Читать книгу Lyt til tv - Iben Have - Страница 9

Det var ifølge den officielle filmhistorie anmelderen John Grierson, der lancerede begrebet “documentary” i The New York Sun 8. februar 1926. Grierson lavede senere selv dokumentarfilm og betragtes i dag som dokumentarfilmens fader, og han citeres ofte for den første definition af dokumentaren som “the creative treatment of actuality” (Forsyth 1976, 11).⁴ Begrebet dokumentar kommer af det latinske documentum, der betyder bevis eller belærende eksempel, hvilket også er den betydning, der ligger bag den mest gængse opfattelse af tv-dokumentarprogrammer og af medieforsker Henrik Søndergård formuleret således:

… i dokumentarprogrammerne er der som regel tale om, at der foretages en form for analyse, som forklarer bestemte sagsforhold. Det konkrete dokumentariske materiale danner grundlag for at pege på mere principielle og almene forhold og problemer, og formålet med den slags programmer er typisk at belære og oplyse.

(Søndergaard 1995, 10)

Griersons og Søndergaards definitioner illustrerer meget godt den bredde, de forskellige definitioner af dokumentar spænder over. Der eksisterer nemlig ingen konsensus om, hvordan genren defineres, og muligheden for en almengyldig definition er yderligere vanskeliggjort efter sen-90’ernes udvikling af forskellige former for reality-tv, der ligeledes er en bearbejdning af et stykke (iscenesat) virkelighed (for forskellen mellem dokumentarprogrammer og reality-tv se Søndergaard 1995). Griersons og Søndergaards bud ovenfor kan imidlertid også bruges til at illustrere forskellen på dokumentarfilmen og tv-dokumentaren, hvor den første åbner for en mere kreativ bearbejdning, og den sidste er mere lukket i sin retorik.

Dokumentargenren aktiverer i sig selv en mængde problemstillinger, hvoraf jeg allerede tidligere har været inde på relationen til “virkeligheden” og herunder diskussionen om fakta og fiktion. Jeg støtter mig i det følgende til medieteoretiker Ib Bondebjergs karakteristikker og beskriver nogle hovedtendenser i udviklingen af (dansk) tv-dokumentarisme. Fremstillingen vil primært fokusere på de to hovedtendenser eller prototyper, der fremstår som mere eller mindre rene former i de 37 udsendelser, der præsenteres i det efterfølgende kapitel. Jeg perspektiverer disse to prototyper ved at sætte dem over for to andre dokumentariske tendenser. Afsnittet tjener det formål at karakterisere og afgrænse den kontekst, som musikken i dokumentarprogrammer indskriver sig i. Jeg forholder mig i dette afsnit derfor ikke til musikken, men sætter nogle rammer op, som musikken kan diskuteres ud fra i det efterfølgende hovedafsnit.

Den ene prototype er den klassiske autoritative dokumentar, der giver sig udtryk i dybdeborende, afslørende og magtkritisk journalistik, og som lægger sig ind under Søndergaards definition ovenfor. Det er denne prototype, som udsendelser fra DR-dokumentar og TV 2 dok. som regel forbindes med. Denne kritiske, dybdeborende, journalistiske dokumentar har ofte som mål at opklare eller give forklaring på et problem eller en sag, som afdækkes og afsløres lag for lag, for at journalisten til sidst kan sammenfatte sit budskab eller sin afsløring. Det er det talte ord (i form af voiceover-fortælleren og interviewene), der er stammen i denne hovedform. Den retoriske struktur er konfrontation af udsagn kombineret med dokumentation via visuelle og verbale kilder. De æstetiske virkemidler har her en understøttende funktion, hvor ord, billeder og lyd underbygger hinanden.

Den anden prototype er den observerende dokumentar eller fly-on-the-wall-documentary, der ofte fremstår som social reportage. I mit materiale er denne type mest rendyrket i de ni Lars Engels-udsendelser fra Station 1 i København, Historier fra en politistation. Her flyttes vægten væk fra det sproglige til det visuelle i form af det virkelighedsregistrerende kamera, der er til stede i et miljø. Der tales ikke om et sted men fra et sted i den registrerede virkelighed (Bondebjerg 2005, 50). Det journalistiske sigte er en konsekvensjournalistik, der ønsker at fremstille, hvilke konsekvenser det politiske får, mere end det politiske i sig selv. I denne type er det ikke så meget sagen som den menneskelige livsform på f.eks. en politistation eller i et fængsel, man ønsker at afdække. Bondebjerg forklarer videre omkring denne dokumentarform:

Det, der i den autoritative form fremstår som visuelle sekvenser og udsagn inden for en retorisk argumentationsstruktur, fremstår i den åbne form som impressionistiske billeder af en virkelighed, som et mere flimrende univers af mennesker, stemmer, udsagn, stemninger og emotioner, der indbyder til indlevelse og oplevelse.

