Читать книгу Lyt til tv - Iben Have - Страница 7

Tv har spillet en vigtig rolle i moderniseringen af samfundet de sidste 50 år, og det er bemærkelsesværdigt, med hvilken intimitet denne magtfulde rolle er blevet spillet. Lige fra tv’s barndom har mediet støbt sig ned i hverdagslivets form og tilpasset sig dets rytme. Med det analoge tv er det vigtigt for tv-stationernes programplanlægning at vide, hvornår folk vågner om morgenen, hvornår de spiser, hvornår de kommer hjem fra arbejde, hvornår de går i seng samt forskydningen i disse behov i forskellige alders- og målgrupper (analogt tv er stadig den dominerende form, selvom digitalt tv vinder hastigt frem). Tv tilpasser sig hverdagslivets mønstre, men er samtidig med til at skabe og standardisere dem. Der er tale om et dialektisk forhold, hvor recipienterne ligeledes indretter deres dagligdagsrytme efter tv. Og det gælder ikke kun hverdagens rytme, men også ugens rytme og årets rytme. F.eks. kunne man i et nummer af damebladet Alt for damerne fra 2002 få et godt råd om, hvordan man når alle de forskønnende aktiviteter, man som kvinde skal prøve at få tid til. Hold onsdag aften fri, for da er der soap-aften på tv med serier som Ally, Friends, Sex & the City osv., og det skaber gode rammer for de små ritualer med manicure, ansigtsmasker osv. Selv små børn, der endnu ikke kender til urets tid, bruger tv som pejling i deres hverdag: aftenen begynder med Fjernsyn for dig og weekenden begynder med Disney sjov. Tv’s intimitet angår ikke kun mediets ydre rolle i hverdagen, men også dets måde at henvende sig til os på. Påvirket af tendenser fra det amerikanske tv er der de seneste år sket en klar forskydning i tv’s henvendelsesform fra den autoritative oplysnings- og informationskanal, der præges af argumenter og meningsbrydning, mod en udvidet dagligdags hjemmesnak, som præges af personlig erfaring, fiktion, sladder osv. Ekspertperspektivet afløses af almindelige menneskers perspektiv. Tv rummer i kraft af sin særegne æstetik og iscenesættelse et potentiale for at anskueliggøre, personificere og konkretisere de fjerne, generelle og abstrakte, sociale og politiske spørgsmål, så de bliver personlige, nærværende og vedkommende. I medieteorien tillægges dette forhold ofte tv’s evne til at kombinere det sproglige og det visuelle i intime kommunikationsformer. Jeg vil dog hævde, at også det auditive (ikke-sproglige) spiller en ganske væsentlig rolle i dette forhold.

I det følgende vil jeg diskutere nogle perspektiver, som indskriver sig i den store diskussion omkring relationen mellem oplevelsen af den medieformidlede virkelighed og den u-middelbare virkelighedserfaring, hvor jeg også bringer mere kulturkritiske synspunkter på banen. Problemstillingerne gælder i første omgang tv-mediet som helhed, men de er fremført på grund af deres relevans for den efterfølgende diskussion af dokumentargenren. Dokumentarprogrammerne udspiller sig i et spænd imellem den realitet, de fremstiller, og den bearbejdethed, de betjener sig af i form af det æstetiske filter, virkeligheden formidles igennem – en nødvendig bearbejdning, der kan udarte sig på forskellig måde, men som er et vilkår, der også danner afsæt for en diskussion af den traditionelle skelnen mellem fiktion og fakta. Herefter følger et afsnit, hvor jeg udleder forskellige dokumentariske tendenser på dansk tv. Disse tendenser diskuterer jeg efterfølgende i forhold til musikken. Kapitlet bevæger sig således fra en overordnet diskussion af tv-mediets forhold til den virkelighed, den fremstiller, over en indkredsning af tv-dokumentargenren hen til overvejelser omkring musikkens rolle i den journalistiske tv-dokumentar.