Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 26

1. Herefter satte kongen den lænkede Oluf på et skib til Flandern, hvor han fik ham anbragt bag lås og slå. De sammensvorne fik ingen klar besked om hans tilfangetagelse, hverken rygtevis eller per sendebud, og nu fandt de på et snedigt kneb til at få hæren opløst: de klagede over kongens fravær og al den tid han spildte på at vente, og satte hele flåden fluer i hovedet med hemmelige opfordringer til at tage hjem igen. Hvis nogen åbenlyst havde opfordret til dét, skulle han efter loven have hele sin ejendom konfiskeret og selv straffes med landsforvisning eller dødsstraf. Derfor fandt de der nu ophidsede mændene til mytteri, det sikrest at folket selv tog ansvaret for oprøret, uden at bagmændene stod frem, så det ikke var enkeltpersoner, men hele forsamlingen der kunne anklages for mytteri. Og over for den kortsynede og ubesindige folkemængde var stormændenes luskede argumenter så slagkraftige at det i lige så høj grad var deres autoritet som den kedsommelige ventetid der gjorde at folket uden betænkning greb muligheden for at rejse hjem. Da kongen hørte det, blev han først bedrøvet, men senere glad. Han gjorde nemlig forurettelsen til et kirkeligt anliggende og greb anledningen, nu hvor der skulle betales en bod, til for første gang at opkræve tiende. Han var begejstret over at et heldigt tilfælde havde givet ham så nyttigt et redskab til det projekt i hånden, og hans ønske var nu at rejse kirkens ære af sin egen vanære. Og da stormændene hørte at Oluf, som de havde håbet ville stå i spidsen for deres parti, var blevet pågrebet af sin bror, opgav de deres forræderiske planer, ja, nu lod de som om de intet som helst kendte til den sag.

2. Derfor kaldte kongen nu folket sammen til et ting hvor han belærte dem om hvor vigtig disciplinen altid havde været for den danske hær. Undersåtterne havde altid adlydt stormændenes ordrer. Kongernes myndighed var baseret på folkets støtte. Når herrerne vandt berømmelse, skyldtes det først og fremmest de menige krigeres troskab, og deres ordrer havde ingen som helst vægt hvis de ikke byggede på folkets hjælp. Men her for nylig havde han nu været ude for en hån som aldrig før var overgået en konge. De der stod bag dette aldeles uhørte mytteri, havde sat sløvhed over vovemod, og af bar lyst til ro og fred havde de saboteret et storslået projekt. Endelig meddelte han dem hvor stort et beløb de måtte betale i bøde for den samvittighedsløse forbrydelse deres mytteri var: for hver skibsfører fastsatte han den til fyrre mark penge, og for roerne tre mark. Ingen afslog at bidrage med sin del, og han fik løfte om betalingen.

3. Så snart han havde fået den besked, erklærede Knud at han var villig til at se bort fra dette krav hvis de i stedet tillod præsterne at opkræve tiende. Forsamlingen bad så om lov til at drøfte sagen og trak sig for en tid et stykke væk fra kongen for at diskutere om de skulle gå ind på hans betingelser. Begge dele forekom dem svære at opfylde, for på den ene side ville mange miste alt hvad de havde, hvis de skulle betale bøden, på den anden side ville tiendebetalingen, som skulle gælde i al fremtid, for evigt gøre dem til slaver. Da begge muligheder var ubehagelige, og de altså måtte vælge det mindste onde, forekom det dem at det der ville vare ved til evig tid, var værst. For da de blev opmærksomme på at det ene kun ville ramme dem selv, mens det andet også ville straffe deres efterkommere, foretrak de øjeblikkelig nød frem for en varig afgift. Da de tog tiden i betragtning, valgte de at sone deres brøde på en måde der lod straffen overgå dem selv og ikke også de kommende generationer, for de ville hellere miste pengene én gang end friheden for altid – og holdt på at der ingen skam var i at punge ud hvis loven forlangte det, men at lade sig overtale til det var en skændsel. Og ikke nok med det: Hvert år at aflevere en del af sin afgrøde til fremmede mennesker, det var i deres øjne ikke fromhed, det var vanære.

