Читать книгу Lyt til tv - Iben Have - Страница 6

Inden for de seneste fem-ti år har journalisterne fået en meget højt udviklet bevidsthed om vore egne virkemidler. Vi ved præcis, hvordan bestemte følelser kan fremkaldes – har vi et følsomt emne, fremhæves det med en sprød cembalo og en speakerstemme i et bestemt toneleje.

(Interview med journalisten Morten Bohr i Weekendavisen 3.-7. april 1998. Sektion 1, side 12).

Efter at have læst Mortens Bohrs udtalelse spurgte jeg mig selv, hvordan det er muligt at vide “præcist”, hvordan så upræcise størrelser som musik og følelser relaterer sig til hinanden – selvom det nok netop er denne fælles uhåndgribelighed, der gør musik så velegnet til at udtrykke stemninger og følelser. Efter at have talt med flere komponister, redigeringsteknikere og producere er det i modsætning til Bohrs påstand min opfattelse, at de netop ikke har udviklet en høj bevidsthed, men derimod har en veludviklet intuition for, hvordan de opnår en bestemt effekt med underlægningsmusikken – en intuition, som det kan være svært at udtrykke i ord. I en telefonsamtale jeg havde med komponisten Fini Høstrup, sagde han, at et strygerlag under et akustisk klingende klaver “gør noget, der virker enormt godt” (som underlægningsmusik underforstået).¹ Jeg ønsker som sagt at komme tættere på dette “noget” uden at have ambitioner om at kunne definere det “præcist”.

Eftersom betydningen ikke kan undersøges uden om den person, der oplever musikken og billederne, er den både historisk og kulturel foranderlig. Men i stedet for udelukkende at betragte den musikalske betydningsdannelse som subjektiv, er det i højere grad de både kognitive og emotionelle intersubjektive strukturer, der udspringer af fælles kropslige og kulturelle erfaringer, der har min interesse. Jeg tager udgangspunkt i, at betydning opstår ud fra kognitive strukturer, der reflekterer både individuelle, intersubjektive og sociokulturelle former for oplevelser og såvel intellektuelle som emotionelle aspekter af disse. Alle disse former vil på forskellig vis og med forskellig prioritering være repræsenteret i bogens teori og analyse. Selvom analyserne nødvendigvis er farvet af min personlige disponering for forståelse og empati, mit gehør, mit kulturelle tilhørsforhold og min livshistoriske baggrund, er det de kulturelle og intersubjektive forståelsesformer og -rammer, der er i fokus, og som kvalificerer bogens analyser som andet og mere end subjektive fornemmelser.

Bogens opbygning afspejler en tilstræbt interaktion mellem teori og analyse. Analyserne er placeret løbende som buffere til teorikapitlerne. Bogens analytiske afsnit består ud over en samlet analyse af DR-dokumentars og TV 2 dok.’s udsendelser fra år 2000 af fem afrundede analyser af enkeltudsendelser. Dertil kommer et par mindre analyser af sekvenser fra to forskellige dokumentarudsendelser, henholdsvis slutscenen fra Taskerøveriet i Skelbækgade (DR-dokumentar, 2000) og indledningssekvensen til Drengene fra Vollsmose (TV 2, 2002), der begge er integreret i de teoretiske afsnit. De fem næranalyser er udvalgt blandt de 37 udsendelser dels med henblik på at få et bredt udsnit repræsenteret, både musikalsk, æstetisk og retorisk, dels med henblik på at kunne tjene som katalysator for samt eksempler på nogle af de problemstillinger, som bogens teoretiske kapitler rejser. Det er også den rolle, de har haft i mit arbejde med materialet. Jeg har først lyttet til musikken i de 37 udsendelser, hvilket har givet anledning til spørgsmål omkring komplekse kognitive og emotionelle processer. Disse spørgsmål er herefter blevet undersøgt teoretisk for så igen at blive brugt i analyserne. Overordnet set består bogen her af to delprojekter. Det første er en fortrinsvis teoretisk undersøgelse af musikkens betydning i en audiovisuel kontekst, og det andet er en mere analytisk undersøgelse af musikkens rolle i tv-dokumentarudsendelser.

