Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 31

Dette har jeg Ælnoth, den ringeste blandt præsterne, født i England og nu i talrige år bosat som udlænding i Danmark, forfattet til ære for dig, du herlige konge og dyrebare martyr, idet jeg har nedskrevet dine bedrifter. Din hårde kamp har jeg skildret til erindring for eftertiden. Er jeg end selv en grim maler, har jeg, som man siger, malet billedet af en fager mand. Jeg har rejst et mindesmærke varigere end malm, en støtte, som hverken bølgernes bråd skal sluge eller grådige flammer fortære. Men den skal stå til verdens undergang og bevare dit ærefulde minde til alle tider.

[…]

Efterskriften slutter med en bøn til Knud om at gå i forbøn for Ælnoth selv.

Tekst 4

Uddrag af Passio Sancti Canuti regis et martyris (Kongen og martyren Sankt Knuds lidelseshistorie). Bevaret i afskrift på latin. Gengivet efter oversættelsen i Hans Olrik (red.): Danske helgeners levned (København: Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1893-94), s. 12-17

Denne typiske helgenlegende er bevaret i et håndskrift fundet i Köln. Legenden er som de fleste andre helgenlegender bygget op af fire dele: prolog, levnedsskildring (vita), død (mors eller martyrium) og underne efter døden (miraculi). Her bringes hele martyrium og det første af miraculi. Også Hans Olrik foregriber moderne retskrivning.

[…]

Men andre så dette ligesom også mange andre af kongens bestemmelser og velgerninger i et helt andet lys, eller de modstod med hadsk og djævelsk hu hans opfordring og herlige dyd, og idet de derfor ønskede at afholde mængden fra at drage til Angelsakserne, ophidsede de hemmelig endog hans egen broder Olav imod ham. Havde denne imidlertid tilfulde og i sandhed forstået og indset, hvor godt og Gud velbehageligt det er, at brødre bor sammen i endrægtighed, havde han hellere sat livet til for sin udmærkede broder og konge, end at han, for ikke at sige noget andet, endog blot med et ringe ord nogensinde skulde stå en så herlig mand imod, eller ønske at være konge her uden ham. Men den kloge konge kom ufortøvet til sikker kundskab derom, og idet han mere higede efter at forebygge sin broders fejltrin end at sörge for sin egen sikkerhed, sendte han ham af forsigtighed til Flandern, for at han ikke skulde udsættes for den vanærende beskyldning, at have lagt onde råd om selv at blive konge. Thi den åndelige dömmer alt, og selv dömmes han ikke af nogen, og derved har han et fortrin frem for andre levende væsener. Derfor siger David også: Da mennesket var i ære, fattede han det ikke, og han blev da stillet sammen med kvæget og blev dets lige.¹⁴

For disse og andre handlinger af samme art og særlig for hans kærlighed til ret og til den hellige gudsdyrkelse måtte han længe med tålmod af landets hovmodige indbyggere döje forfølgelse og afbræk i sin kongevælde. Men tilsidst, da næsten alle sammensvor sig mod Herren og mod hans salvede, viste trodsen sig åbenbar, og tydelig modstand sås at rejse sig som en fremrullende hvirvelstorm fra den nordligste landsdel, som hedder Vendele. Hærjende på sin vej gennem Jydernes land, hidsende dem til det samme raseri og dag for dag fylkende större hærskarer fulgte oprørsstormen brölende og fnysende den hellige konges spor lige til den by, som hedder Slesvig. Da kongen nu så, at han ikke kunde bringe dem til ro, og han tværtimod blev tvungen til at flygte fra Jydernes land, gik han over til Fynboerne, hos hvem han havde bedre håb om at finde hjælp. Da han var kommen did, kom der fra forskellige kanter bud, udsendte af kongens forfølgere eller efterstræbere, med det råd til folket, at de skulde slå den tyranniske konge ihjel, om de ikke vilde have deres eget land brændt og lagt øde. Fynboerne frygtede og agtede nu mennesker mere end Gud og ærede ikke kongen, som de skulde: med ustyrlig voldsomhed flokkedes de om kongsgården, væbnede med sværd, køller og andre våben. Tilsidst blev da kun kongens broder Benedikt og nogle enkelte andre hos ham, styrkede ved den fasthed, som hellig troskab og kærlighed forlener, og nu, under de grusomme og uventede trængsler, som omgav ham og hans mænd, vendte den såre fromme kong Knud efter de hellige mænds eksempel sin hu og sit fjed til den helligste Jomfru Marias og den salige martyr Albans kirke. Hyppig havde han, som det sömmer sig, været optaget af faste og hellig bön, og nu var han det særlig, ret som om han higede efter nu snart ved martyrhøvdingen Kristi hjælp at få lod og del sammen med martyren Alban, som han elskede frem for alle, og som han selv havde ført hid fra Angelsaksernes land, og hos andre helgener, som var hæderkronede med deres eget hellige blod.

