København. Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 338, s. 260-62
I den hellige og udelelige Treenigheds, Faderens, Sønnens og Helligåndens, navn, Amen.
Vi, kapitlet ved Vor Frue Kirke i Ribe, søger gennem appel tilflugt til det apostoliske sædes beskyttelse mod den ærværdige fader, vores overherre, hr. Jakob, ærkebiskop af Lund, Sveriges primas, for at han ikke skal forsøge noget mod os i anledning af en vis bestemmelse, vedtaget på det kirkemøde samme for nogen tid siden holdt i Vejle, [en bestemmelse] som begynder: Da den danske kirke. Da vi var kaldt til det nævnte møde, vedtog vi i enighed fra vort kapitel at sende de gode mænd, vor ærkediakon og hr. Tue, provst i Vardesyssel, vore medkanniker, og selvom de havde hørt oplæsningen og den offentlige kundgørelse af nævnte bestemmelse, havde de ikke fået adgang til de forudgående hemmelige forhandlinger om samme.
Da de havde meddelt os dette, mishagede det, som var sket, omgående den største og besindigste del af os, dels på grund af den ringeagt, der var vist vore udsendinge, dels fordi bestemmelsens ordlyd efter vor mening ikke var fri for falskheder, dunkelheder og anslag mod fyrsten.
Desuden mente vor ærværdige fader, hr. bispen af Ribe, ved nøjere eftertanke, at selv om han først havde samtykket i nævnte bestemmelse, skulle ikke dens ords ydre skal, men dens fornuftige mening holdes og tjenes. Da han frygtede, at hr. ærkebispen muligvis kunne blive fornærmet på ham, når ordenes overflade ikke tjentes, opsøgte han [bispen] ham personligt. Men denne [ærkebispen] var på dette tidspunkt kun fredelig og venskabelig.
Da nu bispen ville sikre sig mod, at hr. ærkebispen ville forsøge at gøre noget mod ham på grund af denne sag, appellerede han fra dennes forsamling til det apostoliske sæde på vegne af sig selv, sin kirke, sit kapitel, sin by og sit stift samt den gejstlighed og alle menigheder, som var undergivet ham. Og da han var vendt tilbage, gentog han højtideligt den samme appels ord i den synode, som holdtes under hans forsæde i Ribe i det Herrens år 1260 på de 11 000 jomfruers dag [= 21. oktober].
Men hr. ærkebispen lod, uanset denne appel var korrekt foretaget, og selvom han opholdt sig udenfor riget og var mistænkt for forræderi, derpå offentligt hr. bispen lyse i band ved en udsending, som det siges, i kirken i Ribe. Men vi mente hverken at måtte eller at have pligt til af denne grund at udelukke hr. bispen af vort fællesskab.
For at hr. ærkebispen ikke derfor skal kunne straffe os i anledning af dette fællesskab, appellerer vi påny til det apostoliske sæde.
Desuden tror vi, at vi bør appellere for tredje gang, for at han ikke skal vende straffens brod mod os, fordi vi har tilladt, at liget af hr. Kristoffer, forhen de Danskes konge, som mødte en brat død i Ribe, blev begravet i vor kirke,9 han [kongen] som efter hr. ærkebispens ord havde pådraget sig bandstraffen, netop fordi han havde befalet ham [ærkebispen] taget til fange og slæbt i fængsel. Thi selvom denne befaling havde været klar, så viste han [kongen] i sin dødsstund ikke alene tydelige tegn på anger, men han fremførte åbenlyst i klare ord løfte til hr. ærkebispen og kirken i Lund om erstatning for sit overgreb, [et løfte] som hans arvinger kan holdes fast på og tvinges til. Selv må han have fået absolution, således som han på sit yderste opnåede syndernes forladelse.
Derfor appellerer vi skriftligt til det apostoliske sæde og [beder om] nævnte sædes beskyttelse mod disse forurettelser, mod hvemsomhelst, vi frygter, og mod alle andre, som har i sinde at gøre ondt imod os, for os og vor kirke medsamt de øvrige sognekirker, der tilhører os i fællesskab eller enkeltvis med de menigheder og folk som hører derunder.
Og vi ville også indtrængende bede hr. ærkebispen, hvis han var tilstede eller hvis det var rigtigt at opsøge ham, om apostoli.10
Vi forpligter os desuden til, ikke at bevise alt som vi har forudskikket, men så meget eller noget deraf, som vil synes at være tilstrækkeligt til at begrunde vore bestræbelser.
Og denne vor appel, opsat og oplæst offentligt i det Herrens år 1261, 13. maj, har vi ladet bekræfte ved de tilstedeværendes segl.