Efter indledningen følger kapitlet “Tv, dokumentar og underlægningsmusik”, som giver en overordnet introduktion til nogle af de grundlæggende problemstillinger vedrørende musik i dokumentar-tv, og samtidig med præsenterer det medie og den genre, det handler om. Det er bogens mest medieteoretiske kapitel, der indledes med en diskussion af relationen mellem tv og virkelighed – også i forhold til underlægningsmusik. Herefter præsenterer jeg tv-dokumentargenren ved at identificere fire æstetiske og retoriske tendenser, og i sidste del af kapitlet diskuteres musikkens rolle i tv-dokumentaren ud fra disse fire tendenser. Og dokumentariske fremstillinger indeholder meget mere end ren journalistik og observation. Min holdning er, at også inden for den dokumentariske ramme, er der rum for musikalsk udforskning af emner og problemstillinger, hvilket jeg også forsøger at trække frem i bogens analyser. En alt for ensidig opfattelse af det faktuelle og dokumentargenren, hvor man betoner den saglige, objektive fremstilling, kan betyde en negligering af, at også følelser, erfaringer og æstetisk oplevelse spiller en væsentlig rolle i social og politisk meningsdannelse.

Efter de medieteoretiske diskussioner følger en samlet analyse af alle de udsendelser, som DR-dokumentar og TV 2 dok. sendte første gang i år 2000. Kapitlet fungerer som en generel introduktion til den empiri, de efterfølgende kapitler dykker ned i. I den generelle analyse af de 37 udsendelser fokuseres der ikke i så høj grad som i de øvrige analyser på receptionsprocessen, da formålet her er at redegøre for, hvilken og hvor meget musik programmerne anvender. Kapitlet indeholder også en analyse af de to redaktioners introducerende kendingsmelodier og logoer, som de lød og så ud i år 2000. Intentionen i denne samlede analyse og i analysen af de respektive signaturmelodier er ikke en komparativ analyse af de to tv-kanalers musikalske profilering, men de forskelle, der viser sig på de to redaktioners udsendelser, vil blive kommenteret.

Efter det introducerende analysekapitel dykker jeg ned i udsendelsen En minister krydser sit spor (DR-dokumentar) om den tidligere indenrigsminister Birte Weiss, der vender tilbage til en massegrav i Bosnien. De fem udsendelser, der analyseres i deres helhed her i bogen, peger hver især på forskellige musikalske betydningsfunktioner, som også har været afgørende for deres respektive placering i forhold til de teoretiske kapitler. I En minister krydser sit spor fungerer musikken bl.a. som “personlighedsfremmer” og er med til at trække mennesket frem i politikeren Birte Weiss. Musikken tager over de steder, hvor ordene ikke rækker længere i skildringen af krigens grusomheder i Bosnien, og bliver symbol på de minder, Weiss ikke kan ryste af sig. Som bogens første analyse tjener udsendelsen ligeledes som eksempel på, at genren generelt kombinerer det politiske og det personlige, det offentlige og det private, fornuft og følelser.

Kapitlet “Sansning, perception og underlægningsmusik som æstetisk oplevelsesform” rammesætter med afsæt i kognitionsteorien bogens videre teoriudvikling og sammenkæder nogle af bogens helt basale problematikker. Jeg redegør her for nogle af hørelsens mest grundlæggende egenskaber og forholder mig kort til forskellen på musik og lyd. Derefter indkredser jeg, og forholder mig delvist definerende til, nogle begreber omkring betydningsdannelsen. Foruden dem, der indgår i kapitlets overskrift, drejer det sig også om reception, kognition, non-verbal kommunikation, subliminal perception og kropslig erfaring. Desuden slår kapitlet tonen an til mange af de diskussioner, der udspiller sig senere i bogen.

I kapitlet “Erfaringsbaseret musikalsk betydning” tager jeg fat helt fra grunden og spørger, hvordan musikkens ekspressivitet (musikkens strukturer) opleves. Kapitlet har udgangspunkt i begreber fra Mark Johnsons og George Lakoffs kognitive semiotik, fordi begreberne er velegnede i beskrivelsen af den specifikke underlægningsmusikalske betydningsdannelse. Det centrale begreb i dette kapitel er vektorskemaet, som jeg definerer på baggrund af Mark Johnsons billedskema-begreb (image schemata). Billedskemaer er mentale strukturer, der opstår i vekselvirkningen mellem krop og omverden, og et udtryk for den måde, vi forstår verden på. Via en metaforisk projektion fra vores fysiske, kropslige erfaring med fænomenet kraft til den musikalske oplevelse argumenterer jeg for, at underlægningsmusik grundlæggende opleves som vektorstrukturer gennem henholdsvis bevægelses-skemaet, intensitets-skemaet og objekt-skemaet, og at disse skemaer via bevidstgørelse kan anvendes i den konkrete analyse af underlægningsmusikken og af musik i det hele taget. I en musikvidenskabelig kontekst er de metaforiske beskrivelser af musikken længe blevet, og bliver stadig, anset for at være subjektive. Jeg forsøger imidlertid at argumentere for deres intersubjektive karakter i kraft af recipienternes fælles kropslige og kulturelle erfaringer. Når man undersøger musikken som bevægelse, objekt og intensitet, etableres dermed et sprog, der ikke forudsætter en musikfaglig indsigt, men først og fremmest en lyttende krop.