4. Da kongen så at de havde valgt det dårligste alternativ, lod han som om han ville opkræve bøderne: Han drog op til Nørrejylland og udnævnte dér Toste med tilnavnet Svindleren og hans makker Horte til opkrævere, for han håbede at frygten for bøden kunne udbrede respekten for tienden. De to mænd fik instruks om at foretage en vurdering af mytteristernes ejendom, uden at lægge hånd på den. Men de udførte opgaven med langt større voldsomhed end de havde fået besked på, og plagede befolkningen med ganske uretfærdige opkrævninger.

5. Disse begivenheder klagede kongens fjender over på et tingsmøde, og de overdrev bekyldningerne med løgnehistorier, opdigtede forskelligt der gjorde det værre end det i virkeligheden var, og gjorde på den måde opkræverne almindeligt forhadte. Det var de to krigeres handlinger og ikke kongens ordre de tog stilling til, og det var ikke hensigten hos den der afgav ordren, men hos dem der modtog den, de så på. Det lykkedes dem at ophidse folkemængden til at overfalde fogederne og i åbent oprør sætte en stopper for den uret der ramte dem alle, for de så mere på hvad fogederne gjorde, end på hvad de havde ordre til at gøre. Og mordet på fogederne stillede ikke deres blodtørst. I deres vanvid vendte de sig nu mod kongen selv. Knud mente det var klogest at undgå angrebet ved at holde sig borte, og trak sig tilbage til Slesvig. Dér lod han også sin kone slå sig ned sammen med deres søn, men med ordre om at hun skulle søge tilflugt i sit hjemland hvis situationen blev ubehagelig, for mellem forrædere kunne hun ikke være i sikkerhed. Sagen var at han ikke turde overlade en mindreårig tronarving til sine landsmænds forgodtbefindende.

6. I denne situation mente Vendelboerne at kamp var den eneste mulige vej til frihed, og de brød ud i jubel over hans flugt som om sejren var deres. Og da Knud, med truslen fra jyderne hængende over hovedet, forstod at hans gamle støtter faldt fra, og at tiden ikke tillod ham at skaffe sig nye, besluttede han at bringe sig i sikkerhed ved at lægge afstand til sine modstandere, og han satte derfor over til Fyn for at opnå den beskyttelse en ø kan give. Ikke desto mindre fik han netop her en medfart som en så gudfrygtig sjæl ikke havde fortjent. For det gav kun jyderne yderligere selvtillid i deres raseri og skærpede kun folkemængdens blinde harme, det gav dem en fornemmelse af frihed til at gå amok som kastede kongen ud i et grufuldt uvejr. Ja, sagen var at folket af frygt for kongens straf ikke turde opgive deres forehavende nu og derfor måtte holde stædigt fast ved deres ondskab. Oven på hele to krænkelser kunne de ikke forestille sig at han ville lade nåde gå for ret. Derfor var det nu hans død de tørstede efter: i deres glødende had stræbte de denne hellige mand efter livet. Det var som om de havde opgivet alt håb om tilgivelse og derfor hellere ville udslette fjenden end udsætte sig for hans hævn. Det var dem heller ikke nok at de havde drevet ham ud af deres eget land, nu satte de sig også for at jage ham væk fra Fyn.

7. Så snart han fik meddelelsen om at jyderne havde krydset bæltet, havde kongen besluttet sig for at drage videre til Sjælland. Men en mand ved navn Blakke, der havde fået et særdeles fortroligt forhold til kongen, men ikke desto mindre i det skjulte hadede ham inderligt, gav ham i hyklerisk loyalitet det råd at han skulle passe på med at flygte: i stedet skulle han udnytte det forsvar han kunne få i Odense, og ikke som en anden kvinde straks se sig om efter et skjulested. I mellemtiden ville han så selv holde øje med hvad folket foretog sig, og han lovede at forsøge at dæmpe deres vrede med gode ord. Hvis det så ikke lykkedes at formilde dem, skulle han nok give ham besked i så god tid at han kunne nå at slippe væk. Det råd tog kongen imod.