Uddrag af akterne fra den danske konges proces ved pavestolen mod ærkebisp Jens Grand 1296-97. Latinsk tekst bevaret i afskrifter af Rigsbrevbogen (se tekst 13). Oversat efter gengivelsen i Alfred Krarup/William Norvin (red.): Acta processus litium inter regem Danorum et archiepiscopum Lundensem (København: Gad, 1932), s. 179, 194, 215
Kongens advokater erklærer som led i anklagen mod Jens Grand:
[…] Selv vides hr. Jens, dengang han var domprovst i Roskilde, […] således virkeligt at have sagt offentligt, da han på en forsamling af Sjællands indbyggere skulle svare, […] at ingen skulle undre sig over den død, som denne konge [Erik Klipping] fik, da mange af de danske konger ligeledes var blevet dræbt, idet han fortalte, at nævnte konges bedstefader, kong Kristoffer, var blevet forgivet. […]
Jens Grands advokat svarer i sit modindlæg:
[…] Til den tredje artikel […] benægter han indholdet i artiklen, i den form den fremsættes. […]
Kongens advokater erklærer i deres næste indlæg følgende om Jakob Erlandsen:
[…] Ligeledes havde denne med sine slægtninge, støtter, hjælpere og følgesvende i en sådan grad forfulgt ham, at de sagdes at have sørget for og udført, at samme kong Kristoffer blev forgivet og dræbt ved gift. […]
Uddrag af årbogsnotits11 i Yngre Næstvedårbog (går til 1300). Latinsk tekst dels bevaret i afskrift fra 1600-tallet, dels udgivet 1772 efter en anden, nu tabt afskrift. Oversat efter gengivelsen i Erik Kroman (red.): Danmarks middelalderlige annaler (København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 1980) (herefter: Kroman), s. 86
1259. Ærkebiskop Jakob blev taget til fange på Sankt Agathes nat [= 5. februar]. […] Jarmer satte sig i besiddelse af Sjælland femte dagen efter påske [= 17. april]. Kong Kristoffer døde.12 Ærkebiskop Jakob blev fri. […]
Årbogsnotits i Ældre Sorøårbog (går til 1300). Latinsk tekst dels bevaret i afskrift fra 1600-tallet, dels udgivet 1776 efter en anden, nu tabt afskrift. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s.93
1259. Ærkebiskop Jakob blev taget til fange. Kristoffer gik til grunde ved gift.
Uddrag af årbogsnotits i Lundeårbogen (går til 1307). Latinsk tekst bevaret i ufuldstændig samtidig afskrift samt afskrifter fra ca. 1500 og senere. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 65
1259. Dette år blev ærkebiskop Jakob på kong Kristoffers bud taget til fange på gården Gislebjerg på jomfru Sankt Agathes nat. Og samme år døde13 kong Kristoffer, og ærkebispen kom ud af fængslet. […]
Uddrag af årbogsnotits i Rydårbogen (går til 1288). Latinsk tekst bevaret i afskrift fra ca. 1300 samt tre danske oversættelser. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 173
1259. Ærkebiskop Jakob blev taget til fange og fængslet på borgen Hagenskov. Kristoffer døde i Ribe. Efter ham herskede hans søn Erik som gjorde meget ondt ved at rane fra kirker og ved ingen ret at skaffe dem der havde lidt vold og uret. […] Greverne af Holsten hærgede store dele af hertugdømmet.14 Jarmer, fyrste af Rügen, hærgede store dele af Sjælland.
Uddrag af årbogsnotits i Ribeårbogen (går til 1324). Latinsk tekst bevaret i afskrifter fra slutningen af 1500-tallet. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 262
1262. […] Ærkebiskop Jakob blev taget til fange i Gislebjerg kirke på Sankt Agathes nat og fængslet på borgen Hagenskov. Kong Kristoffer døde i Ribe, og ærkebispen kom ud af fængslet. Greverne af Holsten hærgede hertugdømmet. […] Jarmer, fyrste af Rügen, hærgede store dele af Sjælland. […]
Årbogsnotits i Sorøårbogen til 1268 (også kaldet Slesvigårbogen). Latinsk tekst bevaret i ufuldstændig afskrift fra slutningen af 1500-tallet. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 105
1259. Ærkebiskop Jakob blev taget til fange på kongens befaling og ført til Hagenskov. Kong Kristoffer døde i Ribe.