Hvor musikken i En minister krydser sit spor fortrinsvis kobler sig til personen Birte Weiss, så er der ingen personer at sympatisere eller identificere sig med i den kritiske, dybdeborende, autoritative dokumentar om EU Bureaukratiets slagmark, hvorfor de meget forskellige musikalske temaer i stedet kobler sig til “sagen”. Musikken opleves mere ekspressiv, og betydningen distancerer sig i højere grad fra fortællingen og kobler sig til den visuelle æstetik og fortællerinstansen. Desuden strukturerer, stabiliserer, udpeger og refokuserer musikken vor opmærksomhed. Udsendelsens musikalske hovedtema – finalesatsen fra Beethovens 9. symfoni, der officielt er EU’s europahymne – fungerer både i positiv og negativ forstand som symbol på de ophøjede visioner og ideer bag det EU-bureaukrati, der bliver udsendelsens egentlige “skurk”. De øvrige musikalske temaer relaterer sig på forskellig vis kontrasterende til dette tema, samtidig med at de skaber små refleksionsrum i den informationstætte udsendelse.

I kapitlet “Musikkens rolle i audiovisuelle medier” sætter jeg musikken ind i den audiovisuelle kontekst. Det betydningsmæssige vektorfelt, som musikken i sig selv genererer, kontekstualiseres i det audiovisuelle medium af et yderligere komplekst vektorfelt skabt af mediets øvrige æstetiske virkemidler og af den narrative kontekst. I det dynamiske perceptions-flow opstår hele tiden forskellige former for koblinger mellem musik og kontekst, hvilket gør det vanskeligt at definere musikken med filmmusikanalytiske begreber som enten entydigt parafraserende eller kontrapunkterende i forhold til konteksten. Kapitlet trækker nogle brede medieæstetiske tendenser frem og præsenterer nogle af tv-musikkens mere tekniske og strukturelle funktioner, og det munder ud i en præsentation af Annabel J. Cohens Congruence-associationist-model. Det er en model over den mentale aktivitets betydningsflow i behandlingen af musik i narrative audiovisuelle medier, som hun har opstillet på baggrund af redegørelser fra den eksperimentelle psykologi.

Udsendelserne Næsten en dødsdom (TV 2 dok.) om gentests som sygdomsforebyggelse ved arvelig kræft og Du er for gammel (DR-dokumentar) om vanskelighederne ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet, når man er over 45 år, bringes i forlængelse af hinanden for at fremhæve de musikrelaterede forskelle i oplevelsen af disse to udsendelser på trods af lighederne i deres form i øvrigt. Udsendelserne er bygget op over stort set samme narrative form, men henholdsvis den elektroniske ambientmusik og den jazzede klaverballade integreres helt forskelligt i de to fortællinger. Lydeffekterne og den åbne, diskrete musik i Næsten en dødsdom væver det komponerede lydlag tæt sammen med konteksten, hvorimod den tonalt styrede musik i Du er for gammel lukker sig mere om sig selv som musikalsk udtryk. Hvis man ser på, hvad der fokuserer musikkens betydning i de to udsendelser, så er det min opfattelse, at musikken i Næsten en dødsdom først og fremmest vil knytte sig til de gentestede kvinders indre liv, og at den skaber en effekt i recipienten, en følelsestilstand, som jeg analyserer som værende empatisk i forhold til kvinderne. I Du er for gammel knytter musikken sig ligeledes til personerne i udsendelsen, men på en mere distanceret, afsenderstyret måde, der ikke på samme måde inddrager recipienten. Begge udsendelser tematiserer medlidenhed, men den optræder langt tydeligere som en afgrænset, genkendelig følelse i Du er for gammel, hvor den i Næsten en dødsdom mere fremstår som følelsesnuancer, som man som recipient oplever nu-og-her.