Men da han dog endnu engang vilde prøve at tale den kun alt for fremfusende og uforstandige almue til rette og berolige den, stillede han borgen og sikkerhed for, at han vilde bruge retfærdighed i alle forhold overfor undersåtterne, og han føjede til med éd, at ikke nogen uskyldig skulde omkomme for hans skyld. Men den vanvittige og ustyrlige hob, der ikke tog hensyn til menneskeslægtens elendighed, begyndte da endnu værre at rase med vanvittig hu og søgte på alle måder at nedbryde helgenernes hellige hus og Herrens kirke eller i alt fald ødelægge den ved at lægge ild til. Hvorfor skulde jeg dvæle længe her? Danernes fører og pryd, han som ved martyrdøden ønskede at vinde sig den sikre og uforgængelige krone og regnede denne verdens forgængelige ære for et fnug, lagde da de verdslige våben fra sig, for at han ikke skulde gå til grunde med de ugudelige, hvis han elskede det forgængelige legeme mere end ånden; han gentog bekendelsen af sine fejl og overtrædelser og forøgede angerens velfortjente lön, modtog med ærefrygt og inderlig fromhed Herrens legemes sakramente til næring for sit evige vel og betroede med fortrøstning sig og sine mænd i den himmelske styrers hånd. Ufortøvet kastede nu folkets skarer sten og spyd gennem vinduerne og de andre åbninger hen imod kongen, indtil det lykkedes en af helligdomsskænderne at gennembore den fromme konge med en lanse. Ja, med armene korsvis udbredte blev han foran den hellige martyr Albans alter ramt i siden af spydsodden. Det var da den 10. juli, at han således fromt udgød sit blod foran Kristi alter og blev fældet ved vor Herre Kristi styrelse og hjælp, tör jeg sige. Ham tilkommer hæder og ære i al evighed. Amen!

Men da det ellers hverken læses i de hellige skrifter eller fortælles blandt folk, at nogen anden konge er bleven så grumt og ynkelig dræbt i et helligt gudshus af sine egne krigere, mener vi eller skönner vi af begivenhedernes gang, at den almægtige Gud, hvis kirkehvælving han havde betragtet som den höjeste fyrstes hal og derfor med fuld föje søgt ly og værn i, blev over dette såre fortörnet som den, man havde vist ringeagt imod. Derfor lod Gud sin straf straks følge efter som en tugtelse: næsten hele Danmark voldte han trængsel og regnskyl, helsot, hungersnød og dyrtid så længe, indtil det gennem mange syner og åbenbaringer var blevet flere mennesker klart, at kongens stakkels legeme, der var ynkelig nedkastet i jorden og hidtil havde ligget upåagtet hen, burde tages op deraf og i höjeste mål hædres og æres blandt de hellige. Kort at fortælle, da rygtet om disse åbenbarelser var blevet almindelig udbredt, kom Jyderne med deres såre fromme bisper og præster til os i priselig tro og fromhed; de holdt rådslagning med os, og dér tog de den beslutning, at martyrkongens ben med sømmelig ære skulde tages op af graven.

[…]

Miraculi fortsætter med en beretning om tre undere, som skete, efter at liget var gravet op: da man tog knoglerne op, blev der lys og klar luft efter to dages mørke og regnskyl, som »voldte os megen uro«; da man tændte ild under knoglerne, blev ilden slukket som af vand; endelig døde kong Olav. Legenden nævner intet om de gode år under Erik Ejegod, ej heller noget om helgenkåringen. Måske er den blevet brugt ved den danske henvendelse til paven herom.