Årbogsnotits i Essenbækårbogen (går til 1323). Latinsk tekst bevaret i flere afskrifter fra ca. 1 00 og senere. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 281
1259. Kong Kristoffer døde. Jarmer hærgede Sjælland. Ærkebiskop Jakob blev taget til fange.
Uddrag af årbogsnotits i Visbyårbogen (muligvis fra Roskilde, går til 1287). Latinsk tekst bevaret i afskrift fra begyndelsen af 1400-tallet. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 148
1259. Ærkebispen blev taget til fange af kong Kristoffer, og kongen døde. […]
Uddrag af årbogsnotits i Årbog 980-1286 (muligvis fra Ribe). Latinsk tekst, udgivet 1773 efter nu tabt afskrift. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 272
1259. […] Kristoffer døde.
Årbogsnotits i Dansk-svensk årbog (muligvis fra Lund, går til 141 ). Latinsk tekst bevaret i afskrift fra 1 00-tallet. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 305
1259. Kristoffer, Danmarks konge, døde.
Uddrag af Ældre Sjællandske krønike (går til 1307). Latinsk tekst, udgivet 1695 efter nu tabt original. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 112
1259. […] Kong Kristoffer gik til grunde i Ribe.
Uddrag af Jyske Krønike (går til 1340). Latinsk tekst bevaret i tre afskrifter fra 1400- og begyndelsen af 1500-tallet. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 288
[…] I sit 9. regeringsår tog han ærkebiskop Jakob til fange og satte ham i fængsel på borgen Hagenskov. […] Samme år, som han tog ærkebispen til fange, døde kong Kristoffer i Ribe og blev begravet sammesteds.
Erik, søn af Kristoffer, fulgte ham på tronen i det Herrens år 1260. Han tog kirkernes tiende, gjorde ingen retfærdighed. […] Derfor gjorde efter Guds dom greverne af Holsten og Jarmer, Rügens fyrste, riget meget ondt.
[…]
Notits i Necrologium Ripense (Dødebogen fra Ribe).15 Original på latin i Det Kongelige Bibliotek, København. Oversat efter gengivelsen i Jakob Langebek/P.F. Suhm: Scriptores rerum Danicarum, V (København 1783), s.550
29. maj
I det Herrens år 1259 døde Kristoffer, de danskes berømmelige konge. Hans enke, nemlig den glorrige dronning Margrethe, gav efter hans død til nævnte konges årlige mindefest indtægter svarende til fem mark penge om året. Måtte derfor Gud, som lønner alle gode gaver, for dette og andet godt værdiges at skænke det evige liv. Amen.
Notits i Liber daticus Lundensis vetustior (Den ældre gavebog fra Lund). Original på latin i Universitetsbiblioteket, Lund. Oversat efter gengivelsen i C. Weeke (red.): Lunde Domkapitels Gavebøger (København 1889), s. 140
3. juni
I det herrens år 1259 døde kong Christoffer, salig ihukommelse.
Per Kristian Madsen: »Christoffer den førstes grav i Ribe domkirke«, Mark og Montre. Fra sydvestjyske museer 1980, s. 47ff (de tilhørende noter udeladt)
[…] I 1901 søgte man at komme bl.a. problemerne omkring kong Christoffers grav til livs ved en udgravning i domkirken. Undersøgelsen skete ved Nationalmuseets 2. afdeling under ledelse af direktør W. Mollerup […] Betingelserne for en arkæologisk udgravning i denne utvivlsomt meget begravelsesrige og forstyrrede del af kirken har næppe været gunstige, og man gik øjensynlig frem på en måde, som i dag forekommer vel hårdhændet.16
[…]
Mollerup mente […] at gravningen ikke i sig selv gav nogen sikkerhed for, at det virkelig var kongens grav, man havde fundet. Dels måtte gravstenen udfra sin type sættes til senere end 1259, dels måtte sarkofagen være ældre end denne tid. Sarkofagen […] beskrives som trapezformet, 2,14 m lang og i bredden 0,84 ved hoved- og 0,55 m ved fodenden. Den havde stærkt skrånende sider, og i de indvendige hjørner var små kvartsstave. Efter beskrivelsen samt fotografiet at dømme tilhører stenkisten en type, som især træffes i Rhinegnene, Holland og på de frisiske øer i ganske lignende former og med de samme detailler som Ribe-kisten. Sarkofagerne dateres i almindelighed til tidlig middelalder, men der kendes eksempler på, at de er genanvendt senere. Og noget sådant kan ikke udelukkes for den formodede kongesarkofags vedkommende. Christoffer døde endvidere ganske pludseligt og på et tidspunkt, hvor dele af landet var belagt med interdikt, dvs. at ingen kirkelige handlinger måtte finde sted, og kongen selv bandlyst, et band, der først blev ophævet efter hans død. Selv om man ikke overalt, bl.a. i Ribe, overholdt påbudet om interdikt, har man alligevel været stillet i en vanskelig situation. Interdiktet skyldtes kongens egen tilfangetagelse af ærkebispen, Jacob Erlandsen, så man kan roligt sige, at netop hans død kom på et ubelejligt tidspunkt. At begravelsen af ham i kirken senere rejste problemer for kapitlet, ses af dets forklarende brev til paven om hele sagen. Man kan i Ribe have foretrukket at udskyde begravelsen lidt, og derfor – stillet over for et opbevaringsproblem – taget den gamle sarkofag i anvendelse. Eller man er under gravningen af kongens grav stødt på sarkofagen, har ryddet den, og brugt den til kongen. Stenkisten kunne i så fald stamme fra en ældre begravelse i koret, måske en bispegrav. […]