Kapitlet “Den musikalske emotionalitet” handler om relationen mellem musik og følelser og trækker på konklusioner fra de foregående teoretiske kapitler og lægger sig i naturlig forlængelse af de spørgsmål, som analyserne af Næsten en dødsdom og Du er for gammel rejser. Først diskuterer jeg musikkens evne til at repræsentere og bevirke følelser både i og uden for den audiovisuelle kontekst, og dernæst hvad det er for nogle følelser og følelsesnuancer, musikken kan kommunikere. Centralt i kapitlet står begreberne vitalitetskonturer og vitalitetsfølelser, der stammer fra udviklingspsykolog Daniel N. Stern, og som jeg kobler tæt sammen med vektorskemaet. Ontologisk og bogstaveligt betragtet mener jeg, at musik og i særdeleshed underlægningsmusik er auditive vitalitetskonturer, der i oplevelsen omsættes til både registrerede og følte vitalitetsfølelser. Sterns begreber bruges desuden til at skabe et link mellem den emotionelle og den æstetiske oplevelse af musik. Sidst i kapitlet samler jeg med Annabel J. Cohens Congruence-associationist-model op på diskussionerne omkring musik og følelser og musik og betydning.

Efter kapitlet om musik og følelser følger bogens sidste analyse, som er af udsendelsen De pædofile danskere (TV 2 dok.). Det blev årets mest omdiskuterede dokumentar i Danmark, og programmet bygger på journalisten Jacob Billings undercover-liv i det københavnske pædofilimiljø i København, hvor han befandt sig i næsten et år. Udsendelsen er et eksempel på, at underlægningsmusikken i dokumentarudsendelser typisk placeres i overgangene fra én scene til en anden, og jeg vælger i analysen at fokusere på musikkens foregribende og evaluerende, henholdsvis spændingsopbyggende og spændingsforløsende karakter. Emnet, den seksuelle udnyttelse af børn, er i denne udsendelse så følelsesmæssigt anstrengende og belastende, at musikkens funktion som ventil for de ophobede følelser bliver særlig tydelig. Det kan diskuteres, hvorvidt denne følelsesmæssige ventilfunktion er negativ eller positiv – om den medfører, at de seriøse problematikker “glider af” på recipienten frem for at virke påtrængende og engagerende. Min holdning er, at musikken tilbyder et udtryk hvorigennem vi kan evaluere de informationer, som vi præsenteres for i dokumentarudsendelsen, så vi bliver i stand til at forholde os mere indgående til stoffet.

De fem udsendelser, der næranalyseres, er forskellige, hvilket også vil præge udformningen af analyserne. Overordnet set er strategien at analysere hele udsendelser og ikke kun udsendelsernes musik. Jeg gengiver derfor den narrative rammesætning, dramaturgiske opbygning, retorik og øvrig æstetik, hvorved det også bliver muligt at hægte de udvalgte analysesekvenser op på en helhed. For at få så mange betydningsgenererende lag med som muligt bevæger jeg mig fra et mikroniveau, hvor jeg gennemgår, hvordan musikken knytter sig til konteksten – til et overordnet niveau, hvor jeg ser på musikkens generelle funktion og betydning i udsendelsen. Generelt vil analyserne udforme sig således: først en gennemgang af udsendelsens anslag, hvor det musikalske hovedtema som regel præsenteres sammen med udsendelsens præmis.² Herefter en kronologisk redegørelse for udsendelsens øvrige musik og dens placering, og til sidst mere generelle betragtninger over musikkens rolle i udsendelsen. Det er således musikkens tilstedeværelse, der er afgørende for, hvilke scener der vælges ud til nærmere analyse.

Én ting er at gøre rede for, hvordan tv virker, en anden er at vurdere, om det virker godt eller dårligt. I denne bog ligger vægten på det første. Jeg ønsker ikke at forholde mig til, hvad der er god eller dårlig underlægningsmusik på et generelt plan, men via mine analytiske erfaringer at pege på, hvordan musik fungerer (og også mere eller mindre godt) i en tv-dokumentarisk kontekst, og hvad det betyder for oplevelsen. Jeg vil således ikke advare mod manipulerende underlægningsmusik, men forsøge at kvalificere lytningen via en nærmere forståelse af ét af mediets virkemidler, hvis betydning de fleste mediebrugere, -teoretikere og også flere medieproducenter har et ureflekteret eller i hvert fald unuanceret forhold til. Dermed bliver der ad bagvejen lagt op til en mere reflekteret og dermed måske også en mere kritisk indstilling til underlægningsmusikken.

Til sidst skal det nævnes, at bogen er skrevet ind i en dansk kulturel kontekst, og der vil derfor blive henvist til betydninger, tv-udsendelser og personer, som forudsætter et vist kendskab til dansk kultur og politik, danske medier og kriminalsager. Bogen opererer i en tværfaglig kontekst og henvender sig først og fremmest til musik- og medievidenskaben, men den er skrevet ud fra en tværæstetisk faglighed med basis i musikvidenskaben. Der vil derfor også i et begrænset omfang blive anvendt musikteoretiske fagudtryk, som for størstedelens vedkommende forklares undervejs.