Читать книгу Naturen - Группа авторов - Страница 9

Zackenbergdalen er en ca. 20 km2 relativt flad dal på nordsiden af Young Sund. Dalen er omgivet af 1.000-1.300 meter høje fjelde, herunder det 1.372 meter høje Zackenberg, som fik sit navn efter et lignende takket bjerg i Tyrol, da den tysk-østrigske Koldewey-ekspedition som de første europæere besøgte stedet i 1870. På det tidspunkt var de sidste inuitter i Nordøstgrønland givetvis uddøde, idet den engelske kaptajn Clavering havde mødt en lille gruppe som både de første og de sidste umiddelbart syd for Zackenberg i 1823.

Klimaet ved Zackenberg er højarktisk. Årsmiddeltemperaturen er ca. –10 °C, og den månedlige middeltemperatur kommer kun over 0 °C i juni, juli og august, som også er de tre måneder, hvor Forskningsstation Zackenberg har sin normale åbningstid. Det meste af sneen samt isen på damme og lavvandede søer smelter i løbet af juni, og i juli bryder isen på de store søer og fjorde op. Mindre søer fryser til i september, fulgt af de store søer og fjordene i oktober, og isen når en tykkelse på omkring 2 m i løbet af vinteren, hvor temperaturen ofte når –30 °C.

Zackenbergdalens bund og de omkringliggende fjeldskråninger har en meget stor variation af terræn- og vegetationstyper med udbredte kantlyngheder, frodige kær, græsland, polarpil-snelejer og mere tørre rypelyng-heder samt mere eller mindre nøgne grusbanker og blokmarker. Adskillige lavvandede damme og søer findes specielt i et stort område med morænebakker, som også udgør den nordvestlige afgrænsning af dalen. Dalen drænes af Zackenbergelven, som løber ud i Young Sund umiddelbart syd for forskningsstationen.

Faunaen består dels af pattedyr som moskusokse, lemming, polarræv, snehare, lækat og mere sjældent polarulv og isbjørn, dels af fugle som rødstrubet lom, bramgås, havlit, fjeldrype, stor præstekrave, islandsk ryle, sandløber, almindelig ryle, stenvender, lille kjove, ravn og snespurv og dels af flere hundrede forskellige insekter og andre leddyr. Hertil kommer store mængder fjeldørreder i Zackenbergelven og de store søer, hvor de overvintrer under isen.

Manipuleret flyfoto af dalen. Forskningsstationens placering er markeret med et

I 1991 havde ideen vundet så meget opbakning, at en gruppe på seks naturvidenskabsfolk og en logistiker kunne rejse til Nordøstgrønland og undersøge en række lokaliteter for etablering af en forskningsstation (foto side 11). Valget faldt på Zackenberg, som bød på næsten alle de naturforhold, som findes i højarktisk Grønland, samt muligheden for at etablere en landingsbane centralt i dalen (Boks 1.2). Området ligger nær nordgrænsen for sammenhængende vegetation i Nordøstgrønland, og det ligger midt mellem den kølige og nedbørsrige yderkyst og det tørre og solrige indland nær Indlandsisen ca. 70 km mod vest. Økosystemet i Zackenberg har således mulighed for at ‘bevæge’ sig både i retning af mere marint og mere kontinentalt præget klima.