8. Men Blakke misrøgtede sit ærinde og strøg tværtimod folket med hårene mens han gav dem nedrige råd og i stedet for venner skaffede kongen endnu flere fjender. Han opfordrede dem til så hurtigt som muligt at fange den mand der stod bag alle deres plager, og ikke lade ham slippe væk hvis han forsøgte på det. Han mindede om at det var undertrykkelse de kæmpede imod: den deres afsky gjaldt, var en tyran, ikke en konge. Den handling man begik i kampen for sin ære, kunne ikke være syndig. De der forsvarede deres fædreland, kunne ikke være skyldige i mord – de handlede i pligtens tjeneste. Ingen enkeltperson kunne sættes under anklage dér hvor den fælles frihed stod på spil. Og i øvrigt: det ville være en katastrofe for dem hvis det de havde sat sig for, slog fejl, men hvis de havde held med det, var lykken deres.

9. Med disse ord, og andre af samme slags, lokkede han folket til at myrde kongen. Han rejste dem alle til et dødbringende fremstød mod den uskyldige mand. Som med furiernes fakkel tændte han vanviddets flammer i den skrækslagne befolkning, og vildskaben voksede så snart han pustede til ilden. Han gjorde nemlig ingen besindige forsøg på at holde deres hidsighed tilbage – tværtimod gjorde han sig til bagmand for folkets forrykte fremfærd. Hans ondskabsfulde ord piskede oprørsstormen op til endnu større styrke, og så snart uvejret havde fundet sig en drivkraft, udbrød optøjer der var langt alvorligere end før.

10. Da han kom tilbage til kongen, rapporterede han at folket nu var mere fredeligt stemt. Oprørets stormvejr ville nemt kunne lægge sig hvis kongen på sin side ville beslutte sig for at glemme sin vrede og afstå fra at straffe de skyldige. Kongen, der forestillede sig at Blakke havde udført sin opgave som en tro tjener, gav ham en kongelig modtagelse med et prægtigt måltid og øste gaver ud på den mand der havde fortolket hans fromhed så ondskabsfuldt.

11. På begge sider var der stor taknemmelighed for Blakkes forræderi. Han gik fra den ene part til den anden og fordrejede til stadighed sin opgave som udsending: Han skulle være mellemmand, men blev overløber. Han skulle holde øje med ondskaben, men endte med at opfordre til den, for kongens tanker gengav han forvrænget, folkets helt forkert. På denne måde lykkedes det dette lumske menneske med løgn og bedrag – men under dække af rollen som mægler – på en og samme gang at narre både kongen og folket: kongen til ikke at tage sig i agt for truslen fra folket, og folket til ikke at skåne den konge der ventede dem. Blakke gav stadig de samme løfter da kongen den følgende dag igen sendte ham ud for at holde øje med hvad oprørerne foretog sig – og derved satte deres fælles fjende til at skabe fred mellem kongen selv og masserne. Og udsendingens sædvanlige falskhed svigtede ham heller ikke denne gang: Hans giftige råd satte folket endnu mere op til voldsomheder vendt mod kongen selv.

12. Knud, der var vant til at gå til messe hver eneste dag, gik i mellemtiden til Albani Kirke for at bede, for intet skulle gå forud for gudfrygtigheden. Han gav ikke et øjeblik afkald på den kristne kærlighed og vendte sig hellere mod Gud med bønner end mod fjenderne med våben. Mens han her hengav sig til fromheden og holdt sin andagt, lagde den ophidsede folkemængde sig i en væbnet ring om kirken. Alle de hirdmænd der kunne slippe ind før fjenden nåede frem, samledes derfor nu hos kongen for at dele faren med ham, fulde af iver efter at tage den trussel på sig der var vendt mod ham. Til trods for at de kunne redde livet ved at holde sig på afstand, opsøgte de nu faren ved at blive, for de foretrak at vinde sig berømmelse ved døden frem for overlevelse ved flugt. Hvilken overflod af varme følelser må denne hird ikke have ejet! En hird der, for ikke at svigte deres herre i denne ulykkelige situation, udsatte sig selv for en fare som det havde været muligt at undgå, og trods al mulig lejlighed til flugt fandt det rigtigere at forsvare deres konges liv end deres eget? Også Benedikt viste en troskab så stærk som det broderskab der bandt dem sammen, og besluttede at blive i kirken med sin bror. Erik, til gengæld, blev helt alene omringet af fjender, og da han ikke kunne holde stand mod folkemængden ene mand, gjorde han et forsøg på at hugge sig igennem vrimmelen af fjender med sit sværd, og slap væk.