(Bondebjerg 2000, 195)

Den åbne, observerende form har et fænomenologisk forhold til virkeligheden i sit forsøg på at forstå virkeligheden ved at gennemlyse dens umiddelbare, dagligdags fænomener i stedet for at forstå den gennem abstrakte begreber og strukturer (Bondebjerg 2005, 51).

De to nævnte prototyper indgår også i Carl Plantingas opstilling af tre grundlæggende “stemmer” inden for dokumentarismen – tre filtre, hvorigennem virkeligheden artikuleres. Han benævner dem “The formal, the open and the poetic voice” svarende til den autoritative, den åbne og den poetiske dokumentar (Plantinga 1997, 101-120). Der er ikke tale om genrer, men om poler, som dokumentaren kan orientere sig imod på forskellig vis. Det er således ofte én af disse tendenser, som dominerer en konkret dokumentarudsendelse, der dog godt kan indeholde – og som regel gør det – elementer fra andre prototyper. Plantingas tredje æstetiske prototype, den poetiske dokumentar, forekommer ikke i mit materiale i så overordnet og ren en form som de to andre. Den står stærkest i dokumentarfilmen, der ofte betjener sig af mere lyrisk-associative virkelighedsbeskrivelser, som fremstår mere stilistisk bearbejdede – i Danmark repræsenteret af instruktører som Jon Bang Carlsen og Jørgen Leth. I mit materiale optræder den poetiske prototype netop mere som en tendens i enkelte sekvenser i flere af udsendelserne, f.eks. i folklorekollagen og det “hammershøiske” vindue i Bureaukratiets slagmark (se analysen side 99 og 100). Hvor den autoritative prototype typisk vil anvende en mere funktionel og homofon æstetik, er stilen i den poetiske prototype mere ekspressiv og polyfon (begreberne forklares i kapitlet “Musikkens rolle i den audiovisuelle kontekst” side 108).

I 80’erne og 90’erne var der et boom i dokumentarprogrammerne på dansk tv, hvilket ikke kun baserer sig på danske produktioner, men også det øgede antal af især engelske og amerikanske dokumentarprogrammer og reality-koncepter, som også er med til at præge de danske produktioner. Der tegner sig derfor i dag en fjerde tendens inden for den danske dokumentarisme, som man kunne kalde docu-light. I public service-udgaverne er det f.eks. docu-soaps eller hverdagsdramaer, som de ofte kaldes, der omhandler almindelige menneskers hverdag i færd med at tabe sig, i et hospitalsmiljø, i et strippermiljø osv. I de mere kommercielle udgaver er det f.eks. reality-shows som Big Brother, Robinsonekspeditionen og Paradise hotel. Docusoaps minder om den observerende dokumentar, men det er ikke længere en sag, der følges, men en skildring af levet liv. De faktuelle dramaer viser sig at være en god forretning for tv-stationerne. De har lige så høje seertal som fiktionsdramaet, og de er meget billigere at producere. Andre former for dramatiseret dokumentarisme er de såkaldte dokudramaer, hvor faktuelt stof indsættes i en fiktiv dramatisk form (”based on a true story”) og dramadokumentar, hvor fiktive historier iklædes dokumentarisk stil (som f.eks. X-files-episode 150-udgaven nævnt side 27). Ingen af disse to former produceres særlig ofte i Danmark, men importeres fra England og USA (Bondebjerg 2000, 196).

I dag eksisterer der således forskellige tendenser for tv-dokumentarisme side om side i et broget udbud, hvoraf jeg har trukket fire hovedtendenser ud: 1) den autoritative, journalistiske dokumentar; 2) den åbne, observerende dokumentar; 3) docu-light-tendenserne og 4) den mere poetiske dokumentarfilm. Disse forskellige tendenser eller prototyper har påvirket hinanden indbyrdes. Overordnet kan man sige om den generelle udvikling, at der i slutningen af 90’erne er sket en drejning af den dokumentariske profil fra den problemorienterede dokumentarisme til en mere faktuel underholdning. Bevægelsen er gået over snæver journalistisk objektivitetsideologi til større grad af retorisk frihed. Denne drejning, der ses både i tv’s generelle dokumentariske profil og i DR-dokumentar og TV 2 dok.’s mere seriøse, journalistiske programmer, afspejler en forskydning i offentlige diskurser og repræsentationsformer fra autoritative og formelle formidlingsformer til mere oplevelsesprægede og uformelle former – fra sag til menneskeligt drama.