Tekst 5

Tabula Othiniensis (Odensetavlen). Tabt, men indskriften bevaret i tryk på latin 1626. Gengivet efter oversættelsen i M.Cl. Gertz: Knud den Helliges Martyrhistorie (København: Universitetsbogtrykkeriet, 1907), s. 3-5

I Ole Worms Fasti Danici (Danske festdage) fra 1626 er gengivet en latinsk tekst, som skal have været indgraveret på en mindetavle af kobber, der fandtes i Sankt Knuds helgenskrin. Skrinet, der endnu står i krypten under Sankt Knuds kirke, blev åbnet i 1981. Man fandt knoglerne af en voksen mand med svære læsioner i kraniet, men ingen tavle. Skrinet blev ved Reformationen fjernet fra alteret og indmuret i et kapel, men kom for dagens lys, da kapellet blev revet ned i 1582. Siden er skrinet blevet plyndret for kostbarheder og kobbertavlen forsvundet, men indskriften er forinden blevet afskrevet, uvist af hvem, og sendt til Ole Worm. I skrinet fandtes en anden indskrift, det såkaldte epitafium, indgraveret måske på samme tavles bagside, måske på en særskilt tavle; også denne indskrift blev afskrevet (jf. noten til tekst 3).

År 1086 efter Herrens Menneskevorden maatte i Byen Odense de danskes berømmelige Konge og Førstemartyr Knud for sin Iver for den christelige Religion og sine Retfærdighedsgerninger i den Kirke, der var viet til den hellige Martyr Albanus, som kort forud ved ham selv var overført fra England til Danmark, da han efter Bekendelsen af sine Synder var styrket med Herrens Legemes Sakrament, og foran Alteret, med Armene udbredt paa Jorden i Form af et Kors, var blevet stungen i Siden med en Lanse, den 10. Juli og den sjette Ugedag lide Døden for Kristus og gik til Hvile i Ham.

Dræbte blev ogsaa sammesteds med ham hans Broder, efter sit Navn og ved Martyriets Naade Benedictus og hans 17 Medstridere, nemlig Asmund, Blakke, Sven, Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Palne, Atte, Sune, Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Ligesom alle disse ved Guds Naade har været Fæller med deres Konge og Herre i Martyriets Lidelser, saaledes skulle de efter Fortjeneste blive delagtige med ham i Trøsten og Lønnen.

* * *

1 Det ældste bevarede islandske håndskrift er fra ca. 1150. Den islandske saga om de danske konger hedder Knytlingesaga (dvs. sagaen om Knuds – måske Knud den Stores – efterkommere). Den er skrevet på islandsk i anden halvdel af 1200-tal-let og har en meget fyldig beretning om Knud den Helliges død, som i de fleste detaljer afviger fra Saxos. Skurkene er nogle helt andre. Oluf Hunger optræder ikke, og forræderen hedder ikke Blakke, men Asbjørn. Kongen dræbes af en anden forræder, Ejvind Bifra, der gennemborer ham med sit sværd, efter at han er blevet såret i hovedet af sten, som bliver kastet ind gennem vinduerne.

2 Valdemar Sejr (se indledningen).

3 1214 anerkendte den tysk-romerske kejser Frederik 2. Valdemars besiddelse af alt land nord for Elben og de vendiske områder øst herfor. Faktisk beherskede han det meste af Østersøens sydkyst, herunder også den polske. I 1219 erobrede han Estland, men 1223 begyndte nedturen, da en af hans tyske vasaller tog ham til fange.

4 Kurernes og sembernes land er beliggende i det nuværende Letland.

5 Knud den Store, konge 1018-35.

6 Limfjorden lukkedes mod vest ved Agger Tange engang i begyndelsen af 1100-tallet og åbnedes først igen under en storm i 1825.

7 Svend Estridsen.

8 Næsegæld, dvs. personskat.

9 Sebastian, en af den katolske kirkes største helgener, blev ifølge legenden dræbt med pileskud på kejser Diocletians tid. Stefan, den første kristne martyr, blev stenet uden for Jerusalems porte.

10 Knud kan selv efter et togt til England 1069-70 have hjembragt Sankt Albans og Sankt Oswalds relikvier til Odense.

11 Citater fra Klagesangene 2:19 og Joels Bog 1:17.

12 Biskop i Odense i 1101. Andet vides ikke om ham.

13 Verset svarer nøje til det såkaldte epitafium i Ole Worms Fasti Danici (1626), som hævdes afskrevet fra en tavle i helgenskrinet ligesom Tabula Othiniensis (tekst 5). Epitafium har dog en linje mere, nemlig den næstsidste, som lyder »og hans hellige blod flød ud for det hellige bords fod«.

14 Citat fra Salmernes Bog 49:13 (nyere bibeloversættelser har en noget anden ordlyd).