13. Ingen havde rigtig modet til med magt at bryde ind i fredens hellige hjem, men hvor alle andre tøvede, gik Blakke forrest og fór løs på døren med draget sværd. Og ved selv at gå i spidsen gav han dristigheden videre til resten. Sådan gjorde han sig selv til anfører for og ophavsmand til både gudsbespottelse og kongemord. Ved det syn stormede folket løs på kirken i vild oprørstrang, brød ind i den og besudlede Guds hus og dets allerhelligste indre i en storm af gudsbespottelse. Blakke blev hugget ned i selve indgangsdøren i det øjeblik han trængte gennem den. Han bødede for mordet og led sin straf for at have krænket kirken. Hans død igen blev hævnet da hans drabsmand faldt. Og sådan led den ene døden for sin forbrydelse, og den anden for sin troskab. Jeg kunne forestille mig at det fromme blod og morderblodet, der blev udgydt sammen, flød i hver sin strøm, i slyngninger der aldrig nåede hinanden, så på den ene side helligt, på den anden side syndigt blod holdt sig i hver sit løb.

14. Benedikt, der tog imod de indtrængende ved dørtærsklen, blev dræbt mens han standhaftigt forsvarede indgangen. Kongen selv var så sikker på sin gode samvittighed at han midt i larmen fra det blodbad der kom stadig nærmere, på intet tidspunkt lod sig ryste, men fortsatte sin andagt lige så uforstyrret som hvis der ingen fare havde været, for han ville ikke vise frygt, kun ro og sjælsstyrke. Selv ikke i sin sidste time opgav han sin fromme iver, for da han hørte at pøbelen fra alle sider var ved at bryde igennem væggene (som kun var af træ), og indså at døden var nær, kaldte han en præst hen til sig, hvorpå han skriftede sine hemmelige gerninger, i den dybeste sorg gjorde bod for sit hidtidige livs synder og modtog belønningen for sin sunde anger. Så fuldt og fast stolede han nu på sin uskyld at det forekom som om han, selv i den største fare, ikke viste døden fra sig, men tværtimod uden den mindste frygt opsøgte den.

15. Ja, nu lagde han sig, fuldt bevidst om hvad der skulle komme, foran alteret med udbredte arme for, udstrakt som et offerdyr, at afvente sin morder. I denne stilling fik han sit banesår: gennemboret af et spyd der blev kastet ind gennem et vindue, ofrede han fromt sit liv, og efter at krigernes blod havde flydt, udgød han endelig sit eget. Fra alle sider haglede spyd og pile ned over ham, men han holdt sig ubevægelig og veg ikke fra det sted han lå, før han som lig blev lagt på båren. Fra hans hellige sår flød mere stråleglans end blod. For ham blev nemlig bortgangen fra dette liv en indgang til et bedre – det der var straffen efter fjendens dom, blev frelsen efter Guds. Det mord de mennesker begik, blev ham en lykke: det berøvede ham al jordisk storhed, men lod ham nyde himlens, det fratog ham hans usikre og skrøbelige magt, men skænkede ham fuld og evig salighed. Også hans kraft, som hidtil havde været skjult, blev senere bragt for en dag med lysende beviser.

16. Så snart dronningen fik besked, vendte hun tilbage til sit hjemland sammen med sin umyndige søn. To døtre lod hun til gengæld blive tilbage: Den ene, Ingerd, blev gift med Folke, en af de fornemste mænd i Sverige, og fik sønnerne Bent og Knud. Gennem dem blev hun bedstemor til Birger Jarl, der stadig lever i dag, og hans brødre. Den anden, Cecilia, blev gift med jarl Erik af Götland og fik sønnerne Knud og Karl, der blev stamfædre til talrige efterkommere i en ubrudt række af fremtrædende og fornemme mænd.