Читать книгу Naturen - Группа авторов - Страница 22
Zackenberg i en cirkumpolar sammenhæng
ОглавлениеØkosystemet ved Zackenberg er kun et af de mange, som findes i Arktis. For at forstå ændringer i klimaet og de medfølgende effekter på blandt andet økosystemerne i en cirkumpolar sammenhæng bliver man nødt til at kigge på, hvorledes ændringer i store atmosfærehav-systemer, som dækker hele Arktis, påvirker de fysiske og biologiske dele af økosystemet ved Zackenberg.
På de nordlige breddegrader har ændringer i Den Nordatlantiske Oscillation (NAO) store følger for hele det arktiske område (Boks 2.3). Zackenbergs geografiske placering på den nordøstgrønlandske kyst er midt imellem det typiske vinterklima i på den ene side Nordeuropa/Rusland og på den anden side Vestgrønland/Canada. Og når NAO svinger mellem dets lave og høje faser, så svinger vinterklimaet i Zackenberg imellem et klima, som er karakteristisk for henholdsvis det østlige og det vestlige Arktis.
Studerer man forholdet mellem NAO og de forskellige arter ved Zackenberg, så ser man også denne svingen frem og tilbage i deres reaktion på ændringer i NAO. Eksempelvis foregik årstilvæksten i pilebuske ved Zackenberg (Fig. 2.3) synkront med tilvæksten i pilebuske i Nordnorge tusinde af kilometer væk i en periode fra midten af 1960’erne til midten af 1980’erne. NAO var i den lave fase i denne periode, og ændringer i vinternedbøren foregik synkront i de to regioner (Boks 2.3). I en senere periode, hvor NAO var i en høj fase, var der ingen sammenhæng mellem årstilvæksten af pilebuske i Zackenberg og Nordnorge.