***
1 Ludvig Holberg (1684-1754), dansk-norsk forfatter og historiker.
2 Albert Krantz (1448-1517), tysk historiker.
3 Arild Huitfeldt (1546-1609), dansk historiker, rigskansler.
4 Hans Svaning (1503-1584), dansk historiker, en tid dekan ved domkapitlet i Ribe, omkring 1553 udnævnt til kongelig historiograf. Hans manuskripter om kongerne fra 1241 til 1282 er bevaret i en version, der har tilhørt Svaning selv, idet det indeholder rettelser fra hans hånd. Manuskripterne er fra Svaning overgået til Anders Sørensen Vedel (1542-1616, historiker), hans efterfølger som kongelig historiograf. Tekst 11 stammer fra Svanings manuskript til en Danmarkskrønike på latin; dette gik tabt ved Universitetsbibliotekets brand 1728, men enkelte uddrag er bevaret i afskrift ved Thomas Bartholin (1659-1690, historiker og arkivar). Sidstnævnte regnes for at være det senest forfattede.
5 Øm Klosters krønike fortæller først om klostrets grundlæggelse og gentagne flytninger, indtil det fandt sin blivende plads ved bredden af Mossø, vest for Skanderborg. Derefter skildrer skiftende forfattere rækken af abbeder og beretter højdepunkter af klostrets historie. Det lange afsnit om munkenes strid med bispestolen i Århus slutter temmelig brat i 1268, således at det kan antages at være blevet nedskrevet i eller kort efter dette år.
6 Biskop i Børglum 1252-60. Efter en længere strid om gyldigheden af hans valg bispeviet af Jakob Erlandsen ca. 1256. Dræbt 1260, muligvis af en personlig fjende.
7 Pavelig udsending.
8 Vidimeret afskrift, dvs. en afskrift hvor en eller flere personer har attesteret, at ordlyden er korrekt gengivet (af latin vidimus, vi har set; en sådan afskrift kaldes også en vidisse).
9 Sætningen lyder i originalaffattelsen: corpus domini Cristofori condam regis danorum sublati di medio Ripis in ecclesia nostra permisimus sepeliri. Vendingen »sublati di medio« lader sig ikke oversætte entydigt: mange ordbøger gengiver det med »ryddet af vejen«, altså en voldelig død, men betydningen kan også være »revet bort« eller tilsvarende (jf. noterne til tekst 19 og 21).
10 Dvs. erklæring om appellens lovformelighed.
11 Årbøger (annaler) er, som navnet siger, korte notitser om årets begivenheder, efter alt at dømme nedskrevet af anonyme munke i forskellige klostre (navnene er dog ikke altid dækkende). Men selv om de således kunne tænkes at være ført løbende, lader dette sig ikke efterkontrollere gennem skriverhænder o.l., idet ingen af dem er bevaret i originalaffattelsen. Tværtimod er der mange tegn på, at dele af én årbog kan have dannet forlæg for en anden, eller at notitserne i den nu foreliggende form først er blevet til på et senere tidspunkt (eksempler på begge dele kan findes i de her gengivne tekster).
12 Originalteksten har obiit, han døde (samme glose anvendes i teksterne 22, 23, 25, 26, 27, 28, 31 og 32), som er den almindeligste betegnelse for »at dø« (af obire, egl. at gå ud, gå bort).
13 Originalteksten har mortuus est, han er død (samme glose anvendes i tekst 24 og 30), verbum afledt af mors, død.
14 Hermed menes Sønderjylland.
15 Mange kirker førte såkaldte nekrologier (dødebøger), som er kalendarisk ordnede fortegnelser over afdøde personer, for hvem kirken hvert år skulle læse sjælemesse på deres dødsdag.
16 Artiklen benytter dels en samtidig, ikke udgivet udgravningsrapport af W. Mollerup, dels en kort omtale, ligeledes af W. Mollerup, i Nationalmuseets anden Afdeling. Redegørelse for dens Virksomhed siden 1892 (udsendt 1908).
