Читать книгу Lyt til tv - Iben Have - Страница 14

Både TV 2 dok. og DR-dokumentar har udstyret deres udsendelser med en indledende audiovisuel signatur på hver ca. 10 sekunder. Disse signaturer eller vignetter er sammen med forudannonceringen med til at indstille recipienterne på en bestemt type programmer. De er med til at rette os på en bestemt måde mod udsendelsen. I dette afsnit præsenterer jeg de to signaturer som ledsagede de 37 udsendelser, da de blev sendt i år 2000. De to redaktioner har siden ændret signaturerne.

TV 2 dok.’s signatur er meget kompakt og består af følgende visuelle elementer i konstant bevægelse: bogstaverne fra titlen “TV 2 dok.”, en rød kugle samt en masse perspektiv- eller skitselinjer på kryds og tværs. Forkortelsen dok. med det tydelige punktum giver anledning til associationer til computersproget (f.eks..com,.doc), og signalerer en moderne sprogbrug. Vi ser først et sort billede, hvor konturerne af bogstaverne “TV 2 dok.” er skrevet med noget, der minder om hvidt laserlys, idet en lysstråle fører ind til hvert bogstav. Samtidig bevæger en signalrød kugle sig hurtigt hen over skærmen fra venstre mod højre med en skarp, diskant lyd. Teksten bevæger sig frem imod os, og venstre side forsvinder i mørket. I højre side, hvor der står “dok”, toner den hvide farve langsomt over i blå og røde nuancer. Kuglen skydes nu ind fra højre mod venstre sammen med et sus, der minder om en bil, der suser forbi, efterfulgt af lidt tordenbulder (den røde kugle eller det røde (alarm) signal er et alment kendt symbol, der tiltrækker vores opmærksomhed). Imens kuglen løber over skærmen, ændres perspektivet, idet tekstfladen nu synes at pege ind i rummet bag skærmoverfladen, og kuglen forsvinder bagud i billedets rum. Den første akkord sættes an samtidig med, at kuglen kommer ind igen fra venstre forrest i billedet og bevæger sig mod højre hen over konturerne af et af bogstaverne fra titlen. Det er en spændingsakkord, der sættes kraftigt an med en klar metallisk stringer-lyd, og akkorden fungerer som en ansats til den melodi, der sætter ind på slaget efter. Da kuglen er midt på skærmen, bliver en masse laserlys-streger tydelige, og de skaber perspektivmarkeringer med et forsvindingspunkt, som vi kender det fra en tegneskitse, men samtidig skabes også vertikale regelmæssige streger. Stregerne bliver nu en del af en tekst i hvidt, der kommer ind fra højre og bevæger sig bagud i skærmens rum i samme retning, men i et hurtigere tempo end de bagvedliggende, mørkeblå, større bogstaver. Der klippes til et billede af den nederste del af d’et i ultranærbillede, og det fylder hele skærmen ud. Det bevæger sig oppefra og ned, mens den røde kugle igen skydes ind fra højre mod venstre, denne gang ledsaget af en switch-lyd, som et tyndt stykke papir, der rives hurtigt over.

Lyden fører direkte til ansatsen i melodien sunget af en kraftfuld mandsstemme (tenor) på lyden “åh”, der ligger langt tilbage i lydbilledet. Stemmen begynder kraftigt og energifyldt på kvinten, bevæger sig nedad og gør et kort ophold på tertsen og falder langsomt til ro sammen med akkompagnementet på grundakkorden.¹¹ Mens melodien klinger, bliver skærmen først helt hvid af lys, og det næste billede viser titlen “TV 2 dok.” skrevet midt på skærmen med sort mod den hvide baggrund, hvor man samtidig skitseagtigt fornemmer konturstregerne til “TV 2 dok.” skrevet vertikalt med laserlysstreger i blåt på kryds og tværs. Som et negativ skifter farverne, så det hvide bliver sort og vice versa, mens de blå streger forbliver blå. Der zoomes ind på bogstaverne, og første og andet slag i akkompagnementet i takt 2 markeres visuelt ved, at skærmens billede så at sige trækker sig sammen, så det, der fyldte hele skærmen, nu kun fylder den midterste tredjedel, så titlen omgives af to tomme hvide lag (samme skærminddeling som i indledningen). Bogstaverne ændrer sig nu til at blive stærkt og meget skarpt, hvidt lysende mod en stærk blå baggrund i et kort glimt. Da skarpheden forsvinder, står de hvide bogstaver og pulserer, mens den røde kugle (nu ca. tre centimeter i diameter) skydes ind fra venstre og ender oven i punktummet samtidig med sangens ophold på tertsen. Kuglen rammer punktummet med en triangel-skarp pling-lyd, der plinger videre i et lille vippemotiv på 16.-delene signaturen ud. Mens sangen affraseres (og efterfølges af en lille hale) sammen med hurtige, rytmiske, elektroniske blip-lyde), står kuglen og pulserer som et hjerte, der trækker sig sammen i takt med de blå streger i baggrunden. Herfra blændes der over i det første billede i den aktuelle udsendelse.

