Читать книгу Naturen - Группа авторов - Страница 23

Den Nordatlantiske Oscillation (NAO) svinger fra år til år mellem en høj og en lav fase. NAO udtrykkes som den mere kendte, men ganske beslægtede El Niño i Stillehavet, ved udregning af trykforskelle ved havoverfladen. Mere præcist er NAO-indekset beregnet som afvigelsen i trykforskellen mellem Azorerne og Island. Er denne stor, er NAO i den høje fase. Omvendt, er forskellen lille, er NAO i den lave fase. Den høje fase er ensbetydende med varme fugtige vintre i Nordeuropa/Rusland og kolde vintre i Vestgrønland/Canada. I den lave fase er det omvendt. Herhjemme har vi mærket effekten af NAO, idet de seneste årtiers varme (og nok lidt kedelige grå) vintre skyldes, at NAO har befundet sig i den høje fase.

Det er lidt anderledes for Zackenberg. Som man kan se på figuren, ligger Zackenberg (rød prik) klimamæssigt i en zone mellem øst og vest. Den øverste figur viser sammenhængen mellem vinternedbør og NAO i år, hvor NAO befinder sig i den lave fase. I sådanne perioder er der i Zackenberg samme sammenhæng mellem NAO og vinternedbør (positiv) som i Nordeuropa. Omvendt, i længere perioder med NAO i den høje fase, er sammenhængen negativ i Zackenberg, altså modsat sammenhængen i Nordeuropa. Det kan man se på den nederste figur. Man kan altså konkludere, at i perioder med NAO i den lave fase udvikler klimaet i Zackenberg sig som i den østlige del af Arktis, mens i perioder med NAO i høj fase udvikler klimaet i Zackenberg sig som i den vestlige del af Arktis.

Sammenhæng (korrelation) mellem NAO og vinternedbør i Arktis. Farven illustrerer, om der er en positiv (grøn til rød) eller negativ (blå til violet) sammenhæng vist på søjlen til højre.

Denne svingen i vinterklimaforhold komplicerer analyserne af klimaets indflydelse på økosystemet ved Zackenberg, blandt andet fordi der ikke er en lineær sammenhæng mellem påvirkning (klimaet) og respons (effekten på økosystemet). I nogle perioder viser de store klimasystemer f.eks. en positiv sammenhæng med snemængden ved Zackenberg, mens sammenhængen i andre perioder er negativ. For forskerne, som er tilknyttet Zackenberg Basic, er det en stor fremtidig udfordring at analysere disse meget komplicerede klimaeffekter, hvilket dog kan åbne for en ny forståelse af, hvorledes ændringer i klima og økosystemer hænger sammen.

Zackenberg den 18. maj 2008

Snespurve, midnatssol og falske bjørnespor

Den 28. april stod Solen op, som så mange gange før, men det fascinerende er, at den ikke går ned igen før midt i august. Man kan mærke, hvordan energien fosser ind i området. Der er fuld knald på solpanelerne, og ude på fjorden kan man se sælerne poppe op gennem revner og huller i isen og ligge og varme sig i Solen.

Selvom lufttemperaturen ikke for alvor har bevæget sig op over frysepunktet, så smelter sneen i Solen, og flere ting dukker frem under den synkende snepakke. Desværre er det ikke alt, der har overlevet vinteren. Til tider ser det ud som om, sneen er faldet ‘noget tungt.’ Jernstænger er vredet, wirer er knækkede, og sensorer er brækket af, men måske skulle man hellere fokusere på alle de ting, der rent faktisk klarer sig igennem en lang, kold vinter. Moskusokser, der finder føde, hvor vi andre ikke kan få øje på andet end et par visne strå under sneen. Batterier, der holder klimastationer i gang, selvom solpanelerne er begravede i sne. Kameraer, der tager daglige billeder i al slags vejr, og computere og analyseapparater, der starter op i –25 °C, selvom de er skabt til mere moderate temperaturer.

Snespurvene har vi set og hørt siden starten af april, men et par af dem kvidrer ikke mere efter sidste uges sne- og blæsevejr. De krøb sammen i store flokke mellem husene, mens vinden ruskede, og jeg skal love for, at det kunne trække jagtfalke til. De kredsede elegant i lav højde over stationen, når de ikke satte sig til rette i masten og kiggede ud over det store kolde tag-selv-bord. Den 15. maj blev de første bramgæs observeret, og nu ser man dagligt nogle stykker finde vej til området.

Vi har ikke set isbjørne, men sporene fra dem vidner om, at op til flere er slentret gennem området, mens vi har været her. På et tidspunkt så vi næsten bjørnespor overalt, men jeg må indrømme, at jeg mere end en gang er blevet snydt og har fulgt et næsten varmt bjørnespor, som så pludselig slår over i noget, der til forveksling ligner moskusoksespor. Men andre var ikke til at tage fejl af, og nogle af sporene blev da også ‘godkendt’, mens der var biologer til stede!

Charlotte Sigsgaard