Читать книгу Naturen - Группа авторов - Страница 16
Hvorfor studere et økosystem?
ОглавлениеAf Mads C. Forchhammer, Torben R. Christensen, Hans Meltofte & Morten Rasch
Den lille kjoves yngleaktiviteter er tæt relaterede til antallet af lemminger. Kjoverne ankommer hvert år omkring 1. juni til deres gamle territorier, men de fleste par undlader at lægge æg i år med få lemminger. Dels kan de voksne fugle ikke opretholde deres kropsvægt, dels ville der alligevel ikke være føde nok til at opfostre ungerne.
Foto: E. Thomsen.
Klimaet er kommet på dagsordenen. De seneste årtiers markante ændringer i vores vejrforhold har skabt et stort behov for forståelse – ikke alene af hvordan større klimasystemer påvirker vores vejr – men i høj grad også hvilke biologiske konsekvenser sådanne ændringer i klimaet har. Dette er ikke en ny interesse. Forskere har siden Charles Darwins banebrydende arbejde i midten af 1800-tallet været interesserede i, hvordan forskellige vejrforhold påvirker en lang række vidt forskellige organismer. Ikke overraskende finder man, at de fleste organismer reagerer på ændringer i vejret.
I Arktis var den danske zoolog Christian Vibe (1913-1998) en af de første til at undersøge, hvorledes langtidsændringer i antallet af en række større dyrearter svingede med ændringer i klimaet. Ikke alene var hans arbejde med til at understrege vigtigheden af at studere effekter af klima over længere tidsperioder, men også for vigtigheden af at undersøge klimaeffekter på flere arter samtidig. På den måde kan man finde ud af, om forskellige arter, der lever i samme område, reagerer ens på de samme ændringer i klimaet.
En hvilken som helst organisme er en del af et økosystem. For eksempel afhænger både lækattens og den lille kjoves (se foto side 23) ynglesucces af, hvor mange lemminger der er til stede det enkelte år. For at få det fuldstændige billede af, hvorledes ændringer i klimaet vil påvirke enkelte arter og deres miljø, bliver man derfor nødt til også at vide, hvordan klimaet påvirker resten af økosystemet. At betragte et helt økosystem med alle dets fysiske og biologiske dele er kernen i det tværfaglige moniteringsprogram Zackenberg Basic.