På de 11 sekunder, signaturen varer, skabes der her et dynamisk audiovisuelt rum, hvor visuelle bevægelser, lydeffekter og musik sammen skaber en puls i tempo 112 (dvs. med 112 pulsslag i minuttet). Signaturen signalerer proces (fra negativer til positiver, skitsestreger), rummelighed (perspektivet i lyd og billede skaber et stort, især auditivt rum), skarphed (i lyd, lys og billeder), målrettethed (i musik og billeder), perspektiv – sagen ses fra flere vinkler (ligesom bogstaverne ses fra flere vinkler), effektivitet (bib-lydene til sidst, hurtigt klippetempo og hurtig bevægelse), men også et bankende hjerte og en menneskestemme. Det er sjældent, at den menneskelige stemme optræder i titelmelodier til “hårde” faktuelle programmer, men det sender nogle signaler om udsendelsens type og indhold. Samme signal sendes med den røde kugles transformation fra et alarm- eller advarselssignal til et pulserende hjerte.

Signaturen til DR-dokumentars programmer er langt mere enkel og statisk. Den viser bogstaverne DR i den fede, afrundede, buttede typografi, som DR plejer at bruge i sit logo. Bogstaverne fremstår som tredimensionale, formet i et glasklart, is-blåt, gennemsigtigt materiale. Da signaturen begynder, vender de sammenkoblede to bogstaver først på højkant med oversiden imod os, så det danner en 12 centimeter bred, is-blå, vertikal stribe i midten af skærmen. Langsomt drejer logoet højre om sig selv, mens det svæver bagud i den kulsorte baggrund, og ligner et rumskib i et tomt univers. Logoet lander midt i billedet med front mod recipienten på en usynlig linje, der deler skærmen midt over horisontalt. Bevægelsen ledsages af diskante, skarpe toner, der ligger meget tæt og skaber skærende dissonanser, samt en dyb drone med meget lav svingningshastighed ligesom tonerne på en tuba. Tonerne stiger i styrke og en smule i tonehøjde (hvilket spænder musikken yderligere op), indtil logoet når sin plads midt i billedet, og her lyder der et kort brag, som når man smækker en tung dør. De gennemsigtige bogstaver bliver nu helt gennemfarvede af den sorte baggrund, men bevarer en tynd blålig omkransning. Tonerne klinger ud og overtages af lyden af en klaprende skrivemaskine, mens der med hvidt hurtigt skrives DOKUMENTAR, ét bogstav ad gangen, nedenunder DR-logoet. Hele signaturen varer ni sekunder.

De glasklare, kølige is-associationer stemmer godt overens med de “isnende” dissonerende toner, som man føler helt ind i tænderne. Den audiovisuelle helhed symboliserer klarsynet, gennnemskueligheden, den skarpe sandhed. Lydene fra den gammeldags skrivemaskine repræsenterer med sin forældede lyd noget autentisk og symboliserer den journalistiske jagt på sandheden. I modsætning til TV 2 dok.’s logo er der intet diffust eller flygtigt her; alt står på det visuelle plan enkelt og klokkerent, og i modsætning til det dynamiske TV 2 dok.-logo er der noget monumentalt og stabilt over DR-logoet på trods af dets gennemsigtighed. DR-signaturen trækker på godt og ondt på det brand, der mere eller mindre tilsigtet knytter sig til DR-logoet – værdier som den tunge, statsejede institution, autoriteten, kvaliteten, den journalistiske seriøsitet, der ikke er underlagt markedskræfterne osv., værdier som hænger ved institutionen Danmarks Radio fra monopoltiden.

Jeg vil undlade at kaste mig ud i overfortolkninger af signaturerne som symbol på de to tv-stationers generelle karakter og selvopfattelse, men nøjes med at konkludere, at TV 2-signaturen har et mere dynamisk og nuanceret udtryk end DR-dokumentars, og at den giver en bedre fornemmelse for de aktuelle udsendelsers sammensatte karakter, der både trækker på fornuft og følelser. Lydtekniker Thomas Gulyás har imidlertid givet udtryk for sin utilfredshed med TV 2 dok.’s signatur, da den på grund af sin tonalitet er svær at tilpasse en efterfølgende underlægningsmusik. I den henseende er DR-dokumentars signatur mere neutral.